Nyheder på nært hold
„Farligste substans“
Amerikanske blodbanker har fået et nyt problem. De bliver sagsøgt af patienter der har pådraget sig en dødelig sygdom gennem blodtransfusion. Omkring midten af 1989 var der efter sigende godt og vel 300 sagsanlæg mod blodbanker i De Forenede Stater. Gilbert Clark, der er administrerende direktør for Den Amerikanske Sammenslutning af Blodbanker, erkender at „offentligheden ønsker fuldkommen sikkert blod“, men indrømmer også at dette ikke kan garanteres.
I bladet Parade Magazine vedgår blodspecialisten dr. Charles Huggins at blod „aldrig vil kunne betragtes som helt sikkert“. Han kalder blod for „den farligste substans lægeverdenen anvender“. Siden begyndelsen af 1989 har blodbankerne normalt testet blodet for fem forskellige infektionssygdomme (HTLV-1, der er forbundet med T-celle leukæmi hos voksne, syfilis, hepatitis B, AIDS og hepatitis C). Ifølge S. Gerald Sandler fra det amerikanske Røde Kors „lader det til kun at være et spørgsmål om tid før vi opdager en anden sjælden sygdom der spredes gennem blodtransfusion“. Trods disse alvorlige risici regner man med at omkring fire millioner nordamerikanere i 1990 vil modtage blodtransfusioner. Ifølge spalteredaktøren W. Gifford-Jones er problemet at „de fleste patienter, undtagen Jehovas vidner, aldrig tager spørgsmålet om blodtransfusion op“.
Jehovas vidner har i årtier trofast ’afholdt sig fra blod’ i enhver form, som Guds ord påbyder i Apostelgerninger 15:28, 29; 21:25. At dette har beskyttet dem mod frygtelige sygdomme der overføres gennem blodtransfusioner er blot endnu et bevis på at det har været rigtigt af dem at adlyde Jehova Guds love.
Forsvinder ubemærket?
Kardinal Joachim Meisner, der blev en kontroversiel person da han sidste år i februar blev udnævnt til Kölns nye ærkebiskop, har for nylig udtalt at han mest af alt frygter at kirken en dag vil „forsvinde — og det måske endda uden at samfundet vil bemærke det“. Ifølge den tyske avis Rheinische Post har Joachim Meisner sagt: „Det er deprimerende at samfundet i dag betragter kirken som værende uden betydning.“ Han mener at det sandsynligvis skyldes at „vi taler for meget om jorden og ikke nok om himmelen, for meget om livet nu og for lidt om evigheden“.
Ved at alliere sig med jordens politiske og kommercielle elementer frem for at stole på at himmelens magter vil løse verdens problemer, har kristenhedens kirker gjort deres påstand om at de varetager Guds interesser, til skamme. Dette vil få alvorlige konsekvenser. Ifølge Bibelen vil al falsk religion inden længe forsvinde — en begivenhed der ikke vil gå upåagtet hen blandt „jordens konger“ og „jordens rejsende købmænd“, der som følge heraf vil græde. De der elsker retfærdighed må derfor følge opfordringen: „Gå ud fra [falsk religion] . . . for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:4, 9, 11.
En afslutning i sigte
De mord som begås af regeringer eller organisationer der nyder disses beskyttelse kaldes i nogle aviser for „statsdrab“. Gerry O’Connel, der er talsmand for Amnesty International, siger at der i 1988 „skete en stigning i antallet af brud på menneskerettighederne, og [at] tendensen er fortsat i 1989“. Derefter tilføjer han: „Som en overtrædelse af universelt anerkendte love bliver der nu dræbt flere end nogen sinde før.“
Tallene fra Amnesty Internationals årsrapport får det til at løbe én koldt ned ad ryggen: I 1988 blev der med statsligt samtykke myrdet mellem 50.000 og 100.000 mennesker i 29 lande. Disse tal omfatter børn, kvinder og gamle hvis eneste forbrydelse var at de tilhørte en politisk eller etnisk minoritet, eller at de boede i et område som forskellige fraktioner ønskede kontrol over. De ansvarlige omfatter dødspatruljer, revolutionære, narkotikasmuglere og andre grupper der bruger vold i politisk øjemed. „Ofte skjuler staten sig bag væbnede grupper for at skaffe politiske modstandere og besværlige personer af vejen,“ står der at læse i avisen La Repubblica.
Det er derfor ikke uden grund at Jehovas inspirerede ord sammenligner menneskers regeringer med et ’vilddyr’. (Åbenbaringen 13:2) En sådan politisk motiveret grusomhed vil imidlertid ikke fortsætte for bestandig. I Salme 92:7 siges der: „Når de ugudelige skyder op som planter og alle der øver ondt sætter blomst, er det for at de kan blive tilintetgjort for evigt.“ Det vil Guds himmelske rige under ledelse af ’Fredsfyrsten’, Jesus Kristus, udvirke. — Esajas 9:6; Daniel 2:44.