(De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.) Dette er den første opstandelse.

Parenteserne indsættes i NV og DA for at hjælpe læseren til at forbinde det der følger efter det parentetiske indskud med det der kommer før. Det fremgår heraf at det ikke er „de øvrige af de døde“ der har del i den første opstandelse. Denne opstandelse er for dem der skal regere sammen med Kristus i de tusind år. Betyder det så at ingen andre af menneskeheden vil være i live i de tusind år, undtagen de der regerer i himmelen sammen med Kristus? Nej, for hvis det var tilfældet, ville det betyde at der ikke var nogen de kunne betjene som præster, og deres regeringsområde ville være en øde klode.

Hvem er så „de øvrige af de døde“? Det er alle de mennesker der er døde som følge af den adamitiske synd og dem der, skønt de har overlevet den store trængsel eller er blevet født i tusindårsriget, har brug for at blive befriet for de dødbringende virkninger af denne synd. — Jævnfør Efeserbrevet 2:1.

I hvilken betydning bliver de først „levende“ når de tusind år er til ende? Dette hentyder ikke til deres opstandelse. At ’blive levende’ i denne betydning omfatter langt mere end blot at være til som et menneske. Det indebærer dét at opnå menneskelig fuldkommenhed, at blive fri for alle virkninger af den adamitiske synd. Læg mærke til at ovennævnte siges umiddelbart efter at vers 4 har talt om dem der „blev levende“ i himmelen. I deres tilfælde indebærer det et liv befriet for alle syndens virkninger; som en særlig gunst får de endda udødelighed. (1 Kor. 15:54) For „de øvrige af de døde“ må det derfor betyde at de opnår livet fuldt og helt som fuldkomne mennesker.

Åb. 20:4-