Indre skønhed

GEODE. Dette fremmedord, som er afledt af det græske ord geōʹdēs, „jordagtig“, anvendes om et fænomen der optræder inden i (omtrent) runde, hule sten der kan være mellem 2 og 30 centimeter i diameter. Den der er afbildet her, er mere aflang end rund og stammer fra Brasilien. Ved første øjekast ligner den en ganske almindelig, uinteressant sten.

Men bryd den op og se dens indre! Nyd det betagende syn af disse glitrende, violette krystaller! Dette er en geode — et hulrum i en sediment-bjergart (aflejringsbjergart) der på et tidspunkt har udvidet sig og derved slået revner i overfladen, sådan at mineralførende vand lidt efter lidt har kunnet aflejre mineraler, hvorved der dannedes krystaller som voksede ind mod hulrummets midte. Med tiden er geoden blevet fuldstændig krystalfyldt. Denne har frembragt en violet varietet af krystalliseret kvarts ved navn ametyst. Et uanseligt ydre, men et blændende skønt indre!

Sådan kan det også være med mennesker. Du kender sikkert nogle der minder om geodeholdige sten. Udadtil er de måske stilfærdige, generte og intetsigende; men tager man sig tid til at lære dem at kende, åbner de sig og afslører en indre skønhed. De viser sig at have en yderst tiltalende personlighed og et sandt skatkammer af egenskaber som man ikke anede at de besad.

Med dette billede i tanke forstår man bedre hvad apostelen Peter mente med ordene: „Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, håret I fletter, guldsmykkerne I tager på eller yderklæderne I bærer, men lad det være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne.“ — 1 Peter 3:3, 4.

Og man vil øve sig i at se som Gud ser: „Mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ — 1 Samuel 16:7.