I verden, men ikke en del af verden

„Fordi I ikke er en del af verden, . . . hader verden jer.“ — JOHANNES 15:19.

 1. Hvad er de kristnes forhold til verden, og hvordan betragter verden dem?

DEN sidste aften Jesus var sammen med sine disciple, sagde han til dem: ’I er ikke en del af verden.’ Hvilken verden talte han om? Havde han ikke ved en tidligere lejlighed sagt: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“? (Johannes 3:16) Disciplene var tydeligvis en del af den verden eftersom de var de første der fik tro på Jesus og dermed fik udsigt til at opnå evigt liv. Hvorfor sagde Jesus da at hans disciple var adskilt fra verden? Og hvorfor sagde han: „Fordi I ikke er en del af verden, . . . derfor hader verden jer“? — Johannes 15:19.

 2, 3. (a) Hvilken „verden“ skulle de kristne ikke være en del af? (b) Hvad siger Bibelen om den „verden“ som de kristne ikke er en del af?

² Svaret er at ordet „verden“ (græsk: koʹsmos) bruges i forskellige betydninger i Bibelen. Som forklaret i den foregående artikel sigter ordet „verden“ i Bibelen ofte til menneskeheden i al almindelighed. Det er denne verden Gud elskede og for hvilken Jesus døde. I The Oxford History of Christianity hedder det: „I kristen sprogbrug anvendes ordet ’verden’ også om noget der har fjernet sig fra Gud og er fjendtligsindet over for ham.“ Og det er sandt. Den katolske forfatter Roland Minnerath forklarer i sin bog Les chrétiens et le monde (De kristne og verden): „I nedsættende forstand betragtes verden altså som . . . det domæne hvor de kræfter der er fjendtligt indstillede over for Gud, udøver deres virke, og som, ved at være i opposition til Kristi sejrende styre, udgør et fjendtligsindet imperium styret af Satan.“ Denne „verden“ består af det gudfremmede menneskesamfund. Sande kristne er ikke en del af denne verden, og den hader dem.

³ Det var denne verden Johannes havde i tanke da han ved slutningen af det første århundrede skrev: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden.“ (1 Johannes 2:15, 16) Han skrev endvidere: „Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Jesus selv kaldte Satan for „denne verdens hersker“. — Johannes 12:31; 16:11.

Hvordan der opstod verdensriger

 4. Hvordan opstod der verdensriger?

⁴ Den gudfremmede menneskehedens verden der findes i dag, begyndte at fremstå kort efter Vandfloden på Noas tid, da mange af Noas efterkommere ophørte med at tilbede Jehova Gud. En af foregangsmændene i dette var Nimrod, der byggede en by og var „en vældig jæger i opposition til Jehova“. (1 Mosebog 10:8-12) Dengang var en stor del af verden opdelt i små bystater, som fra tid til anden dannede koalitioner og bekrigede hinanden. (1 Mosebog 14:1-9) Nogle bystater opnåede herredømme over andre og blev regionale magtfaktorer. Visse regionalmagter bredte sig med tiden og blev til store verdensriger.

 5, 6. (a) Hvem udgør bibelhistoriens syv verdensriger? (b) Hvordan bliver disse verdensriger skildret, og hvem har givet dem deres magt?

⁵ Verdensrigernes herskere fulgte Nimrods eksempel og tilbad ikke Jehova, hvilket afspejlede sig i deres grusomme og voldsprægede opførsel. Disse verdensriger skildres i Bibelen som vilde dyr, og Bibelen har identificeret seks af dem der i århundredernes løb har haft væsentlig indflydelse på Jehovas folk. Det var Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom. Det blev forudsagt at der efter Romerriget ville fremstå et syvende verdensrige. (Daniel 7:3-7; 8:3-7, 20, 21; Åbenbaringen 17:9, 10) Dette viste sig at være den anglo-amerikanske verdensmagt, bestående af Det Britiske Imperium og dets allierede, De Forenede Stater, der med tiden fik større magt end England. Det Britiske Imperium begyndte at blive dannet efter at de sidste spor af Romerriget var forsvundet.a

⁶ De syv på hinanden følgende verdensriger skildres i Åbenbaringens Bog som hovederne på et syvhovedet vilddyr der stiger op af det hvileløse menneskehav. (Esajas 17:12, 13; 57:20, 21; Åbenbaringen 13:1) Hvem giver dette herskende vilddyr dets magt? Bibelen svarer: „Dragen gav dyret dets magt og dets trone og stor myndighed.“ (Åbenbaringen 13:2) Dragen er ingen anden end Satan Djævelen. — Lukas 4:5, 6; Åbenbaringen 12:9.

Guds riges kommende styre

 7. Hvad håber kristne på, og hvordan påvirker det deres forhold til verdens nationer?

⁷ I næsten 2000 år har kristne bedt: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:10) Jehovas vidner ved at kun Guds rige kan indføre virkelig fred på jorden. Da de beskæftiger sig indgående med Bibelens profetier, er de overbevist om at denne bøn inden længe vil blive besvaret, og at Riget snart vil tage hånd i hanke med jordens anliggender. (Daniel 2:44) Deres troskab mod dette rige gør at de er neutrale i anliggender vedrørende denne verdens nationer.

 8. Hvilken indstilling har de herskende i verden til Guds riges styre, som forudsagt i Salme 2?

⁸ Nogle riger hævder at de følger religiøse principper. Men i praksis ignorerer de at Jehova er den universelle Suveræn, og at han har indsat Jesus på tronen som himmelsk konge med myndighed over jorden. (Daniel 4:17; Åbenbaringen 11:15) En profetisk salme lyder: „Jordens konger tager opstilling, og magthaverne har samlet sig som én imod Jehova og imod hans salvede [Jesus]: ’Lad os sønderrive deres bånd og kaste deres reb af os!’“ (Salme 2:2, 3) Ingen regeringer vil vide af nogen guddommelige „bånd“ eller „reb“ der vil begrænse deres nationale suverænitet. Derfor siger Jehova til Jesus, sin udvalgte konge: „Bed mig, så vil jeg give dig nationer i arv og den vide jord i eje. Du skal sønderslå dem med et jernscepter; som en pottemagers kar skal du knuse dem.“ (Salme 2:8, 9) Menneskehedens verden som Jesus døde for, vil dog ikke blive fuldstændig ’sønderslået’. — Johannes 3:17.

Undgå „dyrets mærke“

 9, 10. (a) Hvad advares vi om i Åbenbaringens Bog? (b) Hvad skildrer det at bære ’vilddyrets mærke’? (c) Hvilket mærke bærer Guds tjenere?

⁹ Den åbenbaring som apostelen Johannes fik, advarer om at den gudfremmede menneskeverden kort før sit endeligt ville stille stadig større krav til den enkelte og „med tvang over for alle, de små og de store, og de rige og de fattige, og de frie og trællene, [foranledige] at man giver disse et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, og at ingen skal kunne købe eller sælge undtagen den der har mærket“. (Åbenbaringen 13:16, 17) Hvad betyder dette? Et mærke på højre hånd er et udmærket symbol på at man aktivt støtter noget. Hvad repræsenterer mærket på panden? The Expositor’s Greek Testament siger: „Dette stærkt symbolske billedsprog hentyder til den praksis at man mærkede soldater og trælle med en iøjnefaldende tatovering eller et tydeligt mærke . . .; eller måske snarere til den religiøse skik at man bar navnet på en gud som en talisman.“ Ved deres ord og handlinger bærer mange i symbolsk forstand dette mærke og identificerer sig derved som „vilddyrets“ „trælle“ eller „soldater“. (Åbenbaringen 13:3, 4) Hvad deres fremtid angår, siges der i Theological Dictionary of the New Testament: „Guds fjender lader vilddyrets [mærke], det mystiske tal der indeholder dets navn, præge på deres pande og på deres hånd. Det giver dem store muligheder i form af økonomiske og kommercielle fordele, men det resulterer også i at de pådrager sig Guds vrede og udelukker sig selv fra tusindårsriget, Åb. 13:16; 14:9; 20:4.“

¹⁰ Det kræver mere og mere mod og udholdenhed ikke at lade sig presse til at modtage ’mærket’. (Åbenbaringen 14:9-12) Guds tjenere har imidlertid denne styrke, og derfor bliver de ofte hadet og bagtalt. (Johannes 15:18-20; 17:14, 15) De nægter at bære vilddyrets mærke, og Esajas sagde at de i symbolsk forstand i stedet ville skrive på deres hånd: „Tilhører Jehova.“ (Esajas 44:5) Eftersom de „sukker og stønner“ over de vederstyggeligheder der finder sted i frafaldne trossamfund, får de et symbolsk mærke i panden der viser at de er værdige til at blive skånet når Jehovas domme eksekveres. — Ezekiel 9:1-7.

11. Hvem tillader at de jordiske regeringer hersker indtil Guds rige overtager herredømmet over jorden?

¹¹ Gud tillader de jordiske regeringer at herske indtil tiden er inde til at Kristi himmelske rige fuldstændig overtager herredømmet over denne jord. At Gud tolererer de politiske stater, omtales af professor Oscar Cullmann i hans bog The State in the New Testament. Han skriver: „Den sammensatte forestilling om statens ’midlertidige’ karakter er årsagen til at de første kristnes holdning til staten ikke er entydig, men tilsyneladende selvmodsigende. Jeg understreger at den tilsyneladende er selvmodsigende. Vi kan blot nævne Romerbrevet 13:1: ’Lad enhver underlægge sig de myndigheder der findes . . .,’ samt Åbenbaringen 13, hvor staten bliver omtalt som vilddyret fra afgrunden.“

„Vilddyret“ og „kejseren“

12. Hvilken ligevægtig holdning har Jehovas vidner til jordiske regeringer?

¹² Det vil være forkert at slutte at alle myndighedspersoner er Satans redskaber. Det har vist sig at mange følger visse principper, ligesom prokonsulen Sergius Paulus, der i Bibelen omtales som „en forstandig mand“. (Apostelgerninger 13:7) Nogle herskere har modigt forsvaret mindretals rettigheder og har ladet sig lede af deres gudgivne samvittighed selv om de ikke kender Jehova og hans hensigter. (Romerne 2:14, 15) Vi skal huske at Bibelen bruger ordet „verden“ i to vidt forskellige betydninger, nemlig i forbindelse med menneskehedens verden, som Gud elsker, og som vi også bør elske, og i forbindelse med den gudfremmede menneskeverden, der har Satan til gud, og som vi må holde os adskilt fra. (Johannes 1:9, 10; 17:14; 2 Korinther 4:4; Jakob 4:4) Jehovas tjenere har således en ligevægtig holdning til menneskers herredømme. Vi er neutrale i politik da vi tjener som ambassadører eller udsendinge for Guds rige, og vort liv er viet til Gud. (2 Korinther 5:20) Vi underlægger os på den anden side samvittighedsfuldt dem der sidder inde med myndighed.

13. (a) Hvordan betragter Jehova de jordiske regeringer? (b) I hvor vid udstrækning underlægger kristne sig de jordiske regeringer?

¹³ Denne ligevægtige holdning afspejler Jehova Guds egen holdning. Når verdensmagter eller små stater misbruger deres myndighed, undertrykker deres borgere eller forfølger dem der tilbeder Gud, passer de udmærket til den profetiske beskrivelse der skildrer dem som vilddyr. (Daniel 7:19-21; Åbenbaringen 11:7) Men når de nationale myndigheder tjener Guds hensigt og på retfærdig vis opretholder lov og orden, betragter han dem som sine „offentlige tjenere“. (Romerne 13:6) Jehova forventer at hans folk respekterer de jordiske myndigheder og underordner sig dem, men de underkaster sig ikke i ubegrænset omfang. Når man kræver at Guds tjenere skal gøre noget der er forbudt ifølge Guds lov, eller når man forbyder dem at gøre noget som Gud kræver af sine tjenere, indtager de samme holdning som apostlene, der sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

14. Hvordan er kristne ifølge Jesus og Paulus underlagt de jordiske regeringer?

¹⁴ At hans disciple både havde forpligtelser over for myndighederne og over for Gud, gav Jesus udtryk for med følgende ord: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Apostelen Paulus skrev under inspiration: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder . . . Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde. Det er derfor nødvendigt at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld. Det er jo også af den grund I betaler skat.“ (Romerne 13:1, 4-6) Fra det første århundrede efter vor tidsregning indtil i dag har kristne måttet tage hensyn til statens krav. De har måttet tage stilling til om de ved at indordne sig under disse krav gik på kompromis med hensyn til deres tilbedelse, eller om der var tale om berettigede krav som samvittighedsfuldt måtte efterkommes.

Samvittighedsfulde borgere

15. Hvordan tilbagebetaler Jehovas vidner samvittighedsfuldt kejseren det de skylder ham?

¹⁵ De politiske „højere myndigheder“ er Guds „tjener“ når de udfører det hverv som Gud har godkendt at de varetager, hvilket indebærer at de kan „straffe forbrydere og rose dem der gør det gode“. (1 Peter 2:13, 14) Jehovas tjenere tilbagebetaler samvittighedsfuldt kejseren de skatter han opkræver, og de går så langt deres bibeloplærte samvittighed tillader dem med hensyn til at „underordne sig regeringer og myndigheder og . . . være rede til enhver god gerning“. (Titus 3:1) Sådanne ’gode gerninger’ indebærer at man hjælper andre, for eksempel når der indtræffer katastrofer. Mange har bevidnet at Jehovas vidner har vist deres medmennesker venlighed i sådanne situationer. — Galaterne 6:10.

16. Hvilke gode gerninger udfører Jehovas vidner til gavn for staten og deres medmennesker?

¹⁶ Jehovas vidner elsker deres medmennesker og føler at det bedste de kan gøre for dem, er at hjælpe dem til at få nøjagtig kundskab om Guds hensigt, der går ud på at indføre retfærdige „nye himle og en ny jord“. (2 Peter 3:13) Ved at undervise andre i Bibelens høje moralnormer og selv følge dem er de et aktiv for samfundet eftersom de der vælger at følge disse principper, holdes ude af kriminalitet. Jehovas tjenere er lovlydige og respektfulde over for ministre, embedsmænd, dommere og lokale myndighedspersoner, idet de viser ’dem der kræver ære, ære’. (Romerne 13:7) Forældre blandt Jehovas vidner er glade for at samarbejde med deres børns skolelærere og at hjælpe børnene til at være flittige i skolen så de senere vil være i stand til at forsørge sig selv og ikke skal ligge samfundet til byrde. (1 Thessaloniker 4:11, 12) I deres menigheder vender Jehovas vidner sig imod racefordomme og klasseskel, og de lægger stor vægt på at styrke familiebåndene. (Apostelgerninger 10:34, 35; Kolossenserne 3:18-21) De viser således ved deres handlinger at det er forkert når de beskyldes for at være familiefjendske eller mangle samfundssind. Apostelen Peters ord har derfor vist sig sande: „Således er Guds vilje, at I ved at gøre det gode kan få de ufornuftige menneskers uvidende snak til at forstumme.“ — 1 Peter 2:15.

17. Hvordan kan kristne fortsat „vandre i visdom over for dem som er udenfor“?

¹⁷ Jesu sande disciple „er ikke en del af verden“, men de befinder sig stadig i menneskesamfundets verden og må derfor blive ved med „at vandre i visdom over for dem som er udenfor“. (Johannes 17:16; Kolossenserne 4:5) Så længe Jehova tillader de højere myndigheder at virke som sine tjenere, vil vi vise dem den rette respekt. (Romerne 13:1-4) Vi forholder os neutrale i politik, men beder „for konger og alle dem som er i høje stillinger“, især når de anmodes om at træffe afgørelser der berører religionsfriheden. Det vil vi blive ved med at gøre „så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“, så ’alle slags mennesker vil blive frelst’. — 1 Timoteus 2:1-4.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvilken „verden“ er kristne en del af, men hvilken „verden“ kan de ikke være en del af?

◻ Hvad skildrer ’vilddyrets mærke’ som bæres enten på hånden eller på panden, og hvilket mærke bærer Jehovas trofaste tjenere?

◻ Hvilken ligevægtig holdning har sande kristne til jordiske regeringer?

◻ Hvordan bidrager Jehovas vidner til samfundets vel?

[Illustration på side 16]

Jordiske regeringer bliver i Bibelen skildret både som vilddyr og som Guds tjenere

[Illustration på side 17]

Jehovas vidner er et aktiv i samfundet eftersom de har kærlig omsorg for andre