Troen gør os tålmodige og vedholdende i bønnen
„I må . . . være tålmodige; styrk jeres hjerter, for Herrens nærværelse er kommet nær.“ — JAKOB 5:8.
1. Hvorfor bør vi tænke over det der står i Jakob 5:7, 8?
JESU KRISTI længe ventede „nærværelse“ er nu blevet til virkelighed. (Mattæus 24:3-14) Mere end nogen sinde har alle der påstår at de tror på Gud og Kristus, grund til at tænke over følgende ord af disciplen Jakob: „Vær . . . tålmodige, brødre, indtil Herrens nærværelse. Se! Landmanden venter på jordens dyrebare frugt, idet han er tålmodig med den, indtil han får tidligregn og sildigregn. I må også være tålmodige; styrk jeres hjerter, for Herrens nærværelse er kommet nær.“ — Jakob 5:7, 8.
2. Nævn nogle af de problemer som modtagerne af Jakobs brev døjede med.
2 Modtagerne af Jakobs inspirerede brev måtte væbne sig med tålmodighed og afhjælpe forskellige problemer. Mange optrådte anderledes end man kunne forvente af nogle der hævdede at tro på Gud. For eksempel måtte der gøres noget ved visse af de ønsker nogle nærede i deres hjerte. Freden og fordrageligheden måtte genoprettes blandt disse kristne. De havde også brug for vejledning om at være tålmodige og vedholdende i bønnen. Lad os nu se nærmere på Jakobs ord til dem, og samtidig overveje hvordan vi personligt kan tage vejledningen til indtægt.
Urette ønsker er nedbrydende
3. Hvad havde forårsaget strid blandt Jakobs trosfæller, og hvad lærer det os?
3 Det var ikke alle såkaldte kristne der var præget af fred. Årsagen var at nogle nærede urette ønsker. (Jakob 4:1-3) Stridbarhed voldte splittelser, og nogle dømte ukærligt deres brødre. Det skete fordi trangen til sanselige nydelser førte krig i deres lemmer. Også vi kan have behov for at bede om hjælp til at modstå den kødelige trang til prestige, magt og ejendele så vi undgår at forstyrre freden i menigheden. (Romerne 7:21-25; 1 Peter 2:11) Hos nogle kristne i det første århundrede var havesygen udartet til en hadsk og morderisk indstilling. Eftersom Gud ikke ville opfylde deres urette ønsker, stred de fortsat for at opnå det de tragtede efter. Hvis vi nærer lignende urette ønsker, vil vi heller ikke få det vi beder om, eftersom vor hellige Gud ikke besvarer sådanne bønner. — Klagesangene 3:44; 3 Johannes 9, 10.
4. Hvorfor kalder Jakob nogle for „ægteskabsbrydersker“, og hvordan bør det påvirke os?
4 Verdslige tilbøjeligheder, misundelse og stolthed kendetegnede nogle af de kristne dengang. (Jakob 4:4-6) Jakob kalder nogle for „ægteskabsbrydersker“ fordi de var venner med verden og dermed skyldige i åndeligt ægteskabsbrud. (Ezekiel 16:15-19, 25-45) Vi ønsker afgjort ikke at efterligne verdens holdninger, tale og adfærd, da det ville gøre os til Guds fjender. Hans ord viser os at „tendens til misundelse“ er en del af den onde tilbøjelighed eller „ånd“ der behersker syndige mennesker. (1 Mosebog 8:21; 4 Mosebog 16:1-3; Salme 106:16, 17; Prædikeren 4:4) Hvis vi opdager at vi må kæmpe med misundelse, stolthed eller andre dårlige tilbøjeligheder, lad os da bede Gud om at han vil hjælpe os ved den hellige ånd. Denne kraft, som vi får ved Guds ufortjente godhed, er større end ’tendensen til misundelse’. Jehova står de hovmodige imod, men han skænker os ufortjent godhed hvis vi bekæmper syndige tilbøjeligheder.
5. Hvilke krav må vi opfylde for at nyde godt af Guds ufortjente godhed?
5 Hvordan kan vi opnå Guds ufortjente godhed? (Jakob 4:7-10) For at få del i denne gave fra Jehova må vi adlyde ham, tage imod alt det han giver og forordner, og underkaste os hans vilje. (Romerne 8:28) Vi skal også „stå Djævelen imod“. Han vil ’flygte fra os’ hvis vi ufravigeligt støtter Jehovas universelle suverænitet. Vi kan regne med hjælp fra Jesus, som sørger for at verdens onde kræfter ikke får lov til at volde os ubodelig skade. Og glem aldrig at vi gennem bøn, lydighed og tro kommer nær til Gud ligesom han kommer nær til os. — 2 Krønikebog 15:2.
6. Hvorfor kalder Jakob nogle kristne for „syndere“?
6 Hvorfor siger Jakob „I syndere“ til nogle der hævder at tjene Gud? Fordi de var skyldige i „krige“ og morderisk had — en uacceptabel indstilling hos kristne. (Titus 3:3) Deres „hænder“ var fyldt med slette gerninger og måtte derfor gøres rene. De var også nødt til at rense deres „hjerter“, sædet for motiverne. (Mattæus 15:18, 19) „Ubeslutsomme“ som de var, vaklede de mellem venskabet med Gud og venskabet med verden. Lad os tage ved lære af deres negative eksempel og forblive årvågne så den slags ikke nedbryder vor tro. — Romerne 7:18-20.
7. Hvorfor befaler Jakob nogle at ’sørge og græde’?
7 Jakob befaler sine læsere at ’føle deres elendighed og sørge og græde’. Hvis de viste bedrøvelse på en måde som behagede Gud, ville det være et vidnesbyrd om sindsændring. (2 Korinther 7:10, 11) I dag er der også nogle som påstår at de har tro, men som søger venskab med verden. Hvis nogen af os er slået ind på den vej, bør vi sørge over vor åndelige svaghed og straks tage skridt til at rette det forkerte. Når vi gør de nødvendige forandringer og opnår Guds tilgivelse, vil vi kunne glæde os over en ren samvittighed og håbet om evigt liv. — Salme 51:10-17; 1 Johannes 2:15-17.
Døm ikke hinanden
8, 9. Hvorfor bør vi ikke bagtale og dømme hinanden?
8 Det er syndigt at bagtale en trosfælle. (Jakob 4:11, 12) Alligevel er nogle kritiske over for deres medkristne, måske som følge af selvretfærdighed eller fordi de ønsker at ophøje sig selv ved at nedvurdere andre. (Salme 50:20; Ordsprogene 3:29) Det græske ord der gengives med „bagtale“, betyder egentlig „at tale imod“ og rummer tanken om at man på grund af en fjendtlig holdning fremsætter en overdrevet eller falsk anklage. Det er faktisk det samme som at fælde en uberettiget dom over en broder. Hvorfor svarer det til at ’bagtale og dømme Guds lov’? Det belyses af tilfældet med de skriftlærde og farisæerne, der ’behændigt tilsidesatte Guds bud’ og dømte ud fra deres egne normer. (Markus 7:1-13) Hvis vi fordømte en broder som Jehova ikke ville fordømme, ville vi så ikke også ’dømme Guds lov’ og synde ved at antyde at den var ufuldstændig? Og hvis vi uberettiget kritiserer en broder, følger vi ikke kærlighedens lov. — Romerne 13:8-10.
9 Lad os huske følgende: „Én er lovgiver og dommer,“ nemlig Jehova. Og „Jehovas lov er fuldkommen“, uden mangler. (Salme 19:7; Esajas 33:22) Gud alene har ret til at fastsætte normer og kriterier for frelse. (Lukas 12:5) Jakob spørger derfor: „Hvem er du, at du dømmer din næste?“ Det tilkommer ikke os at dømme og fordømme andre. (Mattæus 7:1-5; Romerne 14:4, 10) Et godt bolværk mod trangen til selvretfærdigt at dømme andre er at grunde over Guds suverænitet og upartiskhed sammenholdt med vor egen ufuldkommenhed.
Undgå pralende selvsikkerhed
10. Hvorfor bør vi have Jehova i tanke i dagligdagen?
10 Vi bør til enhver tid have Jehova og hans lov i tanke. (Jakob 4:13-17) Den overmodige lader Gud ude af betragtning og siger: „I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og tilbringe et år dér, og vi vil gøre forretninger og opnå fortjeneste.“ Hvis vi ’samler os værdier, men ikke er rige hos Gud’, risikerer vi at have forspildt muligheden for at tjene Jehova hvis vi mister livet i morgen. (Lukas 12:16-21) Som Jakob siger, er vi som morgentågen „der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder“. (1 Krønikebog 29:15) Kun ved at tro på Jehova kan vi håbe at opnå varig glæde og evigt liv.
11. Hvad ligger der i at man siger: „Hvis Jehova vil“?
11 Frem for hovmodigt at se bort fra Gud bør vi sige: „Hvis Jehova vil, skal vi leve og også gøre dette eller hint.“ Med ordene „hvis Jehova vil“ viser vi at vi bestræber os for at handle i overensstemmelse med hans vilje. Det kan være nødvendigt at gøre forretninger for at forsørge sin familie, at rejse for at udføre Rigets gerning, og så videre. Men lad os ikke prale. „Al sådan stolthed er ond“ eftersom den tilsidesætter det faktum at vi er afhængige af Gud. — Salme 37:5; Ordsprogene 21:4; Jeremias 9:23, 24.
12. Hvad menes der med ordene i Jakob 4:17?
12 Det er øjensynlig for at runde sine udtalelser om selvsikkerhed og praleri af at Jakob siger: „Den der ved hvad der er ret at gøre og dog ikke gør det, for ham er det at synde.“ Alle kristne bør ydmygt erkende deres afhængighed af Gud. At undlade det ville være „at synde“. Det samme princip kan anvendes på enhver situation hvor man forsømmer at gøre det som troen på Gud kræver af os. — Lukas 12:47, 48.
Advarsler til de rige
13. Hvad siger Jakob om dem der misbruger deres rigdom?
13 Nogle af datidens kristne var blevet materialistiske eller beundrede de rige, og det fik Jakob til at fremsætte nogle markante udtalelser om visse velhavere. (Jakob 5:1-6) Verdslige der misbrugte deres rigdom, skulle komme til at ’græde og hyle over deres elendigheder som kom over dem’ når Gud gengældte dem efter deres gerninger. Dengang bestod manges rigdom hovedsagelig af ejendele som tøj, korn og vin. (Joel 2:19; Mattæus 11:8) Det var noget der kunne rådne eller blive mølædt; men det Jakob betoner, er rigdommens værdiløshed, ikke dens forgængelighed. Guld og sølv ruster ganske vist ikke, men hvis vi hober sådanne værdier op, vil de være lige så værdiløse som rustne genstande. ’Rust’ betegner at materielle værdier ikke er blevet anvendt til noget fornuftigt. Derfor bør vi alle huske at det er „noget ligesom ild“ de der stoler på deres ejendele, har „samlet sammen i de sidste dage“, den tid da Guds vrede kommer over dem. Eftersom vi lever i „endens tid“, har disse ord særlig adresse til os. — Daniel 12:4; Romerne 2:5.
14. Hvordan bærer de rige sig ofte ad, og hvad bør vi gøre i den forbindelse?
14 De rige bedrager ofte deres høstfolk, måske ved at tilbageholde deres løn, hvilket „skriger“ på retfærdig straf. (Jævnfør Første Mosebog 4:9, 10.) Verdslige rigmænd „har levet i luksus“. De svælger i sanselig nydelse, mæsker deres hjerter og gør dem uimodtagelige lige til dagen hvor de skal lide døden. De ’fordømmer og myrder den retfærdige’. Jakob spørger: „Står han jer ikke imod?“ En anden gengivelse har imidlertid læsemåden „den retfærdige. Han står jer ikke imod.“ Under alle omstændigheder bør vi ikke partisk tilgodese de rige. Vi bør sætte de åndelige interesser først i livet. — Mattæus 6:25-33.
Troen gør os tålmodige
15, 16. Hvorfor er det så vigtigt at være tålmodig?
15 Efter at have omtalt de riges undertrykkende handlinger tilskynder Jakob de undertrykte kristne til at være tålmodige. (Jakob 5:7, 8) Troende der tålmodigt udholdt trængsler, ville blive belønnet for deres trofasthed under Kristi nærværelse, når dommen ramte deres undertrykkere. (Mattæus 24:37-41) Datidens kristne måtte efterligne landmanden som tålmodigt venter på efterårets tidligregn, der giver ham mulighed for at så, og forårets vækstfremmende sildigregn. (Joel 2:23) Også vi må være tålmodige og styrke vore hjerter, især da „Herrens [Jesu Kristi] nærværelse“ er en realitet!
16 Hvorfor bør vi være tålmodige? (Jakob 5:9-12) Tålmodighed modvirker tilbøjeligheden til at sukke eller stønne når trosfæller irriterer os. Hvis vi sukker imod hinanden med en negativ indstilling, står vi til en ugunstig dom fra dommeren Jesus Kristus. (Johannes 5:22) Hans nærværelse er begyndt, og han „står foran dørene“. Lad os derfor fremme freden ved at være tålmodige med vore brødre, der jo kommer ud for mange trosprøver. Det styrker troen hos os selv at huske at Gud belønnede Job fordi han tålmodigt udholdt sine prøvelser. (Job 42:10-17) Hvis vi viser tro og tålmodighed, vil vi erfare at „Jehova er meget medfølende og barmhjertig“. — Mika 7:18, 19.
17. Hvorfor siger Jakob at man skal holde op med at aflægge eder?
17 Hvis vi er utålmodige, risikerer vi at tale overilet i en presset situation. For eksempel kunne vi sværge forhastet. „Hold op med at sværge,“ lyder Jakobs advarsel mod uovervejet edsaflæggelse. Desuden virker det hyklerisk hvis man ustandselig skal bekræfte sine udsagn med eder. Vi bør slet og ret være sandfærdige og lade vores ja betyde ja, og vores nej, nej. (Mattæus 5:33-37) Jakobs ord forbyder naturligvis ikke at man i retten aflægger ed på at man vil tale sandt.
Troen og vore bønner
18. Under hvilke omstændigheder bør vi „fortsat bede“, og hvornår bør vi „synge salmer“?
18 Bøn må have en fremtrædende plads i vor tilværelse hvis vi skal kunne tøjle tungen, være tålmodige og bevare en sund tro på Gud. (Jakob 5:13-20) Vi bør især ’bede fortsat’ under prøvelser. Hvis vi er godt tilpas, kan vi „synge salmer“ sådan som Jesus gjorde sammen med sine apostle da han indstiftede højtiden til minde om sin død. (Markus 14:26, fodnote) Med mellemrum fyldes vi måske af en så stærk taknemmelighed mod Gud at vi synger lovsange i hjertet. (1 Korinther 14:15; Efeserne 5:19) Det er desuden en stor glæde at lovprise Jehova i sang ved de kristne møder.
19. Hvad bør vi gøre hvis vi bliver åndeligt syge, og hvorfor bør vi tage dette skridt?
19 Hvis vi er åndeligt syge, eventuelt som følge af at vi har gjort noget forkert eller forsømt den gode vane at tage næring til os ved Jehovas bord, føler vi næppe trang til at bryde ud i sang. Hvis det er sådan fat med os, lad os da ydmygt tilkalde de ældste så de kan ’bede over os’. (Ordsprogene 15:29) De vil også ’indgnide os med olie i Jehovas navn’. Som lindrende olie på et sår vil deres trøstende ord og bibelske vejledning medvirke til at dulme nedtrykthed og dæmpe tvivl og frygt. ’Troens bøn vil gøre os raske’ hvis den ledsages af tro hos os selv. Hvis de ældste bliver klar over at vor åndelige sygdom skyldes en alvorlig overtrædelse, vil de venligt forklare hvori det urette består, og forsøge at hjælpe os. (Salme 141:5) Og hvis vi ændrer sind, kan vi nære tillid til at Gud vil bønhøre dem der beder for os, og tilgive os.
20. Hvorfor bør vi bekende vore synder og bede for hinanden?
20 At vi ’åbent bekender vore synder for hinanden’, bør afholde os fra at fremture i synd. Det bør vække gensidig medfølelse, en egenskab der vil få os til at ’bede for hinanden’. Vi kan nære tillid til at det vil gavne eftersom „en retfærdigs bøn“ — en bøn bedt af en der har tro, og som Gud anser for retskaffen — udvirker meget hos Jehova. (1 Peter 3:12) Profeten Elias havde svagheder ligesom os, men hans bønner havde virkning. På hans bøn regnede det ikke i tre og et halvt år. Og på hans bøn om regn faldt der atter regn. — 1 Kongebog 17:1; 18:1, 42-45; Lukas 4:25.
21. Hvad er vi måske i stand til at gøre for en medkristen der „er faret vild fra sandheden“?
21 Hvad kan vi gøre hvis en i menigheden „er faret vild fra sandheden“, idet han eller hun er afveget fra den rette lære og adfærd? Gennem bibelsk vejledning, bøn og anden hjælp kan vi måske få ham til at vende om og ophøre med det urette. Hvis vore anstrengelser krones med held, vil synderen stadig være omfattet af Kristi genløsning og blive frelst fra åndelig død og fra at blive dømt til udslettelse. Ved at hjælpe overtræderen dækker vi over en mængde af hans synder. Når synderen følger retledningen, ophører med det urette, ændrer sind og beder om tilgivelse, kan vi glæde os over at have haft andel i at hans synder er blevet dækket. — Salme 32:1, 2; Judas 22, 23.
Brevet har bud til os alle
22, 23. Hvordan bør Jakobs ord påvirke os?
22 Det er tydeligt at Jakobs brev har gavnligt bud til os alle. Det viser hvordan vi udholder prøvelser, advarer os mod partiskhed og motiverer os til at handle ret. Jakob tilskynder os til at tøjle tungen, modstå verdslig indflydelse og fremme freden. Hans ord bør også gøre os tålmodige og vedholdende i bønnen.
23 Ganske vist var Jakobs brev oprindelig stilet til salvede kristne i det første århundrede. Men vi bør alle tage vejledningen i brevet til os så vi fastholder vor tro. Jakobs ord kan forstærke den tro der ansporer os til beslutsomt at tjene Gud i gerning. Og dette inspirerede brev opbygger en stærk tro der gør os tålmodige som vidner for Jehova og lærer os at være vedholdende i bønnen nu under „Herrens [Jesu Kristi] nærværelse“.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor var det nødvendigt for nogle kristne i det første århundrede at ændre indstilling og adfærd?
◻ Hvad advarer Jakob de rige om?
◻ Hvorfor bør vi være tålmodige?
◻ Hvorfor bør vi være vedholdende i bønnen?
[Illustration på side 23]
Nogle kristne i det første århundrede havde behov for at være mere tålmodige med deres trosfæller
[Illustration på side 24]
Kristne må være tålmodige, kærlige og vedholdende i bønnen
[Kildeangivelse på side 19]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.