Spørgsmål fra læserne
Kan vi på baggrund af det der siges i Åbenbaringen 20:8, udlede at det vil være et meget stort antal der bliver vildledt af Satan når den endelige prøve finder sted?
Åbenbaringen 20:8 beskriver det sidste angreb Satan retter mod dem der lever på jorden efter afslutningen af Kristi tusindårige styre. Der siges her om Satan: „Han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet.“
Trods de videnskabelige fremskridt både med hensyn til måleinstrumenter og -metoder udgør „sandet ved havet“ stadig en ukendt mængde. Man kan derfor sige at udtrykket står for et ukendt, ikke nærmere bestemt, antal. Men er der tale om et umådelig stort og overvældende, ligefrem astronomisk, tal, eller er det blot et ukendt, men alligevel betragteligt antal?
I Bibelen bruges udtrykket „som sandet ved havet“ på flere måder. For eksempel siges der i Første Mosebog 41:49: „Josef fortsatte med at ophobe korn i meget stor mængde, som havets sand, indtil man opgav at holde tal på det, for det var uden tal.“ Her lægges vægten på at det var umuligt at tælle mængden af korn. På samme måde sagde Jehova: „Ligesom himmelens hær ikke kan tælles, og havets sand ikke kan måles, således vil jeg mangfoldiggøre min tjener Davids afkom.“ Så sikkert som det er at man hverken kan tælle himmelens stjerner eller måle havets sand, lige så sikkert var det at Jehova ville opfylde sit løfte til David. — Jeremias 33:22.
Ofte betyder udtrykket „sandet ved havet“ en betragtelig og imponerende mængde. Ved Gilgal var israelitterne foruroligede over filistrenes hær der var samlet ved Mikmas. Der siges om filistrene at de var „så talrige som sandskornene der er ved havets bred“. (1 Samuel 13:5, 6; Dommerne 7:12) Og med hensyn til Salomon blev der sagt: „Gud fortsatte med at give Salomon visdom og forstand i meget stort mål og et hjerte der spændte så vidt som sandet der er ved havets bred.“ (1 Kongebog 4:29) I disse tilfælde var der tale om en betydelig, men alligevel begrænset størrelse.
Udtrykket „sandet ved havet“ kan også betyde et ukendt antal uden at der menes at det er umådelig stort. Jehova sagde til Abraham: „[Jeg vil] visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred.“ (1 Mosebog 22:17) Da han gentog løftet over for Abrahams sønnesøn Jakob, brugte han udtrykket „jordens støvkorn“, som Jakob omformulerede til „havets sandskorn“. (1 Mosebog 28:14; 32:12) Som vi véd nu, udgør Abrahams „afkom“ — foruden Jesus Kristus — 144.000, som Jesus kaldte en „lille hjord“. — Lukas 12:32; Galaterne 3:16, 29; Åbenbaringen 7:4; 14:1, 3.
Hvad får vi ud af at betragte disse eksempler? At udtrykket „som sandet ved havet“ ikke altid betyder et uendeligt antal, et antal som når astronomiske højder; heller ikke at det betyder et umådelig stort eller overvældende antal. Ofte betyder det et ukendt, men dog betragteligt antal. Det er på baggrund heraf rimeligt at antage at den oprørske hob som støtter Satan i hans endelige angreb på Guds folk, ikke vil være en umådelig stor skare, men en skare som dog vil være stor nok til at udgøre en trussel. Tallet på den er imidlertid ukendt i øjeblikket.