ØRKEN

Det hebraiske ord for ørken (midhbarʹ) sigter i almindelighed til et tyndt befolket, uopdyrket område (Jer 2:2) der kan omfatte græsgange (Sl 65:12; Jer 23:10; 2Mo 3:1), cisterner (2Kr 26:10), huse og endda byer (1Kg 2:34; Jos 15:61, 62; Es 42:11). Ofte betegner det blot busk- eller græsstepper, men det bruges også om vandløse områder som i egentlig forstand kan kaldes ørkener. Andre, mere specifikke, hebraiske betegnelser for sådanne områder bruges ofte parallelt med midhbarʹ i poetiske tekster. — Sl 78:40; Jer 50:12.

En ødemark kaldes jesjīmōnʹ. (Sl 68:7; Es 43:19, 20) Det er åbenbart et stærkere udtryk end midhbarʹ og betegner et mere goldt område, som for eksempel i udtrykket „en tom, hylende ødemark [jesjimonʹ]“. (5Mo 32:10) Brugt med den bestemte artikel sigter det til bestemte ørkener. — 4Mo 21:20; 1Sa 23:19, 24; se JESJIMON.

Tørre og ufrugtbare områder, som for eksempel det der lå over for Jeriko på den anden side af Jordan, beskrives med ordet ‛aravahʹ. (4Mo 22:1) Sådanne ørkensletter kunne være opstået på grund af skovhugst, mangelfuld opdyrkning eller længere tids tørke, som forvandlede frugtbare egne til golde ødemarker. (Es 33:9; Jer 51:43) Brugt med den bestemte artikel betegner ordet et bestemt område i det forjættede land. (Se ARABA; ARABAS REGNFLODSDAL.) Endnu et ord, tsijjahʹ, betegner enhver form for „tørt land“ og bruges parallelt med ovennævnte betegnelser. — Sl 107:35; Es 35:1.

Selv de egentlige ørkenområder der nævnes i Bibelen, var sjældent sandørkener i lighed med store dele af Saharaørkenen med dens bølgende sandklitter. Det var som regel næsten træløse, tørre eller halvtørre sletter, klippeplateauer eller øde vandløse dalsænkninger indesluttet af høje bjerge og nøgne tinder. — Job 30:3-7; Jer 17:6; Ez 19:13.

Da israelitterne forlod Ægypten, blev de af Gud ledet ud i ørkenen ved Det Røde Hav så Farao troede at de havde mistet orienteringen. (2Mo 13:18-20; 14:1-3) På den anden side af Det Røde Hav vandrede de i 40 år fra det ene ørkenområde til det andet, hvorved de kom igennem Sjurs, Sins, Sinaj, Parans og Zins Ørken. (2Mo 15:22; 16:1; 19:1; 4Mo 10:12; 20:1) Undertiden slog de lejr i oaser, for eksempel Elim, der havde 12 vandkilder og 70 palmetræer (2Mo 15:27), og Kadesj. — 4Mo 13:26; 5Mo 2:14; KORT, bd. 1, s. 541.

Det forjættede land, der udgjorde en del af den såkaldte Frugtbare Halvmåne, lå som en finger af velopdyrket land mellem Middelhavet på den ene side og store ørkenområder på to andre sider — Den Syrisk-Arabiske Ørken mod øst og Sinajhalvøen mod syd. (2Mo 23:31) Inden for landets grænser var der mindre ørkenområder, som for eksempel området ved Dotan umiddelbart syd for Jizre’elsletten, hvor Josef blev kastet i en cisterne af sine brødre (1Mo 37:17, 22); Judas Ørken, hvortil hørte områderne ved byerne Zif, Maon og En-Gedi, ørkener hvor David søgte tilflugt for Saul (Dom 1:16; 1Sa 23:14, 24; 24:1); og ørkenområderne øst for Jordan, som gik over i Den Syrisk-Arabiske Ørken. (4Mo 21:13; 5Mo 1:1; 4:43) Store dele af den gravsænkning Jordanfloden løber igennem (i dag kaldt el Ghor), er også ørkenagtige områder.

Skønt mange af de ørkenområder der omtales i Bibelen, i dag er deciderede ødemarker, tyder noget på at de ikke altid har været dette. Denis Baly skriver i bogen The Geography of the Bible (1957, s. 91) at „vegetationsmønsteret må have undergået store forandringer siden bibelsk tid“. De oprindelige naturforhold hvor jorden, klimaet og plantevæksten udgjorde et stabilt miljø med ringe erosion, blev bragt ud af balance ved fældning af skove der aldrig blev genplantet. Da der ikke længere var løv til at kaste skygge og rødder til at holde på mulden, blev jorden ødelagt af den brændende sommervarme og den voldsomme vinterregn. Mulden blev bagt af solen, forblæst af vinden, løsnet af ekstreme temperaturforandringer og vasket bort af regnen. Arkæologiske undersøgelser viser at mange områder som nu er helt golde, engang „omfattede græsgange, sletter og oaser hvor kilder og sporadiske regnbyger forbundet med omhyggelig vandopsamling skabte mulighed for bygning af landsbyer og opretholdelse af vigtige karavaneruter“. (The Interpreter’s Dictionary of the Bible, redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 1, s. 828) Selv i dag er mange af disse øde områder dækket af et grønt tæppe om foråret, mens de ved sommerens slutning er golde og afsvedne på grund af tørken og heden.

Forholdene under ørkenvandringen. Skønt nogle af ørkenområderne sikkert var mere indbydende i fortiden end de er i dag, kunne Moses omtale israelitternes vandring gennem Sinaj som en vandring gennem „den store og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner og med tørstig jord hvor der ikke var vand“. (5Mo 1:19; 8:15; BILLEDER, bd. 1, s. 542) Denne ørken var „feberanfaldenes land“ (Ho 13:5), de farlige kløfters og det dystre mørkes land. (Jer 2:6) De goldere ørkenegne var enten ubeboede (Job 38:26) eller steder hvor folk boede i telte eller levede som nomader. (1Kr 5:9, 10; Jer 3:2) Her voksede tornebuske og tidsler (1Mo 21:14, 15; 2Mo 3:1, 2; Dom 8:7), tornede lotustræer og sammenfiltret buskads af tornede akacietræer. — 2Mo 25:10; Job 40:21, 22.

Trætte rejsende som fulgte karavanesporene (Jer 12:12), kunne søge skygge under en gyvelbusks tynde, rislignende grene (1Kg 19:4, 5), under et tristudseende, krybende enebærtræ (Jer 48:6) eller bag den knudrede stamme af en tamarisk med dens fjerlignende løv af små, stedsegrønne blade (1Mo 21:33). Højt oppe under den skyfri himmel kredsede ørne og andre rovfugle (5Mo 32:10, 11), mens hornslanger og pilslanger gled hen over klipperne og ind under buskene, ørkenfirben pilede omkring og kæmpefirbenet vraltede tungt omkring på sine korte, kraftige ben. (3Mo 11:30; Sl 140:3; Es 34:15) Stenbukke færdedes på klipperne (1Sa 24:2), vildæsler, zebraer, kameler og strudse søgte næring af den sparsomme vegetation, og selv pelikaner og hulepindsvin var at se. (Job 24:5; 39:5, 6; Jer 2:24; Kl 4:3; Zef 2:13, 14) Om natten bidrog sjakalers og ulves hylen sammen med uglers tuden eller natravnens vibrerende skrig til at forstærke indtrykket af ødemark og afsondrethed. (Es 34:11-15; Jer 5:6) De der overnattede i ørkenen, følte sig ikke særlig trygge. — Jf. Ez 34:25.

Bortset fra de spredte oaser der findes, er Sinajhalvøen stort set en sand-, grus- og klippeørken. I wadierne findes en sparsom plantevækst. Før i tiden var regnmængden måske større og plantevæksten rigeligere. Men uden Guds omsorg kunne israelitterne, der antagelig talte tre millioner, aldrig have overlevet i dette øde område. Som Moses sagde til dem på Moabs sletter: „Tag dig i agt for at glemme Jehova din Gud . . . som førte dig ud af Ægyptens land, af trællehuset; som lod dig vandre gennem den store og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner og med tørstig jord hvor der ikke var vand; som bragte vand frem til dig af den flinthårde klippe; som i ørkenen gav dig manna at spise som dine fædre ikke kendte til, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve for senere hen at gøre godt mod dig.“ — 5Mo 8:11-16.

Ørken i De Græske Skrifter. Her svarer det græske ord eʹrēmos som regel til det hebraiske midhbarʹ. (Lu 15:4) Det betegner den ørken Johannes Døber forkyndte i (Mt 3:1), og de øde steder som en dæmonbesat mand var blevet drevet ud til. (Lu 8:27-29) Efter at Jesus var blevet døbt, fastede han og blev fristet af Satan i ørkenen. (Mt 4:1; jf. 3Mo 16:20-22.) Under sin tjeneste trak Jesus sig undertiden tilbage til øde steder for at bede. (Lu 5:16) Han forsikrede imidlertid sine disciple om at hans nærværelse i kongemagt ikke ville være begrænset til en afsondret ørken, men ville blive gjort kendt overalt. (Mt 24:26) Da Paulus foretog sine missionsrejser, var der stadig særlige farer forbundet med at færdes i ørkenen. — 2Kor 11:26; jf. Apg 21:38.

Brugt billedligt. I ørkenområderne øst og sydøst for Palæstina opstod der en kraftig, hed vind, nu kaldet sciroccoen, af det arabiske ord (sjarquijjeh) for „østenvind“. Denne vind, der blæser ind fra ørkenen, virker meget udtørrende idet den opsuger al luftens fugtighed og ofte fører fint, gulligt støv med sig. (Jer 4:11) Sciroccoen blæser hovedsagelig om foråret og om efteråret og kan om foråret være meget ødelæggende for vegetationen og afgrøderne. (Ez 17:10) Om Efraim, den stamme der repræsenterede det frafaldne nordrige, Israel, forudsagde Jehova at skønt Efraim „bærer frugt, kommer der en østenvind . . . Fra ørkenen kommer den op, og den tørrer hans brønd ud og tørrer hans kilde bort. Den plyndrer skatkammeret for alle klenodierne.“ Denne ødelæggende østenvind fra ørkenen symboliserede assyrernes angreb på Israel fra øst; de ville plyndre landet og føre israelitterne i fangenskab. — Ho 13:12-16.

Ørkenområderne, der var tyndt befolkede og lå urørte og uopdyrkede hen, blev ofte brugt til at skildre de ødelæggende virkninger af fjendtlige hæres indtrængen. På grund af Judas troløshed ville Babylons hære gøre ’dets hellige byer til ørken, Zion til ørken, Jerusalem til en ødemark’ (Es 64:10), så dets frugthaver og opdyrkede marker alle kom til at ligge øde hen. (Jer 4:26; 9:10-12) Dets fyrster, der havde været som majestætiske cedre i en skov, ville blive fældet. (Jer 22:6, 7; jf. Ez 17:1-4, 12, 13.) Men senere skulle de fjendtlige nationer, såsom Babylon, Ægypten og Edom, udsættes for samme behandling til gengæld for deres had og modstand mod Guds folk. Det nævnes specielt at Babylon skulle blive „et tørt land, en ørken og en ørkenslette“, ubeboet og glemt. — Jer 50:12-16; Joel 3:19; Zef 2:9, 10.

Når Juda vendte tilbage efter de 70 års landflygtighed, ville det derimod være som om ørkenen blev forvandlet til en Edens have, med frugtlunde og frugtbare marker der blev vandet af bække og strømme, med sivplanter, løvrige træer og blomstrende planter, hvilket alt sammen var et udtryk for at landet glædede og frydede sig. — Es 35:1, 2; 51:3.

Enkeltpersoner. Lignende billeder brugt i forbindelse med personer viser at sådanne profetier hovedsagelig tager sigte på en åndelig og ikke en bogstavelig opfyldelse. Den der stoler på mennesker frem for på Jehova, sammenlignes således med et enligt træ på ørkensletten der ikke har håb om noget godt. Men den der stoler på Jehova, er som „et træ der er plantet ved vand“, frugtbart og frodigt. Han kan føle sig tryg. (Jer 17:5-8) Disse kontraster medvirker også til at man bedre kan forestille sig forholdene i en ørken.

„Havørkenen“. Nogle kommentatorer opfatter udtrykket „havørkenen“ (midhbar-jamʹ) i Esajas 21:1 som en betegnelse for den sydlige del af det gamle Babylonien. Når Eufrat og Tigris hvert år gik over deres bredder, blev dette område forvandlet til et veritabelt ’ørkenhav’.

I Åbenbaringen. I Åbenbaringens Bog bruges ordet ørken i to betydninger: til at skildre det afsondrede sted hvor den symbolske kvinde der føder det kongelige drengebarn, finder tilflugt for angriberne (Åb 12:6, 14), og til at skildre de vilde dyrs tilholdssted i forbindelse med en anden symbolsk kvinde, „Babylon den Store“, der rider på det syvhovedede vilddyr. — Åb 17:3-6, 12-14.