Et liv uden smerte snart en realitet!
DE KOMPLEKSE mekanismer i vort legeme som beskytter os mod at lide skade er fantastiske. Vort kendskab til disse legemsfunktioner bør bevæge os til at prise Skaberen på samme måde som det udtrykkes i Salme 139:14: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ Det er kun Gud der kan give os et liv uden smerte! Men hvordan vil han gøre det?
Læg mærke til at umiddelbart før løftet om at smerte og tårer skal fjernes, taler Bibelen om „en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet“. (Åbenbaringen 21:1, 4) Bibelen taler selvfølgelig ikke her om at den bogstavelige himmel og den bogstavelige jord skal forsvinde. Nej, der siges ganske kort at en helt ny tingenes ordning vil erstatte den nuværende. En ny, overmenneskelig regering vil gøre det muligt at komme til at leve et liv uden smerte her på jorden.
Bibelen beskriver denne regering med disse ord: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige [eller en regering] som . . . vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ (Daniel 2:44) Da Jesus Kristus var på jorden lærte han os at bede om dette riges komme da han sagde: „I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.’“ — Mattæus 6:9, 10.
Men hvordan kan opfyldelsen af denne bøn komme til at betyde at man kan opnå et liv uden smerte?
En hersker med overmenneskelig magt
Det skyldes den visdom og magt som herskeren i Guds rige sidder inde med. Denne hersker er Jesus Kristus. Om ham siger en bibelprofeti: „Det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. . . . På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være.“ — Esajas 9:6, 7.
Jesus Kristus, der nu befinder sig i himmelen, besidder langt større visdom end alle jordens læger. Han forstår fuldt ud hvordan vort legeme fungerer, for eksempel hvordan det beskytter sig selv mod at lide skade. Da Jesus for over 1900 år siden gik på jorden, kunne han helbrede alle former for sygdomme og skavanker. Derved demonstrerede han hvad han vil udrette i større målestok som Konge i Guds rige. For eksempel siger Bibelen:
„Da kom store folkeskarer til ham, og de havde halte, invalide, blinde, stumme og mange andre med, og de næsten kastede dem for hans fødder, og han kurerede dem, så de mange mennesker var ganske forbløffede når de så stumme tale og halte gå og blinde se.“ (Mattæus 15:30, 31) Blandt de sygdomme som Jesus vil helbrede under sit styre, er også den lidelse vi har talt om her, nemlig kronisk smerte.
Hvilken velsignelse vil det ikke være! Og det vil ikke kun komme nogle få til gode. Skaberens løfte lyder: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Under Guds riges styre vil følgende løfte blive indfriet: „Heller ikke . . . smerte skal være mere.“ — Åbenbaringen 21:4.
Under Kristi herlige styre vil vore mange legemsfunktioner, også de der beskytter os mod at lide skade, fungere optimalt fordi den nedarvede synd vil være fjernet. Kroppens alarmsystem vil aldrig igen blive en plage. Ifølge de bibelprofetier der er ved at få sin opfyldelse står vi nu på tærskelen til den nye verden hvor smerte aldrig vil forårsage lidelse. — Mattæus 24:3-14, 36-39; 2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:11-13.
Du kan opnå liv under Guds rige, hvor den form for smerte som nu plager millioner af mennesker, ikke længere vil eksistere. Men der er noget du selv må gøre. Jesus Kristus pegede på et fundamentalt krav da han i en bøn til Gud sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.
Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig til at opnå denne vigtige kundskab. Henvend dig blot til en forkynder, eller skriv til udgiverne af dette blad at du ønsker et gratis hjemmebibelstudium. Så vil du få hjælp til at lære mere om Guds hensigt med menneskene, nemlig at de kan opnå et liv uden smerte.