13. Hvilken irettesættelse giver Jesus derefter de kristne i Pergamum, og hvorfor var den tiltrængt i denne menighed?

¹³ Jesus fortsætter med at irettesætte de kristne i Pergamum, idet han siger: „Således har du også nogle der på samme måde holder fast ved Nikolaus-sektens lære.“ (Åbenbaringen 2:15) I det første brev roste Jesus efeserne for at de hadede denne sekts gerninger. Men de kristne i Pergamum må mindes om nødvendigheden af at holde menigheden fri for sektvæsen. De kristne normer må følges med større strenghed, så den samhørighed Jesus bad om i Johannes 17:20-23 kan blive bevaret. Det er nødvendigt ’både at tilskynde med den lære der er sund og at retlede dem som siger imod’. — Titus 1:9.

14. (a) Hvem har den kristne menighed fra tidlig tid måttet kæmpe med, og hvad kalder apostelen Paulus dem? (b) Hvilke ord af Jesus bør enhver som har følt sig fristet til at følge en udbrydergruppe, give agt på?

¹⁴ Den kristne menighed har fra tidlig tid måttet kæmpe med stolte frafaldne som med deres glatte og bedrageriske tale „er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære“ der forkyndes gennem Jehovas kanal. (Romerne 16:17, 18) Paulus advarede om denne trussel i næsten alle sine breve.a I vor tid, hvor Jesus har genoprettet den kristne enhed og renhed i den sande menighed, er faren for sektvæsen fortsat til stede.

15. Hvordan opstår sektvæsen?

¹⁵ Hvordan opstår sektvæsen? En selvbestaltet lærer begynder måske at så tvivl, idet han bestrider en af de bibelske sandheder (som for eksempel at vi lever i de sidste dage), og en gruppe skiller sig ud og følger ham. (2 Timoteus 3:1; 2 Peter 3:3, 4) Eller én kritiserer måske den måde Jehova lader sit arbejde udføre på og appellerer til andres magelighed ved at hævde at det ikke er bibelsk korrekt og heller ikke nødvendigt at gå fra hus til hus med Rigets budskab. Ved at deltage i denne tjeneste efter Jesu og hans apostles eksempel ville de bevare deres ydmyghed, men de foretrækker at skille sig ud og at tage den med ro, måske ved blot at læse i Bibelen sammen under private former nu og da. (Mattæus 10:7, 11-13; Apostelgerninger 5:42; 20:20, 21) De danner sig deres egen opfattelse af højtiden til minde om Jesu død, den bibelske befaling om at afholde sig fra blod, fejringen af helligdage og brugen af tobak. De kaster tilmed vrag på Jehovas navn; og inden længe følger de atter Babylon den Stores principløse veje. Nogle bevæges endog af Satan til at gøre det som er endnu værre: De begynder at ’slå deres medtrælle’, deres tidligere brødre. — Mattæus 24:49; Apostelgerninger 15:29; Åbenbaringen 17:5.