Jehovas glæde er vor fæstning
„Denne dag er hellig for vor Herre, og vær ikke kede af det, for Jehovas glæde er jeres fæstning.“ — NEHEMIAS 8:10.
1, 2. (a) Hvad er en fæstning? (b) Hvordan viste David at han søgte tilflugt hos Jehova?
JEHOVA er en urokkelig fæstning. En fæstning er et befæstet sted hvor man kan søge sikkerhed og overleve. David, der levede i fortidens Israel, betragtede Gud som sin fæstning. Lad os se nærmere på en sang som David komponerede til den Højeste „den dag Jehova havde udfriet ham af alle hans fjenders hånd og af Sauls hånd“. — Salme 18, overskriften.
2 David indleder sin trosstyrkende sang med ordene: „Jeg er dig hengiven, Jehova min styrke. Jehova er mit klippebjerg og min borg og den der bringer mig i sikkerhed. Min Gud er min klippe. Jeg vil søge tilflugt hos ham, mit skjold og mit frelseshorn, mit tilflugtsbjerg.“ (Salme 18:1, 2) Den retskafne David var uretfærdigt blevet erklæret fredløs og blev efterstræbt af kong Saul; han søgte derfor tilflugt hos Jehova, ligesom man søger tilflugt i en fæstning for at overleve.
3. Hvorfor erfarede jøderne på Ezras tid „stor fryd“?
3 Den glæde Jehova kan skænke os, er som en sikker fæstning for dem der vandrer uangribeligt på hans vej. (Ordsprogene 2:6-8; 10:29) For at opnå glæden fra Gud må man selvfølgelig gøre Guds vilje. I den forbindelse er det godt at tænke på det der skete i Jerusalem i år 468 f.v.t. Den skriftlærde Ezra og andre bibragte folket forståelse ved at oplæse Loven og forklare den. Derefter fik folket denne opfordring: „Gå hen og spis fede retter og drik søde drikke og send noget af maden til dem der ikke er tilberedt noget til; for denne dag er hellig for vor Herre, og vær ikke kede af det, for Jehovas glæde er jeres fæstning.“ Da jøderne anvendte den kundskab de havde opnået og holdt en glædebringende løvhyttefest, resulterede det i „stor fryd“. (Nehemias 8:1-12) De der betragtede ’Jehovas glæde som deres fæstning’, blev styrket gennem tilbedelsen og tjenesten for ham. Og eftersom israelitterne dengang oplevede at Jehovas glæde var deres fæstning, kan vi forvente at Guds tjenere i dag også er glade. Hvilke grunde har vi til at være glade nu i tiden?
„Du skal ikke andet end fryde dig“
4. Nævn en særlig grund til at Jehovas tjenere kan være glade.
4 En af de særlige grunde Jehovas Vidner har til at fryde sig, er at Jehova sørger for at de kan samles. Jehovas Vidners kreds- og områdestævner er til stor glæde for dem, ligesom de årlige højtider var til glæde for israelitterne. Israels folk fik følgende påbud vedrørende løvhyttefesten: „I syv dage skal du holde højtid for Jehova din Gud på det sted som Jehova udvælger, fordi Jehova din Gud vil velsigne dig i hele din afgrøde og i alt hvad din hånd gør, og du skal ikke andet end fryde dig.“ (5 Mosebog 16:13-15) Gud ønskede altså at de skulle fryde sig. Det bør kristne også gøre, for apostelen Paulus gav sine trosfæller denne tilskyndelse: „Glæd jer altid i Herren. Igen vil jeg sige: Glæd jer!“ — Filipperne 4:4.
5. (a) Hvad er glæde, og hvordan opnår kristne den? (b) Hvordan kan vi erfare glæde trods trængsler?
5 Eftersom Jehova ønsker at vi skal være glade, giver han os glæde som en af sin hellige ånds frugter. (Galaterne 5:22, 23) Glæde er den behagelige følelse der opstår ved erhvervelse af eller forventning om et gode. Det er en tilstand af lykke, nogle gange jubel. Denne frugt af Guds hellige ånd holder os oppe når vi prøves. „For den glæde der lå foran ham [Jesus], udholdt [han] en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone.“ (Hebræerne 12:2) Disciplen Jakob skrev: „I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser, idet I véd at den prøvede ægthed af jeres tro udvirker udholdenhed.“ Men hvad nu hvis vi ikke ved hvad vi skal gøre under en bestemt prøve? Så kan vi tillidsfuldt bede om visdom til at stå den igennem. Når vi handler i overensstemmelse med himmelsk visdom, sætter det os i stand til at løse problemer eller holde ud under vedvarende prøvelser uden at miste Jehovas glæde. — Jakob 1:2-8.
6. Hvilket forhold er der mellem den sande tilbedelse og glæde?
6 Den glæde Jehova giver, styrker os til at fremme den sande tilbedelse. Det var det der skete på Nehemias’ og Ezras tid. De jøder der dengang lod Jehovas glæde være deres fæstning, fik styrke til at fremme den sande tilbedelse. Og samtidig med at de fremmede tilbedelsen af Jehova, fik de større glæde. Sådan forholder det sig også i dag. Som Jehovas tilbedere har vi grund til stor glæde. Lad os derfor se nærmere på nogle af de mange grunde vi har til at være glade.
Vort forhold til Gud gennem Kristus
7. Hvilken grund har kristne til at være glade for deres forhold til Jehova?
7 Det at vi ejer et nært forhold til Jehova gør os til det lykkeligste folk på jorden. Før vi blev kristne var vi en del af det uretfærdige menneskesamfund der er ’mentalt formørket og udelukket fra det liv der hører Gud til’. (Efeserne 4:18) Vi er lykkelige for at vi ikke længere er udelukkede fra det liv der hører Jehova til. Men det kræver en indsats at bevare hans gunst. Vi må ’forblive i troen, grundfæstede og faste, og ikke rykkes bort fra håbet som hører den gode nyhed til’. (Kolossenserne 1:21-23) Vi kan glæde os over at Jehova har draget os til sin søn i overensstemmelse med Jesu egne ord: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ (Johannes 6:44) Hvis vi virkelig værdsætter vort dyrebare forhold til Gud gennem Kristus, vil vi vogte os for at gøre noget der kunne ødelægge dette forhold.
8. Hvordan har Jesus bidraget til vor glæde?
8 Det er en stor glæde at vi kan få vore synder tilgivet gennem tro på Jesu genløsningsoffer, for det er denne tro der gør det muligt for os at nærme os Gud. Ved med overlæg at vælge syndens vej bragte vor forfader Adam død over hele menneskeheden. Apostelen Paulus forklarede imidlertid: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ Han skrev endvidere: „Ligesom følgen for mennesker af alle slags, ved én overtrædelse, blev at de fordømtes, således er også følgen for mennesker af alle slags, ved én retfærdiggørelseshandling, blevet at de erklæres retfærdige til liv. For ligesom de mange gennem det ene menneskes ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes lydighed blive stillet som retfærdige.“ (Romerne 5:8, 18, 19) Vi kan glæde os over at Jehova Gud ønsker at genløse dem af Adams efterkommere der ønsker at benytte denne kærlige ordning.
Religiøs frihed og indsigt
9. Hvorfor er Jehovas Vidner lykkelige i religiøs henseende?
9 Vi har også grund til at glæde os over at vi er blevet udfriet fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Det er sandheden fra Gud der har frigjort os. (Johannes 8:32) Når vi er udfriet fra denne religiøse skøge, er vi ikke delagtige med hende i hendes synder, og vil derfor ikke rammes af hendes plager eller blive udslettet sammen med hende. (Åbenbaringen 18:1-8) Det er en stor glæde at vi kan undslippe alt dette.
10. Hvilken indsigt glæder vi os over som Jehovas folk?
10 Det medfører desuden stor glæde at forstå og leve efter Guds ord. Frigjort fra den falske religions indflydelse kan vi glæde os over den stadig større åndelige forståelse der tilvejebringes af vor himmelske Fader gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Af alle de mennesker der bor på jorden, er det kun dem der helt har viet sig til Jehova der ejer hans hellige ånd og har den rette forståelse af hans ord og hans vilje. Det er som Paulus sagde: „Det er os Gud har åbenbaret det [han har beredt dem der elsker ham] gennem ånden, for ånden ransager alt, endog Guds dybder.“ (1 Korinther 2:9, 10) Vi kan være taknemmelige og glade for at vi nyder gavn af den progressive forståelse der omtales i Ordsprogene 4:18: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“
Håbet om Riget og om evigt liv
11. Hvordan har andre fået del i det glædebringende håb om Riget?
11 Håbet om Riget gør os også glade. (Mattæus 6:9, 10) Som Jehovas vidner har vi i lang tid forkyndt at Guds rige er menneskenes eneste håb. I 1931 antog vi navnet Jehovas Vidner ved en resolution der begejstret blev vedtaget ved 51 stævner rundt om i verden. (Esajas 43:10-12) Denne resolution og et vigtigt stævneforedrag der blev holdt af J. F. Rutherford (Vagttårnsselskabets daværende præsident), blev udgivet i brochuren Riget, Verdens Haab. Den indeholdt også en anden resolution som blev vedtaget ved dette stævne, en resolution som anklagede kristenheden for dens frafald og for at vise foragt for Jehovas vejledning. Der stod endvidere: „Verden har absolut intet andet at sætte sin Lid til end Guds Rige.“ I løbet af få måneder havde Jehovas vidner uddelt over fem millioner eksemplarer af denne brochure overalt på jorden. Siden da har vi ofte bekræftet at Riget er menneskenes eneste håb.
12. Hvilke glædelige fremtidsudsigter ejer de der tjener Jehova?
12 Vi glæder os desuden over udsigten til at kunne leve evigt under Rigets styre. Den „lille hjord“ af salvede kristne glæder sig over deres himmelske håb. „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader,“ skrev apostelen Peter, „for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.“ (Lukas 12:32; 1 Peter 1:3, 4) I dag ser langt størstedelen af Jehovas vidner frem til evigt liv i Paradiset inden for Rigets jordiske domæne. (Lukas 23:43; Johannes 17:3) Ingen andre mennesker på jorden har noget der kan måle sig med vore glædelige fremtidsudsigter. Vi bør derfor skatte vort håb meget højt.
Et kærligt brodersamfund
13. Hvordan bør vi betragte det internationale brodersamfund?
13 Det giver os også stor glæde at være en del af det eneste internationale brodersamfund som Gud godkender. Vi har den bedste omgangskreds man kan tænke sig. Med henblik på vor tid har Jehova Gud sagt: „Jeg vil ryste alle nationerne, og alle nationernes kostbare skatte skal komme; og jeg vil fylde dette hus med herlighed.“ (Haggaj 2:7) Alle kristne er ganske vist ufuldkomne, men Jehova har draget dem til sig gennem Jesus Kristus. (Johannes 14:6) Eftersom Jehova har draget de folk til sig han betragter som kostbare, vil vi opnå stor glæde hvis vi viser dem broderkærlighed, agter dem højt, samarbejder med dem om at fremme tjenesten for Gud, støtter dem i deres trængsler og beder for dem.
14. Hvilken opmuntring kan vi hente i Første Petersbrev 5:5-11?
14 Alt dette vil bidrage til vor glæde. Jehovas glæde er en fæstning for vort åndelige brodersamfund overalt på jorden. Vi kommer alle ud for forfølgelse og andre prøvelser. Men det bør få os til at stå sammen og styrke den følelse af enhed vi oplever som en del af den eneste jordiske organisation Gud benytter. Som Peter sagde bør vi ydmyge os under Guds vældige hånd og kaste al vor bekymring på ham da vi ved at han tager sig af os. Vi må holde os vågne eftersom Djævelen forsøger at opsluge os; men vi står ikke alene, for Peter tilføjer: „Stå ham imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ Og dette lykkelige, internationale brodersamfund vil aldrig gå i opløsning, for vi får den forsikring at ’efter at vi har lidt en kort tid, vil Gud fuldende vor oplæring og gøre os faste og stærke’. (1 Peter 5:5-11) Tænk engang. Vort lykkelige brodersamfund vil bestå for evigt!
En meningsfyldt tilværelse
15. Hvorfor kan det siges at Jehovas vidner har en meningsfyldt tilværelse?
15 Vi kan være glade i denne problemfyldte verden fordi vi har en meningsfyldt tilværelse. Vi har fået betroet en tjeneste der gør os selv og andre lykkelige. (Romerne 10:10) Det er afgjort en glædebringende forret at være Guds medarbejdere. I den forbindelse har Paulus sagt: „Hvad er . . . Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro. Og den der planter og den der vander er ét, men hver vil få sin egen løn efter sit eget arbejde. For vi er Guds medarbejdere. I er Guds mark under dyrkning, Guds bygning.“ — 1 Korinther 3:5-9.
16, 17. Hvilke eksempler viser at Jehovas folk har et lykkeligt og indholdsrigt liv?
16 Vi kunne nævne mange eksempler der viser at det at tjene Jehova resulterer i en meningsfyldt tilværelse der fylder os med glæde. Følgende udtalelse er typisk: „Da jeg kiggede rundt i den fyldte rigssal [ved indvielsen] fandt mine øjne otte medlemmer af min egen familie — min kone og mig selv, tre af vore børn, og deres ægtefæller. . . . Min kone og jeg har haft et virkelig lykkeligt og indholdsrigt liv i tjenesten for Gud.“
17 Det er også opmuntrende at vide at mennesker uanset alder kan begynde på et glædeligt og meningsfyldt liv i tjenesten for Jehova. For eksempel er en kvinde der lærte sandheden fra Bibelen at kende på et plejehjem, blevet døbt som et Jehovas vidne i en alder af 102 år. Det gjorde at hun kunne afslutte sit liv i glæde, idet hun ’frygtede den sande Gud og holdt hans bud’. — Prædikeren 12:13.
En urokkelig fæstning
18. Hvad kan man måske gøre for at overvinde nedtrykthed og opnå større glæde?
18 Jehovas glæde er en urokkelig fæstning for den der er trofast. At vi ejer denne glæde er imidlertid ikke ensbetydende med at vi aldrig vil opleve mørke stunder. Det skete også for Jesus, der i Getsemane Have sagde: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden.“ (Markus 14:32-34) Men hvad nu hvis vi er nedtrykte fordi vi har givet efter for selviskhed? Så lad os ændre levevis. Hvis vor glæde er blevet mindre fordi vi må bære en tung byrde på grund af bibelske forpligtelser, kan vi måske foretage nogle justeringer der vil lette presset og give os glæden tilbage. Desuden vil Jehova velsigne os med glæde hvis vi søger at behage ham ved ihærdigt at modstå det syndige kød, den onde verden og Djævelen. — Galaterne 5:24; 6:14; Jakob 4:7.
19. Hvordan bør vi betragte de forrettigheder vi har i Guds organisation?
19 Vi har derfor mange grunde til at være glade, både dem vi har nævnt her og mange andre. Hvad enten vi er menighedsforkyndere eller er med i en eller anden form for heltidstjeneste, kan vi alle have rigeligt at gøre i Herrens gerning, og det vil afgjort bidrage til vor glæde. (1 Korinther 15:58) Lad os være taknemmelige for de forrettigheder vi har i Jehovas organisation uanset hvori de består, og fortsætte med at yde vor kærlige og lykkelige Gud hellig tjeneste med glæde. — 1 Timoteus 1:11.
20. Hvad er den største forret vi ejer, og hvad kan vi være forvissede om?
20 Vi har især grund til at glæde os over den forret det er at bære Jehovas store navn som hans vidner. Vi er ganske vist ufuldkomne og udsættes for mange prøvelser, men lad os altid huske på de storslåede velsignelser vi erfarer som Jehovas vidner. Glem aldrig at vor kærlige himmelske Fader aldrig vil svigte os. Vi kan være forvissede om at vi altid vil blive velsignet når vi lader Jehovas glæde være vor fæstning.
Hvad vil du svare?
◻ Hvad er „Jehovas glæde“?
◻ Hvordan opnår kristne sand glæde?
◻ Hvorfor er Jehovas vidner glade?
◻ Hvorfor er Jehovas glæde en urokkelig fæstning?