ÅND

Det græske ord pneuʹma (ånd) kommer af pneʹō, der betyder „at ånde“, „at puste“ eller „at blæse“, og det hebraiske ord ruʹach (ånd) menes at komme af en rod der har samme betydning. Ruʹach og pneuʹma har således grundbetydningen „ånde“, eller „åndedræt“ (jf. Hab 2:19; Åb 13:15), men de bruges også i andre betydninger, nemlig om vinden; livskraften i levende skabninger; et menneskes ånd; åndevæsener, som Gud og hans engle; og Guds virksomme kraft, hans hellige ånd. (Jf. Koehler og Baumgartners Lexicon in Veteris Testamenti Libros, Leiden 1958, s. 877-879; Brown, Driver og Briggs’ Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, 1980, s. 924-926; Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Friedrich, engelsk udgave ved G. Bromiley, 1971, bd. VI, s. 332-451.) Alle disse betydninger har ét tilfælles: De sigter alle til noget som er usynligt for det menneskelige øje, og som vidner om en kraft i bevægelse. Denne usynlige kraft kan fremkalde synlige virkninger.

Et andet hebraisk ord, nesjamahʹ (1Mo 2:7), betyder også „ånde“, eller „åndedræt“, men har en mere afgrænset betydning end ruʹach. Oversætterne af Septuaginta gengav nesjamahʹ med det græske ord pnoēʹ, som synes at have samme afgrænsede betydning. — Apg 17:25.

Vind. Lad os først betragte den betydning der måske er lettest at forstå. I mange tilfælde viser sammenhængen at ruʹach betyder „vind“, for eksempel i udtrykkene „østenvind“ (2Mo 10:13) og ’de fire vinde’. (Zak 2:6) At ordet har denne betydning, fremgår ofte af at der i sammenhængen er tale om skyer, stormvejr, avner der blæser væk, eller lignende. (4Mo 11:31; 1Kg 18:45; 19:11; Job 21:18) Da de fire vinde bruges til at betegne de fire verdenshjørner — øst, vest, nord og syd — kan ruʹach i nogle tilfælde gengives med ’retning’ eller ’side’. — 1Kr 9:24; Jer 49:36; 52:23; Ez 42:16-20.

I Job 41:15, 16 siges der om Livjatans tætsiddende skæl at „end ikke luft [weruʹach] kan trænge ind imellem dem“. Også her betegner ruʹach luft i bevægelse, ikke blot stillestående eller ubevægelig luft. Det vigtigste kendetegn for det hebraiske ruʹach, tanken om en usynlig kraft, er derfor til stede her.

Det eneste sted i De Kristne Græske Skrifter hvor pneuʹma bruges i betydningen „vind“, er i Johannes 3:8.

Mennesket kan ikke beherske vinden; det kan ikke lede, dirigere, tilbageholde eller eje den. „Vind [ruʹach]“ betegner derfor ofte noget som mennesket ikke kan beherske eller opnå — noget der er flygtigt, forgængeligt, forgæves og ikke til nogen sand gavn. (Jf. Job 6:26; 7:7; 8:2; 16:3; Ord 11:29; 27:15, 16; 30:4; Præ 1:14, 17; 2:11; Es 26:18; 41:29.) En grundig gennemgang af dette aspekt findes i artiklen VIND.

Åndevæsener. Gud er usynlig for det menneskelige øje (2Mo 33:20; Joh 1:18; 1Ti 1:17), og han er levende og udfolder en uforlignelig kraft i hele universet. (2Kor 3:3; Es 40:25-31) Kristus Jesus siger: „Gud er en ånd [pneuʹma].“ Apostelen skriver: „Jehova er Ånden.“ (Joh 4:24; 2Kor 3:17, 18) Det tempel der opbygges på Kristus som hjørnegrundstenen, er „et sted hvor Gud kan bo ved ånd“. — Ef 2:22.

Det vil ikke sige at Gud er en upersonlig, ulegemlig kraft ligesom vinden. Bibelen viser utvetydigt at han er en person; han har også et opholdssted så Kristus kunne tale om at ’gå til Faderen’, hvilket han gjorde for at „møde frem for Guds person [ordr.: „ansigt“] til bedste for os“. — Joh 16:28; He 9:24; jf. 1Kg 8:43; Sl 11:4; 113:5, 6; se JEHOVA (Navnets bærer).

Udtrykket „min ånd“ (ruchīʹ), som Gud bruger i 1 Mosebog 6:3, kan betyde „jeg, ånden,“ ligesom udtrykket „min sjæl“ (nafsjīʹ) har betydningen „jeg, personen“, eller „min person“. (Es 1:14; se SJÆL [Guds sjæl].) Hermed understreger Gud forskellen mellem sig selv som himmelsk og åndelig og menneskene som jordiske og kødelige.

Guds søn. Guds „enestefødte søn“, Ordet, var et åndevæsen ligesom sin Fader. Han var således „i Guds skikkelse“ (Flp 2:5-8), men senere ’blev han kød’ og boede blandt menneskene som mennesket Jesus. (Joh 1:1, 14) Da han havde endt sit jordiske livsløb, blev han „overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden“. (1Pe 3:18) Han blev oprejst af sin Fader — som derved imødekom Sønnens anmodning om at blive herliggjort hos Faderen med den herlighed han havde haft i sin førmenneskelige tilstand (Joh 17:4, 5) — og blev „en levendegørende ånd“. (1Kor 15:45) Derved blev Sønnen igen usynlig for det menneskelige øje, idet han kom til at bo i „et utilgængeligt lys“ hvor „intet menneske har set eller kan se“ ham. — 1Ti 6:14-16.

Andre åndeskabninger. Engle bliver i flere skriftsteder betegnet med ordene ruʹach og pneuʹma. (1Kg 22:21, 22; Ez 3:12, 14; 8:3; 11:1, 24; 43:5; Apg 23:8, 9; 1Pe 3:19, 20) I De Kristne Græske Skrifter er der i de fleste tilfælde tale om onde åndeskabninger, dæmoner. — Mt 8:16; 10:1; 12:43-45; Mr 1:23-27; 3:11, 12, 30.

I Salme 104:4 siges det at Gud „gør sine engle til ånder, sine tjenere til en fortærende ild“. Nogle oversættelser gengiver verset således: „Du gør vindene til dine sendebud og den flammende ild til dine tjenere,“ eller de siger noget tilsvarende. (DA92, Bu, Li) En sådan gengivelse af den hebraiske tekst er ikke uacceptabel (jf. Sl 148:8); apostelen Paulus citerer imidlertid skriftstedet (He 1:7) i en ordlyd der stemmer med den græske Septuaginta, og som svarer til førstnævnte gengivelse. (I den græske tekst til Hebræerne 1:7 bruges den bestemte artikel [tous] foran „engle“, men ikke foran „ånder [pneuʹmata]“, hvorved „engle“ bliver sætningens egentlige genstandsled.) Barnes’ Notes on the New Testament (1974) siger: „Det må formodes at [Paulus], der var blevet undervist i hebraisk, havde bedre mulighed for at kende den rette konstruktion [i Salme 104:4] end vi; og det er ud fra et moralsk synspunkt givet at han i en argumentation ville anvende passagen sådan som den almindeligvis blev forstået af dem han skrev til — det vil sige af personer som var fortrolige med hebraisk sprog og litteratur.“ — Jf. He 1:14.

Selv om Guds engle er i stand til at materialisere sig som mennesker og vise sig for mennesker, er de ikke af natur materielle, af kød, men usynlige. De er levende og aktive og kan udfolde stor kraft, så det er meget passende at de beskrives med udtrykkene ruʹach og pneuʹma.

I Efeserne 6:12 hedder det at de kristne „ikke [kæmper] imod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske“. Sidste del af verset lyder ordret på græsk: „Imod ondskabens det åndelige [gr.: ta pneumatikaʹ, neutrum plur.] i de himmelske [regioner].“ De fleste bibeloversættere anerkender at der ikke sigtes til noget abstrakt, til „åndelig ondskab“ (KJ), men til åndeskabninger som er onde. Stedet gengives derfor blandt andet med „ondskabens åndemagter i himmelrummet“ (DA92) og „Ondskabens Aandevæsner i de høie Himle“ (Ka).

Guds virksomme kraft; den hellige ånd. Langt de fleste steder sigter ruʹach og pneuʹma til Guds ånd, hans virksomme kraft, hans hellige ånd.

Ikke en person. Læren om at den hellige ånd er en person og en del af Gud, blev først et officielt kirkedogme i det 4. århundrede e.v.t. De tidlige „kirkefædre“ førte ikke en sådan lære; Justinus Martyr lærte i det 2. århundrede at den hellige ånd var Guds indflydelse eller virkemåde; Hippolytos tilskrev heller ikke den hellige ånd nogen personlighed. Bibelen selv viser at Guds hellige ånd ikke er en person, men Guds virksomme kraft hvormed han udfører sin vilje og gennemfører sin hensigt.

Det bør allerførst nævnes at ordene „i Himlen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; disse tre er eet“ (R-L), som findes i ældre oversættelser af 1 Johannes 5:7, i virkeligheden er en uægte tilføjelse til grundteksten. En fodnote i den katolske Jerusalem-Bibel siger at disse ord „ikke findes i de gamle græske håndskrifter, i de ældre oversættelser og i de bedste håndskrifter af Vulgata“. (Bibelkommentar, København 1968, bd. II, s. 331) Den uægte passages historie er grundigt behandlet i værket A Textual Commentary on the Greek New Testament af Bruce Metzger (1975, s. 716-718). Det oplyses her at passagen første gang dukkede op i en afhandling med titlen Liber Apologeticus fra det 4. århundrede, og at den forekommer i gammellatinske håndskrifter og Vulgatahåndskrifter fra og med det 6. århundrede. Nyere katolske og protestantiske oversættelser anerkender at ordene er uægte, og medtager dem ikke i hovedteksten. — DA92, RS, NE, NAB.

Personificering ikke bevis for personlighed. Det er sandt at Jesus omtalte den hellige ånd som en „hjælper“ og sagde at denne hjælper ville „lære“, „vidne“, ’give overbevisende vidnesbyrd’, „lede“, „tale“, ’høre’ og „få“. Det fremgår også af den græske grundtekst at Jesus i nogle tilfælde brugte det personlige stedord i maskulinum om denne „hjælper“ (paraklet). (Jf. Joh 14:16, 17, 26; 15:26; 16:7-15.) Det er dog ikke usædvanligt at upersonlige begreber personificeres i Bibelen. Visdommen personificeres i Ordsprogenes Bog (1:20-33; 8:1-36), og i den hebraiske tekst står det personlige stedord for visdom i hunkøn, ligesom det gør i nogle danske oversættelser. (DA92, Li) Visdommen personificeres også i Mattæus 11:19 og Lukas 7:35, hvor det siges at den både har „gerninger“ og „børn“. Apostelen Paulus beskrev både synden, døden og den ufortjente godhed som „konger“. (Ro 5:14, 17, 21; 6:12) Han sagde at synden „fik en anledning“, ’udvirkede begær’, „forførte“ og „dræbte“. (Ro 7:8-11) Til trods herfor mente Paulus tydeligvis ikke at synden var en person.

På samme måde må Jesu ord om den hellige ånd som de er gengivet i Johannesevangeliet, ses i deres sammenhæng. Jesus personificerede den hellige ånd ved at omtale den som en „hjælper“, og eftersom det græske ord for „hjælper“ (paraʹklētos) er hankøn, er det helt korrekt at Johannes i gengivelsen af Jesu ord bruger personlige stedord i hankøn. Når den hellige ånd i samme sammenhæng betegnes med det græske ord pneuʹma, bruger Johannes derimod et stedord i intetkøn, da pneuʹma selv er intetkøn. At stedordene i forbindelse med paraʹklētos i Johannesevangeliet står i hankøn, skyldes altså grammatiske regler og udtrykker ikke en religiøs lære. — Joh 14:16, 17; 16:7, 8.

Kendetegnes ikke som en person. Eftersom Gud selv er en ånd og er hellig, og eftersom alle hans trofaste engle er ånder og er hellige, skulle man, hvis „den hellige ånd“ var en person, forvente at finde et eller andet i bibelteksten som adskilte denne åndeperson fra alle de øvrige ’hellige ånder’. Det ville i det mindste være rimeligt at forvente at den blev nævnt i bestemt form alle de steder hvor den ikke kaldes „Guds hellige“ ånd eller forbindes med lignende udtryk. Dette ville i hvert fald skille den ud som DEN hellige ånd. Men nej — i mange tilfælde forekommer udtrykket „hellig ånd“ i den græske tekst uden kendeord, hvilket viser at den ikke er nogen person. — Jf. Apg 6:3, 5; 7:55; 8:15, 17, 19; 9:17; 11:24; 13:9, 52; 19:2; Ro 9:1; 14:17; 15:13, 16, 19; 1Kor 12:3; He 2:4; 6:4; 2Pe 1:21; Jud 20 i Int og andre interlineare oversættelser.

Hvordan man døbes i dens „navn“. I Mattæus 28:19 omtales „Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. Ordet „navn“ betyder ikke altid et personnavn. Når vi på dansk siger „i lovens navn“ eller „i sandhedens navn“, tænker vi ikke på en person. Vi tænker på det som loven står for, dens myndighed, eller på det som sandheden står for, det den kræver. Det græske ord for „navn“ (oʹnoma) kan også bruges i disse betydninger. Mens nogle oversættelser (Li, Rø) i Mattæus 10:41 følger den græske tekst ordret og siger at „den, som modtager en Profet i en Profets Navn, skal faa en Profets Løn, og den, som modtager en Retfærdig i en Retfærdigs Navn, skal faa en Retfærdigs Løn“, siger andre oversættelser derfor: „tager imod en profet fordi vedkommende er profet,“ og: „tager imod en retfærdig fordi vedkommende er retfærdig,“ eller noget tilsvarende. (GD, DA31, DA92, Se, NV) Robertsons ordbog Word Pictures in the New Testament (1930, bd. I, s. 245) siger om Mattæus 28:19: „Denne brug af ordet navn (onoma) er almindelig i Septuaginta og papyrusserne som et udtryk for magt eller myndighed.“ Ved at blive døbt i „den hellige ånds navn“ anerkender man altså åndens myndighed, at den er fra Gud og virker i overensstemmelse med hans vilje.

Flere vidnesbyrd om at den er upersonlig. At den hellige ånd er upersonlig, fremgår også af at den sidestilles med upersonlige ting som vand og ild (Mt 3:11; Mr 1:8), og at kristne siges at blive døbt „i hellig ånd“. (Apg 1:5; 11:16) Man opfordres til at lade sig ’fylde med ånd’ i stedet for at fylde sig med vin. (Ef 5:18) Man kan være fuld af hellig ånd på samme måde som man kan være fuld af visdom, tro og glæde. (Apg 6:3, 5; 11:24; 13:52) Og i 2 Korinther 6:6 nævnes den hellige ånd på lige fod med en række egenskaber. Sådanne bemærkninger og udtalelser ville ikke forekomme hvis den hellige ånd var en person. Der siges ganske vist at ånden „vidner“ (Apg 5:32; 20:23), men det samme siges om vandet og blodet i 1 Johannes 5:6-8. Selv om Bibelen nogle steder siger at ånden vidner, taler eller siger noget, viser andre skriftsteder at den gør det gennem personer, og at den ikke selv har nogen stemme. (Jf. He 3:7; 10:15-17; Sl 95:7; Jer 31:33, 34; Apg 19:2-6; 21:4; 28:25.) Ånden kan i disse tilfælde sammenlignes med radiobølger der overfører et budskab fra en der taler i en mikrofon, til personer der befinder sig langt borte, idet radiobølgerne så at sige ’taler’ gennem radiomodtageren. Gud bruger sin ånd til at overføre sine budskaber og meddele sin vilje til sine jordiske tjeneres sind og hjerte, hvorefter de kan viderebringe budskaberne til andre.

Ikke det samme som „kraft“. Når ordene ruʹach og pneuʹma bruges om Guds hellige ånd, betegner de altså Guds usynlige virksomme kraft hvormed han gennemfører sin guddommelige vilje og hensigt. Den er „hellig“ fordi den ikke udgår fra en jordisk kilde, men fra Gud, og fordi den som ’hellighedens ånd’ er fri for ethvert fordærv. (Ro 1:4) Den er ikke slet og ret Jehovas „kraft“. Dette begreb beskrives mere præcist med andre ord på grundsprogene, nemlig det hebraiske koʹach og det græske dyʹnamis. Ruʹach og pneuʹma bruges i nær sammenhæng med eller endda parallelt med disse ord der betyder „kraft“, hvilket viser at de er nært forbundne og dog adskilte begreber. (Mik 3:8; Zak 4:6; Lu 1:17, 35; Apg 10:38) „Kraft“ er i sin grundlæggende betydning evnen til at handle eller at gøre noget, og denne evne kan være latent eller inaktivt til stede. „Virksom kraft“ beskriver derimod en energi der projiceres over på eller udøves på nogen eller noget, og den kan defineres som „en indflydelse der sætter noget i bevægelse“. „Kraft“ kan sammenlignes med den energi der er oplagret i et batteri, mens „virksom kraft“ kan sammenlignes med den elektriske strøm når den udsendes fra batteriet. „Virksom kraft“ gengiver således mere præcist betydningen af det hebraiske og det græske ord der bruges om Guds ånd, hvad et nøjere studium af Bibelen vil bekræfte.

Brugt ved skabelsen. Jehova Gud skabte det materielle univers ved hjælp af sin ånd, eller virksomme kraft. I forbindelse med de første stadier af Jordens tilblivelse siger beretningen at „Guds virksomme kraft [eller „ånd“ (ruʹach)] var i bevægelse frem og tilbage over vandene“. (1Mo 1:2) I Salme 33:6 siges der: „Himmelen blev frembragt ved Jehovas ord, og hele dens hær ved hans munds ånd.“ Som et vældigt åndepust kan Guds ånd sendes ud for at udvirke noget uden at Gud har legemlig berøring med det der virkes på. (Jf. 2Mo 15:8, 10.) Hvor et menneske vil bruge sine hænder eller fingre til at fremstille noget, bruger Gud sin ånd. Derfor omtales ånden også som Guds ’hånd’ eller ’finger’. — Jf. Sl 8:3; 19:1; sml. Mt 12:28 med Lu 11:20.

Inden for moderne videnskab omtales stof som organiseret energi, „energibundter“, og det erkendes at „stof kan omdannes til energi og energi til stof“. (The World Book Encyclopedia, 1987, bd. 13, s. 246) Den del af det umådelige univers som mennesket indtil nu har været i stand til at udforske ved hjælp af teleskoper, giver os en idé om hvilken uudtømmelig energikilde Jehova Gud må være. Som profeten skrev: „Hvem har taget mål af Jehovas ånd?“ — Es 40:12, 13, 25, 26.

Kilden til alt levende og til forplantningsevnen. Ikke blot den livløse natur, men også alt levende er blevet til som følge af Jehovas ånd, der frembragte de første levende skabninger gennem hvilke alle de nutidige levende skabninger har fået livet. (Jf. Job 33:4; se afsnittet nedenfor under overskriften „Åndedræt; livets ånde; livskraft“.) Jehova brugte sin hellige ånd til at genoplive Abrahams og Saras forplantningsevne, og derfor kunne Isak siges at være „født på åndens måde“. (Ga 4:28, 29) Ved sin ånd overførte Gud også sin søns liv fra himmelen til jorden, til den jødiske jomfru Marias moderliv. — Mt 1:18, 20; Lu 1:35.

Anvendt til gavn for Guds tjenere. En af Guds ånds vigtigste funktioner er at underrette, oplyse eller åbenbare. David kunne derfor bede: „Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din ånd er god; måtte den føre mig i retskaffenhedens land.“ (Sl 143:10) Langt tidligere havde Josef med Guds hjælp tydet Faraos profetiske drømme, og den ægyptiske hersker erkendte at Guds ånd virkede i ham. (1Mo 41:16, 25-39) Åndens oplysende kraft kommer især til udtryk i forbindelse med fremsættelsen af profetier. Som apostelen Peter påpeger, er profetierne ikke udsprunget af en menneskelig fortolkning af forhold og begivenheder; de skyldes ikke at profeterne havde en medfødt evne til at forklare begivenhederne eller forudsige hvordan de ville forme sig. Nej, profeterne blev „ført af hellig ånd“ — de blev ledet, styret og drevet af Guds virksomme kraft. (2Pe 1:20, 21; 2Sa 23:2; Zak 7:12; Lu 1:67; 2:25-35; Apg 1:16; 28:25; se PROFET; PROFETI.) På samme måde er hele Skriften „inspireret af Gud“ — en vending der er oversat fra det græske ord theoʹpneustos, som bogstaveligt betyder „Gud-indåndet“. (2Ti 3:16) Når ånden meddelte sig til disse mænd og ledede dem, virkede den på forskellige måder, i nogle tilfælde sådan at de fik syner eller drømme (Ez 37:1; Joel 2:28, 29; Åb 4:1, 2; 17:3; 21:10), men i alle tilfælde virkede den på deres sind og hjerte sådan at den motiverede og ledede dem i overensstemmelse med Guds hensigt. — Da 7:1; Apg 16:9, 10; Åb 1:10, 11; se INSPIRATION.

Guds ånd formidler altså ikke alene oplysning om og forståelse af Guds vilje, men den giver også hans tjenere kraft til at handle i overensstemmelse med denne vilje. Ånden virker som en drivkraft der animerer og ansporer dem; Markus siger for eksempel at ånden „drev“ Jesus ud i ørkenen efter hans dåb. (Mr 1:12; jf. Lu 4:1.) Ånden kan være som en ild i dem, så de bliver „brændende i ånden“ (Apg 18:25; Ro 12:11; 1Ts 5:19), idet den så at sige opbygger et indre tryk i dem som får dem til at udføre en bestemt gerning. (Jf. Job 32:8, 18-20; 2Ti 1:6, 7.) De kommer „under åndens indflydelse“ eller får „kraft ved hans ånd“. (Lu 2:27; Ef 3:16; jf. Mik 3:8.) Og dog er det ikke blot en ubevidst, blind impuls, for deres hjerte og sind påvirkes også så de bevidst kan samarbejde med den virksomme kraft de får. Derfor kunne apostelen Paulus sige om dem der havde fået profetiens gave i den kristne menighed, at „profeternes ånds gaver skal beherskes af profeterne“ så der kunne råde orden i menigheden. — 1Kor 14:31-33.

Forskellige kraftvirkninger. Ligesom elektrisk strøm kan bruges til mange forskellige formål, benytter Gud sin ånd til at bemyndige mennesker og sætte dem i stand til at udrette meget forskelligt. (Es 48:16; 61:1-3) Som Paulus skrev om de mirakuløse gaver der fandtes på hans tid: „Nu er der forskellige gaver, men det er den samme ånd; og der er forskellige former for tjeneste, og dog er det den samme Herre; og der er forskellige kraftvirkninger, og dog er det den samme Gud som udvirker dem alle i alle mennesker. Men manifestationen af ånden gives hver enkelt til et gavnligt formål.“ — 1Kor 12:4-7.

Ånden kan sætte mennesker i stand til at udføre et arbejde eller bestride et hverv. Bezalel og Oholiab havde sikkert erfaring som håndværkere før de fik til opgave at fremstille tabernaklets udstyr og præsteklæderne, men Guds ånd ’fyldte dem med visdom, forstand og kundskab’ så arbejdet kunne udføres på den foreskrevne måde. Ånden øgede deres naturlige færdigheder og tilegnede viden og satte dem i stand til at oplære andre. (2Mo 31:1-11; 35:30-35) Tegningerne til det senere tempel blev ved inspiration, det vil sige ved Guds ånds virke, givet til David så han blev i stand til at træffe omfattende forberedelser til arbejdet. — 1Kr 28:12.

Guds ånd virkede på og igennem Moses så han både kunne profetere og gøre mirakler og lede folket og virke som dommer for det, hvorved han forudskildrede den opgave Jesus Kristus skulle få. (Es 63:11-13; Apg 3:20-23) Ufuldkommen som Moses var, fandt han imidlertid ansvarsbyrden for tung, og Gud ’tog noget af den ånd bort der var over Moses og lagde den på 70 ældste’ så de kunne hjælpe ham med at bære byrden. (4Mo 11:11-17, 24-30) Ånden virkede også på David fra den dag han blev salvet af Samuel, idet den ledede ham og forberedte ham til hans senere opgave som konge. — 1Sa 16:13.

Som Moses’ efterfølger var Josua „fuld af visdoms ånd“, men ånden gav ham ikke evne til at profetere og gøre mirakler i samme grad som Moses. (5Mo 34:9-12) Den satte ham imidlertid i stand til at gå i spidsen for Israels hær og gennemføre erobringen af Kana’ans land. På samme måde ’iklædte Jehovas ånd sig’ mænd som Otniel, Gideon, Jefta og Samson og ’ansporede’ dem til at kæmpe for Guds folk. — Dom 3:9, 10; 6:34; 11:29; 13:24, 25; 14:5, 6, 19; 15:14.

Guds ånd satte mennesker i stand til at forkynde hans sandhedsbudskab frimodigt og frygtløst for modstandere til trods for at det var med fare for deres liv. — Mik 3:8.

At Guds ånd ’udgydes’ over hans folk, er et tegn på hans gunst, og det fører til velsignelser og fremgang. — Ez 39:29; Es 44:3, 4.

Afsiger og eksekverer domme. Ved sin ånd afsiger Jehova domme over mennesker og nationer; han fuldbyrder også sine domme idet han straffer og tilintetgør. (Es 30:27, 28; 59:18, 19) I sådanne tilfælde kan ruʹach passende gengives med „vind“, som når Jehova taler om at han i sin vrede vil „lade en vældig stormvind bryde igennem“. (Ez 13:11, 13; jf. Es 25:4; 27:8.) Guds ånd kan nå alle vegne hen og handle til gunst eller ugunst for dem der har påkaldt sig Guds opmærksomhed. — Sl 139:7-12.

I Åbenbaringen 1:4 tales der om Guds „syv ånder“ som er foran hans trone, hvorefter der fremføres syv budskaber som alle slutter med en formaning til at „høre hvad ånden siger til menighederne“. (Åb 2:7, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22) Disse budskaber indeholder både ransagende domme og velgørende løfter om løn til de trofaste. Guds søn fremstilles som den der „har Guds syv ånder“ (Åb 3:1), og de beskrives som „syv lamper med ild“ (Åb 4:5) og ligeledes som det slagtede lams syv øjne der „betyder Guds syv ånder som er blevet sendt ud over hele jorden“. (Åb 5:6) Da syv i andre profetiske passager bruges som udtryk for fuldstændighed (se TAL), ser det ud til at disse syv ånder symboliserer den herliggjorte Jesu Kristi, Guds lams, fulde opmærksomhed, hans virksomme iagttagelsesevne og dømmekraft, som sætter ham i stand til at inspicere hele jorden.

Guds ord er åndens „sværd“ (Ef 6:17) som afslører hvad et menneske virkelig er. Det blotlægger et menneskes skjulte egenskaber eller hjertetilstand og får det til enten at blødgøre sit hjerte og indrette sig efter Guds vilje som udtrykkes i dette ord, eller at forhærde sit hjerte i genstridighed. (Jf. He 4:11-13; Es 6:9, 10; 66:2, 5.) Guds ord spiller derfor en vigtig rolle når det forudsiger en ugunstig dom, og da ordet eller budskabet nødvendigvis må fuldbyrdes, virker det som en ild blandt strå og som en smedehammer der knuser klippebjerge. (Jer 23:28, 29) Som „Guds Ord“ forkynder Guds ypperste talsmand, Kristus Jesus, Guds domsbudskaber og er bemyndiget til at give ordre til eksekveringen af dommene over de dømte. Det er uden tvivl det der sigtes til når det siges at han udrydder Guds fjender „med sin munds ånd [virksomme kraft]“. — Jf. 2Ts 2:8; Es 11:3, 4; Åb 19:13-16, 21.

Guds ånd virker som „hjælper“ for menigheden. Som lovet anmodede Jesus efter sin himmelfart sin Fader om hans hellige ånd, eller virksomme kraft, og han fik bemyndigelse til at bruge denne ånd. Han udgød den over sine trofaste disciple på Pinsedagen og fortsatte derefter med at udgyde den over dem der vendte sig til Gud gennem hans søn. (Joh 14:16, 17, 26; 15:26; 16:7; Apg 1:4, 5; 2:1-4, 14-18, 32, 33, 38) Ligesom de var blevet døbt i vand, blev de nu alle „døbt til at være ét legeme“ ved hjælp af denne ene ånd, idet de så at sige blev nedsænket i den ligesom et stykke jern kan nedsænkes i et magnetfelt og derved blive gjort magnetisk. (1Kor 12:12, 13; jf. Mr 1:8; Apg 1:5.) Skønt Guds ånd allerede havde virket på dem, hvilket fremgår af at de havde uddrevet dæmoner (jf. Mt 12:28; Mr 3:14, 15), virkede den nu på dem i forstærket og udvidet grad og på måder de ikke før havde oplevet. — Jf. Joh 7:39.

Som messiansk konge er Kristus Jesus i besiddelse af „visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd“. (Es 11:1, 2; 42:1-4; Mt 12:18-21) Denne retfærdigt virkende kraft kommer til udtryk ved at Jesus bruger Guds virksomme kraft, eller ånd, i forbindelse med ledelsen af den kristne menighed på jorden, idet han af Gud er indsat som menighedens hoved, ejer og herre. (Kol 1:18; Jud 4) Som en „hjælper“ gav denne ånd menighedens medlemmer forøget forståelse af Guds vilje og hensigt og åbnede Guds profetiske ord for dem. (1Kor 2:10-16; Kol 1:9, 10; He 9:8-10) De fik kraft til at tjene som vidner på hele jorden (Lu 24:49; Apg 1:8; Ef 3:5, 6), og de fik mirakuløse gaver som satte dem i stand til at tale fremmede sprog, profetere, helbrede og gøre meget andet som både ville fremme deres forkyndelse af den gode nyhed og tjene som bevis på at de var bemyndiget af Gud og havde hans støtte. — Ro 15:18, 19; 1Kor 12:4-11; 14:1, 2, 12-16; jf. Es 59:21; se GAVER FRA GUD (Åndens gaver).

Som menighedens tilsynsmand benyttede Jesus ånden til at overvåge udvælgelsen af mænd til at varetage særlige opgaver, undervise og føre tilsyn i menigheden og ’bringe den i den rette tilstand’. (Apg 13:2-4; 20:28; Ef 4:11, 12) Han ansporede menighedernes medlemmer eller holdt dem tilbage, hvorved han lod dem forstå hvor de skulle koncentrere deres indsats (Apg 16:6-10; 20:22), og han satte dem i stand til at skrive ’breve fra Kristus, indskrevet, ikke med blæk, men med en levende Guds ånd, på kødtavler, på menneskehjerter’. (2Kor 3:2, 3; 1Ts 1:5) Som lovet opfriskede ånden deres hukommelse, stimulerede deres tænkeevne og gav dem frimodighed til at vidne endog for herskere og ledere. — Jf. Mt 10:18-20; Joh 14:26; Apg 4:5-8, 13, 31; 6:8-10.

Som „levende sten“ blev de opbygget som et åndeligt tempel der hvilede på Kristus, en bygning hvor der skulle bringes „åndelige ofre“ (1Pe 2:4-6; Ro 15:15, 16), synges åndelige sange (Ef 5:18, 19), og hvor Gud kunne bo ved ånd. (1Kor 3:16; 6:19, 20; Ef 2:20-22; jf. Hag 2:5.) Guds ånd er en stærkt forenende kraft, og så længe de kristne lod den virke frit iblandt sig, blev de forenet i fredens bånd, i kærlighed til og hengivenhed for Gud, hans søn og hinanden. (Ef 4:3-6; 1Jo 3:23, 24; 4:12, 13; jf. 1Kr 12:18.) Åndens gaver gav dem ikke praktisk håndelag, sådan som Bezalel og andre ved åndens hjælp var blevet sat i stand til at opføre bygninger og fremstille udstyr, men den udrustede dem til åndelige opgaver — til at undervise, lede, rådgive og være hyrder. Det åndelige tempel de udgjorde, skulle prydes med Guds ånds smukke frugter, og disse frugter, „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro“ og lignende egenskaber, var et klart bevis på at Guds ånd virkede i dem og iblandt dem. (Ga 5:22, 23; jf. Lu 10:21; Ro 14:17.) Dette var afgørende for at deres menighedsliv kunne være præget af orden og god ledelse. (Ga 5:24-26; 6:1; Apg 6:1-7; jf. Ez 36:26, 27.) De underkastede sig „åndens lov“, der effektivt virkede til fremme af retfærdighed ved at hjælpe dem til at undgå det syndige køds gerninger. (Ro 8:2; Ga 5:16-21; Jud 19-21) De satte ikke deres lid til egne evner eller færdigheder, men til Guds ånd som virkede på dem. — 1Kor 2:1-5; Ef 3:14-17; Flp 3:1-8.

Når der opstod spørgsmål, hjalp den hellige ånd dem til at nå frem til en afgørelse, som det for eksempel skete da spørgsmålet om omskærelse blev forelagt apostel- og ældsterådet i Jerusalem. Peter fortalte ved denne lejlighed om hvordan ånden var blevet givet til uomskårne folk fra nationerne; Paulus og Barnabas berettede om hvordan ånden havde virket i deres tjeneste blandt uomskårne; og Jakob, hvis erindring om Skrifterne uden tvivl var blevet skærpet af den hellige ånd, henledte opmærksomheden på Amos’ inspirerede profeti om at folk fra nationerne skulle kaldes med Guds navn. Guds hellige ånd pegede således entydigt i én retning, og i anerkendelse af dette skrev apostlene og de ældste derfor i brevet med deres afgørelse: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige.“ — Apg 15:1-29.

Salver, avler, giver ’åndeligt liv’. Ligesom Gud havde salvet Jesus med hellig ånd ved hans dåb (Mr 1:10; Lu 3:22; 4:18; Apg 10:38), salvede han nu Jesu disciple. Denne salvelse med ånden var et „forskud“ på den himmelske arv som de nu var kaldet til (2Kor 1:21, 22; 5:1, 5; Ef 1:13, 14), og den var et vidnesbyrd for dem om at de var blevet ’avlet’, eller frembragt, af Gud til at være hans sønner med løfte om åndeligt liv i himmelen. (Joh 3:5-8; Ro 8:14-17, 23; Tit 3:5; He 6:4, 5) De blev vasket rene, helliget og erklæret retfærdige „i vor Herre Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd“, den ånd som havde sat Jesus i stand til at bringe genløsningsofferet og blive Guds ypperstepræst. — 1Kor 6:11; 2Ts 2:13; He 9:14; 1Pe 1:1, 2.

Som følge af denne himmelske kaldelse og arv havde Jesu salvede disciple et åndeligt liv skønt de endnu levede på jorden som ufuldkomne, kødelige skabninger. Det var øjensynlig dét apostelen hentydede til da han stillede jordiske fædre i kontrast til Jehova Gud og kaldte ham „vort åndelige livs Fader [ordr.: „åndernes Fader“]“. (He 12:9; jf. v. 23.) Som Kristi medarvinger der skal oprejses fra de døde i et åndeligt legeme og bære hans himmelske billede, bør de her på jorden være „én ånd“ med ham, det vil sige leve i samhørighed med ham som deres hoved, og ikke lade sig beherske af kødets lyster eller umoralske tilbøjeligheder, hvilket endog kunne føre til at de blev „ét kød“ med en skøge. — 1Kor 6:15-18; 15:44-49; Ro 8:5-17.

Hvordan man får og bevarer Guds ånd. Den hellige ånd er Guds „frie gave“ som han med glæde skænker dem der oprigtigt søger den og anmoder om den. (Apg 2:38; Lu 11:9-13) Det vigtigste er at man har en ret hjerteindstilling (Apg 15:8), men det er også væsentligt at man kender Guds krav og retter sig efter dem. (Jf. Apg 5:32; 19:2-6.) Når man har modtaget Guds ånd, bør man ikke ’bedrøve’ den ved at ignorere den (Ef 4:30; jf. Es 63:10), hvilket man kunne gøre ved at slå ind på en vej der strider mod dens ledelse, stræbe efter andre mål end dem ånden foreholder én og tilskynder én til at nå, og afvise Guds inspirerede ord og dets vejledning. (Apg 7:51-53; 1Ts 4:8; jf. Es 30:1, 2.) Ved at optræde hyklerisk kan man „bedrage“ den hellige ånd hvormed Kristus leder menigheden, og de der således ’sætter Jehovas ånd på prøve’, er slået ind på en skæbnesvanger vej. (Apg 5:1-11; se i modsætning hertil Ro 9:1.) Overlagt modstand og oprør mod Guds ånds tydelige virke kan være ensbetydende med bespottelse imod ånden, en synd der ikke vil blive tilgivet. — Mt 12:31, 32; Mr 3:29, 30; jf. He 10:26-31.

Åndedræt; livets ånde; livskraft. I beretningen om menneskets skabelse siges der at Gud dannede mennesket af støv fra jorden og „blæste [form af nafachʹ] livsånde [nisjmathʹ (af nesjamahʹ) chajjīmʹ] ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl [næʹfæsj]“. (1Mo 2:7; se SJÆL.) Næʹfæsj kan bogstaveligt gengives med „en der ånder“, altså „en åndende skabning“, det være sig et menneske eller et dyr. Nesjamahʹ bruges ligeledes i betydningen „en der ånder“, eller „en der trækker vejret“, og er således praktisk talt synonymt med næʹfæsj, „sjæl“. (Jf. 5Mo 20:16; Jos 10:39, 40; 11:11; 1Kg 15:29.) I 1 Mosebog 2:7 bruges nesjamahʹ til at beskrive hvordan Gud gav Adams legeme liv sådan at mennesket blev „en levende sjæl“. Ifølge andre skriftsteder betød dette imidlertid ikke kun at mennesket begyndte at trække vejret, det vil sige at ånde luft ind i lungerne og ånde ud igen. I 1 Mosebog 7:22, der beskriver tilintetgørelsen af menneske- og dyrelivet uden for arken da Vandfloden kom, siges der: „Alt hvad der havde livets krafts [ruʹach] ånde [form af nesjamahʹ] i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ I dette skriftsted forbindes nesjamahʹ, „ånde“, direkte med ruʹach, som her beskriver den ånd, eller livskraft, der virker i alle levende skabninger, mennesker såvel som dyr.

Theological Dictionary of the New Testament (bd. VI, s. 336) siger: „Ånde (åndedrættet) kan kun spores ved bevægelse [for eksempel ved at brystkassen bevæger sig eller næseborene udvides], og den er også et tegn på og en betingelse for liv som synes særligt forbundet med vejrtrækningen.“ Nesjamahʹ (ånde, åndedræt) er altså både et produkt af ruʹach, livskraften, og et af de vigtigste midler til opretholdelse af denne livskraft i levende skabninger. Videnskabelige undersøgelser har vist at livet er til stede i hver eneste af legemets hundrede billioner celler, og at selv om der hvert minut dør milliarder af celler, produceres der hele tiden nye levende celler. Livskraften i alle de levende celler er afhængig af den ilt som føres ind i legemet ved åndedrættet og transporteres rundt til cellerne via blodbanen. Hvis der ikke tilføres ilt, begynder visse celler at dø efter nogle minutters forløb, andre efter længere tid. Man kan overleve i nogle minutter uden at trække vejret, men hvis livskraften i cellerne forsvinder, er alle menneskelige forsøg på genoplivelse forgæves. De Hebraiske Skrifter, som er inspireret af menneskets Skaber, bruger åbenbart ruʹach til at betegne denne livskraft som er selve livsprincippet, og nesjamahʹ til at betegne åndedrættet som medvirker til at opretholde den.

Eftersom åndedrættet er uadskilleligt forbundet med livet, bruges nesjamahʹ og ruʹach parallelt i flere skriftsteder. Job sagde at han var besluttet på at undgå uretfærdighed „så længe hele min ånde [nesjamahʹ] endnu er i mig og Guds ånd [ruʹach] er i min næse“. (Job 27:3-5) Elihu sagde: „Hvis han [Gud] . . . tog dennes ånd [ruʹach] og ånde [nesjamahʹ] bort til sig, ville alt kød udånde på én gang og mennesket vende tilbage til støvet.“ (Job 34:14, 15) Svarende hertil siger Salme 104:29 om jordens skabninger, mennesker såvel som dyr: „Du [Gud] tager deres ånd bort — de udånder, og til det støv de kommer fra, vender de tilbage.“ I Esajas 42:5 omtales Jehova som „Han der udbreder jorden og dens afgrøde, Han der giver folket på den ånde [nesjamahʹ], og ånd [ruʹach] til dem der vandrer på den“. Nesjamahʹ er åndedrættet som medvirker til at opretholde menneskenes eksistens, og ruʹach er livskraften som giver dem liv så de kan røre sig, vandre og virke. (Jf. Apg 17:28.) Menneskene er ikke som de gudebilleder de fremstiller, hvori der hverken er liv eller ånde. — Sl 135:15, 17; Jer 10:14; 51:17; Hab 2:19.

Selv om nesjamahʹ (ånde, åndedræt) og ruʹach (ånd, virksom kraft, livskraft) undertiden bruges parallelt, er de ikke identiske. Ånden, eller ruʹach, omtales ganske vist somme tider som om den var identisk med åndedrættet (nesjamahʹ), men det skyldes øjensynlig blot at åndedrættet, eller vejrtrækningen, er det tydeligste synlige udtryk for legemets livskraft. — Job 9:18; 19:17; 27:3.

I Ezekiel 37:1-10 beskrives det symbolske syn af sletten med tørre knogler. Knoglerne samledes og blev dækket af sener, kød og hud — „men der var ingen ånde [ruʹach] i dem“. Ezekiel fik da besked på at profetere for „vinden [haruʹach]“ og sige: „Kom, du vind, fra de fire vinde [ruchōthʹ, plur. af ruʹach], og blæs på disse dræbte så de kan blive levende.“ At der tales om de fire vinde, viser at „vind“ er den rette gengivelse af ruʹach i dette tilfælde. Men da denne „vind“, som jo er luft i bevægelse, kom ind i de dødes næsebor, blev den til „ånde“, hvilket også er luft i bevægelse. Det er derfor bedre i vers 10 at gengive ruʹach med „ånde“ i stedet for med „ånd“, eller „livskraft“. (Og denne gengivelse følges i v. 5, 6 og 8.) Desuden ville Ezekiel i synet kunne se legemerne begynde at ånde, at trække vejret, men ville ikke kunne se ånden, eller livskraften, der gav legemerne liv. Som det fremgår af versene 11-14, pegede synet frem til en åndelig (ikke bogstavelig) genoplivelse af israelitterne, der for en tid var åndeligt døde som følge af landflygtigheden i Babylon. Eftersom de i forvejen var fysisk levende og trak vejret, er det naturligt at gengive ruʹach med „ånd“ i vers 14, hvor Gud sagde at han ville indgive ’sin ånd’ i dem så de i åndelig forstand blev levende.

Et lignende syn er beskrevet i Åbenbaringen, kapitel 11. Her ses „to vidner“ som blev dræbt, og hvis lig blev liggende på gaden i tre og en halv dag. Derefter „kom der livsånd [eller ånde, pneuʹma] fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder“. (Åb 11:1-11) Ligesom i Ezekiels syn bruges der her et bogstaveligt handlingsforløb til at skildre en åndelig genoplivelse. Dette syn viser desuden at det græske ord pneuʹma ligesom det hebraiske ruʹach kan betegne den livgivende kraft fra Gud, den kraft der giver menneskesjælen, eller personen, liv. Som der siges i Jakob 2:26: „Legemet er dødt uden ånd [pneuʹmatos].“ — Int.

Da Gud skabte Adam i Eden og „blæste livsånde [nisjmathʹ (af nesjamahʹ) chajjīmʹ] ind i hans næsebor“, er det derfor tydeligt at han ikke blot fyldte Adams lunger med luft, men også lod livskraften, eller ånden (ruʹach), fylde alle hans celler med liv. — 1Mo 2:7; jf. Sl 104:30; Apg 17:25.

Denne livskraft bliver ved undfangelsen givet videre fra forældrene til deres afkom. Eftersom den oprindelig udgik fra Jehova, som også er ophav til forplantningen, kan man med rette tilskrive Jehova sit liv selv om man ikke har fået det direkte af ham, men indirekte, gennem sine forældre. — Jf. Job 10:9-12; Sl 139:13-16; Præ 11:5.

Livskraften, eller ånden, er upersonlig. Som allerede nævnt taler Bibelen ikke blot om livskraft i forbindelse med mennesket, men også i forbindelse med dyrene. (1Mo 6:17; 7:15, 22) Prædikeren 3:18-22 viser at mennesket dør på samme måde som dyrene, for „alle har samme ånd [ruʹach], så mennesket har ingen fordel frem for dyrene“, det vil sige med hensyn til den livskraft de har fælles. Det er derfor klart at „ånden“, eller livskraften (ruʹach), i denne betydning er upersonlig. For at illustrere det kan man sammenligne den med en anden usynlig kraft, elektricitet. Denne kraft bruges til at få forskellige funktioner udført, afhængigt af hvilken maskine eller hvilket apparat den virker i. I en ovn frembringer den varme; ved hjælp af en ventilator frembringer den vind; via en computer løser den opgaver; og ved hjælp af et fjernsynsapparat gengiver den billeder, stemmer og andre lyde. Men den elektriske strøm antager aldrig nogen af de egenskaber som maskinerne eller apparaterne har.

Salme 146:3, 4 siger derfor at når menneskets ’ånd [ruʹach] går bort, vender han tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde’. Ånden, eller livskraften, der virkede i vedkommendes celler, beholder ingen af de egenskaber som cellerne havde, og fortsætter derfor heller ikke hjernecellernes tankeprocesser. Hvis ånden, eller livskraften (ruʹach; pneuʹma), ikke var upersonlig, ville det betyde at de børn som Elias og Elisa oprejste fra døden, i virkeligheden fortsatte en bevidst tilværelse et andet sted i den tid de var døde. Og det samme ville gælde Lazarus, der blev oprejst omkring fire dage efter sin død. (1Kg 17:17-23; 2Kg 4:32-37; Joh 11:38-44) Hvis dette var tilfældet, måtte man formode at de ville have husket noget fra denne bevidste tilværelse og fortalt om det efter at de var blevet oprejst. Men intet tyder på at nogen af dem gjorde dette. Den dødes personlighed videreføres altså ikke af livskraften, eller ånden, når denne ophører med at virke i cellerne.

Ifølge Prædikeren 12:7 vender den dødes legeme tilbage til støvet, „og ånden vender tilbage til den sande Gud, som gav den“. Personen selv har aldrig været hos Gud i himmelen; det der „vender tilbage“ til Gud, er derfor livskraften som gjorde personen levende.

I betragtning af at menneskets (og dyrenes) livskraft, eller ånd, er upersonlig, må Davids udtalelse i Salme 31:5, som Jesus citerede ved sin død (Lu 23:46), „i din hånd betror jeg min ånd“, betyde at Gud blev anmodet om at vogte og værne om hans livskraft. (Jf. Apg 7:59.) Det vil ikke nødvendigvis sige at livskraften bogstaveligt måtte overføres fra jorden til Guds nærhed i himmelen. Ligesom Gud kunne ’fornemme’ duften af et dyreoffer (1Mo 8:20, 21), selv om denne duft naturligvis ikke forlod jordens atmosfære, kunne han i billedlig forstand modtage ånden, eller livskraften, tage den i sin varetægt, uden at den bogstaveligt blev overført fra jorden til himmelen. (Job 34:14; Lu 23:46) At man betror Gud sin ånd, betyder da øjensynlig at man giver udtryk for håbet om at Gud engang i fremtiden vil give én livskraften tilbage ved en opstandelse. — Jf. 4Mo 16:22; 27:16; Job 12:10; Sl 104:29, 30.

Sindets drivkraft. Ruʹach og pneuʹma bruges også til at betegne den kraft der ligger bag og er bestemmende for et menneskes indstilling, sindelag, gemyt, følelser eller handlinger. Det er en kraft som i sig selv er usynlig, men som frembringer synlige resultater. Denne brug af det hebraiske og det græske ord for „ånd“ har en parallel i danske talemåder. Vi kan for eksempel tale om „en broderlig ånd“ eller „en forsonlig ånd“. Med hensyn til en gruppe mennesker og den indstilling de lægger for dagen, kan vi sige at der råder en god eller dårlig ånd, eller en kammeratlig ånd, iblandt dem. I disse udtryk bruger vi ordet „ånd“ om den usynlige drivkraft der virker i disse mennesker og får dem til at tale og handle som de gør.

På tilsvarende måde læser vi at Esaus ægteskab med hetitiske kvinder var årsag til „en bitter ånd“ hos Isak og Rebekka (1Mo 26:34, 35), og at Akabs ånd blev nedbøjet og berøvede ham appetitten. (1Kg 21:5) En „skinsygens ånd“ kunne bevirke at en mand mistænkte og anklagede sin kone for utroskab. — 4Mo 5:14, 30.

Grundtanken om en drivkraft der ligger bag et menneskes tale og handlinger, har vi også i beskrivelsen af Josua som „en mand i hvem der er ånd“ (4Mo 27:18) og i udtalelsen om at der var „en anden ånd“ i Kaleb end i flertallet af israelitterne, som havde mistet modet på grund af de ti spioners dårlige rapport. (4Mo 14:24) Elias var en mand som var fuld af handlekraft i sin nidkære tjeneste for Gud, og hans efterfølger, Elisa, bad om at få en dobbelt del af hans ånd. (2Kg 2:9, 15) Johannes Døber viste den samme handlekraft og nidkærhed som Elias og øvede på denne måde stor indflydelse på sine tilhørere; det blev derfor sagt at han gik frem „med Elias’ ånd og kraft“. (Lu 1:17) I modsætning hertil blev dronningen af Saba så overvældet af Salomons rigdom og visdom at ’det tog vejret fra hende’, ordret: „der var ikke mere ånd [ruʹach] i hende.“ (1Kg 10:4, 5) Samme betydning har vi i udtryk som at ånden kan ’vækkes’ (1Kr 5:26; Ezr 1:1, 5; Hag 1:14; jf. Præ 10:4), blive „foruroliget“ eller ’oprørt’ (1Mo 41:8; Da 2:1, 3; Apg 17:16), ’falde til ro’ (Dom 8:3), føle „kval“, blive „svag“ (Job 7:11; Sl 142:2, 3; jf. Joh 11:33; 13:21), ’leve op igen’ eller få „ny styrke“ (1Mo 45:27, 28; Es 57:15, 16; 1Kor 16:17, 18; 2Kor 7:13; jf. 2Kor 2:13).

Hjerte og ånd. Hjertet omtales ofte sammen med ånden, hvilket tyder på at de er nært forbundet. Eftersom det hedder om det symbolske hjerte at det er i stand til at tænke og motivere, og at det er nært knyttet til følelserne (se HJERTE), spiller det uden tvivl en stor rolle for udviklingen af den ånd (den dominerende sindstilstand) som en person lægger for dagen. I 2 Mosebog 35:21 nævnes hjertet og ånden parallelt idet der siges at „enhver hvis hjerte bevægede ham, og enhver hvis ånd tilskyndede ham“ gav bidrag til opførelsen af teltboligen. I modsætning hertil siges der om kana’anæerne at da de hørte om Jehovas magtfulde gerninger i forbindelse med Israel, ’smeltede deres hjerter, og der var intet mod [ordr.: ingen ånd] tilbage i dem’, det vil sige at de følte ingen tilskyndelse til at gå imod den israelitiske hær. (Jos 2:11; 5:1; jf. Ez 21:7.) Bibelen taler også om ’hjerteve og sønderbrudt ånd’ (Es 65:14) eller bruger lignende udtryk. (Jf. Sl 34:18; 143:4, 7; Ord 15:13.) Åbenbart på grund af den stærke indflydelse sindets drivkraft har, giver Paulus denne tilskyndelse: „I skal . . . gøres nye i jeres sinds drivkraft [form af pneuʹma] og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — Ef 4:22-24.

Der lægges stor vægt på nødvendigheden af at kunne beherske sin ånd. „Som en gennembrudt by, uden mur, er den mand der ikke kan styre sin ånd.“ (Ord 25:28) Når man provokeres, handler man måske som tåben, der „lader hele sin ånd fare frem“, hvorimod den vise „holder den i ro til det sidste“. (Ord 29:11; jf. 14:29, 30.) Moses lod sig provokere da israelitterne ved en lejlighed „gjorde hans ånd bitter“, så han, til skade for sig selv, „talte overilet med sine læber“. (Sl 106:32, 33) „Den der er sen til vrede er [derfor] bedre stillet end en vældig kriger, og den der behersker sin ånd, end den der indtager en by.“ (Ord 16:32) Dette kræver ydmyghed (Ord 16:18, 19; Præ 7:8, 9), og „den hvis ånd er ydmyg opnår ære“. (Ord 29:23) Kundskab og dømmekraft gør en mand „koldsindig [ordr.: kold af ånd]“ så han behersker tungen. (Ord 17:27; 15:4) Jehova „bedømmer ånder“ og dømmer dem der ikke ’giver agt på den ånd der er i dem’. — Ord 16:2; Mal 2:14-16.

En ånd som er fælles for en gruppe. Ligesom enkeltpersoner kan have en bestemt ånd, kan en skare eller gruppe også være præget af en bestemt ånd eller fremherskende indstilling. (Ga 6:18; 1Ts 5:23) Den kristne menigheds medlemmer skulle stå fast i én ånd, idet de afspejlede den ånd der kendetegnede deres hoved, Jesus Kristus. — 2Kor 11:4; Flp 1:27; jf. 2Kor 12:18; Flp 2:19-21.

Paulus omtaler „verdens ånd“ i modsætning til Guds ånd. (1Kor 2:12) Da verden styres af Guds modstander (1Jo 5:19), er dens ånd præget af selviskhed og hengivelse til det faldne køds ønsker, og den fører til fjendskab med Gud. (Ef 2:1-3; Jak 4:5) Ligesom i det troløse Israel fører verdens urene ånd, eller drivkraft, til bogstavelig og åndelig utugt samt afgudsdyrkelse. — Ho 4:12, 13; 5:4; Zak 13:2; jf. 2Kor 7:1.