SKAMLØSHED

At handle skamløst vil sige at optræde på en måde der afslører en fræk og respektløs indstilling eller direkte foragt for lov og myndighed. Det hebraiske ord zimmahʹ er gengivet med „skamløshed“ og „skamløs gerning“. (3Mo 18:17; Dom 20:6) Det græske ord aselʹgeia (skamløshed) kan også gengives med „tøjlesløshed, letfærdighed, løsagtighed“. (Ga 5:19, fdn.; 2Pe 2:7) Ingen af ordene er begrænset til at gælde kønslig umoralitet. Ifølge Bibelen regnes både organiseret voldtægt (Dom 19:25; 20:6), prostitution (Jer 13:27; Ez 23:44) og blodsudgydelse (Sl 26:9, 10; Ez 22:9; Ho 6:9) for en skamløs adfærd. De der råder til skamløse gerninger, betegnes i Bibelen som ’principløse’, og de der finder morskab i at handle skamløst, regnes for ’tåber’, moralsk holdningsløse. — Es 32:7; Ord 10:23.

’Fra hjertet’. Jesus påpeger at en skamløs adfærd afspejler hvad et menneske er i sit indre. Han siger: „Indefra, fra menneskenes hjerte, udgår skadelige overvejelser: utugt, . . . ægteskabsbrud, . . . skamløshed . . . Alle disse onde ting kommer indefra og gør et menneske urent.“ (Mr 7:20-23) Skamløshed er en af „kødets gerninger“, en af de kødelige lyster der „fører krig mod sjælen“. Guds ord siger at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. — Ga 5:19, 21; 1Pe 2:11.

Til de kristne, som elsker sandhedens lys, siges der: „Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed.“ (Ro 13:13; Joh 3:19-21) Apostelen Peter erklærer: „Det er nemlig nok at I i den tid der er gået [før I begyndte at tjene Gud] har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger.“ (1Pe 4:3) Apostelen Paulus formaner de kristne i samme retning idet han beskriver de verdslige nationer som de før var en del af, som „mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til . . . Da de har mistet al moralsk sans, har de givet sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed.“ — Ef 4:17-19.

Nogle som hævder at tjene Gud og Kristus, vender sig imidlertid bort fra lysets vej og afslører en fræk og trodsig indstilling til Guds lov og myndighed. Paulus sørgede over dem i Korinthermenigheden der ikke havde ændret sind efter „den urenhed og utugt og skamløshed som de [havde] øvet“, skønt de var blevet formanet til at handle ret. (2Kor 12:21) Peter advarede de kristne om at der ville fremstå falske lærere blandt dem, og at mange ville følge dem i deres skamløse gerninger så sandhedens vej ville blive spottet. (2Pe 2:1, 2) Jesu ord til menighederne i Pergamum og Tyatira, som blev nedskrevet af apostelen Johannes omkring år 96, viser at Peters profeti i nogen grad blev opfyldt dengang. (Åb 2:12, 14, 18, 20) Både Peter og Judas taler om den dom der vil komme over dem der øver skamløse gerninger. — 2Pe 2:17-22; Jud 7.

Nogle af dem der handler skamløst og forsøger at lokke og forlede andre i den kristne menighed til at gøre det samme, hævder at Guds ufortjente godhed er stor, og at han vil overse deres synder da han tager deres ufuldkommenheder og kødelige svagheder i betragtning. Men Jesu halvbroder Judas siger at sådanne mennesker er „ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed og som fornægter vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus“. (Jud 4) At de bekender sig som kristne, er tom snak. Gud har ikke behag i deres tjeneste; det er som den israelitiske vismand skrev: „De ugudeliges slagtoffer er en vederstyggelighed; hvor meget mere når det bringes med skamløshed!“ — Ord 21:27.

Under Moseloven blev skamløshed betragtet på samme måde. Gud har ikke ændret indstilling til dette. Der var love mod skamløse gerninger, og straffen var døden. (3Mo 18:17; 20:14) David bønfaldt Gud om ikke at rive hans liv bort sammen med „blodskyldige mænd, i hvis hænder der findes skamløshed“. — Sl 26:9, 10.

Gennem profeterne Jeremias og Ezekiel advarede Jehova israelitterne om at han ville dømme dem for deres skamløse adfærd, både i moralsk og i åndelig henseende. — Jer 13:26, 27; Ez 16:27, 43, 58; 22:9; 23:21-49; 24:13.