Jehova er kærlighedens Gud
“Gud er kærlighed.” – 1 JOH. 4:8, 16.
SANGE: 18, 91
1. Hvad er Guds hovedegenskab, og hvilke følelser vækker det i dig at vide det?
BIBELEN, Jehovas inspirerede ord, siger at “Gud er kærlighed”. (1 Joh. 4:8) Kærlighed er ikke blot en af de mange smukke egenskaber Gud har, det er hans vigtigste og mest dominerende egenskab. Han er den personificerede kærlighed, ja, “Gud er kærlighed”. Hvor er det skønt at vide at den der har skabt hele universet og alt levende, er en kærlig Gud! Alt hvad han gør, er styret af denne egenskab.
2. Hvad kan vi have tillid til på grund af Guds kærlighed? (Se indledningsbilledet).
2 Jehova nærer meget varme og kærlige følelser for alle sine skabninger. Derfor kan vi have tillid til at hans hensigt med menneskeheden vil blive gennemført på den bedst tænkelige måde, og at resultatet vil blive til stor glæde for alle der adlyder ham. For eksempel har Jehova på grund af sin kærlighed “fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt”, Jesus Kristus. (Apg. 17:31) Vi kan være helt sikre på at denne indgriben vil finde sted. Alle retsindige mennesker der adlyder Jehova, vil få en gunstig dom og en evig fremtid fyldt med velsignelser.
HVAD HISTORIEN HAR VIST
3. Hvordan tror du livet ville blive hvis Gud ikke elskede menneskeheden?
3 Forestil dig hvordan vores fremtid ville se ud hvis Gud ikke elskede menneskeheden. Vi kan blot tænke over hvilke frygtelige ting der er sket i al den tid hvor mennesker har styret verden under indflydelse af den ukærlige og hadefulde gud, Satan Djævelen. (2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19; læs Åbenbaringen 12:9, 12). Fortæller det os ikke hvor forfærdelig vores fremtid ville blive hvis Gud undlod at vise mennesker kærlighed?
4. Hvorfor tillod Jehova at der blev gjort oprør mod hans retfærdige herredømme?
4 Da Djævelen gjorde oprør mod Jehovas herredømme, påvirkede han de første to mennesker til at gøre det samme. Han satte spørgsmålstegn ved Jehovas ret til at være universets suveræne hersker. I virkeligheden påstod Satan at hans styre ville være bedre end Skaberens. (1 Mos. 3:1-5) Jehova gav Satan tilladelse til at bevise sin påstand, men tilladelsen var kun midlertidig. I sin store visdom har Jehova ladet der gå tilstrækkeligt med tid til at det er blevet helt klart hvor mangelfuldt ethvert andet styre end hans eget er. Menneskehedens historie har vist at hverken mennesker eller Satan kan frembringe et godt styre.
5. Hvad har menneskehedens historie tydeligt vist?
5 I løbet af de sidste 100 år alene har mere end 100 millioner mennesker mistet livet i de krige som nationerne har udkæmpet. Og forholdene i verden bliver bare værre og værre. Det er præcis hvad Guds ord har forudsagt at der vil ske her i “de sidste dage”, hvor “onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre”. (2 Tim. 3:1, 13) Historien har med al ønskelig tydelighed bekræftet sandheden i Bibelens ord: “Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.” (Jer. 10:23) Nej, Jehova skabte ikke mennesker med evnen eller retten til at leve deres liv uafhængigt af ham.
6. Hvorfor tillader Gud ondskaben for en tid?
6 Ved at tillade ondskaben for en tid har Jehova ikke alene vist at menneskers styre er håbløst, men også at det kun er hans styre der kan fungere. Hvis nogen, efter at Jehova har fjernet al ondskab, skulle påstå at hans kærlige måde at styre på ikke er den bedste, vil der ikke være nogen grund til at Jehova skulle tage spørgsmålet op en gang til. På baggrund af alt det der er sket i menneskehedens historie, vil han kunne fjerne sådanne oprørere med det samme, uden at give dem lejlighed til at sprede ondskab igen.
HVORDAN HAR JEHOVA VIST SIN KÆRLIGHED?
7, 8. Nævn nogle af de mange måder Jehova har vist sin store kærlighed på.
7 Jehova har allerede vist sin kærlighed på mange måder. Tænk for eksempel over hvor storslået universet er. Der findes milliarder af galakser, som hver indeholder mange milliarder stjerner og planeter. I vores galakse, Mælkevejen, er en af de mange stjerner Solen, som muliggør en rig variation af liv på Jorden. Alt dette vidner om at Jehova er den store Skaber, og fortæller os om hans fantastiske egenskaber, deriblandt hans kærlighed, visdom og magt, eller kraft. Ja, Guds “usynlige egenskaber ses ... klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt”. – Rom. 1:20.
8 Jehova sørgede for at der på vores planet fandtes alt det som jordiske skabninger kunne ønske sig. Han skabte en paradisisk have til menneskene og gav dem et fuldkomment sind og legeme så de var i stand til at leve evigt. (Læs Åbenbaringen 4:11). Desuden er det ham der i sin loyale kærlighed ‘giver føde’ til alt levende. – Sl. 136:25.
9. Hvad giver Jehovas personlighed rum for at han kan føle, og hvordan ved vi det?
9 Jehova har tydeligt vist at han er kærlighedens Gud, men samtidig hader han det der er ondt. For eksempel siges der om ham i Salme 5:4-6: “Du er ikke en Gud der har behag i ugudelighed ... Du hader alle som øver ondt.” Og der tilføjes: “Jehova afskyr en blodsudgyder og en svigefuld mand.”
SNART VIL ONDSKABEN BLIVE FJERNET
10, 11. (a) Hvad vil der ske med de onde? (b) Hvordan vil Jehova belønne retsindige mennesker?
10 Eftersom Jehova er en kærlig Gud der hader det der er ondt, har han besluttet at fjerne al ondskab fra jorden – ja, fra hele universet – så snart spørgsmålet om hans ret til at herske er blevet tilstrækkeligt besvaret. I Guds ord siges der: “De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere ... Jehovas fjender bliver som græsgangenes dyrebare skatte: de svinder hen; i røg svinder de hen.” – Sl. 37:9, 10, 20.
11 Men Guds ord indeholder også dette løfte: “De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.” (Sl. 37:29) Retsindige mennesker vil kunne “glæde sig over megen fred”. (Sl. 37:11) Disse forhold vil blive til virkelighed fordi vores kærlige Gud altid gør det der er bedst for dem der tjener ham loyalt. Bibelen siger: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.” (Åb. 21:4) Hvor er det en vidunderlig fremtid der venter alle der adlyder Jehova og værdsætter hans kærlighed!
12. Hvad kendetegner “den uangribelige”?
12 I Jehovas ord siges der: “Mærk dig den uangribelige og hold øje med den retskafne, for den mand har en fremtid med fred. Men overtræderne tilintetgøres, hver og én; de ugudeliges fremtid afskæres.” (Sl. 37:37, 38) “Den uangribelige” er den der lærer Jehova og hans søn at kende og lydigt gør Guds vilje. (Læs Johannes 17:3). En sådan person tager ordene i Første Johannesbrev 2:17 meget alvorligt: “Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.” Efterhånden som denne verdens ende nærmer sig, er det bydende nødvendigt at vi ‘sætter vores håb til Jehova og holder os til hans vej’. – Sl. 37:34.
DET STØRSTE UDTRYK FOR GUDS KÆRLIGHED
13. Hvad er det største udtryk for Jehovas kærlighed?
13 Selvom vi er ufuldkomne, er det muligt for os at ‘holde os til Jehovas vej’. Men Jehova har også sørget for at vi kan få et nært personligt forhold til ham. Som historiens største kærlighedshandling tilvejebragte Jehova løsesummen ved Jesus Kristus og åbnede derved mulighed for at lydige mennesker kan blive befriet fra synd og død. (Læs Romerne 5:12; 6:23). Fordi Jesus havde været loyal mod Jehova i den lange tid de var sammen i himlen, havde Jehova fuld tillid til sin søn. Som den kærlige Far Jehova er, har det helt sikkert pint ham at se hvor uretfærdigt Jesus blev behandlet på jorden. Men Jesus stillede sig klart på Jehovas side i spørgsmålet om suverænitet og viste at et fuldkomment menneske kan forblive loyalt mod Jehova selv under de værst tænkelige forhold.
14, 15. Hvad betød Jesu død for mennesker?
14 Jesus bevarede sin integritet og støttede Jehovas suverænitet under de sværeste prøver og døde som en trofast tjener for Jehova. Fyldes vi ikke med taknemmelighed når vi tænker over at Jesus ved at ofre sit liv også betalte den pris der krævedes for at løskøbe menneskeheden og åbne vejen til evigt liv i Guds lovede nye verden? Paulus forklarede at betalingen af løsesummen var et udtryk for både Jehovas og Jesu kærlighed, da han sagde: “Mens vi endnu var svage, døde Kristus til den fastsatte tid til gavn for ugudelige. Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig; jo, for den gode vil nogen måske endog vove at dø. Men Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.” (Rom. 5:6-8) Og apostlen Johannes skrev: “Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.” – 1 Joh. 4:9, 10.
15 Hvor stor kærlighed Jehova har til menneskeheden, fremgår af Jesu ord: “Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.” (Joh. 3:16) Ja, Gud ønsker at give mennesker det bedste, uanset hvilke omkostninger det måtte have for ham selv. Hans kærlighed varer evigt, og vi vil altid kunne regne med den. “Jeg er overbevist om,” skrev Paulus, “at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.” – Rom. 8:38, 39.
GUDS RIGE HERSKER NU!
16. Hvad er det messianske rige, og hvem har Jehova udnævnt til at regere?
16 Det messianske rige er endnu et udtryk for Jehovas store kærlighed til menneskeheden. Jehova har allerede udnævnt en regent der elsker mennesker og mere end nogen anden er kvalificeret til at regere, nemlig Jesus Kristus. (Ordsp. 8:31) Og når Jesu medarvinger, de 144.000, oprejses til evigt liv i himlen, tager de erfaringerne fra deres liv som mennesker med sig. (Åb. 14:1) I den tid Jesus var på jorden, var Riget hovedtemaet i hans undervisning, og han lærte sine disciple at bede: “Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.” (Matt. 6:9, 10) Det bliver fantastisk at opleve de mange velsignelser som opfyldelsen af sådanne bønner vil betyde for lydige mennesker!
17. Hvilken kontrast er der mellem Jesu herredømme og ufuldkomne menneskers?
17 Der er en enorm kontrast mellem Jesu kærlige måde at være konge på og menneskers måde at udøve herredømme på! Menneskers styreformer har for eksempel kostet millioner af mennesker livet i krige. Jesus viser derimod sine undersåtter ægte omsorg og genspejler Jehovas smukke egenskaber, især hans kærlighed. (Åb. 7:10, 16, 17) “Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke,” sagde Jesus. “Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.” (Matt. 11:28-30) Det er vel nok en kærlig forsikring!
18. (a) Hvad har Guds rige været optaget af siden 1914? (b) Hvad vil vi få svar på i den næste artikel?
18 Profetier i Bibelen viser at Guds rige blev oprettet i himlen i 1914, hvor Kristi nærværelse begyndte. Derefter har der fundet en indsamling sted af resten af dem der skal herske sammen med Jesus i himlen, og af dem der hører til ‘den store skare’, som vil overleve ødelæggelsen af denne verdensordning og komme ind i en ny verden. (Åb. 7:9, 13, 14) Men hvor stor er ‘den store skare’ egentlig nu? Og hvad forventes der af dem der ønsker at høre til denne gruppe? Det vil vi se nærmere på i den næste artikel.