Falsk religion går sin undergang i møde!

FOR at finde ud af om verdens religioner står for fald, vil vi kaste et nærmere blik på en af Bibelens mest dramatiske profetier. Det er profetien om den mystiske symbolske kvinde der er beskrevet i Bibelens sidste bog, Åbenbaringen.

Kan du forestille dig en kvinde der har hersket som dronning over nationerne og i historiens løb har påvirket milliarder af menneskers liv — en rig kvinde der er prægtigt klædt i purpur og skarlagen, rigt smykket med guld, kostbare sten og perler? På hendes pande står der et langt navn, en hemmelighed: „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.“ Det er tydeligt at hun er hærget af sit hårde, umoralske liv, for hun har begået „utugt“ med verdens herskere. Hendes synder har hobet sig helt op til himmelen. Hun rider på et uhyggeligt, skarlagenrødt vilddyr der har syv hoveder og ti horn. — Åbenbaringen 17:1-6; 18:5.

Hvis du kan se denne kvinde for dig, har du en idé om hvem der er hovedpersonen i det profetiske drama som Jesu apostel Johannes fik at se i et syn han modtog gennem en engel. Han giver en malende beskrivelse heraf i Åbenbaringen, kapitel 17 og 18. Hvis du læser disse kapitler i din bibel, vil du kunne se i hvilken rækkefølge begivenhederne finder sted, lige fra afsløringen af den mystiske kvindes identitet til hendes fatale endeligt.

Skøgen identificeres

Man får et fingerpeg om hvem denne skøgedronning er, ved at se hvad hun i billedlig forstand sidder på. I Åbenbaringen 17:18 beskrives hun som „den store by som har herredømme over jordens konger“. Det giver hende mulighed for at sidde på „mange vande“, hvilket ifølge Åbenbaringen 17:1, 15 betegner „folk og skarer og nationer og tungemål“. Ifølge vers 3 i det samme kapitel ser man hende også sidde på et syvhovedet vilddyr. I Bibelen bruges vilddyr ofte til at skildre denne verdens politiske magter eller organisationer.

Skøgen, Babylon den Store, er altså det personificerede udtryk for et indflydelsesrigt imperium der behersker andre magter og deres undersåtter. Det kan kun være verdensimperiet af falsk religion.

Den indflydelse religiøse ledere har haft på forskellige landes politik, er historisk veldokumenteret. I The World Book Encyclopedia hedder det: „Efter Det Vestromerske Riges fald [i det 5. århundrede] fik paven større magt end nogen anden i Europa. . . . Paven udøvede både politisk og åndelig myndighed. I år 800 kronede pave Leo III frankernes hersker, Karl den Store, til romernes kejser. . . . Leo III havde grundfæstet pavens ret til at legalisere en kejsers myndighed.“

Hvor stor myndighed den katolske kirke og dens „fyrster“ udøvede over herskere, fremgår også af eksemplet med kardinal Thomas Wolsey (1475?-1530). Man har beskrevet ham som „den mest magtfulde person i England i mange år“. I Henrik VIII’s regeringstid „blev han på ganske kort tid den der styrede alle statsanliggender. . . . Han levede i kongelig pragt og nød sin magt i fulde drag.“ Leksikonet fortsætter: „Kardinal Wolsey brugte hovedsagelig sine store evner som statsmand og administrator til at tage sig af Englands udenrigspolitik for Henrik VIII.“

Et andet fremtrædende eksempel på en katolsk myndighedsperson der blandede sig i verdslige statsanliggender, er den franske kardinal Richelieu (1585-1642), der „i mere end 18 år . . . var Frankrigs egentlige hersker“. Førnævnte opslagsværk siger: „Han var overordentlig ambitiøs og blev snart utålmodig efter at få et højere embede.“ Han blev gjort til kardinal i 1622 „og blev kort efter den mest indflydelsesrige i den franske regering“. Han var tilsyneladende en handlingens mand, for „under belejringen af La Rochelle stod han personligt i spidsen for den kongelige hær“. Artiklen tilføjer: „Richelieu interesserede sig mest for udenrigspolitik.“

At Vatikanet stadig er engageret i politik, fremgår af at man i Vatikanavisen L’Osservatore Romano konstant kan læse notitser om at udenlandske diplomater har afleveret deres akkreditiver til den suveræne pave. Vatikanet har tilsyneladende et netværk af loyale katolikker som kan holde paven informeret om den politiske og diplomatiske udvikling i hele verden.

Der kunne nævnes mange andre eksempler der viser at religiøse ledere, både inden for og uden for kristenheden, øver stor indflydelse på denne verdens politiske anliggender. At den symbolske skøge sidder på alle de „mange vande“ (der skildrer „folk og skarer og nationer“) og på vilddyret (der repræsenterer alle politiske verdensriger), viser imidlertid at hendes indflydelse på folk, nationer og riger ikke blot er af politisk karakter. Lad os se hvilken form for magt der er tale om.

En del af det lange navn der er skrevet på hendes pande, er „Babylon den Store“. Det henviser til fortidens Babylon som Nimrod, der var „i opposition til Jehova“, den sande Gud, grundlagde for over 4000 år siden. (1 Mosebog 10:8-10) At hun bærer dette navn, viser at hun er en større udgave af fortidens Babylon og har nogle af de samme træk. Hvilke træk? Fortidens Babylon var gennemsyret af mystisk religion, fordærvede traditioner, afgudsdyrkelse, magi, astrologi og overtro — alt sammen noget Jehovas ord fordømmer.

The New International Dictionary of New Testament Theology siger at man i det 18. århundrede før vor tidsregning gjorde Marduk til „byen Babylons gud og dermed til overhoved for den sumerisk-akkadiske gudeverden bestående af omkring 1300 guder. Derved blev alle de religiøse traditioner samlet i ét system. . . . I Første Mosebog 11:1-9 bliver Babylons enorme tempel skildret som et udtryk for menneskeligt hovmod, et ønske om at bestorme himmelen.“

Fortidens Babylon var således samlingspunkt for den falske religion som med tiden inficerede hele verden. De babyloniske religiøse skikke, læresætninger, traditioner og symboler er trængt ud til hver en afkrog af jorden og går igen i de mange tusind forvirrende religioner der findes i dag. Politiske riger og imperier er fremstået og forsvundet, men den babyloniske religion har overlevet dem alle.

Hvorfor er ødelæggelsen nær?

Som man ofte har kunnet læse i dette blad, viser Bibelens profetier og de verdensomvæltninger der har fundet sted siden 1914, tydeligt at vi nu lever ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Det betyder at afslutningen for den vilddyragtige verdensordning hastigt nærmer sig, og det samme gør afslutningen for det tihornede „skarlagenrøde vilddyr“ som skøgen nu rider på. (Åbenbaringen 17:3) Dette vilddyr repræsenterer tydeligvis det politiske konglomerat af næsten alle nationer på jorden — De Forenede Nationer. Den forudsagte afslutning betyder at det ugudelige politiske styre over menneskene der er så splittende, vil blive fjernet. Men hvad vil der ske med skøgedronningen som rider på vilddyret?

Guds engel forklarer: „De ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild. For Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke, ja at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret, indtil Guds ord vil være fuldbyrdet.“ — Åbenbaringen 17:16, 17.

Profetien viser således at kort før det politiske vilddyr bliver udslettet, vil det begynde at hade sin rytter og vende sig imod hende. Hvorfor? De herskende og jordens regimer vil åbenbart føle at deres magt og myndighed trues af den organiserede religion der opererer inden for deres område. Pludselig, som drevet frem af en stærk kraft, vil de udføre Guds „tanke“, hans beslutning, og eksekvere hans dom over det utugtige, blodbesudlede verdensimperium af falsk religion.a — Jævnfør Jeremias 7:8-11, 34.

Afslutningen for denne verdens falske religioner vil komme mens de tilsyneladende stadig er livskraftige og indflydelsesrige. Profetien viser at umiddelbart før skøgen udslettes, vil hun stadig sige i sit hjerte: „Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og jeg skal aldrig se sorg.“ (Åbenbaringen 18:7) Hendes udslettelse vil komme som en overraskelse for hendes milliarder af tilhængere. Det vil blive en af de mest uventede og voldsomme begivenheder i menneskehedens historie.

Lige siden fortidens Babylon fremstod, har falsk religion øvet enorm indflydelse på menneskeheden gennem dens ledere og tilhængere, dens læresætninger, traditioner og skikke, dens mange imponerende helligdomme og dens ufattelige rigdomme. Dens forsvinden vil afgjort ikke gå upåagtet hen. Den engel der har fået til opgave at udtale domsbudskabet over skøgen, pakker ikke noget ind når han siger: „Hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ Babylon den Stores ødelæggelse vil altså komme som et lyn fra en klar himmel og blive eksekveret hurtigt, som „på én dag“. — Åbenbaringen 18:8; Esajas 47:8, 9, 11.

Engelens magtfulde ord afføder et spørgsmål: Vil der overhovedet være en eneste religion tilbage? I givet fald hvilken, og hvorfor? Hvad siger profetien? Det vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Kristenhedens blodskyld i Afrika

I Åbenbaringen 18:24 siger Bibelen at der i Babylon den Store fandtes blod „af alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Tænk engang på de krige der er blevet udkæmpet som følge af religiøse uoverensstemmelser og fordi religiøse ledere ikke har afværget dem. Et nyligt eksempel herpå er folkedrabet i Rwanda, hvor omkring 500.000 mennesker blev myrdet. En tredjedel heraf var børn.

Den canadiske forfatter Hugh McCullum skriver om Rwanda: „En hutu-præst i Kigali [Rwanda] siger at kirkens manglende moralske ledelse er uforklarlig. Biskoppernes stilling i Rwandas samfund burde have været af enorm betydning. De kendte til den truende katastrofe længe før myrderierne begyndte. Fra kirkens prædikestole kunne man have udsendt et kraftigt budskab til næsten hele befolkningen som kunne have afværget folkedrabet. I stedet forholdt lederne sig tavse.“

Efter den værste massakre i 1994 sagde Justin Hakizimana, der er ældste i sin kirke, ved et lille møde som blev holdt i en presbyteriansk kirke i Kigali: „Kirken gik aktivt ind for den politik Habyarimana [Rwandas præsident] førte. Vi fordømte ikke hvad der foregik, for vi var korrumperede. Ingen af vore kirker, og slet ikke katolikkerne, har fordømt massakrerne.“

Efter folkedrabet udtalte præsten Aaron Mugemera ved et andet møde i Rwanda: „Kirken skammer sig. . . . I dette land har man dræbt hinanden siden 1959 uden at nogen har fordømt det. . . . Vi har ikke talt imod det fordi vi var bange, og fordi vi selv havde det udmærket.“

[Illustration på side 7]

Denne „skøge“ øver indflydelse på hele verden

[Kildeangivelse]

Jordklode: Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.