FØRSTEGRØDE

Den første frugt af en årstids høst; de første produkter eller resultater af noget. Det hebraiske ord re’sjīthʹ (af en rod der betyder „hoved“) bruges i betydningen første del, udgangspunkt eller „begyndelse“ (5Mo 11:12; 1Mo 1:1; 10:10), „det bedste“ (2Mo 23:19, fdn.) og „førstegrøde“ (3Mo 2:12). Udtrykket „den første modne afgrøde“ er oversat fra det hebraiske bikkurīmʹ, der især bruges om korn og frugt. (2Mo 34:22) Det græske ord for førstegrøde (aparchēʹ) er dannet af ordet for „begyndelse“, „det som kommer først“.

Jehova krævede af israelitterne at førstegrøden, hvad enten den var af mennesker, dyr eller jordens afgrøde, skulle ofres til ham. (2Mo 22:29, 30; 23:19; Ord 3:9) Når israelitterne viede førstegrøden til Jehova, var det et vidnesbyrd om at de værdsatte hans velsignelse, deres jord og høsten. Det var et udtryk for deres taknemmelighed over for Giveren af „enhver god gave“. — 5Mo 8:6-10; Jak 1:17.

Jehova befalede folket at bringe ham et symbolsk offer af førstegrøden. Dette fandt især sted ved de usyrede brøds højtid, når ypperstepræsten den 16. nisan i helligdommen svang et bygneg som førstegrøde af byghøsten, der var den første kornhøst i jødernes religiøse år. (3Mo 23:5-12) På pinsedagen, 50 dage efter at bygneget var blevet svunget, blev førstegrøden af hvedehøsten bragt som et svingningsoffer i form af to syrede brød bagt af fint mel. — 3Mo 23:15-17; se HØJTID, FESTTID.

Foruden disse kornofre som ypperstepræsten bragte på folkets vegne, krævedes det af israelitterne at de ofrede førstegrøden af alt hvad de avlede. Alt førstefødt af hankøn af mennesker og dyr var helliget Jehova og blev enten ofret eller løskøbt. (Se FØRSTEFØDT.) Førstegrøden af det groftmalede mel skulle ofres i form af ringformede kager. (4Mo 15:20, 21) Førstegrøden af jordens frugt skulle lægges i kurve og ligeledes bringes til helligdommen (5Mo 26:1, 2), hvor israelitterne skulle fremsige ordene i 5 Mosebog 26:3-10. Disse ord var en kort gengivelse af folkets historie fra det kom til Ægypten og indtil det blev udfriet og ført ind i det forjættede land.

Det fortælles at det blev sædvane at sende en person fra hver egn til Jerusalem med alle beboernes førstegrøde for at spare de mange for den besværlige rejse hver gang en førstegrøde blev moden. Loven foreskrev ikke hvor stort førstegrødeofferet skulle være. Det var åbenbart giverens gavmildhed og taknemmelighed der bestemte dette. Men offeret skulle være det bedste af førstegrøden. — 4Mo 18:12; 2Mo 23:19; 34:26.

Et nyplantet træ blev i de første tre år betragtet som urent, som var det uomskåret. Det fjerde år var al dets frugt hellig for Jehova. Først i det femte år kunne ejeren selv nyde godt af træets frugt. — 3Mo 19:23-25.

De førstegrøder Israels 12 ikkelevitiske stammer gav til Jehova, gik til præsternes og levitternes underhold eftersom de ikke havde fået nogen jord tildelt. (4Mo 18:8-13) Når bestemmelserne om førstegrødeofrene nøje blev overholdt, glædede det Jehova og førte til velsignelse for alle. (Ez 44:30) Forsømmelser i denne henseende mishagede derimod Jehova og regnedes af ham som blev han berøvet noget der tilkom ham. (Mal 3:8) Der var tider i Israels historie da førstegrødeofrene blev forsømt, for så at blive genoptaget under herskere der var nidkære for den sande tilbedelse. Da kong Ezekias gennemførte reformer, fejrede han de usyrede brøds højtid dobbelt så længe som Loven krævede, og ved denne lejlighed mindede han folket om dets pligt til at aflevere førstegrøden og give tiende. Folket reagerede med glæde og kom med store mængder førstegrøde af korn, ny vin, olie, honning og al markens afgrøde, fra den tredje måned til den syvende. (2Kr 30:21, 23; 31:4-7) Efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon aflagde israelitterne under Nehemias’ ledelse ed på at de ville vandre efter Jehovas lov, hvilket indebar at de skulle give ham førstegrøden af alt. — Ne 10:29, 34-37; se OFRE.

Billedlige og symbolske førstegrødeofre. Ved sin dåb blev Jesus Kristus avlet af den hellige ånd, og senere, den 16. nisan i år 33, blev han oprejst fra døden til liv i ånden, netop på den dag da førstegrøden af byghøsten blev frembåret for Jehova i helligdommen. Han kaldes derfor „førstegrøden“; ja, han var endog den første førstegrøde for Gud. (1Kor 15:20, 23; 1Pe 3:18) Hans trofaste disciple, hans åndelige brødre, er nemlig også en førstegrøde for Gud, men ikke den primære førstegrøde. De svarer til den anden kornhøst, hveden, der blev frembåret for Jehova på pinsedagen. De tæller 144.000, og det hedder om dem at de „er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“, og at de er „en førstegrøde af hans skabninger“. — Åb 14:1-4; Jak 1:18.

Apostelen Paulus kalder også den trofaste jødiske rest, de første der antog kristendommen, for „førstegrøden“. (Ro 11:16) Den kristne mand Epænetus omtales som „en førstegrøde for Kristus i provinsen Asien“ (Ro 16:5), og Stefanas’ husstand kaldes „førstegrøden i Achaia“. — 1Kor 16:15.

Eftersom de salvede kristne er avlet af ånden til at være Guds sønner og har håb om en opstandelse til udødeligt liv i himmelen, siges der om dem at de, endnu mens de er på jorden, ’har førstegrøden, nemlig ånden . . . mens de ivrigt venter på antagelse som sønner, udfrielsen fra deres legeme ved en løsesum’. (Ro 8:23, 24) Om sig selv og sine medkristne, der har håb om liv i ånden, siger Paulus at Gud ’som forskud på det der skal komme, har givet dem ånden’, som han også kalder „et forskud på vor arv“. — 2Kor 5:5; Ef 1:13, 14.