ÅBENBARINGEN TIL JOHANNES
Den sidste bog i Bibelen i de fleste oversættelser, men ikke den sidste der blev skrevet. Den kaldes også Apokalypsen.
Hvem der har skrevet bogen, hvor og hvornår. Apostelen Johannes oplyser at han har nedskrevet bogen, og at det skete på øen Patmos, hvortil han var blevet forvist fordi han havde forkyndt Guds ord og vidnet om Jesus Kristus. (Åb 1:1, 9) Den er muligvis skrevet omkring år 96.
Stil og placering. Bogen er skrevet i brevform og beskriver en serie syner der kommer i en bestemt rækkefølge som leder frem til et klimaks. Den danner en passende afslutning på hele Bibelen.
Tallet syv synes at spille en vigtig rolle i bogen. Der brydes syv segl, hvorefter der blæses i syv trompeter og udgydes syv plager. Der er syv lampestandere, syv stjerner, syv tordener og mange andre ting i forbindelse med tallet syv, øjensynlig fordi dette tal her står for fuldstændighed og bogen omhandler fuldbyrdelsen af Guds hellige hemmelighed. — Åb 10:7; se HELLIG HEMMELIGHED.
Forfatter og meddelelseskanal. Bogens forfatter er Jehova Gud den Almægtige, og den kanal han benyttede, er Jesus Kristus, som fremstillede synet for Johannes ved hjælp af sin engel. (Åb 1:1) Guds ånd skildres som syvfoldig, det vil sige virksom i fuldeste mål i forbindelse med overbringelsen af denne åbenbaring, som Johannes fik guddommelig befaling til at nedskrive. — Åb 1:4, 11.
Bogens formål. Noget af det Johannes så i synet, kan måske virke skræmmende — vilddyrene, veerne og plagerne. Bogen blev imidlertid ikke skrevet for at skræmme, men for at trøste og opmuntre dem der læser den i tro. Den kan føre til velsignelse for læseren. Bogens skribent siger ligefrem i indledningen: „Lykkelig [„Velsignet“, Sch] er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder det der står skrevet i den.“ (Åb 1:3) Johannes siger også at bogens formål er at vise Guds trælle „det der snart skal ske“. — Åb 1:1, 2.
Vidner om Jesus. I Åbenbaringen 19:10 siger engelen til Johannes: „Det at vidne om Jesus er jo ånden i profetien.“ Hensigten og formålet med al profeti er altså at pege frem til Jesus Kristus. Det betyder ikke at Jehova forbigås eller ignoreres. Tidligere i vers 10 har engelen sagt til Johannes, som faldt ned for engelens fødder: „Tilbed Gud,“ og apostelen Paulus sagde at Gud ophøjede Kristus „til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen“. Derfor vil det at ophøje Jesus Kristus og det at få et bedre kendskab til ham føre til større kundskab om Gud og hans hensigter, og det vil først og fremmest være til ære for Gud. — Flp 2:9-11; se PROFETI.
Profetien vidner om Jesus fordi det er ved hjælp af ham Gud gennemfører sine hensigter — at hellige sit navn, at fjerne ondskaben og at velsigne menneskeheden. „Omhyggeligt skjult i [Kristus] er alle visdommens og kundskabens værdier.“ (Kol 2:3) Han er det lovede afkom, den i hvem den hellige hemmelighed åbenbares. Lige fra det tidspunkt hvor Gud begyndte at tage sig af menneskene efter Adams oprør, har han sørget for at Kristi komme blev forudsagt i billeder og profetier, og at mennesker blev ledet til Guds rige med hans søn som konge. — 1Mo 3:15; 22:18; Ga 3:16; 2Sa 7:12-16; Sl 2:6-12; 110:1-7; Ez 21:27; Apg 2:29, 36; 3:19-26; 1Ti 3:16.
Hvad er i korte træk „Åbenbaringens“ indhold?
Det indledende kapitel i Bibelens sidste bog præsenterer læseren for ham der står over alle andre, den der er ophav til Åbenbaringens budskab, Jehova Gud den Almægtige, „Alfa og Omega“. Kapitlet indeholder også et syn af meddelelseskanalen, Jesus Kristus, og viser at han var død, men nu lever og har stor magt i himmelen. Dernæst ses de der har fulgt ham i hans trængsel, og som skal være med ham i Riget. Kristi interesse og loyale hengivenhed for dem kommer til udtryk i de budskaber han har til de syv menigheders „engle“. — Åb kap. 1-3.
Derefter føres Johannes ved åndens inspiration op til himmelen for at se „det der skal ske“. Han får et syn af Guds trone og dens omgivelser, og han beskriver ham der sidder på den, som en prægtig suveræn der troner i fuldkommen ophøjet ro og sindsligevægt. — Åb kap. 4.
Den ærefulde stilling som „Lammet“, Jesus Kristus, indtager, beskrives som den næstøverste, idet han kun er underordnet Jehova Gud og er den eneste i himmelen som er kvalificeret til at nærme sig Gud for at åbne skriftrullen med åbenbaringen af Guds hensigt. Opmærksomheden rettes mod en krigerkonge (øjensynlig også Jesus) som rider ud „sejrende og for at fuldende sin sejr“. Derefter følger en skildring af hvad det medfører for jorden, især for Guds fjender, når denne konge begynder at ride ud, og hvordan Gud har til hensigt at hævne sit folks blod på sine fjender. — Åb kap. 5, 6.
Gud viser hvordan han ser på dem blandt hans jordiske tjenere der er blevet udvalgt til at være med i det himmelske rige, ved at han tilbageholder ødelæggelsen indtil de er ’beseglet på deres pander’. Det åbenbares at det fulde antal af de beseglede er 144.000. Herefter ses andre som ikke er beseglede, og hvis antal er ubegrænset. De bliver også Guds tjenere og undslipper ødelæggelsen i „den store trængsel“. Guds domme over forskellige grupper af hans fjender på jorden kædes sammen med den krig disse fjender fører mod hans folk. Det fører frem til ærkefjendens, dragen Satan Djævelens, forsøg på at forpurre Guds hensigt, nemlig at frembringe den „søn, et drengebarn, der skal vogte alle nationerne med en jernstav“. Dernæst ses nogle vilddyr der symboliserer redskaber som denne ærkefjende benytter i sin kamp mod de øvrige af kvindens afkom og mod gennemførelsen af beseglingen. — Åb kap. 7-13; se DYR, SYMBOLSKE.
Alle disse forsøg fra Satans side slår fuldstændig fejl. De 144.000 ses sejrrige, stående sammen med Lammet på Zions Bjerg, med Faderens og Lammets navn skrevet på deres pander, mens de synger ligesom en ny sang foran dem der befinder sig i himmelen. Efter at disse og en „stor skare“ af jordiske medarbejdere er blevet indsamlet ved „jordens høst“, er tiden inde til at ’jordens store vintræ’ skal trædes i vinpersen. — Åb kap. 14.
Guds endelige domme skildres nu ved hjælp af andre symboler. Syv engle får Guds harmes syv skåle overdraget. De går i gang med denne afsluttende opgave. Opmærksomheden rettes mod en af Guds og Kristi ’bruds’ største fjender, nemlig „Babylon den Store, moderen til jordens skøger“, „den store by som har herredømme over jordens konger“. Hendes samarbejde med det syvhovedede vilddyr bryder sammen idet vilddyret vender sig imod hende, æder hendes kød og opbrænder hende med ild. De der har haft økonomisk fordel af at samarbejde med hende, sørger, men i himmelen er der stor glæde. — Åb kap. 15-18.
I sin egenskab af ’moder til jordens skøger’ vil Babylon den Store naturligvis gøre alt for at forlede Kristi „brud“ til at være utro mod sin kommende ægtemand (2Kor 11:2, 3; Ef 5:25-27) og derved også gøre hende til skøge. Glæden i himmelen er derfor stor da Babylon den Stores fordærvende indflydelse har vist sig virkningsløs. Den store skøge er nu blevet fjernet, og bruden har sejret. Hun har gjort sig rede til sin tilkommende. Tiden er derfor inde til at Lammets bryllup skal finde sted. Alle der er indbudt til brylluppet, fryder sig. Nu hvor den store skøge ikke længere udgør nogen trussel mod den sande tilbedelse, begynder en ny epoke af Jehovas herredømme. — Åb 19:1-10.
Imidlertid er dommen over de øvrige af Guds fjender endnu ikke blevet eksekveret. Brudgommen rider ud for at fuldende sin sejr og befri jorden for alle fjender, både politiske og andre. Ødelæggelsen er fuldstændig. Til sidst, efter at Djævelen har set alle sine håndlangere og redskaber gjort til intet, bliver han selv bundet under hele Kristi tusindårige styre. Derefter rykker synet tidsmæssigt frem til en dom der finder sted ved slutningen af de tusind år; Djævelen løslades en kort tid, hvorefter han, sammen med alle dem der slutter sig til ham i hans angreb på „de helliges lejr og den elskede by“, gøres fuldstændig til intet. — Åb 19:11–20:10.
Synet vender nu tilbage til det der vil ske i løbet af de tusind år, og der følger en skildring af opstandelsen og den dom der finder sted under ledelse af Kristus og hans brud, det ny Jerusalem. Den himmelske bys skønhed og storhed beskrives, med de helbredende og livgivende goder den skænker menneskeheden. — Åb 20:11–22:5.
Til sidst siger Jehova Gud at han ’kommer hurtigt for at give hver enkelt løn som hans gerning er’. Som „det trofaste og sande vidne“ aflægger Jesus vidnesbyrd om at den hellige hemmelighed i forbindelse med Riget nu er endeligt åbenbaret, idet han siger: „Jeg er Davids rod og afkom, den strålende morgenstjerne.“ Han er Davids evige arving, den der for evigt har del i pagten om Riget, og den der er profeteret om i 4 Mosebog 24:17. Trods ihærdige anstrengelser har Satan, vilddyret og Babylon den Store (Åb 12:1-10; 17:3-14) ikke kunnet forhindre denne „stjerne“ i at opgå fra Davids hus og tage den himmelske trone i besiddelse for evigt. — Åb 22:6-16.
Ånden, Guds virksomme kraft, indbyder sammen med „bruden“ alle som hører, til frit at tage af livets vand. Med en sidste advarsel imod at lægge noget til eller at tage noget bort fra ordene i profetien og med en erklæring om sit snarlige komme slutter Jesus åbenbaringen, og Johannes svarer: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åb 22:17-21.
Åbenbaringens Bog er af stor betydning fordi den giver Guds folk åndelig styrke og indsigt. Den kaster lys over Guds interesse for sit folks menigheder og den dybe og kærlige omsorg Jesus Kristus viser dem som den rigtige hyrde. Jesus ved præcis hvilken tilstand der råder iblandt dem, og hvad der skal gøres. Dette fremgår især af bogens tre første kapitler.
Nogle mener at Åbenbaringen er så symbolsk at den er uforståelig og uden praktisk værdi i dag. Men Jehova Gud ønsker at hans tjenere skal forstå hans ord, og han lod Bibelen nedskrive for at de skulle forstå den og finde vejledning i den. Nøglen til forståelse af Åbenbaringen er den samme som nøglen til forståelse af andre dele af Bibelen. Apostelen Paulus henviser til denne nøgle. Han forklarer at Gud åbenbarer den skjulte visdom gennem sin ånd, og siger derefter: „Det er dette vi taler om, ikke med ord lært af menneskelig visdom, men med ord lært af ånden, idet vi forbinder åndelige anliggender med åndelige ord.“ (1Kor 2:8-13) Hvis man undersøger Bibelen (og, i visse tilfælde, gør sig bekendt med sæd og skik på Bibelens tid), vil man dér finde mange af de billeder og symboler der er brugt i Åbenbaringen, og ved at sammenholde de forskellige skriftsteder vil man ofte kunne forstå hvad symbolerne i Åbenbaringen betyder. Dog skal man være opmærksom på at et ord eller et udtryk kan symbolisere flere forskellige ting, alt efter sammenhængen.
[Ramme på side 1222, 1223]
HOVEDPUNKTER I ÅBENBARINGENS BOG
En afsløring af hvordan Gud ser på visse forhold, og en profetisk skildring af hvad han vil tillade at ske, og hvad han vil udrette ved hjælp af Kristus på „Herrens dag“
En række syner nedskrevet af apostelen Johannes omkring år 96 e.v.t.
Den herliggjorte Kristus giver kærlig vejledning til sine medarvinger til Riget (1:1–3:22)
Menigheden i Efesus har vist udholdenhed, men har forladt sin første kærlighed
Den åndeligt rige menighed i Smyrna tilskyndes til at forblive trofast under trængsel
Menigheden i Pergamum har holdt fast ved Kristi navn under forfølgelse, men har tolereret sektvæsen
Tyatiramenighedens virksomhed er øget, men den har tolereret en Jesabellignende indflydelse
Menigheden i Sardes er åndeligt død; den skal vågne op
Menigheden i Filadelfia har overholdt Kristi ord og tilskyndes til at blive ved med at holde fast ved det den har
Menigheden i Laodikea er lunken; den rådes til hos Kristus at købe det den behøver for at blive åndeligt helbredt
Et syn af Jehovas himmelske herlighed (4:1–5:14)
Jehova ses i ærefrygtindgydende pragt på sin trone, omgivet af 24 ældste og fire levende skabninger; han har i hånden en skriftrulle der er forseglet med syv segl
Lammet erklæres værdigt til at tage skriftrullen og åbne den
Lammet åbner seks af skriftrullens segl (6:1-17)
Da det åbner det første segl, modtager en rytter på en hvid hest en krone, og han rider ud sejrende og for at fuldende sin sejr
Ved åbningen af de næste tre segl rider yderligere tre ryttere ud som forårsager krig, hungersnød og død på jorden
Det femte segl åbnes; de der har lidt martyrdøden for Kristi skyld, råber på hævn for deres blod; hver af dem får en lang, hvid klædning
Ved åbningen af det sjette segl kommer et stort jordskælv som indvarsler Guds og Lammets vredes dag
Jordens fire vinde holdes tilbage (7:1-17)
Johannes hører at de fire vinde vil blive holdt tilbage indtil Guds trælle er blevet beseglet; tallet på de beseglede er 144.000
Derefter ser Johannes en stor, talløs skare af alle nationer; de kommer ud af den store trængsel
Det syvende segl åbnes (8:1–11:14)
Der bliver en halv times tavshed; ild fra alteret kastes ned på jorden; syv engle gør sig rede til at blæse i trompeter
De første fire trompetstød indvarsler plager over jorden, havet, ferskvandskilderne og solen, månen og stjernerne
Den femte trompet fremkalder en græshoppeplage, og den sjette slipper frygtelige rytterhære løs som går til angreb
Johannes fortærer en lille skriftrulle og får at vide at han igen skal profetere
Han måler helligdommen; to vidner klædt i sæk profeterer, dræbes og oprejses
Den syvende trompet: Riget fødes (11:15–12:17)
Den syvende trompet lyder, og det bekendtgøres at Jehova og hans Messias har overtaget verdensherredømmet
En kvinde i himmelen føder et drengebarn
Dragen søger at fortære barnet; der udbryder krig i himmelen; Mikael kaster dragen og dens engle ned til jorden
Dragen fører krig mod de øvrige af kvindens afkom
Vilddyret fra havet (13:1-18)
Et vilddyr med syv hoveder og ti horn stiger op af havet
Dragen giver vilddyret dets myndighed, og et vilddyr med to horn ligesom et lam laver et billede af det; mange tvinges til at tilbede vilddyret og til at få dets mærke
Jehovas trofaste tjenere i virksomhed (14:1-20)
De 144.000 på Zions Bjerg synger en ny sang
Engle flyver midt på himmelen og bekendtgør livsvigtige budskaber
En ligesom en menneskesøn høster jordens høst
En engel træder Guds vinperse, og der flyder meget blod
Fra sin himmelske helligdom befaler Jehova syv engle at udgyde hans harmes syv skåle (15:1–16:21)
De første seks skåle udgydes over jorden, i havet og i ferskvandskilderne samt over solen, vilddyrets trone og Eufrat
Guds tjenere må holde sig vågne fordi dæmonisk propaganda samler jordens konger til Har-Magedon
Den syvende skål udgydes over luften med katastrofale virkninger til følge
Syner af Babylon den Stores endeligt (17:1–18:24)
Babylon den Store sidder, beruset af de helliges blod, på et skarlagenrødt vilddyr der har syv hoveder og ti horn; de ti horn vender sig imod hende og æder hende
Hendes fald bekendtgøres; Guds folk skal gå ud fra hende
Hendes endelige tilintetgørelse begrædes af mange på jorden
Lammets bryllup (19:1-10)
Stemmer i himmelen priser Jah for tilintetgørelsen af Babylon
Et tordnende lovprisningskor bebuder Lammets bryllup
Kongernes Konge sejrer over nationerne (19:11-21)
Guds Ord går i krig mod nationerne; vilddyret og den falske profet kastes i ildsøen; alle Guds fjender dræbes; fuglene æder deres kød
Satan kastes i afgrunden; Kristus hersker i 1000 år (20:1–21:8)
Satan bindes for 1000 år
Jesus og hans medregenter er dommere i 1000 år, hvorefter Satan løslades; han går igen ud for at vildlede menneskene, men til sidst bliver han og alle der følger ham, tilintetgjort
Alle de der er i døden, Hades og havet, oprejses og dømmes af Ham som sidder på den store, hvide trone; døden og Hades kastes i ildsøen
Johannes ser en ny himmel og en ny jord
Det ny Jerusalem (21:9–22:21)
Det strålende ny Jerusalem kommer ned fra himmelen og oplyser nationerne; en flod med livets vand løber gennem byen, og på begge sider af floden er der træer til lægedom
Åbenbaringens Bog indeholder til sidst nogle afsluttende budskaber fra Jehova og Jesus; ånden og bruden indbyder enhver som tørster, til frit at tage af livets vand