Udholdenhed — vigtig for kristne

„Til jeres tro [skal I] føje . . . udholdenhed.“ — 2 PETER 1:5, 6.

1, 2. Hvorfor må vi alle holde ud indtil enden?

DEN rejsende tilsynsmand og hans hustru var på besøg hos en medkristen der var i halvfemserne. Denne broder havde været i heltidstjenesten i årtier, og under samtalen mindedes han nogle af de forrettigheder han havde haft i årenes løb. „Men nu kan jeg næsten ikke gøre noget mere,“ sagde han sørgmodigt mens tårerne begyndte at løbe ned ad hans kinder. Den rejsende tilsynsmand slog op i sin bibel og læste Mattæus 24:13, hvor Jesus Kristus citeres for at sige: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ Derefter så han på den ældre broder og sagde: „Den sidste opgave vi alle får betroet, uanset hvor meget eller hvor lidt vi kan gøre, er at holde ud indtil enden.“

² Ja, som kristne må vi alle holde ud indtil afslutningen på denne tingenes ordning eller indtil vort liv ophører. Vi kan ikke blive godkendt af Jehova og opnå frelsen på nogen anden måde. Vi er med i et løb der gælder livet, og vi må ’løbe med udholdenhed’ indtil vi passerer mållinjen. (Hebræerne 12:1) Apostelen Peter understregede vigtigheden af denne egenskab da han gav sine medkristne tilskyndelsen: „Til jeres tro [skal I] føje . . . udholdenhed.“ (2 Peter 1:5, 6) Men hvad er udholdenhed?

Hvad det vil sige at være udholdende

3, 4. Hvad vil det sige at holde ud?

³ Hvad vil det sige at være udholdende? Det græske udsagnsord der oversættes med „at udholde“ (hypomeʹnō) betyder ordret „at forblive under“. Det forekommer 17 gange i Bibelen. Ifølge ordbogsforfatterne W. Bauer, F. W. Gingrich og F. Danker betyder det „at blive i stedet for at flygte . . ., at holde stand, holde ud“. Det græske navneord for „udholdenhed“ (hypomonēʹ) forekommer over 30 gange. Om dette ord skriver William Barclay i A New Testament Wordbook: „Det er evnen til at kunne bære noget, ikke blot med resignation, men med et levende håb . . . Det er den egenskab der gør at man ikke bliver blæst omkuld selv om man har modvind. Det er den dyd der kan forvandle selv den hårdeste prøve til noget stort, for hinsides smerten ser man målet.“

⁴ Udholdenhed gør det muligt for os at holde stand og ikke miste håbet af syne trods hindringer eller prøvelser. (Romerne 5:3-5) Den udholdende ser ikke blot øjeblikkets smerte, men ser videre frem til målet — sejrsprisen, det evige livs gave, enten i himmelen eller på jorden. — Jakob 1:12.

Hvorfor er udholdenhed nødvendig?

5. (a) Hvorfor har alle kristne behov for at vise udholdenhed? (b) Hvilke to kategorier kan vore prøvelser opdeles i?

⁵ Som kristne har vi alle behov for udholdenhed. (Hebræerne 10:36) Det skyldes at vi alle „kommer ud for forskellige prøvelser“. Den græske tekst her i Jakob 1:2 leder tanken hen på et uventet eller uønsket møde, som for eksempel når man konfronteres med en røver. (Jævnfør Lukas 10:30.) De prøvelser vi udsættes for kan opdeles i to kategorier: de der er almindelige for mennesker som følge af den nedarvede synd, og de der opstår på grund af vores gudhengivenhed. (1 Korinther 10:13; 2 Timoteus 3:12) Hvilke prøvelser kan der være tale om?

6. Hvordan holdt en broder ud under en smertefuld sygdom?

⁶ Alvorlig sygdom. Ligesom Timoteus må nogle kristne udholde „hyppige svagheder“. (1 Timoteus 5:23) Vi har især brug for at vise udholdenhed, holde stand og bevare vort kristne håb når vi rammes af en kronisk og måske smertefuld sygdom. Tag for eksempel den broder der fra han var først i halvtredserne måtte kæmpe en lang, hård kamp mod en hurtigtvoksende, ondartet svulst. Han gennemgik to operationer uden at fravige sin beslutning om at han ikke ville modtage blodtransfusion. (Apostelgerninger 15:28, 29) Men svulsten dukkede atter op i maven og fortsatte med at vokse i nærheden af rygsøjlen. Dette resulterede i ufattelige fysiske smerter som ingen smertestillende midler kunne lindre. Men han så ud over den øjeblikkelige smerte og så frem til livets sejrspris i den nye verden. Han fortsatte med at fortælle læger, sygeplejersker og besøgende om sit levende håb. Han holdt ud lige til enden — enden på sit liv. Måske er dine helbredsproblemer ikke livstruende eller lige så smertefulde som denne broders, men de kan ikke desto mindre sætte din udholdenhed på en stor prøve.

7. Hvilken slags smerte må nogle af vore åndelige brødre og søstre udholde?

⁷ Psykisk smerte. Fra tid til anden oplever nogle blandt Jehovas folk en „hjertesorg“ som resulterer i „en nedslået ånd“. (Ordsprogene 15:13) Alvorlig depression er ikke ualmindelig i disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Science News for 5. december 1992 skrev: „Antallet af alvorlige tilfælde af depression, der ofte gør patienten uarbejdsdygtig, er steget for hver ny generation der er født siden 1915.“ Der kan være forskellige årsager til en sådan depression, lige fra fysiologiske faktorer til ubehagelige smertelige oplevelser. Nogle kristne må vise udholdenhed ved dagligt at kæmpe for at holde stand over for en sådan følelsesmæssig smerte. Men de giver ikke op. De forbliver trofaste mod Jehova, selv under gråd. — Jævnfør Salme 126:5, 6.

8. Hvilke økonomiske problemer bliver vi måske udsat for?

⁸ De forskellige prøvelser vi udsættes for omfatter måske også alvorlige økonomiske problemer. Da en broder i New Jersey, USA, pludselig mistede sit arbejde, blev han forståeligt nok bekymret for hvordan han skulle kunne forsørge sin familie. Men han mistede ikke håbet om Riget af syne. Samtidig med at han søgte efter et andet arbejde, benyttede han lejligheden til at være hjælpepioner. Til sidst fandt han et arbejde. — Mattæus 6:25-34.

9. (a) Hvordan kan det at vi mister en af vore kære i døden kræve udholdenhed? (b) Hvilke skriftsteder viser at det ikke er forkert at græde af sorg?

⁹ Hvis du har mistet en af dine kære i døden, har du behov for udholdenhed lang tid efter at de andre omkring dig er vendt tilbage til deres normale rutine. Måske opdager du at du har det særlig svært hvert år omkring det tidspunkt hvor vedkommende døde. At udholde et sådant tab er ikke ensbetydende med at det er forkert at græde af sorg. Det er naturligt at sørge når vore kære dør, og det er på ingen måde et udtryk for manglende tro på opstandelsen. (1 Mosebog 23:2; jævnfør Hebræerbrevet 11:19.) Jesus „gav tårerne frit løb“ da Lazarus var død, skønt han umiddelbart forinden fortrøstningsfuldt havde sagt til Marta: „Din broder skal opstå.“ Og Lazarus blev oprejst fra de døde! — Johannes 11:23, 32-35, 41-44.

10. Hvorfor har Jehovas folk et særligt behov for at vise udholdenhed?

¹⁰ Foruden at Jehovas folk må udholde de prøvelser der er almindelige for alle mennesker, har de behov for en særlig udholdenhed, for Jesus fremsatte denne advarsel: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Mattæus 24:9) Han sagde også: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Johannes 15:20) Men hvorfor vil de blive hadet og forfulgt? Jo, for uanset hvor på jorden Guds tjenere bor, vil Satan forsøge at få os til at opgive vor uangribelighed i forhold til Jehova. (1 Peter 5:8; jævnfør Åbenbaringen 12:17.) For at opnå dette har Satan ofte pustet til forfølgelsens ild og dermed sat vor udholdenhed på en alvorlig prøve.

11, 12. (a) Hvilken prøvelse blev Jehovas vidner og deres børn udsat for i 30’erne og 40’erne? (b) Hvorfor hilser Jehovas vidner ikke et nationalt symbol?

¹¹ For eksempel blev Jehovas vidner og deres børn i De Forenede Stater og Canada i 1930’erne og først i 40’erne forfulgt da de af samvittighedsgrunde ikke hilste nationalsymbolet. Jehovas vidner respekterer symbolerne for den nation de er borgere i, men de retter sig efter det princip som Guds lov fastsætter i Anden Mosebog 20:4, 5: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem, for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ Da nogle børn der var Jehovas vidner blev bortvist fra deres skoler fordi de ønskede at tilbede Jehova Gud alene, oprettede Jehovas Vidner såkaldte „Kingdom Schools“, hvor børnene kunne blive undervist. Eleverne vendte tilbage til de offentlige skoler da USA’s højesteret anerkendte deres ret til at indtage dette religiøse standpunkt, sådan som oplyste nationer gør i dag. Disse børns og unges modige udholdenhed er et godt eksempel, især for de kristne unge der i dag hånes fordi de bestræber sig for at leve efter Bibelens normer. — 1 Johannes 5:21.

¹² Vi behøver altså udholdenhed på grund af de forskellige prøvelser vi udsættes for — både dem der er almindelige for mennesker og dem vi udsættes for på grund af vor kristne tro. Men hvordan kan vi holde ud?

Hvordan kan vi holde ud indtil enden?

13. Hvordan skænker Jehova os udholdenhed?

¹³ Guds folk har en fordel frem for dem der ikke tilbeder Jehova, nemlig at de kan henvende sig til „den Gud som skænker udholdenhed“ og bede om hjælp. (Romerne 15:5) Men hvordan skænker Jehova udholdenhed? Blandt andet gennem de eksempler på udholdenhed vi finder i hans ord, Bibelen. (Romerne 15:4) Når vi mediterer over disse eksempler, opmuntres vi ikke blot til at holde ud, men vi lærer også hvordan vi kan holde ud. Lad os betragte to som i bemærkelsesværdig grad viste udholdenhed — først Job, og dernæst Jesus Kristus, der satte det fuldkomne eksempel. — Hebræerne 12:1-3; Jakob 5:11.

14, 15. (a) Hvilke prøvelser måtte Job udholde? (b) Hvordan var Job i stand til at udholde de prøvelser han blev udsat for?

¹⁴ Hvilke situationer satte Jobs udholdenhed på prøve? Han kom ud for økonomiske problemer da han mistede de fleste af sine ejendele. (Job 1:14-17; jævnfør Job 1:3.) Job erfarede et smerteligt tab da alle hans ti børn døde i et uvejr. (Job 1:18-21) Han blev ramt af en alvorlig, smertefuld sygdom. (Job 2:7, 8; 7:4, 5) Hans egen hustru forsøgte at presse ham til at vende sig bort fra Gud. (Job 2:9) Nære venner talte til ham med sårende, uvenlige og usande ord. (Jævnfør Job 16:1-3 og Job 42:7.) Men under alt dette holdt Job stand og bevarede sin uangribelighed. (Job 27:5) De prøver han udholdt ligner dem som Jehovas folk i dag udsættes for.

¹⁵ Hvordan var Job i stand til at udholde alle disse prøvelser? Noget af det der især holdt Job oppe var håbet. „For der er håb for et træ,“ sagde han. „Hvis det fældes, kan det dog skyde igen, og dets kviste vil ikke forsvinde.“ (Job 14:7) Hvilket håb havde Job? Nogle få vers længere fremme siger han: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15) Ja, Job så hinsides øjeblikkets smerte. Han vidste at hans prøvelser ikke ville vare evigt. I værste fald skulle han holde ud indtil døden. Han nærede håb om at Jehova, der kærligt ønsker at oprejse de døde, ville give ham livet igen. — Apostelgerninger 24:15.

16. (a) Hvad lærer vi om udholdenhed af Jobs eksempel? (b) Hvor virkeligt må håbet om Riget være for os, og hvorfor?

¹⁶ Hvad kan vi lære af Jobs udholdenhed? At vi, hvis vi skal kunne holde ud indtil enden, aldrig må miste håbet af syne. Visheden om at håbet om Riget vil blive indfriet betyder desuden at enhver af de lidelser vi udsættes for er relativt ’kortvarig’. (2 Korinther 4:16-18) Vort dyrebare håb er solidt grundfæstet på Jehovas løfte om at han på et tidspunkt i nær fremtid ’vil tørre hver tåre af vore øjne, og at døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere’. (Åbenbaringen 21:3, 4) Dette håb, som ’ikke fører til skuffelse’, må beskytte vort sind. (Romerne 5:4, 5; 1 Thessaloniker 5:8) Håbet må være virkeligt for os, så virkeligt at vi med troens øjne kan se os selv i den nye verden, hvor vi ikke længere vil være nødt til at kæmpe med sygdom og depression, men hver dag vil vågne op med et godt helbred og et lyst sind. Til den tid vil vi heller ikke længere have bekymringer over et alvorligt økonomisk pres, men leve i tryghed. Vi vil ikke længere sørge fordi vi har mistet en af vore kære, men i stedet opleve den store glæde at se dem få en opstandelse. (Hebræerne 11:1) Uden dette håb kan vi blive så overvældede af de prøvelser vi erfarer i øjeblikket at vi giver op. Håbet er en kolossal motivation til at blive ved med at kæmpe, blive ved med at holde ud lige indtil enden!

17. (a) Hvilke prøvelser udholdt Jesus? (b) Hvad kan i nogen grad vise os hvilken intens lidelse Jesus udholdt? (Se fodnoten.)

¹⁷ Bibelen tilskynder os til „ufravendt“ at se hen til Jesus og ’betragte ham nøje’. Hvilke prøvelser måtte han udholde? Nogle af dem skyldtes andres synd og ufuldkommenhed. Jesus udholdt ikke blot „modsigelse af syndere“ men også de problemer der opstod blandt hans disciple, deriblandt deres gentagne skænderier om hvem der var størst. Han blev desuden sat på en trosprøve uden lige da han „udholdt en marterpæl“. (Hebræerne 12:1-3; Lukas 9:46; 22:24) Det er vanskeligt blot at forestille sig den fysiske smerte og sjælekval der var forbundet med pælfæstelsen, og den vanære der var forbundet med at blive henrettet som en gudsbespotter.a

18. Hvilke to ting holdt ifølge Paulus Jesus oppe?

¹⁸ Hvad satte Jesus i stand til at holde ud til enden? Apostelen Paulus nævner to ting der holdt Jesus oppe, nemlig „bønner og også anmodninger“ samt „den glæde der lå foran ham“. Jesus, Guds fuldkomne søn, skammede sig ikke over at bede om hjælp. Han bad „med stærke råb og tårer“. (Hebræerne 5:7; 12:2) Især da hans største prøvelse nærmede sig fandt han det gentagne gange nødvendigt at bede inderligt om styrke til at stå den igennem. (Lukas 22:39-44) Jehova besvarede Jesu bøn, ikke ved at fjerne prøvelsen, men ved at styrke ham til at udholde den. Jesus kunne også holde ud fordi han så længere end til marterpælen. Han så frem til belønningen — den glæde der var forbundet med at bidrage til helligelsen af Jehovas navn og genløse menneskeheden fra døden. — Mattæus 6:9; 20:28.

19, 20. Hvordan hjælper Jesu eksempel os til at have et realistisk syn på hvad udholdenhed indebærer?

¹⁹ Vi lærer flere ting af Jesu eksempel som hjælper os til at have et realistisk syn på hvad udholdenhed indebærer. Det er ikke let at vise udholdenhed. Hvis vi har svært ved at udholde en bestemt prøvelse, kan det være en trøst at vide at selv Jesus oplevede det samme. For at holde ud indtil enden må vi gentagne gange bede om styrke. Når vi prøves føler vi os måske undertiden uværdige til at bede. Men Jehova opfordrer os til at udøse vort hjerte for ham, ’for han tager sig af os’. (1 Peter 5:7) På grund af det Jehova har lovet i sit ord, har han forpligtet sig til at skænke dem der påkalder ham i tro „den kraft som er ud over det normale“. — 2 Korinther 4:7-9.

²⁰ Vi må til tider holde ud under gråd. Smerten på marterpælen var ikke i sig selv en grund til glæde for Jesus. Nej, det der gav ham glæde var den belønning der lå foran ham. Det vil altså ikke være realistisk at forvente at vi altid vil føle os glade og opstemte når vi prøves. (Jævnfør Hebræerbrevet 12:11.) Ved at se frem til belønningen vil vi imidlertid kunne regne selv de mest prøvende omstændigheder for „lutter glæde“. (Jakob 1:2-4; Apostelgerninger 5:41) Det vigtigste er at vi forbliver trofaste — selv om det er under gråd. Jesus sagde ikke: ’Det er den der har grædt mindst der vil blive frelst’, men: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Mattæus 24:13.

21. (a) Hvilken egenskab opfordres vi i Andet Petersbrev 1:5, 6 til at føje til vores udholdenhed? (b) Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i næste artikel?

²¹ Det er altså nødvendigt at holde ud for at blive frelst. I Andet Petersbrev 1:5, 6 opfordres vi desuden til at føje gudhengivenhed til vor udholdenhed. Hvad er gudhengivenhed? Hvordan er gudhengivenhed forbundet med udholdenhed, og hvordan kan man opdyrke den? Disse spørgsmål vil blive behandlet i næste artikel.

[Fodnote]

Føj gudhengivenhed til jeres udholdenhed

„Til jeres tro [skal I] føje . . . udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed.“ — 2 PETER 1:5, 6.

1, 2. (a) Hvad skete der med Jehovas vidner fra og med 1930’erne i de lande der var under nazistisk herredømme, og hvorfor? (b) Hvordan klarede Jehovas folk denne barske behandling?

DET var en mørk periode i det 20. århundredes historie. I 1930’erne blev i tusindvis af Jehovas vidner arresteret og sendt i koncentrationslejre i de lande der var underlagt nazisternes herredømme. Det skyldtes at de vovede at forblive neutrale og nægtede at sige „Heil Hitler“. Hvordan blev de behandlet? „Ingen anden gruppe af fanger . . . var i samme grad som bibelstudenterne udsat for SS-soldaternes sadisme. Det var en sadisme der kendetegnedes ved en uophørlig kæde af fysiske og åndelige pinsler, som ikke kan beskrives på noget sprog i verden.“ — Karl Wittig, forhenværende tysk embedsmand.

² Hvordan klarede Jehovas vidner sig? I sin bog The Nazi State and the New Religions: Five Case Studies in Non-Conformity har dr. Christine E. King skrevet: „Kun mod Vidnerne [i modsætning til andre trossamfund] havde regeringen ikke held med sig.“ Ja, som gruppe betragtet holdt Jehovas vidner stand, også selv om det for hundreder af dem betød at de måtte holde ud indtil døden.

3. Hvad har sat Jehovas vidner i stand til at udholde alvorlige prøvelser?

³ Hvad har sat Jehovas vidner i stand til at udholde sådanne prøvelser, ikke blot i Nazityskland men i hele verden? Deres himmelske Fader har på grund af deres gudhengivenhed hjulpet dem til at holde ud. „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse,“ forklarer apostelen Peter. (2 Peter 2:9) Tidligere i det samme brev har Peter givet kristne dette råd: „Til jeres tro [skal I] føje . . . udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed.“ (2 Peter 1:5, 6) Udholdenhed er således nært forbundet med gudhengivenhed. For at holde ud til enden må vi faktisk ’jage efter gudhengivenhed’ og lægge den for dagen. (1 Timoteus 6:11) Men hvad er gudhengivenhed?

Hvad gudhengivenhed er

4, 5. Hvad er gudhengivenhed?

⁴ Det græske navneord for „gudhengivenhed“ (euseʹbeia) kan ordret oversættes med „det at ære vel“.a (2 Peter 1:6, Kingdom Interlinear) Det betegner at man nærer varme og inderlige følelser for Gud. Ifølge W. E. Vine betegner tillægsordet eusebēsʹ („from“, „gudhengiven“) „den virkelyst som, ledet af hellig ærefrygt for Gud, kommer til udtryk i hengiven tjeneste“. — 2 Peter 2:9, Kingdom Interlinear.

⁵ Ordet „gudhengivenhed“ sigter derfor til den ærefrygt eller hengivenhed for Jehova som bevæger os til at gøre det der behager ham. Selv om vi udsættes for svære prøver, gør vi dette fordi vi af hjertet elsker Gud. Det er en loyal, personlig hengivenhed over for Jehova der kommer til udtryk i den måde hvorpå vi lever vort liv. Sande kristne opfordres til at bede om at de må kunne føre „et roligt og stille liv med al gudhengivenhed“. (1 Timoteus 2:1, 2) Ifølge oversætterne J. P. Louw og E. A. Nida, „kan [euseʹbeia] i 1Ti 2:2 på flere sprog passende oversættes med ’at leve som Gud ønsker at vi skal leve’ eller ’at leve som Gud har befalet os at leve’“.

6. Hvilken forbindelse er der mellem udholdenhed og gudhengivenhed?

⁶ Dette hjælper os til bedre at forstå forbindelsen mellem udholdenhed og gudhengivenhed. Når vi lever som Gud ønsker at vi skal leve — med gudhengivenhed — pådrager vi os verdens had, hvilket uvilkårligt vil medføre trosprøver. (2 Timoteus 3:12) Men vi vil ikke kunne udholde sådanne prøver hvis ikke vi har kærlighed til vor himmelske Fader. Desuden vil Jehova gengælde en sådan dybtfølt hengivenhed. Forestil dig engang hans følelser når han fra himmelen betragter dem der, på grund af deres hengivenhed for ham, bestræber sig for at behage ham trods enhver modstand. Intet under at han er indstillet på at „udfri gudhengivne mennesker af prøvelse“!

7. Hvorfor er gudhengivenhed en egenskab der må opdyrkes?

⁷ Vi er imidlertid ikke født som gudhengivne mennesker, og vi arver heller ikke automatisk denne egenskab fra vore gudhengivne forældre. (1 Mosebog 8:21) Nej, det er en egenskab der må opdyrkes. (1 Timoteus 4:7, 10) Vi må arbejde på at føje gudhengivenhed til vor udholdenhed og til vor tro. Peter siger at dette må gøres med „iver og alvor“. (2 Peter 1:5) Men hvordan kan vi opdyrke gudhengivenhed?

Hvordan opdyrker vi gudhengivenhed?

8. Hvad skal der ifølge apostelen Peter til for at opdyrke gudhengivenhed?

⁸ Apostelen Peter giver os svaret med ordene: „Måtte ufortjent godhed og fred blive jer stadig rigeligere til del ved nøjagtig kundskab om Gud og om Jesus, vor Herre, eftersom hans guddommelige magt frit har givet os alt det der vedrører liv og gudhengivenhed, gennem den nøjagtige kundskab om ham som kaldte os ved herlighed og dyd.“ (2 Peter 1:2, 3) For at kunne føje gudhengivenhed til vor tro og udholdenhed, må vi altså vokse i nøjagtig eller fuldstændig kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus.

9. Hvilket eksempel illustrerer at det at have nøjagtig kundskab om Gud og Kristus omfatter mere end blot at vide hvem de er?

⁹ Hvad vil det sige at have nøjagtig kundskab om Gud og Kristus? Det indebærer tydeligvis mere end blot at vide hvem de er. Det kan illustreres på følgende måde: Du ved hvem din nabo er og hilser måske på ham ved at bruge hans navn. Men ville du låne ham en stor sum penge? Ikke medmindre du ved hvordan han egentlig er som person. (Jævnfør Ordsprogene 11:15.) Det at have nøjagtig kundskab om Jehova og Jesus indebærer mere end blot at tro på at de er til og at kende deres navn. For at være villig til at udholde prøvelser, ja, endog gå i døden for deres skyld, må vi have et virkelig nært forhold til dem. (Johannes 17:3) Hvad indebærer dette?

10. Hvilke to ting indebærer det at have nøjagtig kundskab om Jehova og Jesus, og hvorfor?

¹⁰ Det at eje nøjagtig eller dybtgående kundskab om Jehova og Jesus indebærer to ting: (1) at man lærer dem at kende som personer — deres egenskaber, følelser og handlemåde — og (2) at man efterligner deres eksempel. Gudhengivenhed indebærer at man af hjertet nærer inderlig hengivenhed for Jehova, og lader den komme til udtryk i den måde man lever sit liv på. For at tilegne sig denne egenskab må man derfor kende Jehova personligt og i så vid udstrækning som det er menneskeligt muligt, gøre sig grundigt bekendt med hans vilje og hans veje. For virkelig at kende Jehova, i hvis billede vi er skabt, må vi anvende denne kundskab og bestræbe os på at efterligne ham. (1 Mosebog 1:26-28; Kolossenserne 3:10) Og da Jesus efterlignede Jehova til fuldkommenhed i ord og handling, vil dét at tilegne sig nøjagtig kundskab om Jesus være en stor hjælp for os når vi skal opdyrke gudhengivenhed. — Hebræerne 1:3.

11. (a) Hvordan kan vi opnå nøjagtig kundskab om Gud og Kristus? (b) Hvorfor er det vigtigt at meditere over det vi læser?

¹¹ Men hvordan kan vi opnå denne nøjagtige kundskab om Gud og Kristus? Ved flittigt at studere Bibelen og bibelske publikationer.b Hvis vort personlige bibelstudium skal hjælpe os til at opdyrke gudhengivenhed, er det imidlertid vigtigt at vi tager os tid til at meditere, altså tænke og fundere over det vi læser. (Jævnfør Josua 1:8.) Hvorfor er det så vigtigt? Jo, gudhengivenhed vil som sagt sige at man af hjertet nærer inderlig hengivenhed for Gud. I Bibelen forbindes meditation gentagne gange med det symbolske hjerte — det indre menneske. (Salme 19:14; 49:3; Ordsprogene 15:28) Når vi mediterer, det vil sige med værdsættelse tænker over det vi læser, trænger det ned i vort indre menneske, berører vore følelser og påvirker vor tankegang. Først da kan studiet styrke vor kærlighed til Jehova og bevæge os til at leve på en måde der har Guds behag, selv når vi under prøvende omstændigheder udsættes for vanskelige prøvelser.

Gudhengivenhed i familien

12. (a) Hvordan kan en kristen ifølge Paulus vise gudhengivenhed i familien? (b) Hvorfor tager sande kristne sig af deres aldrende forældre?

¹² Gudhengivenhed bør først og fremmest praktiseres i familien. Apostelen Paulus skrev: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres egen husstand og fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne.“ (1 Timoteus 5:4) Som Paulus her gør opmærksom på, er det at tage sig af aldrende forældre et udtryk for gudhengivenhed. Sande kristne gør ikke dette af ren og skær pligt, men fordi de elsker deres forældre. Desuden er de klar over at Jehova lægger stor vægt på at man tager sig af sin familie. De er udmærket klar over at hvis man nægter at hjælpe sine forældre når de har brug for det, vil det være det samme som at ’fornægte den kristne tro’. — 1 Timoteus 5:8.

13. Hvorfor kan det være en udfordring at vise gudhengivenhed i familien, men hvilken tilfredsstillelse opnår man ved at tage sig af sine forældre?

¹³ Det skal indrømmes at det ikke altid er let at vise gudhengivenhed i familien. Store afstande skiller måske familiens medlemmer. Voksne børn har måske selv børn at opdrage og kan have økonomiske vanskeligheder. Omfanget eller arten af pleje kan stille store krav til dem der viser denne omsorg, både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Der er ikke desto mindre stor tilfredshed forbundet med at vide at det at tage sig af sine forældre ikke blot er „et passende vederlag“, men også behager ham som „enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. — Efeserne 3:14, 15.

14, 15. Hvordan har nogle børn taget sig af deres fader?

¹⁴ Tænk engang over følgende gribende eksempel. Ellis og fem af hans brødre og søstre har påtaget sig den vanskelige opgave at pleje deres fader derhjemme. „I 1986 fik min fader et slagtilfælde der gjorde ham totalt lam,“ fortæller Ellis. De seks børn skiftes til at tage sig af deres faders behov, lige fra at bade ham, til regelmæssigt at vende ham så han ikke får liggesår. „Vi læser for ham, taler med ham og spiller musik for ham. Vi er ikke sikre på at han ved hvad der foregår omkring ham, men vi behandler ham som om han kan følge med i alt.“

¹⁵ Hvorfor tager disse børn sig af deres fader på denne måde? Ellis fortsætter: „Efter at mor døde i 1964, var far alene om at opdrage os. Vi var i alderen fra 5 til 14 år. Dengang gjorde han noget for os; nu gør vi noget for ham.“ Det er selvfølgelig ikke let at sørge for en sådan pleje, og det tager også nogle gange hårdt på dem. „Men vi tænker på at fars tilstand er et midlertidigt problem,“ siger Ellis. „Vi ser frem til den tid hvor far vil få sit gode helbred igen og vi igen kan blive forenet med mor.“ (Esajas 33:24; Johannes 5:28, 29) En sådan kærlig omsorg må afgjort virke hjertevarmende på Ham der har givet børn påbud om at ære deres forældre!c — Efeserne 6:1, 2.

Gudhengivenhed og forkyndelsen

16. Hvad bør være hovedmotivet til det vi udretter i forkyndelsen?

¹⁶ Når vi tager imod Jesu indbydelse til at ’følge ham til stadighed’, bliver vi samtidig bemyndiget af Gud til at forkynde den gode nyhed om Riget og gøre disciple. (Mattæus 16:24; 24:14; 28:19, 20) Kristne er tydeligvis forpligtede til at tage del i forkyndelsen her i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) Vi bør imidlertid ikke blot forkynde fordi vi føler os forpligtede til det. Det bør hovedsagelig være vor dybe kærlighed til Jehova der er afgørende for hvad og hvor meget vi yder i forkyndelsen. „Af hjertets overflod taler munden,“ sagde Jesus. (Mattæus 12:34) Ja, når vort hjerte er fyldt med kærlighed til Jehova, vil det tilskynde os til at fortælle andre om ham. Vor tjeneste vil være et udtryk for gudhengivenhed når den er motiveret af kærlighed til Gud.

17. Hvordan kan vi opdyrke den rette motivation til forkyndelsen?

¹⁷ Hvordan kan vi opdyrke den rette motivation til forkyndelsen? Tænk med værdsættelse over følgende tre grunde Jehova har givet os til at vise ham kærlighed. (1) Vi elsker Jehova på grund af alt det han allerede har gjort for os. Han kunne ikke have vist os større kærlighed end ved at tilvejebringe genløsningen. (Mattæus 20:28; Johannes 15:13) (2) Vi elsker Jehova på grund af det han gør for os nu. Vi har frimodighed i tale over for Jehova, der besvarer vore bønner. (Salme 65:2; Hebræerne 4:14-16) Når vi lader Rigets interesser komme i første række, får vi livets fornødenheder. (Mattæus 6:25-33) Vi modtager en stadig strøm af åndelig føde der hjælper os til at klare de problemer vi kommer ud for. (Mattæus 24:45) Vi har desuden den forret at være en del af et verdensomspændende kristent brodersamfund der tydeligt adskiller os fra resten af verden. (1 Peter 2:17) (3) Vi elsker også Jehova på grund af det han vil gøre for os i fremtiden. På grund af hans kærlighed har vi „et fast greb om det virkelige liv“ — evigt liv i fremtiden. (1 Timoteus 6:12, 19) Når vi tænker på den kærlighed Jehova har vist os, vil vore hjerter afgjort bevæge os til at være ivrigt optaget af at fortælle andre om ham og hans storslåede hensigter! Andre vil ikke behøve at fortælle os hvad eller hvor meget vi skal gøre i forkyndelsen. Vort hjerte vil bevæge os til at gøre hvad vi kan.

18, 19. Hvilken hindring overvandt en søster for at kunne deltage i forkyndelsen?

¹⁸ Selv når vi kommer ud for prøvende omstændigheder vil et hjerte der er fyldt med gudhengivenhed tilskynde os til at forkynde. (Jævnfør Jeremias 20:9.) Det er Stella, en yderst genert kristen kvinde, et bevis på. Da hun begyndte at studere Bibelen tænkte hun: ’Jeg vil aldrig kunne gå fra hus til hus!’ Hun fortæller: „Jeg har altid været meget stille. Jeg har aldrig kunnet henvende mig til nogen og indlede en samtale.“ Hendes kærlighed til Jehova voksede imidlertid efterhånden som studiet skred frem, og hun opdyrkede et brændende ønske om at fortælle andre om ham. „Jeg kan huske at jeg sagde til den der studerede Bibelen med mig: ’Jeg vil så gerne forkynde, men jeg kan ikke, og det bekymrer mig meget.’ Jeg glemmer aldrig det hun sagde: ’Stella, glæd dig over at du har ønsket om at forkynde.’“

¹⁹ Inden længe begyndte Stella at forkynde for naboen. Derefter tog hun hvad der for hende var et kolossalt skridt — hun deltog for første gang i forkyndelsen fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20, 21) Hun mindes: „Jeg havde skrevet det jeg skulle sige ned. Men jeg var så bange at selv om jeg stod med sedlen i hånden var jeg alt for nervøs til at kigge ned i mine notater!“ Nu, mere end 35 år senere, er Stella stadig en meget genert natur. Men hun er glad for forkyndelsen og har stadig en meningsfyldt andel i den.

20. Hvilket eksempel viser at end ikke forfølgelse og fængsling kan lukke munden på nidkære vidner for Jehova?

²⁰ Selv ikke forfølgelse eller fængsling kan lukke munden på nidkære vidner for Jehova. Det er Ernst og Hildegard Seliger fra Tyskland et vidnesbyrd om. Tilsammen tilbragte de over 40 år i nazisternes koncentrationslejre og kommunisternes fængsler. Selv i fængselet fortsatte de med at forkynde for de andre indsatte. Hildegard har fortalt: „Fængselsledelsen betragtede mig som særlig farlig fordi jeg, som en kvindelig vagt sagde, ’talte om Bibelen hele dagen’. Jeg blev derfor anbragt i en kældercelle.“ Da broder og søster Seliger til sidst blev sat fri, brugte de begge al deres tid i den kristne forkyndelse. Begge tjente trofast til deres død. Broder Seliger døde i 1985 og hans hustru i 1992.

21. Hvad må vi gøre for at føje gudhengivenhed til vor udholdenhed?

²¹ Ved at studere Guds ord flittigt og tage os tid til med værdsættelse at meditere over det vi lærer, vil vi vokse i nøjagtig kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus. Dette vil resultere i at vi i stadig højere grad opdyrker den dyrebare egenskab gudhengivenhed. Hvis ikke vi ejer gudhengivenhed, vil vi ikke kunne udholde de forskellige prøvelser vi udsættes for som kristne. Lad os derfor følge apostelen Peters råd om at blive ved med at ’føje gudhengivenhed til vor tro og udholdenhed’. — 2 Peter 1:5, 6.