Det rette syn på Guds barmhjertighed
LÆGEN var venlig og meget omsorgsfuld. Efter hans bedste overbevisning havde patienten akut behov for en operation hvis hun skulle redde livet. Da hun tog forbehold og kom ind på spørgsmålet om blodtransfusion, blev han overrasket. Og da hun fortalte at hun af religiøse årsager ikke kunne gå med til en operation der ville indebære blodtransfusion, blev han lamslået. Han brød sit hoved for at finde ud af hvordan han kunne hjælpe hende. Endelig mente han at have fundet en løsning. Han sagde: „Hvis du ikke tager imod en blodtransfusion, dør du. Det ønsker du da ikke, vel?“
„Selvfølgelig ikke,“ svarede patienten.
„Men tilsyneladende går du imod din religiøse overbevisning hvis du tager imod en blodtransfusion, og det vil du jo heller ikke. Mit forslag er at du tager imod en blodtransfusion og redder livet. Derefter bekender du din synd over for Gud, og angrer. På den måde kommer dit religiøse forhold også i orden.“
Den velmenende læge troede at han havde fundet den perfekte løsning. Han var klar over at patienten havde tro på en barmhjertig Gud. I denne situation måtte det være rimeligt at drage fordel af Guds barmhjertighed, mente han. Men var det et godt forslag han kom med?
Ræsonnerer vi nogen sinde på den måde?
Til tider opdager vi måske at vi selv ræsonnerer ligesom lægen gjorde. Vi er måske skræmt fordi der pludselig er udbrudt modstand i skolen eller på arbejdet. Eller vi befinder os måske i en pinlig situation hvor vi føler os presset til at gøre noget som vil skade vor samvittighed. Hvis situationen overrasker os forledes vi måske til at vælge den nemme løsning, at gøre det vi ved er forkert for senere at bede om tilgivelse.
Nogle bliver måske fristet af deres egne urette tilbøjeligheder. En ung mand kunne for eksempel befinde sig i en situation hvor han er stærkt fristet til at begå umoralitet. I stedet for at bekæmpe det forkerte ønske giver han måske efter, med den bagtanke at han senere kan bringe forholdet til Gud i orden igen. Nogle er endda gået så vidt som til at begå en alvorlig synd, skønt de vidste at de måtte regne med at blive udstødt af den kristne menighed. Åbenbart har de ræsonneret som så: ’Jeg lader nogen tid gå. Derefter angrer jeg, og så kan jeg blive genoptaget.’
Alle de nævnte situationer har to ting tilfælles. For det første vælger personerne at give efter i stedet for at kæmpe for at gøre det rette. For det andet mener de at Gud automatisk vil tilgive deres forkerte handlemåde blot de beder ham om det.
Hvad er det rette syn på sagen?
Er dette den rigtige forståelse af Guds barmhjertighed? Overvej følgende. Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Apostelen Johannes forklarede hvordan denne barmhjertighed virker, da han sagde: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Og dog, hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig.“ (1 Johannes 2:1) Vi ser altså at hvis vi på grund af vor ufuldkommenhed begår en synd, kan vi vende os til Gud i bøn og på grundlag af Jesu offer opnå tilgivelse.
Men betyder dette at det er lige meget om vi synder eller ej, blot vi beder om tilgivelse bagefter? Nej, det gør det ikke. Husk på den første del af førnævnte skriftsted: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd.“ Johannes’ næste ord i samme vers viser hvad Jehova kærligt har gjort for at fjerne virkningen af vor ufuldkommenhed. Alligevel må vi kæmpe så hårdt vi kan for at undgå at synde. Ellers viser vi en sørgelig mangel på respekt for Guds kærlighed, ligesom dem om hvem Judas sagde at de brugte Guds ufortjente godhed som en undskyldning for skamløshed. — Judas 4.
At betragte Guds barmhjertighed som et sikkerhedsnet der altid vil gribe os uanset hvordan vi bærer os ad, vil være at forfladige Guds barmhjertighed og vil fremme den indstilling at det er acceptabelt at synde. Sådan forholder det sig slet ikke. Apostelen Paulus skrev til Titus: „Guds ufortjente godhed, som bringer frelse til alle slags mennesker, er blevet gjort kendt og oplærer os til at sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og til at leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning.“ — Titus 2:11, 12.
Paulus viste forståelse og værdsættelse af Guds barmhjertighed ved at kæmpe mod sine egne svagheder. Han sagde: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (1 Korinther 9:27) Paulus slog sig ikke til tåls med at han tid efter anden nødvendigvis ville begå en synd. Det bør vi heller ikke.
Jesu indstilling
Ved en lejlighed viste Jesus hvordan han betragtede det at gå på kompromis og vælge den nemme løsning for at undgå ubehageligheder. Da Jesus fortalte sine disciple om sin kommende offerdød, prøvede Peter at tale ham fra det med ordene: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ Men Jesus svarede: „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ — Mattæus 16:22, 23.
Jesu skarpe irettesættelse af Peter viste tydeligt at Jesus ikke ønskede at vælge den nemme løsning, der indebar at han gik imod Guds vilje. Ifølge beretningen fulgte han urokkeligt den rette sti og blev konstant chikaneret af Satan. Til sidst blev han spottet, slået og led en smertefuld død. Men alligevel gik han ikke på kompromis, og derfor var han i stand til at give sit liv som en løsesum for os. Det er indlysende at han ikke gennemgik alt dette for at vi kan være ’gode mod os selv’ når vi kommer ud for prøver eller fristelser!
Om Jesus blev det sagt: „Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed.“ (Hebræerne 1:9) Det fører ofte til lovløshed hvis man vælger den nemme løsning. Men hvis vi virkelig hader disse ting — ligesom Jesus gjorde — vil vi aldrig gå på kompromis. I Ordsprogenes Bog siger Jehova: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ (Ordsprogene 27:11) Jesu velafbalancerede men kompromisløse retfærdighed var til stor fryd for Jehovas hjerte. Vi kan give Jehova den samme glæde hvis vi følger Jesu uangribelige kurs. — 1 Peter 2:23.
Oplært af udholdenhed
Apostelen Peter skrev: „Over dette glæder I jer usigeligt, skønt I nu en kort tid, om nødvendigt, bedrøves ved forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed af jeres tro, som er af langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild, kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ (1 Peter 1:6, 7) Ufuldkommenheden og det at vi lever midt i Satans verden gør at vi til stadighed vil blive stillet over for prøver og fristelser. Som Peter viser kan disse erfaringer tjene et godt formål. De prøver vor tro og viser derved om den er stærk eller svag.
Prøvelserne tjener også til at oplære os. Jesus „lærte . . . lydighed af det han led“. (Hebræerne 5:8) Vi kan også lære lydighed, samt tillid til Jehova, hvis vi holder ud under prøver. Og denne oplæringsproces vil fortsætte indtil den er færdig, som Peter sagde: „Gud . . . [vil] selv fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ — 1 Peter 5:10.
Hvis vi går på kompromis under en prøve afslører vi at vi er feje eller svage, at vor kærlighed til Jehova og til retfærdighed ikke er stærk nok, eller at der er en brist i vor selvbeherskelse. Disse svagheder er en stor fare for vort forhold til Gud. Paulus’ alvorlige ord kan vise sig at gælde i vort tilfælde: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage.“ (Hebræerne 10:26) Det ville være langt bedre ikke at synde end at synde og derved løbe den risiko at miste udsigten til livet!
Ubetinget uangribelighed
På profeten Daniels tid blev tre hebræere truet med at blive brændt til døde hvis de undlod at tilbede en afgud. Hvad svarede de? „Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. Han vil redde os ud af den brændende ildovn og af din hånd, o konge. Og hvis ikke, så skal du vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ — Daniel 3:17, 18.
De tog dette standpunkt fordi de ønskede at gøre det rette. Hvis det betød døden for dem, var der ikke noget at gøre ved det. De satte deres håb til en opstandelse. Hvis Gud imidlertid udfriede dem, var det blot så meget des bedre. Men de indtog et urokkeligt standpunkt. Sådan bør det altid være med Guds tjenere.
I vor tid har dét at indtage et urokkeligt standpunkt i visse tilfælde betydet fængsling, tortur og henrettelse. Andre har bragt materielle ofre ved at vælge at forblive fattige frem for at blive rige på bekostning af de rette principper. Hvad skete der med den kristne kvinde der blev nævnt i indledningen til artiklen? Hun satte pris på lægens ganske vist misforståede venlighed, men hun gik ikke på kompromis med sin tro. Hendes respekt for Jehovas lov fik hende til at afvise operationen. Lykkeligvis kom hun sig alligevel og kunne fortsætte med at tjene Jehova. På det tidspunkt hvor hun tog sit standpunkt, vidste hun imidlertid ikke hvad det ville ende med, men hun var indstillet på at lægge det i Jehovas hånd.
Hvad hjalp hende til at stå fast under denne prøve? Hun forsøgte ikke at klare situationen i egen kraft, og det er et godt eksempel for alle Guds tjenere. Husk: „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde.“ (Salme 46:1) Hvor langt bedre er det ikke at vende sig til Gud efter hjælp under en prøve, end at synde og bagefter skulle vende sig til ham for at bede om barmhjertighed!
Lad os aldrig tage let på Guds store barmhjertighed. Lad os i stedet opdyrke et ægte ønske om at gøre det rette, selv når vi står over for trængsler. Det vil give os et nærmere forhold til Jehova, oplære os med henblik på det evige liv og være et udtryk for en passende respekt for Guds barmhjertighed. En sådan vís adfærd vil fryde vor himmelske Faders hjerte.
[Illustration på side 24]
En fast tillid til opstandelseshåbet hjalp de tre hebræere til at bevare deres uangribelighed