Mysteriet omkring Codex Vaticanus
DET berømte vatikanske manuskript nr. 1209, Codex Vaticanus, nævnes allerede i den første fortegnelse der blev udarbejdet over Vatikanbiblioteket i 1475. Men ingen kan forklare hvordan håndskriftet er kommet til dette bibliotek. Codex Vaticanus er en af de tre store græske kodekser der har overlevet til vor tid. De to andre er Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede og Codex Alexandrinus fra begyndelsen af det femte århundrede.
Betydningen af Codex Vaticanus var velkendt blandt de lærde i begyndelsen af det 16. århundrede, men kun et fåtal fik lov at undersøge det. I 1669 udarbejdede Vatikanbiblioteket ganske vist en samling af uddrag fra kodeksen, men samlingen forsvandt og blev ikke fundet førend i 1819.
I 1809 blev Rom indtaget af kejser Napoleon, som tog det værdifulde håndskrift med sig til Paris, hvor det blev undersøgt af den berømte forsker Leonhard Hug. Men efter Napoleons fald blev kodeksen i 1815 tilbageleveret til Vatikanet. I de følgende 75 år blev den igen holdt skjult i Vatikanet og omgærdet af mystik.
En af verdens største håndskriftforskere, Konstantin von Tischendorf, fik i 1843 lov til at studere håndskriftet i blot seks timer, efter at man havde ladet ham vente i flere måneder. To år senere fik den engelske forsker dr. S. P. Tregelles lov til at se kodeksen men ikke til at undersøge den. Han beretter: „Det er sandt at jeg ofte så håndskriftet, men de tillod mig aldrig at undersøge det. Og de ville ikke lade mig åbne det uden at de først havde gennemsøgt mine lommer og frataget mig pen, blæk og papir. Desuden sørgede to prælater for hele tiden at holde en samtale i gang med mig på latin. Hvis jeg betragtede en passage for længe tog de bogen fra mig.“
Hvorfor var den katolske kirke så uvillig til at fremvise dette uvurderlige håndskrift?
Hvorfor skjult?
I den romersk-katolske kirke betragter man stadig den latinske Vulgata-oversættelse af De Hellige Skrifter som den „uforlignelige autoritet“. Ifølge den pavelige rundskrivelse Divino Afflante Spiritu, der blev udsendt i 1943 af pave Pius XII, anser man denne latinske oversættelse fra det 4. århundrede, af Hieronymus, for at være „fuldstændig ufejlbar i spørgsmål om tro og moral“. Men hvad skal man da sige om de hebraiske og græske tekster hvorfra Vulgata blev oversat? Ifølge den pavelige rundskrivelse består deres værdi deri at de ’befæster’ Vulgata-oversættelsens autoritet. Man tillægger altså ikke noget græsk håndskrift samme autoritet som den latinske Vulgata, end ikke Codex Vaticanus. Dette standpunkt har naturligvis givet anledning til problemer.
Da Erasmus for eksempel i det 16. århundrede udarbejdede sin græske tekstudgave af „Det Nye Testamente“, henstillede han til den kirkelige myndighed i Vatikanet at fjerne de uægte ord fra Første Johannesbrev, kapitel 5, versene 7 og 8 i Vulgata. Erasmus havde ret, men så sent som i 1897 holdt pave Leo XIII stadig fast ved den forvanskede latinske tekst i Vulgata. Det er først i forbindelse med nyere katolske bibeloversættelser man har indrømmet denne fejl i teksten.
Da Codex Sinaiticus blev bragt for dagens lys i slutningen af det 19. århundrede, gik det op for romerkirken at dens Codex Vaticanus var i fare for at blive sat i skyggen. Ved århundredskiftet offentliggjorde man derfor langt om længe gode fotografiske aftryk af hele kodeksen.
Håndskriftet består af 759 blade. Hovedparten af Første Mosebog mangler, ligesom dele af Salmerne og de sidste dele af De Kristne Græske Skrifter. Teksten er elegant skrevet på meget fint, tyndt pergament som man mener er fremstillet af antilopeskind. Dette håndskrift, hvis officielle betegnelse er Codex B, kan nu ses i Vatikanbiblioteket. Det holdes ikke længere skjult og anerkendes langt om længe i hele verden.
[Illustration på side 31]
Den betydningsfulde Codex Vaticanus nr. 1209 blev i århundreder holdt skjult af Vatikanet
[Kildeangivelse]
Faksimile fra Codices E Vaticanis Selecti