Skøgen og „jordens konger“

KRISTENHEDENS historie er fyldt med eksempler på intriger og handel med embeder i magtens korridorer. Lad os betragte nogle få af dem. En hersker der indså fordelene ved at holde sig gode venner med religionen og have den katolske kirkes velsignelse, var Karl den Store (742-814).

The New Encyclopædia Britannica forklarer at paven salvede Karl den Store, hans fader og hans broder for at grundlægge et nyt dynasti efter at den tidligere herskerslægt var blevet ’skubbet til side’. Værket tilføjer derefter: „Den politiske alliance mellem frankerne [Karl den Stores folk] og paven imod langobarderne blev bekræftet ved samme lejlighed. . . . Karl [der senere blev Karl den Store] forstod tidligt hvilken nær forbindelse der er mellem verdslig magt og kirken.“

I år 800 besluttede pave Leo III „at gøre Karl til kejser“ af Det Vestromerske Rige, og kronede ham ved julemessen i Peterskirken i Rom.

En begærlig skøge

Men en skøge skal have sin betaling. Hvad kunne Karl den Store tilbyde Babylons repræsentant, Rom? „I Peterskirken gentog Karl . . . sin faders løfte om at give paven herredømme over store dele af Italien.“ Den samme kilde tilføjer: „På grund af kejserens politisk betingede religiøsitet voksede riget og kirken sammen til en institutionel og åndelig enhed.“

Et andet eksempel på hvilken vældig indflydelse religionen har haft på de verdslige herskere, er kardinal Wolsey af England (1475-1530). The New Encyclopædia Britannica oplyser at han var „en kardinal og statsmand der dominerede den engelske kong Henrik VIII’s regering. . . . I december 1515 blev Wolsey Lordkansler af England. . . . Wolsey udnyttede sin enorme verdslige og kirkelige magt til at samle sig rigdomme der kun overstråledes af kongens.“ For at blive i Åbenbaringens symbolsprog koster førsteklasses prostitution dyrt.

Endnu et kendt eksempel på at religionen har øvet indflydelse på statens anliggender, er den franske kardinal og hertug Richelieu (1585-1642). Han havde stor magt og samlede sig rigdomme der var „usædvanlig store, selv efter tidens normer,“ skriver Encyclopædia Britannica.

Richelieu blev efterfulgt af en anden kardinal, Jules Mazarin (1602-61), der var Frankrigs førsteminister under Ludvig XIV. Skønt han ikke var ordineret til præst, blev han i 1641 udnævnt til kardinal af pave Urban VIII. Også kardinal Mazarin stræbte efter at blive rig. Hagerups Leksikon siger: „Hans Styre plettedes af Bestikkelse og Svindel. Han efterlod sig en kolossal Formue.“

Også i nutiden samler den falske religion sig rigdomme og forsøger at øve indflydelse på politikerne, og, om muligt, bestemme over dem. Et fremtrædende eksempel på dette er den hemmelighedsfulde katolske organisation Opus Dei (latin: Guds gerning), der nyder den nuværende paves gunst, og, ifølge forfatteren Lawrence Lader, „er stærkt engageret i antikommunisme og højreorienteret politik“. Organisationen bruger den taktik at skumme den intellektuelle fløde af den katolske ungdom ved sine gymnasier og universiteter, og derefter placere sine mænd i høje, indflydelsesrige stillinger i statsforvaltningerne, finansverdenen og medierne. I Spanien havde Opus Dei sin storhedstid under den katolske, fascistiske diktator Franco. På et tidspunkt tilhørte 10 af hans 19 kabinetsmedlemmer Opus Dei.a

I De Forenede Stater er tv-evangelisterne kendt for deres opsigtsvækkende rigdom og luksuriøse livsstil. Nogle protestantiske præster er gået ind i det politiske liv og har endda tragtet efter præsidentposten. Skønt den gamle skøge er faldet, er der ingen tvivl om at hun i den ene forklædning efter den anden stadig nyder magtens og rigdommens sødme og forsøger at spille herre. — Åbenbaringen 17:4.

Men hvad ligger der i skøgens navn, Babylon den Store? Hvordan kan dette navn være med til at bekræfte hvem den symbolske kvinde i Åbenbaringens bog er?

[Fodnote]

[Illustrationer på side 6]

Kardinalerne Wolsey, Mazarin og Richelieu samlede sig formuer mens de tjente staten

[Kildeangivelse]

Fotos: Culver Pictures