STUDIEARTIKEL 21
Åbenbaringen – hvilken betydning den har for din fremtid
“Amen! Kom, Herre Jesus.” – ÅB. 22:20.
SANG NR. 142 Hold godt fast i det håb du har
FORMÅLa
1. Hvilken vigtig beslutning må alle træffe?
ALLE der lever i dag, står over for et vigtigt valg. Vil de stille sig på Jehovas side og betragte ham som den øverste Hersker i universet, eller vil de støtte hans ondskabsfulde fjende, Satan Djævelen? Man kan ikke være neutral i det spørgsmål, og det man beslutter, vil have afgørende betydning for ens fremtid. (Matt. 25:31-33, 46) Under “den store trængsel” vil Jehovas trofaste tjenere få et mærke der viser at de skal overleve. (Åb. 7:14; Ezek. 9:4, 6) De der bærer vilddyrets mærke, vil derimod blive fjernet. – Åb. 14:9-11.
2. (a) Hvad føler du dig tilskyndet til at gøre når du læser Hebræerne 10:35-39? (b) Hvordan kan Åbenbaringen hjælpe os?
2 Læs Hebræerne 10:35-39. Hvis du har valgt at støtte Jehovas styre, har du truffet et klogt valg. Og nu ønsker du helt sikkert at hjælpe andre til at træffe det rigtige valg og holde fast ved den beslutning. I den forbindelse kan du bruge det der står i Åbenbaringen. Den fortæller hvilke fantastiske ting der venter dem der loyalt stiller sig på Jehovas side, men også hvad der vil ske med hans modstandere. Hvor er det vigtigt at studere de sandheder. Det vil gøre os endnu mere besluttet på at blive ved med at tjene Jehova.
3. Hvad vil vi se på i den her artikel?
3 I den her artikel vil vi se på følgende spørgsmål: Hvilken fremtid venter der dem som støtter Guds styre? Og hvordan vil det gå dem der støtter det skarlagenrøde vilddyr, som er beskrevet i Åbenbaringen?
HVAD DER VENTER DE TROFASTE
4. Hvilken gruppe ser Johannes sammen med Jesus i himlen?
4 Johannes fik et syn af to grupper der støtter Jehovas styre og bliver belønnet med evigt liv. Der er 144.000 i den første gruppe. (Åb. 7:4) De er købt fra jorden og skal være med i en regering, eller et rige, sammen med Jesus i himlen. Det rige skal regere over jorden. (Åb. 5:9, 10; 14:3, 4) Johannes ser dem stå på Zions Bjerg i himlen sammen med Jesus. – Åb. 14:1.
5. Hvad vil der inden længe ske med resten af de 144.000?
5 Fra og med apostlenes tid har Jehova udvalgt dem der skal være en del af de 144.000. (Luk. 12:32; Rom. 8:17) Johannes fik at vide at der kun ville være en rest, eller et mindre antal, tilbage på jorden i de sidste dage. ‘De der er tilbage,’ vil blive endeligt beseglet inden den store trængsel bryder ud, som et tegn på at de har Jehovas godkendelse. (Åb. 7:2, 3; 12:17) På et tidspunkt under den store trængsel vil de blive taget op til himlen så de kan være sammen med dem af de 144.000 der allerede har fået deres himmelske belønning. Derfra skal de regere sammen med Jesus i Guds rige. – Matt. 24:31; Åb. 5:9, 10.
6-7. (a) Hvilken anden gruppe ser Johannes, og hvad får han at vide om den? (b) Hvorfor er Åbenbaringen, kapitel 7, interessant uanset hvilket fremtidshåb man har?
6 Derefter ser Johannes “en stor skare”. I modsætning til de 144.000 kan der ikke sættes tal på den gruppe. (Åb. 7:9, 10) Johannes får følgende at vide om dem: “Det er dem der kommer ud af den store trængsel. De har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.” (Åb. 7:14) Efter at have overlevet den store trængsel vil den store skare bo her på jorden og opleve nogle helt fantastiske velsignelser. – Sl. 37:9-11, 27-29; Ordsp. 2:21, 22; Åb. 7:16, 17.
7 Når du læser beskrivelsen af de to grupper i Åbenbaringen, kapitel 7, kan du så se at du er “med på billedet”? Det er vigtigt at du kan det. Uanset om du har håb om at komme til at leve evigt i himlen eller her på jorden, bliver det en spændende tid! Vi vil være så lykkelige for at vi valgte at stille os på Jehovas side. Men Åbenbaringen fortæller os endnu mere om den store trængsel. – Matt. 24:21.
HVAD DER VENTER GUDS MODSTANDERE
8. Hvordan vil den store trængsel begynde, og hvordan vil de fleste mennesker reagere?
8 Som nævnt i den forrige artikel vil den politiske del af Satans verden inden længe angribe Babylon den Store, al falsk religion. (Åb. 17:16, 17) Det angreb er begyndelsen på den store trængsel. Vil det få en masse mennesker til at begynde at tjene Jehova? Nej. I Åbenbaringen, kapitel 6, står der derimod at de der ikke tjener Jehova, vil søge beskyttelse i den politiske og kommercielle del af verden, som sammenlignes med bjerge. De vil altså ikke støtte Guds rige, og derfor vil Jehova betragte dem som modstandere. – Luk. 11:23; Åb. 6:15-17.
9. Hvordan vil Jehovas folk skille sig ud under den store trængsel, og hvad vil det føre til?
9 Jehovas trofaste tjenere vil virkelig skille sig ud på det tidspunkt. De vil være de eneste der tjener Jehova Gud og nægter at støtte “vilddyret”. (Åb. 13:14-17) Det standpunkt vil provokere Jehovas modstandere. Af den grund vil en koalition af nationer angribe Guds folk ud over hele jorden – noget der i Bibelen bliver kaldt angrebet af Gog fra Magog. – Ezek. 38:14-16.
10. Hvordan vil Jehova reagere når hans folk bliver angrebet, som vi kan se i Åbenbaringen 19:19-21?
10 Hvordan vil Jehova reagere på det angreb? “På den dag,” siger Jehova, “vil min vrede blusse voldsomt op.” (Ezek. 38:18, 21-23) I Åbenbaringen, kapitel 19, får vi at vide hvad der så sker. Jehova sender sin Søn ud for at forsvare sit folk og kæmpe mod deres fjender. Dette modangreb vil Jesus udføre sammen med “hærene i himlen”, det vil sige de trofaste engle og de 144.000. (Åb. 17:14; 19:11-15) Hvad bliver resultatet af den krig? Alle mennesker og organisationer der er imod Jehova, vil blive fuldstændigt fjernet. – Læs Åbenbaringen 19:19-21.
ET BRYLLUP EFTER KRIGEN
11. Hvad er den vigtigste begivenhed i Åbenbaringen?
11 Prøv at forestille dig hvordan Jehovas trofaste tjenere vil have det efter at alle Guds fjender er blevet udslettet. Jorden vil blive fyldt med glæde! Og hvad med himlen? Bibelen siger at der vil blive stor glæde i himlen når Babylon den Store bliver ødelagt, men endnu større glæde over noget andet der vil ske. (Åb. 19:1-3) Faktisk er dét det store klimaks i Åbenbaringen – “Lammets bryllup”. – Åb. 19:6-9.
12. Hvornår vil Lammets bryllup foregå, som vi kan se i Åbenbaringen 21:1, 2?
12 Hvornår vil Lammets bryllup finde sted? Kort før Harmagedonkrigen vil alle de 144.000 være i himlen, men det er ikke på det tidspunkt brylluppet vil blive holdt. (Læs Åbenbaringen 21:1, 2). Brylluppet finder sted efter at alle Guds fjender er blevet fjernet i Harmagedon. – Sl. 45:3, 4, 13-17.
13. Hvad vil der ske ved Lammets bryllup?
13 Hvilken betydning har Lammets bryllup for de involverede parter? Ligesom et bryllup forener en mand og en kvinde, vil det her symbolske bryllup forene Kongen, Jesus Kristus, med hans “brud”, de 144.000. Den storslåede begivenhed markerer begyndelsen på de 1.000 år hvor de 144.000 skal regere over jorden sammen med Jesus. – Åb. 20:6.
EN HELT UNIK BY OG DIN FREMTID
14-15. Hvad bliver de 144.000 sammenlignet med i Åbenbaringen, kapitel 21? (Se forsidebilledet).
14 Åbenbaringen, kapitel 21, beskriver nu de 144.000 som en ekstremt smuk by, “det nye Jerusalem”. (Åb. 21:2, 9) Byen har 12 grundsten, og på dem er der skrevet “de 12 navne på Lammets 12 apostle”. Hvorfor har det sikkert fanget Johannes’ opmærksomhed? Fordi han så sit eget navn skrevet på en af de sten. Sikke en stor ære! – Åb. 21:10-14; Ef. 2:20.
15 Den symbolske by er helt unik. Hovedgaden er af rent guld, de 12 porte er 12 perler, murene og fundamentet er smykket med kostbare sten, og byens mål er perfekt afstemt. (Åb. 21:15-21) Men Johannes lagde mærke til at der manglede noget: “Jeg så ikke noget tempel i byen, for Jehova Gud, Den Almægtige, er dens tempel, og det er Lammet også. Byen har ikke brug for solen eller månen til at skinne på den, for Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lampe.” (Åb. 21:22, 23) De der udgør det nye Jerusalem, vil være sammen med Jehova. (Hebr. 7:27; Åb. 22:3, 4) Jehova og Jesus er altså templet i byen.
16. Hvilke velsignelser vil mennesker opleve under tusindårsriget?
16 Det er spændende for de salvede at tænke over Johannes’ syn af byen. Men synet er også meget interessant for dem der har håb om at komme til at leve for evigt på jorden. Under tusindårsriget vil det nye Jerusalem gøre en masse gode ting for mennesker på jorden. I synet strømmer disse velsignelser ud som “en flod med livets vand”. På begge sider af floden står “livets træer”, hvis “blade virker helbredende på nationerne”. (Åb. 22:1, 2) De mennesker der lever til den tid, vil kunne få glæde af de skønne ting, og alle der er lydige mod Jehova, vil efterhånden blive fuldkomne. Sygdom, sorg og smerte vil høre fortiden til. – Åb. 21:3-5.
17. Hvem vil ifølge Åbenbaringen 20:11-13 også få gavn af velsignelserne i tusindårsriget?
17 Hvem vil få gavn af de fantastiske velsignelser? Det vil den store skare der overlever Harmagedon, og de børn der måtte blive født i den nye verden. Men i Åbenbaringen, kapitel 20, står der også at de døde vil få en opstandelse. (Læs Åbenbaringen 20:11-13). Blandt dem der får livet igen, vil der være både “retfærdige og uretfærdige”. (Ap.G. 24:15; Joh. 5:28, 29) De “retfærdige” er trofaste tjenere for Jehova der er døde op gennem tiden. De “uretfærdige” er mennesker der ikke har haft en rimelig mulighed for at lære Jehova at kende. Betyder det at alle de døde vil få en opstandelse i løbet af tusindårsriget? Nej. De der helt bevidst afviste muligheden for at lære Jehova at kende, vil ikke få livet igen. De har vist at de ikke er værdige til at få evigt liv i Paradiset. – Matt. 25:46; 2. Thess. 1:9; Åb. 17:8; 20:15.
DET ENDELIGE RESULTAT
18. Hvordan vil menneskers situation være ved slutningen af de 1.000 år?
18 Ved slutningen af de 1.000 år vil alle der lever på jorden, være blevet fuldkomne. Ingen vil nogensinde igen blive påvirket af den synd Adam gav videre til sine efterkommere. (Rom. 5:12) Ethvert spor af Adams synd vil være fuldstændigt fjernet. Alle på jorden vil ‘blive levende’ ved slutningen af de 1.000 år i den forstand at de er blevet fuldkomne. – Åb. 20:5.
19. Hvad vil den sidste prøve vise?
19 Vi ved at Jesus afviste Satans forsøg på at få ham til at gå på kompromis. Han var loyal mod Jehova da han blev prøvet. Men vil alle fuldkomne mennesker også være det når Satan får mulighed for at sætte dem på prøve? Det vil være op til hver enkelt af dem at besvare det spørgsmål når Satan bliver løsladt fra afgrunden efter de 1.000 år. (Åb. 20:7) De der forbliver loyale under den sidste prøve, vil få evigt liv og endelig kunne nyde ægte frihed. (Rom. 8:21) De der gør oprør, vil blive udslettet for evigt sammen med Satan og hans dæmoner. – Åb. 20:8-10.
20. Hvilke følelser vækker de spændende profetier i Åbenbaringen i dig?
20 Hvilke tanker gør du dig efter den her korte gennemgang af Åbenbaringen? Er det ikke spændende at du er en del af de fantastiske profetier? Og motiverer det dig ikke til at invitere andre til at blive en del af Guds folk? (Åb. 22:17) Når vi tænker over de spændende ting der vil ske i fremtiden, får vi helt sikkert lyst til at sige ligesom Johannes: “Amen! Kom, Herre Jesus.” – Åb. 22:20.
SANG NR. 27 Guds sønner åbenbares
a Det her er den sidste af de tre artikler der handler om Åbenbaringen. Som vi vil se, venter der en fantastisk fremtid for dem der er trofaste mod Jehova. Til gengæld vil det ikke gå godt for dem der modarbejder Guds styre.