Pas på de frafaldne!
Hovedpunkter fra Judas’ Brev
JEHOVAS tjenere må ’afsky det onde og holde sig til det gode’. (Romerne 12:9) Bibelskribenten Judas hjalp andre til at gøre dette i det brev han skrev i Palæstina, sandsynligvis omkring år 65.
Judas kalder sig selv for „en Jesu Kristi træl, men Jakobs broder“. Den nævnte Jakob er øjensynlig Jesu fremtrædende halvbroder. (Markus 6:3; Apostelgerninger 15:13-21; Galaterne 1:19) Judas er altså også Jesu halvbroder, men han føler det måske upassende at nævne dette, eftersom Kristus nu er en herliggjort åndeskabning i himmelen. Judas’ Brev indeholder en meget ligefrem vejledning som kan hjælpe os til at ’holde os til det gode’ og vogte os for de frafaldne.
’Kæmp en hård kamp’
Judas havde til hensigt at skrive om den frelse de kristne har tilfælles, men han finder det nødvendigt at tilskynde sine læsere til ’at kæmpe en hård kamp for troen’. (Vers 1-4) Hvorfor? Fordi ugudelige mennesker har sneget sig ind i menigheden og har ’forvandlet Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed’. Fejlagtigt tror de at de kan overtræde Guds love og alligevel være en del af hans folk. Måtte vi aldrig bukke under for en sådan forkert tankegang, men altid søge retfærdighed, i taknemmelighed over at Gud ved Jesu blod barmhjertigt har renset os for synd. — 1 Korinther 6:9-11; 1 Johannes 1:7.
Advarende eksempler for os
Det er nødvendigt at være på vagt over for visse tanker, handlinger og mennesker. (Vers 5-16) Nogle af de israelitter der var blevet udfriet fra Ægypten, blev udryddet fordi de manglede tro. De engle som forlod deres oprindelige stilling, bliver „holdt forvaret med evige lænker under tæt [åndeligt] mørke til dommen på den store dag“. På grund af utugt i stort omfang blev Sodoma og Gomorra ramt af „en evig ilds retslige straf“. Lad os derfor altid behage Gud og aldrig forlade „livets sti“. — Salme 16:11.
I modsætning til ærkeengelen Mikael, der ikke engang ville fremføre en spottende dom mod Djævelen, taler de ugudelige mennesker spottende om „sådanne som er herlige“, uden tvivl dem som Gud og Kristus har givet et vist mål af herlighed som salvede ældste. Lad os ikke vise mangel på respekt for gudgiven myndighed!
De ugudelige følger det dårlige eksempel som Kain, Bileam og Kora satte. De udgør en åndelig fare der kan sammenlignes med skjulte undersøiske klippeskær og er som vandløse skyer og døde træer der er rykket op med rode og ikke bærer frugt. Disse frafaldne knurrer og klager også, og „beundrer personligheder for egen fordels skyld“.
Hold stand
Judas viser derefter hvordan man modstår den dårlige indflydelse. (Vers 17-25) „I den sidste tid“ vil der være folk som latterliggør. Sande kristne i dag må udholde dem og deres spot. For at kunne dette må vi opbygge os på ’vor allerhelligste tro’, bede med hellig ånd og forblive i Guds kærlighed, mens vi venter på Jesu barmhjertighed.
Åbenbart ved at optræde som falske lærere skaber de ugudelige mænd tvivlstanker hos nogle. (Jævnfør Andet Petersbrev 2:1-3.) Hvad har tvivlerne brug for? Åndelig hjælp så de kan rives ud af „ilden“, den evige tilintetgørelse! (Mattæus 18:8, 9) Men de gudfrygtige behøver ikke at ængstes, for Jehova vil beskytte dem så de ikke snubler og synder og bliver tilintetgjort sammen med de frafaldne.
[Ramme på side 31]
Skjulte klippeskær: Judas advarede sine medkristne mod ’de skjulte klippeskær ved deres kærlighedsmåltider’. (Judas 12) På grund af deres hykleriske kærlighed til deres trosfæller var de frafaldne som undersøiske klippeskær der kunne få et skib til at forlise eller sønderflænge svømmere. Kærlighedsmåltider var muligvis festmåltider som velhavende kristne indbød deres fattige trosfæller til. Kirkefaderen Chrysostomos (347?-407) skriver: „De mødtes alle til et fælles festmåltid: de rige, som medbragte forsyninger, og de fattige og de som intet ejede og som var inviteret med; de indtog et måltid i fællesskab.“ Uanset hvad disse kærlighedsmåltider bestod i, hjalp Judas’ advarsel de trofaste til at undgå de frafaldne „skjulte klippeskær“ som kunne føre til åndeligt forlis. Kristne har ikke fået befaling til at afholde kærlighedsmåltider, og gør det heller ikke i dag, men Jehovas folk hjælper på andre måder hinanden materielt i nødsituationer og glæder sig over fælles samvær.