STUDIEARTIKEL 46
En sikker garanti fra Jehova
“Alle på jorden der ønsker at blive velsignet, vil blive velsignet af sandhedens Gud.” – ESA. 65:16.
SANG NR. 3 Jehova, du giver styrke, håb og tillid
FORMÅLa
1. Hvilket budskab havde Esajas til israelitterne?
ESAJAS beskrev Jehova som “sandhedens Gud”. Det ord der er oversat med “sandhed”, betyder bogstaveligt “amen”. (Esa. 65:16, fdn.) Hvad ligger der i ordet “amen”? Det betyder “lad det være sådan” eller “det er sikkert”. Når ordet “amen” i Bibelen bruges i forbindelse med Jehova eller Jesus, er det en garanti for at noget er sandt. Det Esajas sagde til israelitterne, var altså at når Jehova forudsiger noget, vil det altid ske. Og det har Jehova bevist ved at opfylde hvert eneste af sine løfter.
2. Hvorfor kan vi have tillid til Jehovas løfter om fremtiden, og hvilke spørgsmål vil vi se på?
2 Jehova har også givet os nogle løfter for fremtiden. Kan vi have tillid til dem? Næsten 800 år efter Esajas’ tid forklarede Paulus hvorfor vi altid kan have tillid til Jehovas løfter. Han skrev: “Gud kan ikke lyve.” (Hebr. 6:18) Som sandhedens Gud kan Jehova ikke lyve – ligesom en kilde med ferskvand ikke kan give saltvand. Derfor kan vi have fuldstændig tillid til alt hvad Jehova siger, også alle de løfter han har givet for vores fremtid. I artiklen her vil vi se på to spørgsmål: Hvad har Jehova lovet at give os i fremtiden? Og hvilken garanti har Jehova givet os for at hans løfte vil gå i opfyldelse?
HVAD HAR JEHOVA LOVET?
3. (a) Hvilket løfte elsker vi alle sammen? (Åbenbaringen 21:3, 4) (b) Hvordan er der nogle der reagerer når de hører det?
3 Det løfte vi nu vil se på, er et som alle Jehovas tjenere elsker. (Læs Åbenbaringen 21:3, 4). Jehova lover at der vil komme en tid hvor døden ikke vil findes mere, og hvor sorg, skrig og smerte heller ikke vil findes mere. Vi bruger tit de her trøstende vers om livet i Paradiset når vi forkynder for andre. Hvordan reagerer folk når vi læser versene for dem? Nogle siger måske: “Det lyder alt for godt til at være sandt.”
4. (a) Hvad vidste Jehova, og hvad forudså han? (b) Hvad gav Jehova os sammen med sit løfte?
4 Da Jehova inspirerede Johannes til at nedskrive løftet om livet i Paradiset, vidste han selvfølgelig at vi ville bruge det når vi forkynder for andre i dag. Jehova forudså også at mange ville have svært ved at tro på hans løfte om “nye ting”. (Esa. 42:9; 60:2; 2. Kor. 4:3, 4) Så hvordan kan vi overbevise andre – og os selv – om at de velsignelser der er beskrevet i Åbenbaringen 21:3, 4, vil blive til virkelighed? Jehova kom ikke kun med det her vidunderlige løfte men gav os også nogle stærke grunde til at vi kan have tillid til det. Hvilke grunde gav han?
EN GARANTI FRA JEHOVA
5. Hvilke grunde har vi til at stole på Jehovas løfte om Paradiset, og hvor finder vi dem?
5 I de næste vers nævnes der nogle grunde til at vi kan tro på Jehovas løfte om Paradiset. Der står: “Han der sad på tronen, sagde: ‘Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han tilføjede: ‘Skriv det ned, for disse ord er pålidelige og sande.’ Så sagde han til mig: ‘Ordene er blevet til virkelighed! Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.’” – Åb. 21:5, 6a.
6. Hvordan giver Åbenbaringen 21:5, 6 os tillid til Guds løfte?
6 Hvordan styrker ordene her vores tillid til Jehovas løfte? Bogen Åbenbaringen – Det store klimaks er nær! har følgende kommentar til versene: “Det er som om Jehova selv skriver under på en garanti på eller et adkomstbrev [et skøde] til disse fremtidige velsignelser.”b I Åbenbaringen 21:3, 4 læser vi altså Guds løfte. Men så i vers 5 og 6 ser vi Jehovas underskrift så at sige, der garanterer at løftet vil gå i opfyldelse. Lad os se nærmere på de ord Jehova bruger i sin garanti.
7. Hvilke ord indledes Jehovas garanti med, og hvorfor er det interessant?
7 Jehovas garanti indledes med ordene: “Han der sad på tronen, sagde.” (Åb. 21:5a) De ord viser at det der kommer nu, er noget helt særligt, for det er en ud af kun tre gange i Åbenbaringens Bog hvor Jehova selv taler. Den her garanti bliver altså ikke givet af en magtfuld engel. Den bliver heller ikke givet af den oprejste Jesus men af Jehova selv! Det understreger at vi kan have tillid til det næste der bliver sagt, for Jehova ‘kan ikke lyve’. (Tit. 1:2) Lad os nu se på hvad Jehova ellers siger i Åbenbaringen 21:5, 6.
“SE! JEG GØR ALTING NYT”
8. Med hvilken formulering understreger Jehova at hans løfte vil gå i opfyldelse? (Esajas 46:10)
8 Det næste Jehova siger, er: “Se!” (Åb. 21:5) Det græske ord der er oversat med “se!”, bruges mange gange i Åbenbaringens Bog. Et bibelopslagsværk siger at udtrykket bliver brugt “for at gøre læseren ekstra opmærksom på det næste der kommer”. Og hvad er det næste? Jehova siger: “Jeg gør alting nyt.” Jehova taler om nogle forandringer der vil ske i fremtiden, men for ham er løftet så sikkert at han taler om forandringerne som noget der allerede er ved at ske. – Læs Esajas 46:10.
9. (a) Hvilke to ting ligger der i udtrykket “gør alting nyt”? (b) Hvad vil der ske med den nuværende “himmel” og den nuværende “jord”?
9 Lad os se nærmere på sætningen fra Åbenbaringen 21:5: “Jeg gør alting nyt.” Udtrykket henviser til to ting Jehova vil gøre – han vil udskifte noget og genoprette noget. Lad os først finde ud af hvad det er Jehova vil udskifte. I Åbenbaringen 21:1 står der: “Den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet.” “Den tidligere himmel” er de politiske systemer der er påvirket af Satan og hans dæmoner. (Matt. 4:8, 9; 1. Joh. 5:19) Når Bibelen bruger ordet “jord”, kan der være tale om de mennesker der bor på jorden. (1. Mos. 11:1; Sl. 96:1) “Den tidligere jord” henviser altså til det onde menneskesamfund der findes i dag. Jehova vil ikke bare forbedre, eller rette op på, den eksisterende “himmel” og den eksisterende “jord”. Nej, han vil fuldstændigt fjerne dem. Han vil erstatte den nuværende himmel og den nuværende jord med “en ny himmel og en ny jord” – det vil sige et nyt styre og et nyt menneskesamfund.
10. Hvad gør Jehova nyt?
10 Hvad mere ligger der i udtrykket “gør alting nyt” i Åbenbaringen 21:5? Læg mærke til at Jehova ikke siger at han vil skabe en masse nye ting, men at han vil ‘gøre alting nyt’. Med det menes der altså at Jehova vil sørge for at både jorden og menneskeheden vender tilbage til den fuldkomne tilstand. Som Esajas forudsagde, vil hele jorden blive en smuk park – som en global Edens Have. Og vi vil blive gjort nye i den forstand at vi vil blive fuldstændigt helbredt. Halte, blinde og døve vil blive helbredt, og de døde vil endda få livet igen. – Esa. 25:8; 35:1-7.
“DISSE ORD ER PÅLIDELIGE OG SANDE. ... ORDENE ER BLEVET TIL VIRKELIGHED!”
11. Hvad bad Jehova Johannes om og med hvilken begrundelse?
11 Hvad mere består Jehovas garanti af? Jehova sagde til Johannes: “Skriv det ned, for disse ord er pålidelige og sande.” (Åb. 21:5) Jehova sagde ikke bare til Johannes at han skulle skrive det ned. Han sagde også til ham hvorfor han skulle gøre det. Han sagde: “For disse ord er pålidelige og sande.” Det var altså nogle ord man kunne regne med. Vi er taknemmelige over at Johannes adlød befalingen om at skrive ordene ned. Det gør nemlig at vi i dag kan læse om Jehovas løfte om Paradiset og meditere over de vidunderlige velsignelser der venter os.
12. Hvorfor sagde Jehova: “Ordene er blevet til virkelighed”?
12 Hvad er det næste Jehova siger? “Ordene er blevet til virkelighed!” (Åb. 21:6) Nu taler Jehova som om alle de ting han har nævnt om det lovede paradis, allerede er sket. Det gør han fordi ingenting kan hindre ham i at gennemføre sin hensigt. Men hans garanti indeholder et element mere, og det vil vi se på nu.
“JEG ER ALFA OG OMEGA”
13. Hvorfor sagde Jehova “Jeg er Alfa og Omega”?
13 Som tidligere nævnt talte Jehova selv tre gange i de syner Johannes fik. (Åb. 1:8; 21:5, 6; 22:13) Og hver gang sagde han: “Jeg er Alfa og Omega.” Bogstavet alfa er det første i det græske alfabet, og bogstavet omega er det sidste. Ved at sige at han er “Alfa og Omega”, viste Jehova at når han begynder på noget, vil han også gennemføre det.
14. (a) Hvornår har Jehova på en måde sagt “Alfa”, og hvornår vil han sige “Omega”? (b) Hvilken garanti får vi i 1. Mosebog 2:1-3?
14 Da Jehova havde skabt Adam og Eva, sagde han hvad der var hans hensigt med menneskene og jorden. I Bibelen står der: “Gud velsignede dem og sagde: ‘Få børn og bliv mange, fyld jorden og tag herredømmet over den.’” (1. Mos. 1:28) På det tidspunkt sagde Jehova i virkeligheden “Alfa”. Han sagde klart og tydeligt hvad hans hensigt var: På et tidspunkt ville fuldkomne, lydige efterkommere af Adam og Eva fylde hele jorden og gøre den til et paradis. Når hans hensigt er gennemført, vil han sige “Omega”. Da Jehova var færdig med at skabe “alt i himlen og på jorden”, gav han en garanti. Den står i 1. Mosebog 2:1-3. (Læs). Jehova sagde at den syvende dag var hellig for ham. Hvad betyder det? Han garanterede at han ville gennemføre sin hensigt med menneskene og jorden. Den ville være fuldstændigt gennemført ved slutningen af den syvende dag.
15. Hvorfor kunne det se ud som om Satan havde spoleret Jehovas hensigt med menneskene?
15 Da Adam og Eva havde gjort oprør, blev de syndere, og de gav synd og død videre til deres efterkommere. (Rom. 5:12) Det har måske set ud som om Satan havde spoleret Guds hensigt så jorden ikke kunne blive fyldt med fuldkomne mennesker der var lydige mod ham. Det kunne se ud som om Satan havde gjort det umuligt for Jehova nogensinde at sige “Omega”. Satan kan have troet at Jehova kun havde meget få muligheder tilbage. Én mulighed var at han kunne slå Adam og Eva ihjel og skabe et nyt par der kunne opfylde hans hensigt. Men hvis Jehova havde gjort det, ville Djævelen have anklaget ham for at være en løgner. Hvorfor? Fordi Jehova, som beskrevet i 1. Mosebog 1:28, havde sagt til Adam og Eva at deres efterkommere skulle fylde jorden.
16. Hvorfor har Satan måske troet at han kunne anklage Jehova for at have fejlet?
16 Hvilken anden mulighed forestillede Satan sig måske at Jehova kunne vælge? Det kan være at han tænkte at Jehova ville lade Adam og Eva få ufuldkomne efterkommere som aldrig ville kunne blive fuldkomne. (Præd. 7:20; Rom. 3:23) Men så ville Djævelen uden tvivl have anklaget Jehova for at have fejlet fuldstændigt. Hvorfor? Fordi Jehovas hensigt så ikke ville blive opfyldt. Den var jo at jorden skulle fyldes med fuldkomne efterkommere af Adam og Eva der ville være lydige mod ham.
17. Hvilken løsning havde Jehova på oprøret, og hvad bliver det endelige resultat? (Se også billedet).
17 Satan kunne slet ikke forestille sig hvad Jehova ville gøre. Jehova havde den bedst tænkelige løsning, som ville sikre at hans hensigt blev gennemført selvom Satan og Adam og Eva havde gjort oprør. (Sl. 92:5) Jehova lod Adam og Eva få børn, og det viste at han ikke er en løgner men er til at stole på. Og Jehova viste at når han siger at han vil gøre noget, er der intet der kan hindre ham i det. Han sikrede sig at hans hensigt ville blive gennemført, ved at sørge for et “afkom” der ville redde lydige efterkommere af Adam og Eva. (1. Mos. 3:15; 22:18) Ordningen med løsesummen er helt sikkert kommet bag på Satan! Hvorfor det? Fordi det offer er et udtryk for uselvisk kærlighed. (Matt. 20:28; Joh. 3:16) Det er en egenskab der er fuldstændigt fremmed for Satan, for han er helt igennem selvisk. Hvad bliver muligt på grund af løsesummen? Ved slutningen af tusindårsriget vil fuldkomne, lydige efterkommere af Adam og Eva bo på en paradisisk jord – præcis som det var Jehovas hensigt fra starten. På det tidspunkt vil Jehova kunne sige “Omega”.
FÅ STØRRE TILLID TIL JEHOVAS LØFTE OM PARADISET
18. Hvilke tre forsikringer giver Jehova os? (Se også boksen “Tre grunde til at stole på Jehovas løfte”).
18 Nu har vi gennemgået nogle grunde til at vi kan tro på at jorden vil blive et paradis. Hvad kan vi sige for at hjælpe andre til at få tro på at det virkelig vil ske? For det første: Det er Jehova selv der har givet løftet. I Åbenbaringen står der: “Han der sad på tronen, sagde: ‘Se! Jeg gør alting nyt.’” Han har det der skal til for at gøre det: visdommen, magten og ønsket om det. For det andet: Opfyldelsen af hans løfte er så sikker at det for ham er som om det allerede er sket. Det er derfor han siger: “Disse ord er pålidelige og sande. ... Ordene er blevet til virkelighed!” Og for det tredje: Når Jehova begynder på noget, er der intet der kan hindre ham i at gennemføre det. Det er derfor han siger: “Jeg er Alfa og Omega.” Jehova vil bevise at Satan er en løgner, der ikke kan hindre ham i at gennemføre sin hensigt.
19. Hvordan kan du hjælpe en der synes at Guds løfte om Paradiset lyder for godt til at være sandt?
19 Husk at hver gang du fortæller andre om den garanti Jehova har givet, styrker det din egen tillid til Jehovas løfter. Hvad kan du gøre næste gang du læser det trøstende løfte i Åbenbaringen 21:4 for nogen og vedkommende siger: “Det lyder alt for godt til at være sandt”? Du kan læse videre og forklare vers 5 og 6. Vis dem hvordan Jehova i virkeligheden har skrevet under på sit løfte med sit eget navn og på den måde har givet os en garanti for at det vil blive opfyldt. – Esa. 65:16
SANG NR. 145 Guds løfte om et paradis
a I den her artikel vil vi komme ind på den garanti Jehova har givet os, som gør at vi kan være sikre på at hans løfte om Paradiset vil gå i opfyldelse. Hver gang vi fortæller andre om den garanti, vil det gøre vores egen tillid til Jehovas løfter større.