Hvordan vi kan få gavn af ’Himmelkornene’
KORT efter at israelitterne var blevet mirakuløst udfriet fra Ægypten, viste de i høj grad manglende tro på deres Befrier, Jehova. Derfor lod han dem vandre omkring i Sinaj Ørken i 40 år. Israelitterne og „en talrig blandet flok“ af fremmede som sluttede sig til dem, kunne igennem hele denne periode „mætte sig“ med føde. (2 Mosebog 12:37, 38) Hvordan var det muligt? I Salme 78:23-25 fortælles det: „[Jehova] gav da påbud til skydækket oventil, og himmelens døre åbnede han. Og han fik det til at regne på dem med manna til at spise, ja, himmelkorn gav han dem. Mægtiges brød var hvad mennesker spiste; han sendte dem kost til at mætte sig med.“
Moses, der selv spiste denne manna, gav en beskrivelse af dette usædvanlige fødemiddel. Han skrev at om morgenen, efter at „laget af dug fordampede . . ., lå der på ørkenens flade noget fint skælagtigt noget, fint som rim på jorden. Da Israels sønner så det, sagde de til hinanden: ’Hvad er det?’“ eller ordret på hebraisk: „man hu’?“ Dette udtryk er sandsynligvis oprindelsen til ordet „manna“, det navn israelitterne gav denne form for føde. Moses skrev: „Det var hvidt som korianderfrø, og dets smag var som flade kager med honning.“ — 2 Mosebog 16:13-15, 31, fodnote.
Mannaen var ikke et naturligt forekommende fødemiddel, sådan som nogle hævder. Den blev frembragt overnaturligt. For eksempel kom den til syne uafhængig af årstiden eller de geografiske betingelser. Hvis man opbevarede den natten over, gik der orm i den, og den begyndte at stinke, men det skete ikke med den dobbelte portion som hver familie samlede sig dagen før den ugentlige sabbat, den ugedag hvor der ikke kom manna. Denne manna var virkelig en mirakuløs gave fra Jehova. — 2 Mosebog 16:19-30.
Udtrykket „mægtiges brød“ i Salme 78 tyder på at Jehova kan have brugt engle til at tilvejebringe mannaen. (Salme 78:25, fodnote) Hvordan det end er gået for sig, havde folket al mulig grund til at takke Jehova for hans godhed. Men flertallet viste en utaknemmelig indstilling over for Ham der havde udfriet dem fra trældommen i Ægypten. Også vi risikerer at tage Jehovas gaver som en selvfølge og blive utaknemmelige hvis vi undlader at grunde over hans loyale hengivenhed. Vi kan derfor takke Jehova for at han har ladet beretningen om Israels udfrielse og de efterfølgende begivenheder nedskrive til „vor belæring“. — Romerne 15:4.
Hvordan kristne kan drage nytte af det israelitterne lærte
Da Jehova tilvejebragte manna, var det ikke for blot at dække cirka tre millioner israelitters fysiske behov. Han ønskede at ’ydmyge dem og sætte dem på prøve’ for at lutre og tugte dem til deres egen gavn. (5 Mosebog 8:16; Esajas 48:17) Hvis de reagerede positivt på denne lutring og tog imod tugten, ville Jehova glæde sig over at kunne ’gøre godt mod dem senere hen’ ved at give dem fred, medgang og lykke i det forjættede land.
En meget vigtig lektie de måtte lære, var at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund“. (5 Mosebog 8:3) Hvis Gud ikke havde sørget for manna, ville israelitterne være døde af sult. Det indrømmede de selv. (2 Mosebog 16:3, 4) Taknemmelige israelitter blev daglig mindet om at de var fuldstændig afhængige af Jehova, og det gjorde dem mere ydmyge. Når de på et tidspunkt befandt sig i det forjættede land med al dets overflod, var det mindre sandsynligt at de ville glemme Jehova og deres afhængighed af ham.
Kristne må ligesom israelitterne blive ved med at erkende at de er afhængige af Gud for at kunne opretholde livet — fysisk og åndeligt. (Mattæus 5:3; 6:31-33) Jesus citerede Moses’ ord i Femte Mosebog 8:3 som svar på en af Djævelens fristelser: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.’“ (Mattæus 4:4) At læse Jehovas udtalelser i hans ord er næring for Guds sande tilbedere. Det styrker desuden deres tro at opleve at disse udtalelser har en gavnlig indvirkning på deres liv når de vandrer med Gud og sætter hans riges interesser i første række.
Ufuldkomne mennesker kan miste deres værdsættelse af ting der er blevet en fast rutine. Det gælder også de ting der er et udtryk for Jehovas kærlige omsorg. For eksempel forundrede og glædede det i begyndelsen israelitterne at modtage manna på denne overnaturlige måde, men efter nogen tid beklagede mange sig. Respektløst klagede de: „Vores sjæl ledes ved dette elendige brød.“ Det var et tegn på begyndende „frafald fra den levende Gud“. (4 Mosebog 11:6; 21:5; Hebræerne 3:12) Deres eksempel tjener derfor „til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“. — 1 Korinther 10:11.
Hvordan kan vi tage ved lære af dette advarende eksempel? Blandt andet ved aldrig at betragte Bibelens lærepunkter eller de gaver vi modtager gennem den trofaste og kloge trælleskare, som noget trivielt, eller hverdagsagtigt. (Mattæus 24:45) Når først vi begynder at tage Jehovas gaver for givet eller bliver ligeglade med dem, vil vort forhold til ham kølnes.
Jehova overøser os af gode grunde ikke hele tiden med spændende nye forståelser. Han kaster i stedet gradvis lys over sit ord. (Ordsprogene 4:18) Det gør det muligt for hans folk lidt efter lidt at tilegne sig og praktisere det de lærer. Jesus fulgte sin Faders eksempel da han underviste sine første disciple. Han forklarede Guds ord for dem „så vidt som de nu var i stand til at høre efter“, eller „fatte det“, som nogle oversættelser siger. — Markus 4:33; jævnfør Johannes 16:12.
Bevar en taknemmelig indstilling til det Gud giver dig
Jesus gjorde også brug af repetition. Med sindet kan man selvfølgelig hurtigt fatte et bestemt punkt, for eksempel et bibelsk princip. Men man vil nok være lidt længere om at tage det til sig og lade det blive en del af den „nye personlighed“, især hvis verdens levevis og holdninger igennem mange år er blevet dybt rodfæstet i én. (Efeserne 4:22-24) Sådan forholdt det sig også med Jesu disciple når det drejede sig om at overvinde stolthed og opdyrke ydmyghed. Jesus måtte ved mange lejligheder lære dem at være ydmyge. Og hver gang fremholdt han det samme grundlæggende punkt fra en ny synsvinkel så det kunne prente sig dybt i deres bevidsthed, hvilket det til sidst også gjorde. — Mattæus 18:1-4; 23:11, 12; Lukas 14:7-11; Johannes 13:5, 12-17.
Ved de kristne møder og i Vagttårnsselskabets publikationer følger man Jesu eksempel ved at repetere stof på en velgennemtænkt måde. Lad os derfor opfatte dette som et udtryk for Guds kærlige omsorg for os og aldrig blive trætte af det vi modtager, sådan som israelitterne blev trætte af mannaen. Efterhånden som vi tålmodigt bestræber os for at tage imod Jehovas regelmæssige påmindelser, vil vi tydeligt kunne se den gode virkning det har på vort liv. (2 Peter 3:1) En sådan taknemmelig indstilling er et resultat af at vi både i vort hjerte og sind ’har fået fat i meningen’ med Guds ord. (Mattæus 13:15, 19, 23) Salmisten David var et godt eksempel i denne henseende. Han havde ikke adgang til en så varieret åndelig føde som vi modtager i dag, men han beskrev Jehovas love som værende „sødere end honning og bikagernes saft“. — Salme 19:10.
„Manna“ der giver evigt liv
„Jeg er livets brød,“ sagde Jesus til jøderne. „Jeres forfædre spiste mannaen i ørkenen og døde dog. . . . Jeg er det levende brød der er kommet ned fra himmelen; hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ (Johannes 6:48-51) Bogstaveligt brød og bogstavelig manna kunne ikke og kan ikke give nogen evigt liv. Men de der tror på Jesu genløsningsoffer, vil en dag kunne glæde sig over det evige livs velsignelser. — Mattæus 20:28.
Størstedelen af dem der får gavn af Jesu genløsningsoffer, vil opnå evigt liv på en paradisisk jord. „En stor skare“ af disse, som er forudskildret ved den ’talrige blandede flok’ af fremmede der sluttede sig til israelitterne i deres udvandring fra Ægypten, vil overleve den kommende „store trængsel“ der vil fjerne al ondskab fra jorden. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14; 2 Mosebog 12:38) De som israelitterne selv er et billede på, vil opnå en endnu større belønning. Apostelen Paulus skrev at disse, som tæller 144.000, udgør Guds åndelige Israel. Deres belønning er en opstandelse til liv i himmelen når de dør. (Galaterne 6:16; Hebræerne 3:1; Åbenbaringen 14:1) Dér vil Jesus give dem en særlig slags manna.
Hvad „den skjulte manna“ betyder
„Den der sejrer, ham vil jeg give noget af den skjulte manna,“ sagde den opstandne Jesus til det åndelige Israel. (Åbenbaringen 2:17) Denne „skjulte manna“ leder tankerne hen på den manna som Gud befalede Moses at opbevare i en guldkrukke inde i pagtens ark. Arken stod i tabernaklets Allerhelligste, hvor man ikke kunne se den. Den var så at sige skjult. Mannaen, der tjente som et minde, gik ikke til grunde mens den var i arken. Den blev derfor et passende symbol på et næringsmiddel der ikke fordærves. (2 Mosebog 16:32; Hebræerne 9:3, 4, 23, 24) Ved at give de 144.000 den skjulte manna garanterer Jesus at de har modtaget udødelighed og uforgængelighed som Guds åndesønner. — Johannes 6:51; 1 Korinther 15:54.
„Hos dig [Jehova] er livets kilde,“ sagde salmisten. (Salme 36:9) Denne grundsandhed er blevet bekræftet af tilvejebringelsen af både den bogstavelige og den symbolske manna. Den manna Gud gav fortidens Israel, den symbolske manna han har tilvejebragt i form af Jesu kød der blev givet for vor skyld, og den symbolske manna han gennem Jesus giver de 144.000, minder os alle om at vi er fuldstændig afhængige af Gud for at kunne leve. (Salme 39:5, 7) Lad os ydmygt, beskedent og regelmæssigt erkende denne afhængighed. Så vil Jehova ’senere hen gøre godt mod os’. — 5 Mosebog 8:16.
[Illustrationer på side 26]
For at kunne opnå evigt liv er alle mennesker afhængige af „det levende brød der er kommet ned fra himmelen“
[Illustration på side 28]
Vores værdsættelse af Jehovas påmindelser vil få os til at overvære alle de kristne møder