Lev fortsat som Guds børn
„Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke.“ — 1 Johannes 3:10.
1, 2. Hvilken vejledning fra apostelen vil vi se på når vi nu fortsætter vor gennemgang af Første Johannesbrev?
JEHOVA har en universel familie, som nogle mennesker nu udgør en del af. De kaldes Guds børn. I visse henseender adskiller de sig fra andre mennesker. Hvordan?
2 I sit første guddommeligt inspirerede brev viser apostelen Johannes hvem disse højt begunstigede mennesker er. Han giver dem også en vejledning der kan hjælpe dem til at blive ved med at leve som Guds børn. Og denne vejledning kan også være til gavn for alle andre indviede vidner for Jehova.
Guds store kærlighed
3. Hvordan er nogle blevet „Guds børn“, og hvordan ser verden på dem?
3 Johannes nævner hvilket håb de salvede kristne har. (Læs Første Johannesbrev 3:1-3.) Jehova har vist stor kærlighed ved at antage dem som sine åndelige sønner, så de blev „Guds børn“. (Romerne 5:8-10) „Verden“ — det uretfærdige menneskesamfund — har ikke samme gudfrygtige indstilling eller samme mål og håb som de. Verden hader Kristus og hans disciple, og hader derfor også Faderen. (Johannes 15:17-25) Eftersom verden ’ikke har lært [Jehova] at kende’, kender den ikke de salvede som Guds børn, skønt den måske kender dem som mennesker. — 1 Korinther 2:14.
4. Hvad bør alle der har håb om himmelsk liv gøre?
4 De salvede er nu Guds børn. „Men,“ siger Johannes, „det er endnu ikke blevet gjort kendt hvad vi skal blive“ efter at vi har lidt døden i trofasthed og er blevet oprejst til himmelsk liv i åndelegemer. (Filipperne 3:20, 21) Men når Gud „gøres kendt“ vil de blive „som han“ og vil „se ham som han er“, som „Jehova, Ånden“. (2 Korinther 3:17, 18) Enhver der har „dette håb“ om liv i himmelen bør føle sig tilskyndet til at rense sig, „ligesom Han [Jehova] er ren“. Skønt de salvede endnu er ufuldkomne, bør de leve i renhed, i harmoni med deres håb om at være sammen med den rene, hellige Gud i himmelen. — Salme 99:5, 9; 2 Korinther 7:1.
Vi må øve retfærdighed
5, 6. (a) Hvad gør de der øver synd, set med Guds øjne? (b) Hvordan forholder det sig med dem der forbliver „i samhørighed“ med Jesus Kristus?
5 At leve som Guds børn vil også indebære at gøre det der er retfærdigt. (Læs Første Johannesbrev 3:4, 5.) „Enhver som øver synd øver også lovløshed“, set med Jehovas øjne, idet de overtræder hans love. (Esajas 33:22; Jakob 4:12) Al synd er lovløshed, en overtrædelse af Guds love. Det strider mod den kristne ånd at øve synd, og vi er taknemmelige for at Jesus Kristus „blev gjort kendt“ som menneske „for at tage vore synder bort“. Eftersom ’der ikke er synd i ham’ kunne han skænke Gud det eneste offer som til fuldkommenhed kunne sone synder. — Esajas 53:11, 12; Hebræerne 7:26-28; 1 Peter 2:22-25.
6 „Enhver som forbliver i samhørighed med ham [Sønnen] øver ikke synd.“ (Læs Første Johannesbrev 3:6.) Da vi er ufuldkomne vil vi måske nu og da begå en synd, men synden vil ikke blive en vane for dem der forbliver i samhørighed med Sønnen og som derfor også er i samhørighed med Faderen. De der øver synd har ikke „set“ Jesus med troens øjne; vanemæssige syndere som de frafaldne har heller ikke „lært ham at kende“, og de anerkender ikke at han er „Guds lam“ der soner menneskenes synder. — Johannes 1:36.
7, 8. Fra hvem hidrører den der med vilje øver synd, som det fremgår af Første Johannesbrev 3:7, 8, men i hvilken hensigt blev Guds søn „gjort kendt“?
7 Johannes advarer sine læsere mod at blive vildledt. (Læs Første Johannesbrev 3:7, 8.) „Lad ingen vildlede jer,“ siger apostelen, og tilføjer: „Den der øver retfærdighed [ved at overholde Guds lov] er retfærdig, ligesom Han [Jesus Kristus] er retfærdig.“ På grund af vor ufuldkommenhed kan vi ikke være retfærdige i samme grad som vort store forbillede. Men ved Jehovas ufortjente godhed kan Jesu salvede disciple nu leve som Guds børn.
8 Den der med vilje øver synd „er af Djævelen“, som har syndet „fra begyndelsen“, nemlig lige siden han begyndte at gøre oprør mod Jehova. Men Guds søn blev „gjort kendt“ for at „nedbryde Djævelens gerninger“, der går ud på at fremme synd og ondskab. Dette indbefatter at den adamitiske døds virkninger vil blive ophævet ved at vore synder sones gennem Kristus, ved at de der befinder sig i Sheol (Hades) oprejses, og ved at Satans hoved knuses. (1 Mosebog 3:15; 1 Korinther 15:26) Indtil dette sker gør vi, den salvede rest og ’den store skare’, klogt i at vogte os for at øve synd og uretfærdighed.
Vi må holde Guds love
9. I hvilken forstand kan en åndsavlet kristen „ikke øve synd“, og hvad skyldes dette?
9 Johannes skelner dernæst mellem Guds børn og Djævelens børn. (Læs Første Johannesbrev 3:9-12.) „Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd,“ gør det ikke til en vane at synde. Jehovas „sæd“ eller hellige ånd der giver de salvede „en ny fødsel“ til et himmelsk håb, forbliver i den enkelte medmindre han modstår den og derved ’bedrøver’ ånden, så Gud tager den bort fra ham. (1 Peter 1:3, 4, 18, 19, 23; Efeserne 4:30) Hvis en åndsavlet kristen ønsker at forblive et af Guds børn, kan han „ikke øve synd“. Som „en ny skabning“ med „den nye personlighed“ modarbejder han synden. Han er „undsluppet det fordærv der er i verden som følge af begær“, og nærer ikke noget ønske i hjertet om at øve synd. — 2 Korinther 5:16, 17; Kolossenserne 3:5-11; 2 Peter 1:4.
10. Nævn et kendetegn der adskiller Guds børn fra Djævelens børn.
10 Noget der adskiller Guds børn fra Djævelens børn er dette: „Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud.“ Uretfærdighed er så karakteristisk for Djævelens børn at de „ikke [kan] sove hvis de ikke har handlet ondt, og deres søvn er røvet hvis de ikke får nogen til at snuble“ — netop hvad de frafaldne prøver at få de loyale kristne til. — Ordsprogene 4:14-16.
11. (a) På hvilken anden måde kan man kende dem der ikke er Guds børn? (b) Hvad bør tanken om Kains adfærd få os til?
11 „Den som ikke elsker sin broder [er] heller ikke [af Gud].“ „Det budskab“ som vi har hørt „fra begyndelsen“ af vort liv som Jehovas vidner er jo at „vi skal elske hinanden“. (Johannes 13:34) Vi er derfor ikke „som Kain“, der viste at han „var af den onde“ ved at slå sin broder ihjel, en voldshandling der er karakteristisk for manddraberen Satan. (1 Mosebog 4:2-10; Johannes 8:44) Kain slog Abel ihjel „fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige“. Tanken om Kains adfærd bør få os til at vogte os for at nære et lignende had til vore åndelige brødre.
Vi må elske „i gerning og sandhed“
12. Hvordan ved vi „at vi er gået over fra døden til livet“, og hvad vil dette sige?
12 Hvis vi efterlignede Kain, ville vi være åndeligt døde. (Læs Første Johannesbrev 3:13-15.) Han hadede sin broder så meget at han slog ham ihjel, og det overrasker os ikke at verden nærer et lignende had til os, for Jesus forudsagde at det ville være sådan. (Markus 13:13) Men „vi ved [eller har tillid til] at vi er gået over fra døden [den åndelige død] til livet [det evige liv], for vi elsker brødrene,“ vore medtjenere for Jehova. På grund af denne broderkærlighed og vor tro på Kristus er vi ikke længere ’døde’ i vore overtrædelser og synder. Gud har fjernet sin fordømmelse fra os, og vi er blevet oprejst fra den åndelige død og har fået håb om evigt liv. (Johannes 5:24; Efeserne 2:1-7) De kærlighedskolde frafaldne ejer ikke et sådant håb, for „den der ikke elsker, forbliver i døden“, den åndelige død.
13. Hvorfor bør vi bede Gud om hjælp hvis vi hader en broder?
13 I virkeligheden er „enhver der hader sin broder . . . en manddraber“. Der begås sikkert ikke noget bogstaveligt mord (som da Kain dræbte Abel af misundelse og had), men den hadefulde så måske helst at hans åndelige broder ikke var til. Eftersom Jehova læser hjerter, vil han dømme dem der nærer et sådant had. (Ordsprogene 21:2; jævnfør Mattæus 5:21, 22.) Ingen „manddraber“, ingen der bliver ved med at hade en trosfælle, „har evigt liv blivende i sig“. Hvis vi i al hemmelighed hader en broder eller en søster, bør vi da ikke bede Jehova om hjælp til at ændre indstilling og begynde at nære broderkærlighed?
14. I hvilket omfang bør vi vise broderkærlighed?
14 Hvis vi fortsat skal leve som Guds børn, må vi vise broderkærlighed i ord og gerning. (Læs Første Johannesbrev 3:16-18.) Dette bør være muligt for os, for „ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han [Jesus Kristus] satte sin sjæl [eller „sit liv“] til for os“. At Jesus udviste kærlighed i et sådant omfang bør få os til at nære en lignende principbetonet kærlighed (græsk: agaʹpe) til vore trosfæller. Ligesom Priska og Akvila ’satte deres egen hals på spil for apostelen Paulus’ sjæl’ er vi „skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene“, for eksempel i perioder med forfølgelse. — Romerne 16:3, 4; Johannes 15:12, 13.
15. Hvad bør vor broderkærlighed tilskynde os til at gøre hvis en broder er i nød og vi har „denne verdens midler at leve af“?
15 Hvis vi ville sætte livet til for vore brødre, bør vi også være villige til at hjælpe dem på måder der ikke kræver så meget af os. Lad os sige at vi har „denne verdens midler at leve af“ — penge, mad, tøj og lignende, ting som verden har givet os mulighed for at få. Vi „ser“ måske en broder der er i nød, idet vi ikke blot flygtigt lader blikket strejfe ham, men bevidst iagttager hans situation. Hans forfatning vil måske få ’døren’ til vor ’inderlige medfølelse’ eller vore dybeste følelser til at åbne sig. Hvis vi på den anden side lukker og låser denne „dør“ ved at lade selviskhed hindre os i at hjælpe broderen, ’hvorledes kan Guds kærlighed da forblive i os’? Det er ikke nok at tale om broderkærlighed. Som Guds børn bør vi elske „i gerning og sandhed“. Hvis en broder for eksempel er sulten, har han brug for mad, ikke blot ord. — Jakob 2:14-17.
Et hjerte der ikke fordømmer os
16. (a) I hvilken forstand er Gud „større end vort hjerte“? (b) Hvilken grund nævner Johannes til at Jehova besvarer vore bønner?
16 Johannes omtaler dernæst noget der kan forvisse os om at vi er Jehovas børn. (Læs Første Johannesbrev 3:19-24.) „På dette“ — det at vi viser broderkærlighed — „skal vi kende at vi er af sandheden“ og ikke er blevet ofre for de frafaldnes bedrag. Dette vil „berolige vort hjerte“ over for Gud. (Salme 119:11) Hvis vort hjerte fordømmer os, måske fordi vi ikke synes at vi har vist vore brødre og søstre tilstrækkelig kærlighed, bør vi huske at „Gud er større end vort hjerte og kender alle ting“. Han er barmhjertig fordi han kan se at vi viser „broderlig hengivenhed . . . uden hykleri“, kæmper mod synden og bestræber os for at leve på en måde han synes om. (1 Peter 1:22; Salme 103:10-14) „Hvis vort hjerte ikke fordømmer os“ fordi vi i gerning beviser at vi nærer broderkærlighed, og ikke gør os skyldige i skjulte synder, „har vi frimodighed i tale over for Gud“ i bøn. (Salme 19:12) Og han vil besvare vore bønner „fordi vi holder hans bud og gør det der er tiltalende i hans øjne“.
17. Hvilke to krav omfatter Guds bud?
17 Hvis vi ønsker at Gud skal besvare vore bønner, må vi holde hans bud, der omfatter disse to krav: (1) Vi må tro på Jesu „navn“, tage imod hans genløsningsoffer og anerkende hans gudgivne myndighed. (Filipperne 2:9-11) (2) Vi må desuden „elske hinanden“ som Jesus befalede. (Johannes 15:12, 17) Det er indlysende at de der tror på Kristi navn, bør elske enhver der er af samme tro.
18. Hvordan kan vi vide at Jehova „forbliver i samhørighed med os“?
18 Hvis vi holder Guds bud vil vi forblive „i samhørighed med ham“. (Jævnfør Johannes 17:20, 21.) Men hvordan „erkender vi at han forbliver i samhørighed med os“? Det gør vi „som følge af den [hellige] ånd han gav os“. At vi har Guds hellige ånd og formår at vise dens frugt, deriblandt broderkærlighed, viser at vi er i samhørighed med Jehova. — Galaterne 5:22, 23.
Vi må være på vagt!
19, 20. Hvorfor er det nødvendigt at ’prøve de inspirerede udtalelser’, og hvilken hjælp giver Johannes os i denne henseende?
19 Johannes påpeger nu at vi må være på vagt. (Læs Første Johannesbrev 4:1.) Vi skal ikke tro enhver ånd eller „inspireret udtalelse“, men bør ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud’. Hvorfor? Fordi „mange falske profeter er draget ud i verden“. Da Johannes skrev sit brev rejste nogle bedrageriske lærere rundt blandt menighederne og søgte at „trække disciplene bort efter sig“. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Johannes 7) Det var derfor nødvendigt at de trofaste var på vagt.
20 Nogle af det første århundredes kristne var i stand til at bedømme „inspirerede udtalelser“, en af Guds aktive krafts mirakuløse gaver der øjensynlig gjorde det muligt for dem at afgøre om en inspireret udtalelse var fra Jehova. (1 Korinther 12:4, 10) Men Johannes’ advarsel synes at gælde kristne i almindelighed, og er en hjælp når frafaldne i dag prøver at undergrave Jehovas vidners tro. Den åndens gave at kunne „bedømme inspirerede udtalelser“ er nu forsvundet, men Johannes’ ord hjælper os til at afgøre om en lærer har Guds ånd eller er påvirket af dæmoner.
21. Nævn en måde hvorpå man kan bedømme om en „inspireret udtalelse“ er af Gud.
21 Læg mærke til en af de måder hvorpå man kan kende en inspireret udtalelse fra Gud. (Læs Første Johannesbrev 4:2, 3.) „Enhver inspireret udtalelse der bekender Jesus Kristus som kommet i kødet, er af Gud.“ Vi erkender at Jesus engang har levet som et menneske og at han er Guds søn, og vor tro får os til at fortælle andre om dette. (Mattæus 3:16, 17; 17:5; 20:28; 28:19, 20) „Men enhver inspireret udtalelse som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud.“ Den er tværtimod „antikrists inspirerede udtalelse“ imod Kristus og imod Bibelens lære om ham. Johannes og de andre apostle havde øjensynlig advaret om at sådanne falske inspirerede udtalelser ville blive fremført. (2 Korinther 11:3, 4; 2 Peter 2:1) Da falske lærere på det tidspunkt udgjorde en fare for de sande kristne, kunne Johannes skrive: „Allerede nu er [antikrists inspirerede udtalelse] i verden.“
22. På hvilken anden måde kan man ’prøve inspirerede udtalelser’?
22 En anden måde hvorpå man kan prøve „inspirerede udtalelser“ er ved at lægge mærke til hvem der lytter til dem. (Læs Første Johannesbrev 4:4-6.) Som Jehovas tjenere har vi „sejret over“ eller overvundet de falske lærere, idet vi ikke er bukket under for deres forsøg på at lede os bort fra sandheden om Gud. Det har været muligt for os at vinde denne åndelige sejr fordi Gud, der er „i samhørighed med“ de loyale kristne, „er større end han [Djævelen] som er i samhørighed med verden“, det uretfærdige menneskesamfund. (2 Korinther 4:4) Eftersom de frafaldne „er af verden“ og har dens ugudelige ånd, „taler de om det der er af verden, og verden hører på dem“. Da vi har Jehovas ånd kan vi mærke at deres „inspirerede udtalelser“ intet har med hans ånd at gøre, og derfor forkaster vi dem.
23. Hvem lytter til os og forstår at vi ledes af Guds ånd?
23 Men vi ved at „vi er af Gud“, for „den der kender Gud, hører på os“. De symbolske får indser at det vi forkynder er sandheden fra Guds ord. (Jævnfør Johannes 10:4, 5, 16, 26, 27.) „Den der ikke er af Gud“ hører naturligvis ikke på os. De falske profeter eller lærere lyttede ikke til Johannes eller til andre der ’var af Gud’ og fremholdt en åndeligt velfunderet lære. „På dette kender vi sandhedens inspirerede udtalelse og vildfarelsens inspirerede udtalelse.“ Vi der udgør en familie bestående af Jehovas tjenere, taler det sprog vi har lært gennem Guds organisation, Bibelens sandheds ’rene sprog’. (Zefanias 3:9) Og vore ord viser de symbolske får at vi ledes af Guds hellige ånd.
24. Hvad vil Johannes herefter forklare?
24 Johannes har nu nævnt nogle grundlæggende krav som vi må opfylde hvis vi fortsat ønsker at leve som Guds børn. Herefter vil han forklare hvorfor vi altid må vise kærlighed og tro.
Hvad vil du svare?
■ Hvordan er nogle blevet „Guds børn“?
■ Hvordan kan vi kende Guds børn fra Djævelens børn?
■ Hvad bør tanken om Kains adfærd få os til at gøre?
■ I hvilket omfang bør vi vise broderkærlighed?
■ Hvordan kan man prøve „inspirerede udtalelser“?
[Illustration på side 18]
Tanken om Kains adfærd bør få os til at vogte os for at nære had til nogen af vore brødre
[Illustration på side 20]
Jehovas tjenere taler et sprog de har lært gennem Guds organisation, Bibelens sandheds ’rene sprog’