DÅB

Det græske bapʹtisma betyder neddypning, dvs. fuldstændig nedsænkning med efterfølgende oprejsning; det er afledt af udsagnsordet bapʹtō, der betyder „at dyppe“. (Joh 13:26) I Bibelen er „at døbe“ således det samme som „at nedsænke“. Som eksempel herpå kan anføres Romerne 6:3, 4, der ifølge The Holy Bible, An Improved Edition, lyder: „Eller er I uvidende om at alle vi der blev døbt til (nedsænket i) Kristus Jesus, blev døbt til (nedsænket i) hans død? Vi blev derfor begravet med ham ved vor dåb til (nedsænkning i) hans død.“ (Se også Ro, ED.) Den græske Septuaginta bruger en form af det samme ord for „dyppe“ i 2 Mosebog 12:22 og 3 Mosebog 4:6. (Se NV, fdn.) Når man nedsænkes i vand, er man midlertidigt „begravet“ og ude af syne, hvorefter man rejses op igen.

Vi skal her behandle fire forskellige former for dåb samt de spørgsmål der knytter sig dertil: (1) Johannes’ dåb, (2) Jesu og hans disciples vanddåb, (3) dåben til Kristus Jesus og til hans død, (4) dåben med ild.

Johannes’ dåb. Det første menneske der blev bemyndiget af Gud til at foretage vanddåb var Johannes, søn af Zakarias og Elisabet. (Lu 1:5-7, 57) Selve den omstændighed at han var kendt som „Johannes Døber“ eller „døberen Johannes“ (Mt 3:1; Mr 1:4), viser at det især var igennem ham at folket blev gjort bekendt med vanddåben, og det fremgår af Bibelen at hans tjeneste og dåb var fra Gud og ikke noget han selv havde fundet på. Engelen Gabriel forudsagde hans gerning og at han ville være sendt af Gud (Lu 1:13-17), og Zakarias profeterede ved hellig ånd at Johannes skulle være den Højestes profet og berede Jehovas veje. (Lu 1:68-79) Jesus bekræftede at Johannes’ tjeneste og dåb var fra Gud. (Lu 7:26-28) Disciplen Lukas fortæller at „Guds erklæring [kom] til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen. Han kom så . . . og forkyndte en dåb.“ (Lu 3:2, 3) Apostelen Johannes siger om ham: „Der fremstod et menneske som var udsendt fra Gud: hans navn var Johannes.“ — Joh 1:6.

En nærmere forståelse af hvad Johannes’ dåb betød, får man ved at betragte Lukas 3:3 som det gengives i forskellige bibeloversættelser. Johannes kom og forkyndte „en dåb der som symbol betegner sindsændring til synders tilgivelse“ (NV); „en dåb betinget af anger og omvendelse“ (CB); „en dåb hvorved mennesker angrede og omvendte sig for at få deres synder tilgivet“ (Kx); „en dåb som tegn på anger og omvendelse til synders tilgivelse“ (NE); „vend om fra jeres synder og lad jer døbe, og Gud vil tilgive jeres synder“ (TEV). Det fremgår heraf at det ikke var dåben der bortvaskede deres synder, men at det var sindsændringen og det at de vendte om fra deres tidligere handlinger, der bevirkede dette, og dåben var et tegn eller symbol herpå.

Den dåb Johannes foretog, var derfor ikke en særlig renselse der kom fra Gud ved hans tjener Johannes, men en offentlig tilkendegivelse af og et symbol på at personen angrede og vendte om fra sine synder mod Moseloven, der skulle lede jøderne til Kristus. (Ga 3:24) Johannes beredte derved et folk til at „se Guds frelsesmiddel“. (Lu 3:6) Hans gerning tjente til at „gøre et beredt folk klar til Jehova“. (Lu 1:16, 17) Denne gerning var blevet forudsagt af Esajas og Malakias. — Es 40:3-5; Mal 4:5, 6.

Nogle forskere ser en foregribelse af Johannes’ dåb og den kristne dåb i visse enkelthandlinger i fortiden (1Mo 35:2; 2Mo 19:10) og i de renselsesceremonier der fandtes under Moseloven. (2Mo 29:4; 3Mo 8:6; 14:8, 31, 32; He 9:10, fdn.) Disse handlinger og ceremonier danner dog ikke noget virkeligt sidestykke til dåbens betydning, men var afvaskninger som gav ceremoniel renhed. Kun i én situation var der tale om noget der nærmede sig en fuldstændig neddykning af legemet under vandet, nemlig i den spedalske Na’amans tilfælde, og neddykningen blev da foretaget syv gange. (2Kg 5:14) Denne handling bragte ham ikke ind i noget forhold til Gud, men helbredte ham blot for spedalskheden. Desuden blev proselytter ifølge Bibelen omskåret, ikke døbt. For at kunne spise af påskemåltidet eller deltage i tilbedelsen ved helligdommen måtte man være omskåret. — 2Mo 12:43-49.

Der er heller ikke noget grundlag for påstanden om at Johannes’ dåb sikkert var overtaget fra den jødiske sekt essæerne (essenerne) eller fra farisæerne. Begge disse sekter havde mange krav om tvætninger der skulle foretages ofte. Jesus viste imidlertid at det alt sammen blot var bud indført af mennesker som overtrådte Guds bud med deres overlevering. (Mr 7:1-9; Lu 11:38-42) Johannes døbte i vand fordi, som han selv sagde, han var sendt af Gud til at gøre det. (Joh 1:33) Han var hverken sendt af essæerne eller af farisæerne. Hans opgave bestod ikke i at skaffe jødiske proselytter, men i at døbe mennesker som allerede var medlemmer af den jødiske menighed. — Lu 1:16.

Johannes vidste at hans gerning blot tjente til at berede vejen for Guds søn, Messias, og derefter ville vige for dennes større tjeneste. Grunden til at Johannes døbte, var at Messias skulle gøres kendt for Israel. (Joh 1:31) Ifølge Johannes 3:26-30 ville Messias’ tjeneste have fremgang, men Johannes’ tjeneste være i stadig tilbagegang. De der blev døbt af Jesu disciple under Jesu jordiske tjeneste, og som derfor også blev Jesu disciple, blev døbt som symbol på at de ændrede sind, og denne dåb betød derfor det samme som Johannes’ dåb. — Joh 3:25, 26; 4:1, 2.

Jesu dåb i vand. Jesu egen dåb, foretaget af Johannes, må nødvendigvis have haft en anden betydning og tjent et andet formål end „Johannes’ dåb“, for Jesus „begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund“. (1Pe 2:22) Han kunne derfor ikke underkaste sig en handling der tjente som symbol på at han ændrede sind. Det var uden tvivl af den grund at Johannes vægrede sig ved at døbe Jesus. Men Jesus sagde: „Lad det ske denne gang, for på denne måde sømmer det sig for os at gennemføre alt hvad der er ret.“ — Mt 3:13-15.

Lukas fortæller at Jesus bad da han blev døbt. (Lu 3:21) Desuden siges der i Hebræerbrevet at Jesus, da han kom „ind i verden“ (det vil ikke sige da han blev født og endnu ikke kunne læse og udtale disse ord, men da han fremstillede sig for at blive døbt og påbegyndte sin tjeneste), sagde som der står i Salme 40:6-8 (LXX): „Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme. . . . Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“ (He 10:5-9) Jesus var af fødsel et medlem af det jødiske folk, der havde sluttet en pagt med Gud, Lovpagten. (2Mo 19:5-8; Ga 4:4) Jesus stod derfor allerede i et pagtsforhold til Jehova Gud da han fremstillede sig for Johannes for at blive døbt. Han gjorde her noget mere end der krævedes af ham under Moseloven. Han fremstillede sig for sin Fader Jehova for at gøre hans „vilje“ ved at ofre sit eget „beredte“ legeme og afskaffe dyreofrene der blev bragt ifølge Moseloven. Apostelen Paulus tilføjer følgende kommentar: „Ved den nævnte ’vilje’ er vi blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.“ (He 10:10) Faderens vilje med Jesus indebar også en virksomhed i forbindelse med Riget, og denne tjeneste fremstillede Jesus sig også for at udføre. (Lu 4:43; 17:20, 21) Jehova tog imod og anerkendte denne handling hvorved Jesus fremstillede sig, for han salvede ham med hellig ånd og sagde: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“ — Mr 1:9-11; Lu 3:21-23; Mt 3:13-17.

Jesu disciples vanddåb. Johannes’ dåb skulle erstattes af den dåb Jesus gav befaling om med ordene: „Gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ (Mt 28:19) Dette var den eneste vanddåb der havde Guds godkendelse fra pinsedagen i år 33 og fremefter. Nogle år efter dette tidspunkt underviste en nidkær forkynder ved navn Apollos korrekt om det der havde med Jesus at gøre, men han var kun bekendt med Johannes’ dåb. På dette punkt måtte han rettes, ligesom de disciple Paulus senere mødte i Efesus. Da Paulus kom til Efesus, erfarede han at disse var blevet døbt med Johannes’ dåb, men tydeligvis efter at den ikke længere var gyldig, idet Paulus’ besøg i Efesus fandt sted omkring 20 år efter Lovpagtens ophør. De blev nu døbt i Jesu navn og modtog den hellige ånd. — Apg 18:24-26; 19:1-7.

At den kristne dåb kræver forståelse af Guds ord og en velovervejet beslutning om at fremstille sig for at gøre Guds åbenbarede vilje, fremgår af at da de jøder og proselytter der var forsamlet på pinsedagen i år 33, og som allerede havde et vist kendskab til De Hebraiske Skrifter, hørte Peter tale om Jesus som Messias, var der 3000 som „villigt tog imod hans ord“ og blev døbt. (Apg 2:41; 3:19–4:4; 10:34-38) De som Filip forkyndte for i Samaria, måtte først have tro på den gode nyhed, hvorefter de blev døbt. (Apg 8:12) Den ætiopiske eunuk, en from jødisk proselyt der som sådan også havde kendskab til Jehova og De Hebraiske Skrifter, måtte først høre forklaringen af hvordan disse skrifter var blevet opfyldt på Jesus, og anerkende den, hvorefter han udtrykte ønske om at blive døbt. (Apg 8:34-36) Peter forklarede Kornelius at i hver nation er „den der frygter [Gud] og øver retfærdighed velkommen for ham“ (Apg 10:35), og at enhver som tror på Jesus Kristus, ved hans navn får tilgivelse for sine synder. (Apg 10:43; 11:18) Alt dette stemmer med Jesu befaling om at gøre disciple og lære dem at holde alt det som han havde befalet. De der tager imod læren og bliver disciple, kan med rette døbes. — Mt 28:19, 20; Apg 1:8.

De jøder som hørte Peter tale på Pinsedagen, og som uden tvivl kendte til Johannes’ dåb, følte sig medansvarlige for Jesu død, og det ’stak dem i hjertet’. De spurgte derfor: „Brødre, hvad skal vi gøre?“ Og Peter svarede: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.“ (Apg 2:37, 38) Læg mærke til at Peter pegede på noget der var nyt for dem. De skulle ikke ændre sind og lade sig døbe med „Johannes’ dåb“, men ændre sind og lade sig døbe i Jesu Kristi navn for at deres synder kunne blive tilgivet. Han sagde ikke at det var dåben der bortvaskede deres synder. Peter vidste at „Jesu, [Guds] søns, blod renser os fra al synd“. (1Jo 1:7) Senere, efter at Peter havde talt om Jesus som „livets hovedformidler“, sagde han til jøderne i templet: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud, så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter.“ (Apg 3:15, 19) Han fortalte dem her at hvis de angrede deres onde gerning mod Kristus og ’vendte om’ og anerkendte ham, ville det medføre tilgivelse af deres synd; han nævnte ikke på dette tidspunkt dåben.

For jødernes vedkommende blev Lovpagten ophævet på grundlag af Kristi død på marterpælen (Kol 2:14), og den nye pagt trådte i kraft på pinsedagen i år 33. (Jf. Apg 2:4; He 2:3, 4.) Dog viste Gud jøderne en særlig gunst i endnu tre og et halvt år. I dette tidsrum begrænsede Jesu disciple deres forkyndelse til jøder, jødiske proselytter og samaritanere. Men omkring år 36 sendte Gud Peter til hedningen Kornelius, en romersk officer, og ved at udgyde sin hellige ånd over Kornelius og hans husstand viste han Peter at hedningerne nu havde adgang til at blive døbt i vand. (Apg 10:34, 35, 44-48) Eftersom Gud ikke længere anerkendte Lovpagten med de omskårne jøder, men nu kun anerkendte sin nye pagt med Jesus Kristus som mellemmand, blev de som var jøder af fødsel, hvad enten de var omskårne eller uomskårne, ikke længere af Gud anset for at stå i et særligt forhold til ham. De kunne ikke opnå en særlig stilling hos Gud ved at overholde Moseloven, der ikke længere var gyldig, og heller ikke ved Johannes’ dåb, der havde relation til Moseloven, men de måtte nærme sig Gud ved tro på hans søn og lade sig døbe i vand i Jesu Kristi navn for at opnå Jehovas godkendelse og hans gunst. — Se HALVFJERDS UGER (Pagten ved magt „i én uge“).

Efter år 36 er alle, jøder som hedninger, altså stillet ens i Guds øjne. (Ro 11:30-32; 14:12) Folk i de hedenske nationer, med undtagelse af dem der var blevet omskåret som jødiske proselytter, havde ikke været under Lovpagten og havde aldrig udgjort et folk der stod i et særligt forhold til Gud, Faderen. Nu fik de mulighed for som enkeltpersoner at komme til at tilhøre Guds folk. Før de kunne blive døbt i vand, måtte de derfor komme til Gud i tro på hans søn Jesus Kristus. Derefter kunne og burde de efter Kristi eksempel og på hans befaling underkaste sig vanddåben. — Mt 3:13-15; 28:18-20.

Den kristne dåb ville få stor indflydelse på deres forhold til Gud. Apostelen Peter skrev efter at have henvist til at Noa byggede arken, hvori han og hans familie blev bevaret gennem Vandfloden: „Det som svarer hertil, nemlig dåb (ikke fjernelse af kødets snavs, men en anmodning til Gud om en god samvittighed), frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ (1Pe 3:20, 21) Arken var et håndgribeligt vidnesbyrd om at Noa havde indviet sig til at gøre Guds vilje og derefter trofast havde udført det arbejde Gud havde pålagt ham. Dette førte til at han overlevede. På tilsvarende måde bliver de der indvier sig til Jehova på grundlag af tro på den opstandne Kristus, og som lader sig døbe som symbol på dette og gør Guds vilje, frelst fra den nuværende onde verden. (Ga 1:3, 4) De styrer ikke længere mod undergangen sammen med resten af verden. De bliver frelst fra dette og får en god samvittighed af Gud.

Ingen barnedåb. I betragtning af at det at ’høre ordet’, ’villigt at tage imod ordet’ og at ’ændre sind’ går forud for vanddåben (Apg 2:14, 22, 38, 41), og i betragtning af at dåben kræver at man tager en højtidelig beslutning, er det tydeligt at man må have nået en vis alder for at kunne lade sig døbe. Nogle som går ind for barnedåb, henviser til at det i visse tilfælde var hele husstande der blev døbt, som for eksempel Kornelius’, Lydias, arrestforvareren i Filippis og Krispus’ og Stefanas’ husstand. (Apg 10:48; 11:14; 16:15, 32-34; 18:8; 1Kor 1:16) De mener at spædbørn i disse familier på denne måde også blev døbt. I Kornelius’ tilfælde var de der blev døbt, imidlertid nogle som havde hørt ordet og modtaget den hellige ånd, og som talte i tunger og herliggjorde Gud; dette kan ikke have omfattet spædbørn. (Apg 10:44-46) Lydia „dyrkede Gud, . . . og Jehova åbnede hendes hjerte helt, så hun gav agt på det Paulus sagde“. (Apg 16:14) Arrestforvareren i Filippi måtte „tro på Herren Jesus“, og man må gå ud fra at de øvrige medlemmer af hans familie også måtte tro for at blive døbt. (Apg 16:31-34) „Krispus, synagogeforstanderen, fik tro på Herren, og det gjorde hele hans husstand også.“ (Apg 18:8) Alt dette viser at dåben var forbundet med at høre, tro og herliggøre Gud, noget som spædbørn ikke kan gøre. I Samaria hørte mange „den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn“ og fik tro på den, hvorefter de lod sig døbe. I dette tilfælde siger beretningen tydeligt at det ikke var spædbørn, men „mænd og kvinder“. — Apg 8:12.

Apostelen Paulus’ udtalelse til korintherne om at børn var „hellige“ på grund af en troende fader eller moder, beviser ikke at spædbørn blev døbt, men snarere det modsatte. Mindreårige som var for unge til at kunne træffe en sådan beslutning, ville komme ind under en form for fortjeneste på grund af den troende fader eller moder, ikke på grund af det såkaldte dåbens sakramente, som skulle skænke en uafhængig fortjeneste. Hvis spædbørn kunne blive døbt, ville de ikke behøve nogen fortjeneste i kraft af deres troende fader eller moder. — 1Kor 7:14.

Det er sandt at Jesus sagde: „Hold op med at hindre [de små børn] i at komme hen til mig, for himlenes rige tilhører sådanne.“ (Mt 19:13-15; Mr 10:13-16) Men han døbte dem ikke. Han velsignede dem, og der er ikke noget som tyder på at dét at han lagde hænderne på dem, var en religiøs ceremoni. Han viste endvidere at grunden til at ’Guds rige tilhørte sådanne’, ikke var at de blev døbt, men at de var tillidsfulde og lærvillige. Kristne skal være „spædbørn i slethed“, men „fuldvoksne i forstandighed“. — Mt 18:4; Lu 18:16, 17; 1Kor 14:20.

Kirkehistorikeren August Neander skriver om det første århundredes kristne: „Barnedåb var ukendt i denne periode. . . . At der først i så sen en periode som (i hvert fald ikke tidligere end) Irenæus [ca. år 120/140-200/203] viser sig spor af barnedåb, og at den først blev betragtet som en apostolsk overlevering i løbet af det tredje århundrede, er snarere et bevis imod end for at den stammer fra apostlene.“ — History of the Planting and Training of the Christian Church by the Apostles, 1864, s. 162.

Fuldstændig nedsænkning. Ifølge det græske ords betydning (se ovenfor) fremgår det at dåben må foretages ved en fuldstændig nedsænkning og ikke blot ved en bestænkning eller overøsning. De bibelske eksempler bekræfter dette. Jesus blev døbt i en ret stor flod, Jordanfloden, og efter at han var blevet døbt, ’steg han op af vandet’. (Mr 1:10; Mt 3:13, 16) Johannes valgte et sted i Jordandalen i nærheden af Salem hvor han kunne døbe „fordi der var meget vand der“. (Joh 3:23) Den ætiopiske eunuk bad om at blive døbt da de kom til „noget vand“. De steg begge „ned i vandet“, og senere kom de „op af vandet“. (Apg 8:36-40) Alt dette tyder på at der må have været ret meget og dybt vand som de måtte stige ned i og op af, ikke blot en lille, ankeldyb dam. Den omstændighed at dåben blev brugt som symbol på begravelse, viser også at der var tale om fuldstændig nedsænkning. — Ro 6:4-6; Kol 2:12.

Historiske kilder viser at de første kristne døbte ved nedsænkning. For eksempel siger New Catholic Encyclopedia (1967, bd. II, s. 56): „Det er tydeligt at dåben i urkirken foregik ved nedsænkning.“ Og Larousse du XX^e Siècle (Paris 1928) siger: „De første kristne blev døbt ved en nedsænkning der kunne finde sted hvor som helst der fandtes vand.“

Dåb til Kristus Jesus og til hans død. Da Jesus blev døbt i Jordanfloden, vidste han at han nu slog ind på en livsvej der ville føre til hans død som et offer. Han vidste at det legeme der var ’beredt ham’, måtte dø, at han måtte dø uskyldig som et fuldkomment menneske, et offer der havde en genløsende værdi og kunne løskøbe hele menneskeheden. (Mt 20:28) Jesus forstod at han måtte nedsænkes i døden, men at han ville blive oprejst på den tredje dag. (Mt 16:21) Han sammenlignede derfor dette med en dåb til døden. (Lu 12:50) Han forklarede sine disciple at han allerede under sin tjeneste var ved at blive døbt med denne dåb. (Mr 10:38, 39) Han erfarede i egentligste forstand denne dåb til døden da han blev nedsænket i døden ved sin pælfæstelse den 14. nisan i år 33. Da han blev oprejst af sin Fader, Jehova Gud, på den tredje dag, fuldendtes denne dåb, der også indbefatter en oprejsning. Jesu dåb til døden er tydeligvis forskellig fra hans vanddåb, for vanddåben blev foretaget og fuldført ved begyndelsen af hans jordiske tjeneste, på hvilket tidspunkt hans dåb til døden først begyndte.

Jesu Kristi trofaste apostle blev døbt i vand med Johannes’ dåb. (Joh 1:35-37; 4:1) Men de var endnu ikke blevet døbt med hellig ånd da Jesus påpegede over for dem at de også skulle døbes med en symbolsk dåb der lignede hans, en dåb til døden. (Mr 10:39) At blive døbt til (eller „i“) hans død, er altså noget andet end vanddåben. Til den kristne menighed i Rom sagde Paulus: „Ved I ikke at alle vi som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død?“ — Ro 6:3.

Det er Jehova Gud der udfører denne dåb til Kristus Jesus og til hans død. Det var ham der salvede Jesus og derved gjorde ham til Kristus eller den Salvede. (Apg 10:38) Derved døbte han Jesus med den hellige ånd for at hans disciple derefter, gennem ham, kunne blive døbt med hellig ånd. Det er grunden til at de der bliver Jesu medarvinger og får det himmelske håb, må ’døbes til Kristus Jesus’, det vil sige til den salvede Jesus, der, da han blev salvet, også blev avlet som en åndelig søn af Gud. Derved bliver de forenet med ham, deres hoved, og bliver medlemmer af den menighed der er Kristi legeme. — 1Kor 12:12, 13, 27; Kol 1:18.

Disse kristne disciples livsløb fra den dag de bliver døbt til Kristus Jesus, er et liv i uangribelighed under prøve, et liv hvor de daglig stilles ansigt til ansigt med døden og til sidst dør uangribelige, sådan som apostelen Paulus beskrev det i sit brev til de kristne i Rom: „Derfor blev vi begravet med ham ved vor dåb til hans død, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi vandre i et nyt liv. For hvis vi er blevet forenet med ham i en død der ligner hans, skal vi visselig også være det i en opstandelse der ligner hans.“ — Ro 6:4, 5; 1Kor 15:31-49.

Paulus forklarer det yderligere da han i brevet til menigheden i Filippi beskriver sit eget livsløb som „fællesskabet med [Kristus] i hans lidelser, idet jeg underkaster mig en død som hans, om jeg dog måtte nå frem til den tidlige opstandelse fra de døde“. (Flp 3:10, 11) Kun den almægtige Gud, den himmelske Fader som døber dem der bliver døbt i forening med Jesus Kristus og til hans død, kan fuldende denne dåb. Dette gør han gennem Kristus ved at oprejse dem fra døden og forene dem med Jesus Kristus i en opstandelse der ligner hans, det vil sige en opstandelse til udødeligt liv i himmelen. — 1Kor 15:53, 54.

Apostelen Paulus viser med et billede hvordan en hel menighed så at sige kan blive døbt til en befrier og fører idet han forklarer at Israels menighed „blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet“. Eftersom israelitterne var dækket af en beskyttende sky og vandet stod som en mur på begge sider af dem, var de i symbolsk forstand nedsænket i vandet. Moses forudsagde at Gud ville oprejse en profet som ham; Peter møntede denne profeti på Jesus Kristus. — 1Kor 10:1, 2; 5Mo 18:15-19; Apg 3:19-23.

Hvad vil det sige at blive døbt „for at være døde“?

Første Korintherbrev 15:29 gengives som oftest: „Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?“ (DA92) Ifølge Ny Verden-Oversættelsen lyder det: „Hvad vil ellers de gøre som bliver døbt for at være døde? Hvis døde slet ikke oprejses, hvorfor bliver de da døbt for at være sådanne?“

Dette vers er blevet fortolket på mange måder. De fleste mener at Paulus her hentydede til den såkaldte vikariatsdåb, det vil sige at levende lader sig døbe i stedet for og til gavn for nogle som er døde. Der er imidlertid ingen vidnesbyrd om at en sådan praksis blev fulgt på Paulus’ tid, og den ville heller ikke stemme med de skriftsteder som viser at de der lod sig døbe, var „disciple“, nogle som ’villigt tog imod ordet’, og som personligt „fik tro“. — Mt 28:19; Apg 2:41; 8:12.

Ifølge Græsk-dansk Ordbog af C. Berg (1950, s. 844) betyder det græske forholdsord hyperʹ med genitiv (som det står i 1 Korinther 15:29) i overført betydning „for“, „til bedste for“, „formedelst“, „for . . . skyld“, „i stedet for“. I nogle sammenhænge svarer „for . . . skyld“ til udtrykket „i den hensigt (at)“. Allerede i 1728 gjorde Jacob Elsner opmærksom på flere eksempler fra den græske litteratur hvor hyperʹ med genitiv har final betydning, det vil sige en betydning der udtrykker hensigten eller formålet, og han påviste at konstruktionen i 1 Korinther 15:29 netop har denne betydning. (Observationes Sacræ in Novi Foederis Libros, Utrect, bd. II, s. 127-131) I overensstemmelse hermed er hyperʹ i Ny Verden-Oversættelsen gengivet på en sådan måde at det udtrykker hensigten.

Hvis et udtryk grammatisk set kan gengives på flere måder, må man vælge den gengivelse der stemmer med sammenhængen. Som det fremgår af vers 3 og 4 i kapitlet, er der i første række tale om troen på Jesu Kristi død og opstandelse. I de efterfølgende vers fremlægges beviser for at denne tro er velbegrundet (v. 5-11); der tales om de alvorlige konsekvenser af at fornægte troen på opstandelsen (v. 12-19), og det understreges at Kristi opstandelse giver sikkerhed for at andre også vil blive oprejst fra de døde (v. 20-23), og at alt dette vil udvirke at alle fornuftbegavede skabninger til sidst bliver bragt i samhørighed med Gud (v. 24-28). Vers 29 skal tydeligvis ses i denne sammenhæng. Men hvis opstandelse er der tale om i dette vers? Er det opstandelsen af dem hvis dåb omtales? Eller af nogle som er døde før dåben? Hvad viser de næste vers? I vers 30 til 34 tales der klart nok om udsigten til fremtidigt liv for levende kristne, og vers 35 til 58 viser at det drejer sig om trofaste kristne som har håb om liv i himmelen.

Dette stemmer med Romerne 6:3, som lyder: „Ved I ikke at alle vi som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død?“ Som det fremgår af dette skriftsted, er det ikke en dåb som en kristen gennemgår på en afdøds vegne, men en dåb som berører vedkommendes egen fremtid.

I hvilken forstand blev disse kristne da „døbt for at være døde“ eller „døbt til hans død“? De blev ligesom Kristus ’nedsænket’ i et livsløb der ville føre til at de døde uangribelige, med håbet om en opstandelse som hans til udødeligt liv på det åndelige plan. (Ro 6:4, 5; Flp 3:10, 11) Det var ikke en dåb der fandt sted på et øjeblik, sådan som vanddåben. Mere end tre år efter sin dåb i vand talte Jesus om en dåb der endnu ikke var fuldbragt for ham selv, og som endnu hørte fremtiden til for hans disciple. (Mr 10:35-40) Eftersom denne dåb fører til en opstandelse til himmelsk liv, må den begynde med at Guds ånd virker sådan på den pågældende at han får dette håb, og må ende med, ikke døden, men indfrielsen af håbet om udødeligt liv på det åndelige plan ved en opstandelse. — 2Kor 1:21, 22; 1Kor 6:14.

Et menneskes plads i Guds hensigt. Når man lader sig døbe i vand, træder man ind i et særligt forhold til Jehova som hans tjener for at gøre hans vilje. Men man bestemmer ikke selv hvad Guds vilje er i ens eget tilfælde; det er Gud der afgør hvordan han vil bruge den enkelte, og hvilken plads han vil tildele vedkommende i sin hensigt. I fortiden befandt hele Israels nation sig således i et særligt forhold til Jehova Gud; den var hans ejendom. (2Mo 19:5) Men det var kun Levis stamme der var udvalgt til at gøre tjeneste ved helligdommen, og ud af denne stamme var det kun Arons slægt der udgjorde præsteskabet. (4Mo 1:48-51; 2Mo 28:1; 40:13-15) Og kongedømmet blev af Jehova Gud udelukkende knyttet til Davids slægt. — 2Sa 7:15, 16.

På samme måde bliver de der underkaster sig den kristne dåb, Guds ejendom, hans trælle, som han kan benytte som han vil. (1Kor 6:20) Et eksempel på at det er Gud der afgør dette, findes i Åbenbaringen, hvor der tales om at et bestemt antal mennesker til sidst vil være „beseglede“, nemlig 144.000. (Åb 7:4-8) Allerede før de får denne endelige godkendelse, sætter Guds hellige ånd sit segl på dem som et forskud på deres himmelske arv. (Ef 1:13, 14; 2Kor 5:1-5) Til dem der har dette håb, siges der også: „Gud [har] sat lemmerne på legemet [Kristi legeme], hvert af dem, sådan som han ønskede.“ — 1Kor 12:18, 27.

Jesus henledte opmærksomheden på en anden gruppe mennesker idet han sagde: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Joh 10:16) De hører ikke til den „lille hjord“ (Lu 12:32), men også de må nærme sig Gud gennem Jesus Kristus og lade sig døbe i vand.

Dette stemmer med Åbenbaringssynet, ifølge hvilket apostelen Johannes efter de 144.000 „beseglede“ så „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle“. Medlemmerne af denne skare „har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, et vidnesbyrd om at de tror på Jesu Kristi, Guds lams, genløsningsoffer. (Åb 7:9, 14) De opnår derfor Guds gunst og anerkendelse idet de ’står foran Guds trone’, men de hører ikke til dem Gud udvælger til at blive ’beseglet’, de 144.000. Det påpeges videre i synet at de der hører til ’den store skare’, tjener Gud dag og nat, og at Gud vil beskytte dem og drage omsorg for dem. — Åb 7:15-17.

Dåb med ild. Da mange farisæere og saddukæere kom ud til Johannes Døber, kaldte han dem „giftslangeyngel“ og sagde at den der kom efter ham, ville ’døbe med hellig ånd og med ild’. (Mt 3:7, 11; Lu 3:16) Dåben med ild er ikke den samme som dåben med hellig ånd. Dåben med ild kan ikke, sådan som nogle hævder, være de ildtunger der viste sig på Pinsedagen, for de disciple der var til stede, blev ikke „døbt“ eller „nedsænket“ i ild. (Apg 2:3) Johannes sagde til sine tilhørere at der ville finde en adskillelse sted. Hveden ville blive indsamlet, hvorefter avnerne ville blive brændt med en ild der ikke kunne slukkes. (Mt 3:12) Det fremgik af hans ord at ilden ikke var en velsignelse eller en belønning, men en følge af at ’træet ikke frembragte god frugt’. — Mt 3:10; Lu 3:9.

Jesus brugte ild som symbol på udslettelse da han forudsagde hvordan dommen over de ugudelige ville finde sted under hans nærværelse: „Den dag da Lot gik ud af Sodoma regnede ild og svovl ned fra himmelen og gjorde det af med dem alle. På samme måde vil det være på den dag da Menneskesønnen åbenbares.“ (Lu 17:29, 30; Mt 13:49, 50) Andre eksempler på at ild bruges som symbol på udslettelse og ikke på frelse, findes i 2 Thessaloniker 1:8; Judas 7 og 2 Peter 3:7, 10.