HELLIGE, DE

Personer som er rene, især i åndelig eller moralsk forstand; også sådanne som er sat til side til tjenesten for Gud, enten i himmelen eller på jorden.

Som den ypperste i renhed og retfærdighed er Jehova selv den Allerhelligste. (Ho 11:12) Han kaldes ofte „Israels Hellige“. (2Kg 19:22; Sl 71:22; 89:18) Apostelen Johannes skrev til sine medkristne: „I har en salvelse fra den hellige.“ (1Jo 2:20) Jesus betegnes i Apostelgerninger 3:14 som „den hellige og retfærdige“. Jehovas engle i himmelen er hellige; de er rene og retfærdige og er helt viet til tjenesten for Gud. — Lu 9:26; Apg 10:22.

I førkristen tid. Mennesker der var sat til side til tjenesten for Gud, blev også kaldt „hellige“. (Sl 34:9) Da Israels folk indgik en pagt med Gud, blev det hans særlige ejendom, en nation der var hellig i hans øjne. Når enkeltpersoner i folket fremturede i synd eller uren adfærd, bevirkede det derfor at hele folket blev besmittet og pådrog sig Jehovas mishag indtil der blev taget skridt til at udrydde de pågældende. Et eksempel på dette er den begærlige og ulydige Akan, hvis synd styrtede Israel i ulykke indtil han blev afsløret og stenet til døde. — Jos 7.

Aron, der var blevet salvet til folkets ypperstepræst med den hellige salveolie, var hellig i en ganske særlig forstand. (Sl 106:16) I overensstemmelse hermed blev der stillet høje krav til dem der beklædte embedet som ypperstepræst. (3Mo 21:1-15; bemærk også hvilke legemsfejl der ifølge vers 16-23 ville udelukke en fra præsteembedet; se YPPERSTEPRÆST.) Hvis ypperstepræsten begik en synd (for eksempel ved at bedømme en sag forkert), kunne han bringe skyld over folket og måtte sone synden ved at ofre en ung tyr, det samme offer som krævedes hvis hele Israels forsamling begik en synd. — 3Mo 4:3, 13, 14.

Kristne hellige. De der gennem den nye pagt træder ind i et særligt forhold til Gud, bliver ved „pagtens blod“, det vil sige Jesu Kristi udgydte blod, helliget, renset og sat til side til at tjene Gud og skal gøre det med udelt opmærksomhed. (He 10:29; 13:20) Derved bliver de „hellige“. Det er altså ikke et menneske eller et kirkesamfund der erklærer dem hellige, men Gud, som indgår en pagt med dem ved Jesu Kristi blod. Betegnelsen „hellige“ gælder alle som således føres ind i samhørighed med Kristus og bliver hans medarvinger, og ikke blot nogle få som anses for at være særlig hellige (jf. såkaldte „helgener“). Ordet anvendes desuden om dem fra begyndelsen af deres helliggjorte livsløb på jorden, ikke først efter deres død. Peter siger at de skal være hellige fordi Gud er hellig. (1Pe 1:15, 16; 3Mo 11:44) Alle Kristi åndelige brødre i menighederne betegnes gentagne gange som „de hellige“. — Apg 9:13; 26:10; Ro 1:7; 12:13; 2Kor 1:1; 13:13.

Hele menigheden fremstilles som Kristi „hustru“ iført skinnende, rent, fint linned, der står for „de helliges retfærdige handlinger“. (Åb 19:7, 8) Så længe disse hellige er på jorden, fører Satan Djævelens politiske „vilddyr“ krig mod dem. (Åb 13:3, 7) Derved bliver deres udholdenhed sat på en hård prøve, men de sejrer ved at holde sig til Guds bud og Jesu tro. — Åb 13:10; 14:12.

Deres håb. I et tilsvarende syn så Daniel et vilddyr føre krig mod Guds hellige, hvorefter scenen skiftede til en retssal hvor „den gamle af dage“ afsagde dommen til de helliges fordel, og de hellige modtog et varigt rige idet „riget og herredømmet og storheden som tilhørte rigerne under den ganske himmel“ blev givet dem. — Da 7:21, 22, 27.

Disse „hellige“ udøver ikke myndighed som konger mens de er på jorden, men må vente til de bliver forenet med Kristus i himmelen. (Ef 1:18-21) De må først ’sejre’. (Åb 3:21; jf. Åb 2:26, 27; 3:5, 12.) De skal tjene som præster og herske som konger sammen med Kristus under hans tusindårige herredømme. (Åb 20:4, 6) Ifølge apostelen Paulus skal de hellige ikke blot dømme verden, men også engle, og de skal øjensynlig også være med til at eksekvere dommen over de ugudelige. — 1Kor 6:2, 3; Åb 2:26, 27.

Angrebet på „de helliges lejr“. I Åbenbaringen 20:7-9 er det forudsagt at Satan Djævelen efter Kristi tusindårige herredømme vil samle nationerne til krig mod „de helliges lejr og den elskede by“. Dette må sigte til et jordisk oprør mod Guds riges suveræne herredømme over jorden og er altså et angreb på ’de hellige’. I denne sammenhæng er de hellige åbenbart dem i den genrejste menneskehed som bevarer deres uangribelighed over for Gud og hans messianske konge. — Se HELLIGHED.