„Fortsæt med at vandre i kærlighed“

 1-3. Hvad bliver resultatet når vi efterligner Jehova ved at vise kærlighed?

„DER er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Disse ord af Jesus understreger en vigtig tanke: Uselvisk kærlighed bærer lønnen i sig selv. Der er stor lykke ved at modtage kærlighed, men der er større lykke ved at give, eller vise, kærlighed.

² Det véd vor himmelske Fader bedre end nogen anden. Som vi har set i de foregående kapitler her i bogens fjerde del, er Jehova det største eksempel i kærlighed. Ingen anden har vist en så stor kærlighed gennem så lang tid. Det er derfor ikke så mærkeligt at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’. — 1 Timoteus 1:11.

³ Gud ønsker at vi skal gøre hvad vi kan for at efterligne ham, især med hensyn til at vise kærlighed. I Efeserbrevet 5:1, 2 står der: „Bliv . . . Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed.“ Når vi efterligner Jehova ved at vise kærlighed, erfarer vi den store lykke der er ved at give. Desuden har vi den tilfredshed at vide at vi glæder Jehova, for hans ord tilskynder os til „at elske hinanden“. (Romerne 13:8) Men der er også andre grunde til at vi bør ’fortsætte med at vandre i kærlighed’.

 4, 5. Hvorfor er det vigtigt at vi viser vore trosfæller en selvopofrende kærlighed?

⁴ Hvorfor er det så vigtigt at vi viser vore trosfæller kærlighed? Fordi kærlighed er indbegrebet af sand kristendom. Hvis ikke vi har kærlighed, kan vi ikke have et nært forhold til vore kristne brødre og søstre, og hvad der er endnu vigtigere: Uden kærlighed ville vi intet være i Jehovas øjne. Lad os se hvordan det understreges i Guds ord.

⁵ Den sidste aften inden sin død sagde Jesus til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) „Ligesom jeg har elsket jer“ — ja, Jesus befaler os at vise den samme kærlighed som han viste. I kapitel 29 så vi hvordan han viste en enestående selvopofrende kærlighed og satte andres behov og interesser før sine egne. Vi må også vise uselvisk kærlighed, og det på en sådan måde at selv de der ikke tilhører den kristne menighed, lægger mærke til det. Selvopofrende broderkærlighed er nemlig kendetegnet på at vi er Jesu sande disciple.

 6, 7. (a) Hvordan ved vi at Jehovas ord lægger stor vægt på at vise kærlighed? (b) Hvilken side af kærligheden fokuserer Paulus på i Første Korintherbrev 13:4-8?

⁶ Hvad nu hvis vi ikke har kærlighed? „Hvis jeg . . . ikke har kærlighed, er jeg et klingende stykke malm eller et støjende bækken,“ sagde Paulus. (1 Korinther 13:1) Et støjende bækken har en disharmonisk lyd. Og hvordan lyder et klingende stykke malm? En anden oversættelse siger „en rungende gongong“. Det er meget malende illustrationer. Den der ikke har kærlighed, er som et musikinstrument der frembringer en høj, enerverende lyd der snarere virker frastødende end tiltrækkende. Hvordan kan et sådant menneske have et nært forhold til andre? Paulus sagde også: „Hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.“ (1 Korinther 13:2) Tænk på det: Den der ikke har kærlighed, ’er intet’, eller, som en anden oversættelse siger, ’duer ikke’ (Schindler), lige meget hvad han udretter. Jehovas ord lægger tydeligvis stor vægt på at man viser kærlighed.

⁷ Men hvordan viser vi denne kærlighed? For at få svar på det vil vi gennemgå Paulus’ ord i Første Korintherbrev 13:4-8. Det der lægges vægt på i disse vers, er hverken Guds kærlighed til os eller vores kærlighed til Gud. Nej, Paulus fokuserer på den kærlighed vi kan vise hinanden. Han beskriver hvad kærligheden er, og hvad den ikke er.

 8. Hvordan kan langmodighed hjælpe os i vort forhold til andre?

⁸ „Kærligheden er langmodig.“ At være langmodig vil sige at man tålmodigt affinder sig med andre. (Kolossenserne 3:13) Har vi brug for en sådan tålmodighed? Ja. Vi arbejder nært sammen med vore kristne brødre og søstre, og eftersom vi alle er ufuldkomne, er det kun realistisk at forvente at der af og til vil opstå situationer hvor vi irriterer hinanden. Men når vi er tålmodige og overbærende, vil det hjælpe os til at klare de mindre gnidninger og uoverensstemmelser der opstår, og ikke lade det forstyrre freden i menigheden.

 9. Hvordan kan vi vise venlighed over for andre?

⁹ „Kærligheden er . . . venlig.“ Venlighed giver sig udslag i at vi er hensynsfulde og hjælpsomme over for andre. Kærligheden får os til at være på udkig efter muligheder for at vise venlighed, især mod dem der har mest brug for det. En ældre broder eller søster kan for eksempel være ensom og trænge til et opmuntrende besøg. En søster der er enlig mor eller lever i en religiøst delt husstand, har måske behov for hjælp. En der er syg eller har anden modgang, kan have brug for at høre nogle venlige ord fra en loyal ven. (Ordsprogene 12:25; 17:17) Når vi tager initiativet til at vise venlighed i sådanne situationer, vidner det om at vores kærlighed er ægte. — 2 Korinther 8:8.

10. Hvordan hjælper kærligheden os til at stå op for sandheden, også når det ikke er let for os?

¹⁰ „Kærligheden . . . fryder sig med sandheden.“ En anden oversættelse lyder: „Kærlighed . . . glæder sig, naar Sandhed sejrer.“ (Schindler) Kærligheden får os til at stå op for sandheden og ’tale sandhed med hinanden’. (Zakarias 8:16) Hvis for eksempel en af vore nærmeste har været indblandet i en alvorlig synd, vil vores kærlighed til Jehova — og til den der har begået overtrædelsen — hjælpe os til at holde fast ved Jehovas normer frem for at prøve at skjule, bortforklare eller måske endda lyve om det der er sket. Det kan naturligvis gøre ondt at se kendsgerningerne i øjnene, men hvis vi har overtræderens vel på sinde, ønsker vi at han skal tage imod Guds kærlige tugt og drage nytte af den. (Ordsprogene 3:11, 12) Som kærlige kristne ønsker vi at „bære os ærligt ad i alle ting“. — Hebræerne 13:18.

11. Hvordan skal vi se på vore trosfællers fejl og mangler i betragtning af at kærligheden „tåler alt“?

¹¹ „Kærligheden . . . tåler alt.“ Det græske ord for „tåler“ betyder egentlig „dækker“. (Kingdom Interlinear) I Første Petersbrev 4:8 står der: „Kærlighed dækker over en mængde synder.“ En kristen der lader sig lede af kærlighed, vil derfor ikke fremhæve sine kristne brødres svagheder og ufuldkommenheder. I mange tilfælde er der tale om mindre fejl og mangler som kærligheden kan dække over. — Ordsprogene 10:12; 17:9.

12. Hvordan viste apostelen Paulus at han troede det bedste om Filemon, og hvad kan vi lære af Paulus’ eksempel?

¹² „Kærligheden . . . tror alt.“ Moffatts oversættelse siger at kærligheden „altid [er] ivrig efter at tro det bedste“. Vi vil ikke være overdrevent mistænksomme over for vore trosfæller eller drage deres motiver i tvivl. Kærligheden hjælper os til at „tro det bedste“ om vore brødre og at stole på dem.a Læg mærke til det eksempel der findes i Paulus’ brev til Filemon. Paulus skrev for at tilskynde Filemon til at tage venligt imod sin bortløbne træl Onesimus, der var blevet kristen og nu vendte tilbage til ham. I stedet for at prøve at tvinge Filemon appellerede Paulus til ham på grundlag af kærlighed. Han gav udtryk for tillid til at Filemon ville gøre det rigtige, og sagde: „I tillid til din beredvillighed skriver jeg til dig, idet jeg ved at du vil gøre endog mere end det jeg siger.“ (Vers 21) Når vi i kærlighed giver udtryk for en sådan tillid til vore brødre, kalder vi det bedste frem i dem.

13. Hvordan kan vi vise at vi håber det bedste for vore brødre?

¹³ „Kærligheden . . . håber alt.“ Kærligheden er ikke alene tillidsfuld; den er også fuld af håb. Kærligheden motiverer os til at håbe det bedste for vore brødre. Hvis en broder for eksempel „uforvarende begår et eller andet fejltrin“, håber vi at han vil reagere positivt når man kærligt forsøger at hjælpe ham på fode igen. (Galaterne 6:1) Vi håber også at de der er svage i troen, vil genvinde deres åndelige styrke. Vi er tålmodige med dem og gør hvad vi kan for at hjælpe dem til at få en stærk tro. (Romerne 15:1; 1 Thessaloniker 5:14) Selv om én vi holder af, forlader den rette vej, opgiver vi ikke håbet om at han en dag vil komme til fornuft og vende om til Jehova, ligesom den fortabte søn i Jesu billedtale gjorde. — Lukas 15:17, 18.

14. Hvordan kan vores udholdenhed blive prøvet inden for menigheden, og hvad vil kærligheden få os til at gøre?

¹⁴ „Kærligheden . . . udholder alt.“ Udholdenhed hjælper os til at stå fast selv om vi kommer ud for skuffelser og modgang. Det er ikke kun uden for menigheden at vores udholdenhed bliver prøvet. Det kan også ske inden for menigheden. På grund af den menneskelige ufuldkommenhed kan vore brødre undertiden skuffe os. En tankeløs bemærkning kan virke sårende. (Ordsprogene 12:18) Et menighedsanliggende bliver måske ikke behandlet sådan som vi synes det burde gøres. En respekteret broder opfører sig måske på en måde der støder os og får os til at tænke: ’Hvordan kan en kristen være sådan?’ Men vil situationer som disse få os til at trække os tilbage fra menigheden og holde op med at tjene Jehova? Ikke hvis vi har kærlighed! Kærligheden vil beskytte os mod at blive så forblindede af en broders fejltrin at vi ikke længere kan se noget godt i ham eller i menigheden som et hele. Kærligheden hjælper os til at forblive trofaste mod Gud og støtte menigheden uanset hvad ufuldkomne mennesker siger eller gør. — Salme 119:165.

15. Hvad er negativ skinsyge, og hvordan hjælper kærligheden os til at undgå denne følelse?

¹⁵ „Kærligheden er ikke skinsyg.“ Den negative form for skinsyge kan få os til at misunde andre det de ejer, det de oplever, eller de evner de har. Det er en selvisk og nedbrydende følelse der, hvis man ikke passer på, kan forstyrre freden i menigheden. Hvad kan hjælpe os til at modstå ’tendensen til misundelse’? (Jakob 4:5) Det kan kærlighed. Denne dyrebare egenskab kan sætte os i stand til at glæde os sammen med dem der ser ud til at have nogle fordele i livet som vi ikke har. (Romerne 12:15) Kærligheden hjælper os til ikke at betragte det som en personlig fornærmelse når vi hører andre blive rost for noget de kan eller har gjort.

16. Hvorfor vil vi ikke prale af det vi udretter i tjenesten for Jehova?

¹⁶ „Kærligheden . . . er ikke brovtende, bliver ikke opblæst.“ Kærligheden afholder os fra at prale af det vi kan eller gør. Hvis vi virkelig elsker vore brødre, vil vi ikke altid fremhæve de resultater vi opnår i forkyndelsen, eller de privilegier vi har i menigheden. Det kan gøre andre modløse og få dem til at føle sig underlegne. Kærligheden tillader ikke at vi praler af det Gud har givet os mulighed for at gøre i tjenesten for ham. (1 Korinther 3:5-9) Kærligheden bliver ikke „opblæst“, eller som en anden oversættelse siger, den „nærer . . . ikke høje tanker om sin egen betydning“ (Phillips). Kærligheden hjælper os altså til ikke at tillægge os selv for stor betydning. — Romerne 12:3.

17. Hvordan får kærligheden os til at vise hensyn til andre, og hvilken form for adfærd vil vi derfor undgå?

¹⁷ „Kærligheden . . . opfører sig ikke uanstændigt.“ Den der opfører sig uanstændigt, har en upassende og anstødelig adfærd. Det er ukærligt at opføre sig sådan, for derved lader man hånt om andres følelser. Den der er elskværdig og betænksom, vil derimod tage hensyn til andre. Kærligheden fremmer gode manerer, en kristen adfærd og respekt for vore trosfæller. Derfor vil kærligheden ikke tillade os at have en „skammelig adfærd“ — en adfærd der kunne virke chokerende eller stødende på vore kristne brødre. — Efeserne 5:3, 4.

18. Hvorfor vil den der ejer kærlighed, ikke insistere på at alt skal gøres efter hans hoved?

¹⁸ „Kærligheden . . . søger ikke sine egne interesser.“ Revised Standard Version siger: „Kærligheden insisterer ikke på at alt skal gøres på dens måde.“ Den der ejer kærlighed, forlanger ikke at alt skal gøres efter hans hoved, som om hans meninger altid er de rigtige. Han manipulerer ikke med andre og bliver ikke ved med at prøve at overtale dem der har en anden mening, indtil de giver sig. En sådan stædighed er et tegn på stolthed, og Bibelen siger: „Stolthed går forud for fald.“ (Ordsprogene 16:18) Hvis vi oprigtigt elsker vore brødre, vil vi respektere deres synspunkter og være villige til at give efter når det er muligt. En imødekommende indstilling stemmer også med Paulus’ ord: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ — 1 Korinther 10:24.

19. Hvad hjælper kærligheden os til at gøre når andre har fornærmet os?

¹⁹ „Kærligheden . . . lader sig ikke provokere . . ., holder ikke regnskab med hver en forurettelse.“ Kærligheden bliver ikke let provokeret af hvad andre siger eller gør. Vi kan naturligvis blive stødt når andre træder os over tæerne. Men selv om vores vrede er berettiget, vil kærligheden hjælpe os til ikke at blive ved med at være opbragte. (Efeserne 4:26, 27) Vi vil ikke holde regnskab med sårende ord eller handlinger, som om vi skrev dem op i en bog for at huske dem. Kærligheden vil derimod få os til at efterligne vor kærlige Gud. Som vi så i kapitel 26, tilgiver Jehova når der er grundlag for at gøre det. Og når han tilgiver, glemmer han i den forstand at han ikke på et senere tidspunkt igen vil kræve os til regnskab for vore synder. Er vi ikke taknemmelige for at Jehova ikke holder regnskab med hver en forurettelse?

20. Hvordan bør vi reagere hvis en af vore trosfæller begår en synd og kommer i vanskeligheder?

²⁰ „Kærligheden . . . fryder sig ikke over uretfærdigheden.“ The New English Bible siger: „Kærligheden . . . godter sig ikke over andres synder,“ og Moffatts oversættelse lyder: „Kærligheden glæder sig aldrig over at andre handler uret.“ Kærligheden finder altså ikke behag i uretfærdighed, og vi vil derfor ikke se gennem fingre med nogen form for umoralitet. Men hvordan reagerer vi hvis en af vore trosfæller er blevet overlistet af synden og derfor er kommet i vanskeligheder? Kærligheden vil afholde os fra at fryde os, som ville vi sige: ’Det har han kun fortjent!’ (Ordsprogene 17:5) Men vi glæder os når en broder der har gjort noget forkert, tager skridt til at komme åndeligt på fode igen.

21-23. (a) Hvad mente Paulus da han sagde at „kærligheden svigter aldrig“? (b) Hvad vil blive behandlet i bogens sidste kapitel?

²¹ „Kærligheden svigter aldrig.“ Hvad mente Paulus med disse ord? Som det fremgår af sammenhængen, talte han om åndens mirakuløse gaver som fandtes blandt de første kristne. Disse gaver var et tegn på at den nydannede menighed havde Guds godkendelse. Det var dog ikke alle de kristne der kunne helbrede, profetere eller tale i tunger. Det havde heller ikke den store betydning, for de mirakuløse gaver ville med tiden ophøre. Derimod var der noget andet som ville forblive, noget som alle kristne kunne opdyrke. Det var noget som var mere bemærkelsesværdigt og mere varigt end nogen mirakuløs gave. Paulus kaldte det „en langt bedre vej“. (1 Korinther 12:31) Hvad var denne „langt bedre vej“? Det var kærlighedens vej.

²² Den kristne kærlighed som Paulus beskrev, vil aldrig ’svigte’, eller ophøre. Den dag i dag kendes Jesu sande disciple på deres selvopofrende broderkærlighed. Der er tydelige vidnesbyrd om at denne kærlighed findes i Jehovas folks menigheder overalt i verden. Og den vil bestå for evigt, for Jehova har lovet at hans trofaste tjenere vil få evigt liv. (Salme 37:9-11, 29) Lad os derfor ivrigt ’fortsætte med at vandre i kærlighed’. Så vil vi ikke alene erfare den større lykke der er ved at give. Vi vil også — ligesom vor kærlige Gud, Jehova — i al evighed kunne fortsætte med at leve, ja, fortsætte med at vise kærlighed.

²³ I dette afsluttende kapitel om egenskaben kærlighed har vi set hvordan vi kan vise hinanden kærlighed. Men i betragtning af at vi på så mange måder nyder godt af Jehovas kærlighed — såvel som af hans magt, retfærdighed og visdom — må vi spørge os selv: ’Hvordan kan jeg vise Jehova at jeg virkelig elsker ham?’ Dette spørgsmål vil blive behandlet i bogens sidste kapitel.