PETERS BREVE

To inspirerede breve i De Kristne Græske Skrifter affattet af apostelen Peter. Han oplyser selv i de indledende ord til hvert brev at de er skrevet af ham. (1Pe 1:1; 2Pe 1:1; jf. 2Pe 3:1.) Dette bekræftes af flere indre vidnesbyrd. For det første omtaler han sig selv som øjenvidne til Jesu Kristi forklarelse, et privilegium som kun Peter, Jakob og Johannes havde. (2Pe 1:16-18; Mt 17:1-9) Og for det andet, som det fremgår af Johannes 21:18, 19, var det kun Peter der kunne sige: „Jeg ved at jeg snart skal lægge mit telt væk, sådan som også vor Herre Jesus Kristus har tilkendegivet mig det.“ (2Pe 1:14) Stilforskellen mellem de to breve kan skyldes at Peter brugte Silvanus (Silas) som sekretær da det første brev skulle skrives, men åbenbart ikke ved affattelsen af det andet. (1Pe 5:12) De hører begge til de „almindelige“, eller „universelle“, breve, det vil sige at de var stilet til både jødiske og ikkejødiske kristne. Det første brev var særlig henvendt til dem i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien, områder i Lilleasien. — 1Pe 1:1; 2:10; 2Pe 1:1; 3:1; jf. Apg 2:5, 9, 10.

Peters breve stemmer med Bibelens øvrige bøger ved at understrege betydningen af en ret adfærd og de velsignelser den medfører, og ved at citere fra andre bibelske bøger som Guds autoritative ord. I Peters breve er der citater fra Første Mosebog (18:12; 1Pe 3:6), Anden Mosebog (19:5, 6; 1Pe 2:9), Tredje Mosebog (11:44; 1Pe 1:16), Salmerne (34:12-16; 118:22; 1Pe 3:10-12; 2:7), Ordsprogene (11:31 [LXX]; 26:11; 1Pe 4:18; 2Pe 2:22) og Esajas (8:14; 28:16; 40:6-8; 53:5; 1Pe 2:8; 2:6; 1:24, 25; 2:24). Det fremgår af Peters breve at Bibelens profetier er et resultat af Guds ånds virke. (2Pe 1:20, 21; jf. 2Ti 3:16.) Guds løfte om nye himle og en ny jord gentages. (2Pe 3:13; Es 65:17; 66:22; Åb 21:1) Parallellerne mellem Peters Andet Brev (2:4-18; 3:3) og Judas’ Brev (5-13, 17, 18) viser tydeligt at disciplen Judas anerkendte Peters Andet Brev som inspireret. Det er også værd at bemærke at Peter sidestiller apostelen Paulus’ breve med „de øvrige skrifter“. — 2Pe 3:15, 16.

Affattelsestidspunkt. Af tonen i brevene fremgår det at de er skrevet før forfølgelsen under Nero udbrød i år 64. Den omstændighed at Markus var hos Peter, tyder på at det første brev er skrevet mellem år 62 og år 64. (1Pe 5:13) Markus befandt sig nemlig i Rom under apostelen Paulus’ første fangenskab (ca. år 59-61), og da Paulus sad fængslet i Rom for anden gang (ca. år 65), bad han Timoteus og Markus komme til sig. (Kol 4:10; 2Ti 4:11) Peter skrev sandsynligvis sit andet brev kort tid efter det første, omkring år 64.

Skrevet fra Babylon. Peter oplyser selv at han skrev det første brev i Babylon (1Pe 5:13), og det er muligt at han også skrev det andet brev her. Af de foreliggende vidnesbyrd fremgår det at „Babylon“ var byen ved Eufratfloden og ikke Rom, som nogle har hævdet. Eftersom Peter havde fået til opgave at forkynde den gode nyhed „blandt de omskårne“, kunne man forvente at han tjente i et centrum for jødedommen, som for eksempel Babylon. (Ga 2:8, 9) Der var en stor jødisk befolkning i Babylon. Under behandlingen af Den Babyloniske Talmuds tilblivelse omtaler Encyclopaedia Judaica (Jerusalem 1971, bd. 15, sp. 755) jødedommens „store lærdomsskoler i Babylon“ efter vor tidsregnings begyndelse. Eftersom Peter skrev til „de midlertidige indbyggere der er spredt rundt om i [det bogstavelige] Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien“ (1Pe 1:1), er det rimeligt at slutte at brevet også er skrevet fra det bogstavelige Babylon. Intet i Bibelen tyder på at Babylon er et andet navn for Rom, eller at Peter nogen sinde besøgte Rom.

Dionysios, der var biskop i Korinth i sidste halvdel af det 2. århundrede, var den første der hævdede at Peter havde lidt martyrdøden i Rom. Tidligere havde Clemens af Rom, skønt han nævner Peter og Paulus sammen, lagt vægt på, som noget særligt, at apostelen Paulus forkyndte i både øst og vest, og synes dermed at sige at Peter aldrig havde været i vest. Eftersom den romerske regering (under Nero) tilsyneladende endnu ikke havde iværksat sin grusomme forfølgelse af de kristne, var der ingen grund til at Peter skulle tilsløre Roms identitet ved at bruge et andet navn. Da Paulus skrev til romerne og sendte hilsener til mange i Rom med navns nævnelse, omtalte han ikke Peter. Det ville han sandsynligvis have gjort hvis Peter havde haft en fremtrædende stilling som tilsynsmand i byen. Peter er heller ikke nævnt blandt dem der sender hilsener i de breve Paulus skrev fra Rom — Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Andet Timoteusbrev, Filemonbrevet og Hebræerbrevet.

Peters Første Brev. De kristne som apostelen Peter henvendte sit første brev til, var udsat for svære prøvelser. (1Pe 1:6) Desuden var „alle tings ende“ kommet nær — åbenbart enden for den jødiske tingenes ordning, som Jesus havde forudsagt. (Jf. Mr 13:1-4; 1Ts 2:14-16; He 9:26.) De skulle derfor være „årvågne med hensyn til at bede“. (1Pe 4:7; jf. Mt 26:40-45.) De havde også brug for opmuntring til at holde ud i trofasthed — netop den opmuntring apostelen gav dem.

Peter mindede gang på gang sine trosfæller om de velsignelser de nød. Takket være Guds barmhjertighed havde de fået en ny fødsel til et levende håb, hvilket gav dem grund til glæde. (1Pe 1:3-9) De var blevet købt med Kristi dyrebare blod. (1Pe 1:18, 19) Gennem dåben havde de opnået en god samvittighed, som de kunne bevare ved at leve i overensstemmelse med det deres vanddåb symboliserede. (1Pe 3:21–4:6) Som levende sten blev de opbygget som et åndeligt hus eller tempel med Kristus Jesus som grundvold. De var „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. — 1Pe 2:4-10.

I betragtning af hvad Gud og hans søn havde gjort for dem, skulle de kristne, som Peter sagde, være rede til at udholde lidelser og holde fast ved en god adfærd. De kunne forvente lidelser, for „selv Kristus døde jo én gang for alle for vore synders skyld, en retfærdig for uretfærdige“. (1Pe 3:17, 18) Det at være delagtig i Messias’ lidelser var i sig selv en årsag til glæde, da det ville resultere i fryd ved hans herligheds åbenbarelse. Hvis de blev skældt ud for Kristi navns skyld, var det et vidnesbyrd om at de havde Guds ånd. (1Pe 4:12-14) Prøvelserne i sig selv resulterede i troens prøvede ægthed, der var en betingelse for frelse. (1Pe 1:6-9) Hvis de holdt trofast ud, ville de desuden erfare at Gud fortsat tog sig af dem. Han ville gøre dem faste og stærke. — 1Pe 5:6-10.

Som Peter understregede, måtte det aldrig ske at de kristne gennemgik lidelser fordi de var lovovertrædere. (1Pe 4:15-19) Deres adfærd skulle være eksemplarisk, så uvidende snak om dem forstummede. (1Pe 2:12, 15, 16) En sådan eksemplarisk adfærd omfattede alle områder af de kristnes liv — deres forhold til myndigheder, herrer i et hus, familiemedlemmer og kristne brødre. (1Pe 2:13–3:9) Det krævede at de talte på rette måde, bevarede en god samvittighed (1Pe 3:10-22) og holdt sig fri af nationernes fordærvede skikke. (1Pe 4:1-3) I menigheden måtte de ældste der tjente som hyrder, ikke spille herrer over fårene, men skulle udføre deres gerning villigt og med iver. De yngre mænd skulle underordne sig de ældre mænd. (1Pe 5:1-5) Alle kristne skulle være gæstfri, søge at opbygge hinanden, nære inderlig kærlighed til hinanden og iføre sig ydmyghed. — 1Pe 4:7-11; 5:5.

Peters Andet Brev. Hensigten med Peters Andet Brev var at hjælpe de kristne til at befæste deres kaldelse og udvælgelse og undgå at blive vildledt af falske lærere og ugudelige mennesker i menigheden. (2Pe 1:10, 11; 3:14-18) De kristne tilskyndes til at være i besiddelse af tro, dyd, kundskab, selvbeherskelse, udholdenhed, gudhengivenhed, broderlig hengivenhed og kærlighed (2Pe 1:5-11) og til at give agt på det inspirerede „profetiske ord“. (2Pe 1:16-21) Peter peger på eksekveringen af Jehovas domme over ugudelige i fortiden for at vise at de der forlader retfærdighedens vej, ikke vil undslippe Guds vrede. (2Pe 2:1-22) Uanset hvad spottere måtte sige i „de sidste dage“, vil Jehovas dag, hvor de ugudelige mennesker skal udslettes, komme lige så sikkert som det der kom over verden på Noas tid. Guds løfte om nye himle og en ny jord er pålideligt og bør anspore de kristne til at gøre deres yderste for at blive fundet uplettede i Guds øjne. — 2Pe 3:1-18.

[Ramme på side 552]

HOVEDPUNKTER I PETERS FØRSTE BREV

Et brev der tilskynder de kristne til at være årvågne og holde trofast ud trods prøvelser

Skrevet i Babylon omkring 62-64 e.v.t. af apostelen Peter, der brugte Silvanus som sekretær

Kristne bør opføre sig på en måde der er deres vidunderlige håb værdig

’De udvalgte’ har fået et levende håb, en uforgængelig arv i himmelen (1:1-5)

De tror på Jesus Kristus til deres sjæles frelse — noget fortidens profeter og endog englene var stærkt interesserede i (1:8-12)

De bør derfor gøre deres sind klar til at arbejde; de bør aflægge deres tidligere ønsker, være hellige og færdes med gudsfrygt og broderkærlighed (1:13-25)

For at vokse til frelse må de hige efter „ordets uforfalskede mælk“ (2:1-3)

De er et åndeligt hus, et helligt præsteskab, bygget på Kristi grundvold; de skal derfor bringe åndelige ofre som er velbehagelige for Gud (2:4-8)

Som et folk til at være en særlig ejendom forkynder de vidt og bredt deres Guds dyder og har en adfærd der er til ære for ham (2:9-12)

Forholdet til deres medmennesker skal være baseret på Guds principper

De kristne skal underordne sig jordiske herskere; de skal elske deres brødre og frygte Gud (2:13-17)

Tjenere i et hus skal underordne sig deres herrer, selv hvis disse er urimelige. Jesus satte et godt eksempel med hensyn til tålmodigt at udholde ondt (2:18-25)

En hustru skal underordne sig sin mand; hvis manden er ikketroende, kan han måske vindes ved hustruens gode adfærd (3:1-6)

En mand skal ære sin hustru „som det svagere kar“ (3:7)

Alle kristne skal have medfølelse med andre; de skal ikke gengælde skade med skade, men jage efter fred (3:8-12)

Alle tings ende er kommet nær, så de kristne bør være sunde i sindet og årvågne med hensyn til at bede; de bør nære inderlig kærlighed til hinanden og bruge de gaver de har fået, til ære for Gud (4:7-11)

Ældste bør være hyrder for Guds hjord med iver; yngre mænd skal underordne sig de ældre; alle skal iføre sig ydmyghed (5:1-5)

Det fører til velsignelse at holde trofast ud under lidelser

Kristne kan glæde sig, selv under svære prøvelser, for disse vil åbenbare den prøvede ægthed af deres tro (1:6, 7)

De bør ikke lide på grund af en uret adfærd; hvis de lider for retfærdigheds skyld, bør de herliggøre Gud og ikke føle skam; det er en domstid (3:13-17; 4:15-19)

Kristus led og døde i kødet for at føre os til Gud; derfor lever de kristne ikke længere i overensstemmelse med kødelige ønsker — selv om de spottes af kødelige mennesker fordi de er anderledes (3:18-4:6)

Hvis en kristen holder trofast ud under prøvelser, vil han kunne fryde sig ved Jesu åbenbarelse og være forvisset om at han har Guds ånd allerede nu (4:12-14)

Alle bør ydmyge sig under Guds hånd og kaste deres bekymringer på Ham; de må stå Satan imod, i tillid til at Gud selv vil gøre sine tjenere stærke (5:6-10)

[Ramme på side 553]

HOVEDPUNKTER I PETERS ANDET BREV

Et brev der tilskynder de kristne til at kæmpe energisk og holde fast ved det profetiske ord; det indeholder kraftige advarsler mod frafald

Muligvis skrevet i Babylon omkring år 64 e.v.t.

Kristne bør kæmpe energisk og stole på det profetiske ord

Gud har frit givet alt det der vedrører liv og gudhengivenhed; kristne bør derfor kæmpe for at opdyrke tro, dyd, kundskab, selvbeherskelse, udholdenhed, gudhengivenhed, broderlig hengivenhed og kærlighed — egenskaber der vil afholde dem fra at blive uvirksomme eller uden frugt (1:1-15)

Kristne skal give agt på det inspirerede profetiske ord. Da Peter blev vidne til Jesu forklarelse på bjerget og hørte Gud tale, blev det profetiske ord mere stadfæstet (1:16-21)

Advarsel mod falske lærere og andre fordærvede personer; Jehovas dag kommer

Falske lærere vil trænge ind i menigheden og indføre ødelæggende sekter (2:1-3)

Jehova vil med sikkerhed dømme disse frafaldne, ligesom han dømte de ulydige engle, den ugudelige verden på Noas tid og byerne Sodoma og Gomorra (2:4-10)

Sådanne falske lærere nærer foragt for myndighed, pletter de kristnes gode navn ved udsvævelser og umoralitet, lokker de svage og lover frihed skønt de selv er fordærvelsens trælle (2:10-19)

Disse er værre stillet nu end dengang de ikke havde kundskab om Jesus Kristus (2:20-22)

Advarsel mod spottere som i de sidste dage vil latterliggøre budskabet om Jesu lovede nærværelse; de glemmer at den Gud der har til hensigt at ødelægge denne tingenes ordning, tidligere tilintetgjorde den verden der fandtes før Vandfloden (3:1-7)

De kristne må ikke forveksle Guds tålmodighed med langsomhed — han er tålmodig fordi han ønsker at menneskene skal ændre sind; men denne tingenes ordning vil ikke desto mindre blive tilintetgjort på Jehovas dag, og den vil blive erstattet af nye himle og en ny jord hvori retfærdighed bor (3:8-13)

De kristne må gøre deres yderste for at være „uplettede og dadelfri og i fred“; gør de det, vil de ikke blive vildledt af falske lærere, men vil vokse i ufortjent godhed og kundskab om Kristus (3:14-18)