Kapitel 11

Hvordan vi fik navnet Jehovas Vidner

I DE første årtier af vor historie i nyere tid blev vi ofte blot kaldt bibelstudenter. Når brødrene blev spurgt om hvad organisationen hed, svarede de gerne: „Vi er kristne.“ I Watch Tower besvarede broder Russell spørgsmålet på denne måde: „Vi skiller os ikke ud fra andre kristne ved at antage et specielt eller særegent navn. Vi er tilfredse med benævnelsen kristne, som blev brugt i det første århundrede.“ — Nummeret for september 1888.

Hvordan gik det da til at vi fik navnet Jehovas Vidner?

Benævnelsen „kristne“

Sande disciple af Jesus Kristus, både i det første århundrede og i nyere tid, har omtalt sig selv og deres trosfæller som „brødrene“, „vennerne“ og „Guds menighed“. (Apg. 11:29; 3 Joh. 14; 1 Kor. 1:2) De har også omtalt Kristus som „Herren“ og sig selv som „Kristi Jesu trælle“ og „trælle for Gud“. (Kol. 3:24; Fil. 1:1; 1 Pet. 2:16) Sådanne betegnelser har været brugt meget i menigheden, og der er de blevet forstået.

I det første århundrede blev den livsform der knyttede sig til troen på Jesus Kristus (og også selve menigheden), omtalt som „Vejen“. (Apg. 9:2; 19:9) En række oversættelser af Apostelgerninger 18:25 antyder at den også blev kaldt „Jehovas vej“.a På den anden side var der nogle uden for menigheden som brugte den nedsættende betegnelse „nazaræernes sekt“. — Apg. 24:5.

I år 44 eller kort tid efter begyndte Jesu Kristi trofaste disciple at blive kaldt „kristne“. Nogle hævder at det var udenforstående der brugte denne betegnelse om dem, og at det var nedsættende ment. Flere bibelkommentatorer og forfattere af bibelordbøger siger imidlertid at et udsagnsord der benyttes i Apostelgerninger 11:26 indebærer tanken om guddommelig ledelse eller åbenbaring. Ny Verden-Oversættelsen gengiver derfor skriftstedet på denne måde: „Det var i Antiochia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne.“ (Skriftstedet er gengivet på lignende måde i Robert Youngs Literal Translation of the Holy Bible, revideret udgave fra 1898; The Simple English Bible fra 1981 og Hugo McCords New Testament fra 1988.) Omkring år 58 var benævnelsen kristne velkendt, selv blandt romerske øvrighedspersoner. — Apg. 26:28.

Så længe Kristi apostle levede var betegnelsen kristen præcis og specifik. (1 Pet. 4:16) Alle der kaldte sig kristne men hvis tro eller adfærd modsagde deres påstand, blev udelukket af det kristne fællesskab. Men efter apostlenes død såede Satan en sæd der blev til falske kristne, sådan som Jesus havde forudsagt. De kaldte sig også kristne. (Matt. 13:24, 25, 37-39) Da disse frafaldne kristne begyndte at tvangsomvende folk, hævdede nogle at være kristne blot for at undgå at blive forfulgt. Med tiden gik det sådan at enhver europæer der ikke bekendte sig til jødedommen, islam eller ateismen blev betragtet som kristen, uanset hvad han troede og hvordan han opførte sig.

Øgenavne

Fra og med det 16. århundrede udgjorde denne situation et problem for reformatorerne. Hvordan kunne de skille sig ud fra andre der kaldte sig kristne, når betegnelsen „kristen“ blev brugt om alle og enhver?

I mange tilfælde begyndte de ganske enkelt at bruge et øgenavn som deres fjender havde givet dem. De første der kaldte Martin Luthers tilhængere lutheranere, var for eksempel hans teologiske modstandere. De der var knyttet til John Wesley i England blev kaldt metodister fordi de var ualmindelig nøjeregnende og metodiske når det gjaldt varetagelsen af religiøse pligter. Baptisterne var i begyndelsen imod øgenavnet anabaptister (der betyder „gendøbere“), men efterhånden antog de navnet baptister som en slags kompromis.

Hvordan var det med bibelstudenterne? Præsterne kaldte dem russellitter og rutherforditter. Men hvis de havde antaget et sådant navn, ville det have skabt grobund for en sekterisk ånd. Det ville ikke have været i overensstemmelse med den irettesættelse apostelen Paulus gav nogle af de første kristne: „Når en siger: ’Jeg tilhører Paulus,’ og en anden: ’Jeg Apollos,’ er I så ikke blot mennesker [det vil sige, kødelige og ikke åndelige i deres syn på tingene]?“ (1 Kor. 3:4) Nogle kaldte dem „millennister“, men læren om Kristi tusindårsrige (millennium betyder årtusind) var kun én af deres læresætninger. Andre kaldte dem „vagttårnsfolk“; men det var også en lidet dækkende betegnelse i betragtning af at Vagttårnet kun var én af de publikationer hvormed de udbredte sandheden fra Bibelen.

Behovet for et særegent navn

Med tiden blev det stadig mere indlysende at menigheden af Jehovas tjenere, foruden betegnelsen kristen, havde behov for et navn der kunne hjælpe den til at skille sig ud fra alle andre. Folk havde fået et skævt billede af hvad det ville sige at være kristen fordi de der kaldte sig kristne i mange tilfælde dårligt nok vidste hvem Jesus Kristus var, hvad han lærte og hvad de burde gøre hvis de virkelig var hans disciple. Efterhånden som brødrene fik større forståelse af Guds ord kunne de desuden tydeligt se at de måtte skille sig helt ud fra de religiøse systemer der med urette kaldte sig kristne.

Vore brødre omtalte ganske vist ofte sig selv som bibelstudenter, og fra og med 1910 brugte de navnet International Forening for Bibelstudium i forbindelse med deres møder. For at undgå sammenblanding med et af de registrerede selskaber som de netop havde oprettet, International Bible Students Association, begyndte de i 1914 at betegne de lokale grupper som Forenede Bibelstudenter. Men deres tilbedelse omfattede meget mere end bibelstudium. Der var desuden også andre der studerede Bibelen — nogle gjorde det som et udslag af gudsfrygt, andre gjorde det med en kritisk holdning, og en hel del betragtede blot Bibelen som god litteratur. Efter broder Russells død nægtede nogle der tidligere havde været knyttet til bibelstudenterne, at samarbejde med Vagttårnsselskabet og International Bible Students Association, og de modarbejdede endda disse selskaber. Disse grupper brugte mange forskellige navne, og nogle af dem holdt fast ved benævnelsen „Forenede Bibelstudenter“. Det skabte yderligere forvirring.

Men så, i 1931, skilte vi os ud ved at antage navnet Jehovas Vidner. Forfatteren Chandler W. Sterling kalder dette „den største genistreg“ fra Vagttårnsselskabets daværende præsidents, J. F. Rutherfords, side. Ifølge denne forfatter var det et smart træk der ikke blot gav gruppen et officielt navn, men også gjorde det let for den at fortolke alt det der stod i Bibelen om „vidner“ og aflæggelse af „vidnesbyrd“ som noget der gjaldt Jehovas Vidner. I modsætning hertil sagde A. H. Macmillan, der samarbejdede med tre af Vagttårnsselskabets præsidenter, om den meddelelse broder Rutherford bragte: „Hos mig er der ingen tvivl — det var der ikke dengang, og det er der heller ikke nu — om at det var Herren der ledte ham og at det er det navn Jehova ønsker vi skal bære; og vi er meget lykkelige og glade for at bære det.“ Hvilken opfattelse støttes af de faktiske forhold? Var navnet ’en genistreg’ fra broder Rutherfords side, eller skyldtes det guddommeligt forsyn?

Udviklingen der førte frem til navnet

I det 8. århundrede f.v.t. lod Jehova Esajas nedskrive disse ord: „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. . . . I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’og jeg er Gud.’“ (Es. 43:10, 12) Som det fremgår af De Kristne Græske Skrifter bliver mange af de profetier som Esajas nedskrev, opfyldt i forbindelse med den kristne menighed. (Sammenlign Esajas 8:18 med Hebræerbrevet 2:10-13; Esajas 66:22 med Åbenbaringen 21:1, 2.) Men Esajas 43:10, 12 blev ikke detaljeret behandlet i Vagttårnet i de første 40 år det udkom.

Gennem deres studium af Bibelen blev Jehovas tjenere imidlertid opmærksomme på en betydningsfuld ny udvikling. Guds rige med Jesus som messiansk konge var blevet født i himmelen i 1914. I 1925, det år da dette blev forklaret i Vagttaarnet, blev den profetiske befaling til at være vidner for Jehova i Esajas, kapitel 43, behandlet i elleve forskellige numre af bladets engelske udgave.

Hovedartiklen i Vagttaarnet for 1. februar 1926 stillede det udfordrende spørgsmål: „Hvem vil ære Jehova?“ Gennem de næste fem år blev dele af Esajas 43:10-12 behandlet i 46 forskellige numre af bladet, og hver gang blev skriftstederne møntet på de sande kristne.b I 1929 blev det påpeget at det store stridsspørgsmål som hele den fornuftbegavede skabning står over for, har tilknytning til det at ære Jehovas navn. Og i forbindelse med det ansvar Jehovas tjenere har med hensyn til dette stridsspørgsmål, blev Esajas 43:10-12 gentagne gange taget op til drøftelse.

Som følge af det fremadskridende studium blev det således gentagne gange påpeget at de har pligt til at være vidner for Jehova. Det var ikke navnet på en gruppe der blev drøftet, men det arbejde den skulle udføre.

Men hvilket navn skulle disse vidner være kendt under? Hvad ville være passende i betragtning af det arbejde de udførte? Hvilken slutning var det naturligt at drage ud fra det der stod i Guds ord? Disse spørgsmål blev drøftet ved et stævne i Columbus, Ohio, den 24.-30. juli 1931.

Et nyt navn

På forsiden af stævneprogrammet stod der JW med store bogstaver. Hvad betød det? Det blev ikke forklaret før om søndagen, den 26. juli. Den dag holdt broder Rutherford det offentlige foredrag „Riget, Verdens Haab“, hvori han brugte navnet Jehovas Vidner om dem der forkynder Guds rige.

Senere samme dag uddybede broder Rutherford dette i et andet foredrag, hvori han forklarede grundene til at der var behov for et specielt navn.c Hvilket navn pegede Bibelen i retning af? Taleren citerede Apostelgerninger 15:14, der viser at det var Guds hensigt at udtage „et folk for sit navn“ fra nationerne. I foredraget påpegede han at Jesus Kristus er „det trofaste og sande vidne“, som der står i Åbenbaringen 3:14. Han henviste til Johannes 18:37, hvor Jesus sagde: „Dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ Han henledte tilhørernes opmærksomhed på Første Petersbrev 2:9, 10, hvor der står at Guds tjenere ’vidt og bredt skal forkynde hans dyder, han som har kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. Han analyserede en række skriftsteder fra Esajas’ Bog. Nogle af dem forstod man ikke helt på det tidspunkt, men som et højdepunkt i foredraget læste han Esajas 43:8-12, der omfatter den guddommelige befaling: „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’og jeg er Gud.’“ Hvilken slutning ledte Jehovas ord dem hen imod? Hvilket navn ville være i overensstemmelse med den måde Gud brugte dem på?

Det indlysende svar fremgik af en resolution der med begejstring blev vedtaget ved samme lejlighed.d Heri hed det blandt andet:

„For at gøre vor sande Stilling kendt, og fordi vi tror, det er i Overensstemmelse med Guds Vilje, som den er udtrykt i hans Ord, beslutter og vedtager vi derfor følgende:

Vi nærer stor Kærlighed til Broder Charles T. Russell for hans Gernings Skyld, og med Glæde anerkender vi, at Herren brugte ham og storlig velsignede hans Gerning. Dog forbyder Guds Ord os at lade os kalde ’Russellitter’. Watch Tower Bible & Tract Society, International Bible Students’ Association og Peoples Pulpit Association er kun Navne paa de Korporationer eller Organisationer, vi som en Skare Kristne benytter os af for at udføre vort Arbejde i Lydighed mod Guds Befalinger, og intet af disse Navne kan med Rette knyttes til os eller anvendes paa os som en Skare Kristne, der følger i Mesterens Fodspor. Skønt vi studerer vor Bibel, vil vi dog ikke som en Skare betragtet kaldes med Navnet ’Bibelstudenter’ eller andre lignende Navne som Udtryk for vor Stilling ind for Herren. Vi ønsker ikke at kaldes med eller at bære noget Menneskes Navn.

Vi erklærer, at vi er blevet købt med vor Herres og Genløsers, Jesu Kristi, dyrebare Blod, retfærdiggjort og født paa ny af Jehova Gud og kaldet til hans Rige. Vi ønsker derfor, at alle skal forstaa, at vi har stillet os uforbeholdent paa Guds og hans Riges Side og viet os helt til ham, at vi er Jehovas Tjenere, som har faaet betroet en Gerning i hans Navn, og i Lydighed mod hans Befaling forkynder vi Jesu Kristi Vidnesbyrd og kundgør for Folkene, at Jehova er den sande Gud, den Almægtige. Vi tager derfor med Glæde imod det Navn, Herrens Mund har nævnt, og vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner.“ — Es. 43:10-12.e

Efter at hele resolutionen var læst op, viste et kraftigt, vedvarende bifald at tilhørerne gav den deres fulde tilslutning.

De påtog sig ansvaret

Det er en stor ære at bære navnet på den eneste sande Gud, universets Suveræn! Men det indebærer også et ansvar, et ansvar som andre religiøse grupper ikke ønsker at påtage sig. Som broder Rutherford sagde i sit foredrag: „Lykkelige er de, der kan tage imod et Navn, som ingen andre under Solen vilde ønske at bruge, uden netop de, der helt og fuldt er viet til Jehova.“ Men det er yderst passende at Jehovas tjenere bærer Guds navn og gør det kendt, og at det bliver tydeligt knyttet til forkyndelsen af hans hensigt.

Enhver gruppe og enhver enkeltperson der taler i Jehovas navn, forpligter sig til at tale hans ord sandfærdigt. (Jer. 23:26-28) De må ikke blot gøre kendt hvilke foranstaltninger Jehova har truffet til gavn for retfærdselskende mennesker, men også hvilke domme han vil eksekvere over dem der øver uret. Det Jehova sagde til sine profeter i fortiden, gælder også i dag: Hans vidner må ikke fjerne noget fra hans ord ved at undlade at gøre det kendt. (Jer. 1:17; 26:2; Ez. 3:1-11) De skal ikke alene forkynde „et velviljens år fra Jehova“ men også „en hævnens dag fra vor Gud“. (Es. 61:1, 2) De der vedtog resolutionen erkendte dette ansvar, og i sidste del af den erklærede de:

„Som Jehovas Vidner er det vort eneste Ønske at være helt og fuldt lydige mod hans Befalinger. Derfor forkynder vi, at han er den eneste sande Gud, den Almægtige, at hans Ord er Sandhed, og at hans Navn fortjener al Ære og Ophøjelse, at Kristus er Guds Konge, som han har sat paa sin Trone, og at hans Rige nu er kommet. I Lydighed mod Herrens Befalinger maa vi nu forkynde dette gode Budskab som et godt Vidnesbyrd for Folkeslagene og for at underrette Herskerne og Folket om Satans frygtelige og onde Organisation, som ’Kristenheden’ er en Del af, og om, at Gud snart vil tilintetgøre hele Satans Organisation, hvorefter Kristus, den nye Konge, vil føre de lydige paa Jorden frem til Fred, Fremgang, Frihed, Sundhed, Lykke og evigt Liv. Gudsriget er det eneste, Verden har at haabe paa, ethvert andet Haab er dømt til at slaa fejl. Dette Budskab skal nu forkyndes af dem, der er Jehovas Vidner.

Vi opfordrer indtrængende alle, som har viet sig til Jehova og hans Rige, til at forene sig med os i den Gerning at forkynde dette gode Budskab for andre, for at Herrens retfærdige Banner saaledes maa blive rejst og Menneskene faa at vide, hvor de kan finde Sandheden og Haab om Befrielse, men fremfor alt for, at Jehovas store og hellige Navn maa blive renset, æret og ophøjet.“

Det var ikke bare i Columbus, Ohio, at forsamlingen modtog oplysningen om det nye navn med et spontant bifald. Reaktionen var den samme så langt borte som i Australien og andre steder. I Japan lykkedes det efter flere timers anstrengelser for en lille gruppe at opfange et lille udsnit af programmet på en kortbølgeradio midt om natten. Det blev straks oversat. På den måde hørte de resolutionen og det tordnende bifald. Matsue Ishii var en af dem der var til stede, og hun skrev senere at de ’opløftede deres stemmer i glædesråb sammen med deres brødre i Amerika’. Efter stævnet i Columbus fik resolutionen fuld tilslutning fra Jehovas Vidners stævner og menigheder i alle de lande hvor de virkede. Fra Norge kom denne meddelelse for eksempel: „Ved vort årskonvent . . . i Oslo rejste vi os alle op på vore fødder, og med stor begejstring råbte vi ’ja’ da vi antog vort nye navn ’Jehovas Vidner’.“

Ikke bare en betegnelse

Lagde verden i almindelighed mærke til at brødrene havde antaget dette nye navn? Ja! Det foredrag hvori meddelelsen om navnet først blev givet, blev udsendt over den største sammenkobling af radiostationer indtil da. Resolutionen om det nye navn blev desuden trykt i brochuren Riget, Verdens Haab. Efter stævnet uddelte Jehovas vidner millioner af eksemplarer af denne brochure på mange sprog i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika, Asien og øerne i havet. Foruden at tilbyde den fra dør til dør gjorde de en særlig indsats for at levere den til alle embedsmænd, præster og fremtrædende forretningsfolk. De der var med i denne vigtige kampagne, glemmer det aldrig.

Ikke alle modtog brochuren med lige stor interesse. Eva Abbott, en forkynder i De Forenede Stater, fortæller at da hun forlod en præst kom brochuren flyvende forbi hende og landede på jorden. Hun syntes ikke at den skulle blive liggende dér, så hun bukkede sig for at samle den op; men en stor, knurrende hund snappede brochuren ud af hånden på hende og fór tilbage til sin herre, præsten. Hun siger: „Det jeg ikke formåede at overbringe, klarede hunden!“

Martin Pötzinger, der senere blev medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, har fortalt: „Forbavsede ansigter mødte os ved hver dør når vi præsenterede os med ordene: ’Jeg besøger Dem i dag som et af Jehovas vidner.’ Folk rystede på hovedet eller spurgte: ’Men I er da stadig bibelstudenter, ikke? Eller er I gået over til en ny sekt?’“ Lidt efter lidt ændrede situationen sig. Flere årtier efter at vi var begyndt at bruge det nye navn, skrev broder Pötzinger: „Hvilken forandring! Før jeg har sagt et ord siger folk: ’De må være et af Jehovas vidner.’“ Ja, nu kender de navnet.

Dette navn er ikke bare en betegnelse. Alle Jehovas vidner, unge og gamle, mænd og kvinder, er med til at vidne om Jehova og hans storslåede hensigt. Som følge af dette skrev C. S. Braden, der er professor i religionshistorie: „Jehovas Vidner er bogstavelig talt nået ud over hele jorden med deres vidnesbyrd.“ — These Also Believe.

Vore brødre forkyndte også i hele verden før de antog navnet Jehovas Vidner, men når man ser tilbage på det der siden er sket, er det tydeligt at Jehova forberedte dem på et endnu større arbejde — indsamlingen af en stor skare som ville blive bevaret i live gennem Harmagedon og få mulighed for at leve evigt på en paradisisk jord.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 149]

’Disciplene blev ved guddommeligt forsyn kaldt kristne’

[Tekstcitat på side 150]

Folk havde fået et skævt billede af hvad det ville sige at være kristen

[Tekstcitat på side 151]

De var ikke blot bibelstudenter

[Tekstcitat på side 157]

„’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’og jeg er Gud’“

[Ramme på side 151]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Navnet Jehovas Vidner i Nord-, Syd- og Mellemamerika

Arabisk: ش‍هود ‍ي‍هوه‍

Armensk: Եհովայի Վկաներ

Engelsk: Jehovah’s Witnesses

Fransk: Témoins de Jéhovah

Græsk: Μάρτυρες του Ιεχωβά

Grønlandsk: Jehovap Nalunaajaasui

Italiensk: Testimoni di Geova

Japansk: エホバの証人

Kinesisk:

Koreansk: 여호와의 증인

Papiamento: Testigonan di Jehova

Polsk: Świadkowie Jehowy

Portugisisk: Testemunhas de Jeová

Samoansk: Molimau a Ieova

Spansk: Testigos de Jehová

Sranantongo: Jehovah Kotoigi

Tagalog: Mga Saksi ni Jehova

Vietnamesisk: Nhân-chứng Giê-hô-va

[Ramme på side 152]

Andre var klar over det

Det var ikke kun „Vagttaarnet“ der ud fra Bibelen viste at Jehova skulle have vidner på jorden. Som et eksempel kan nævnes at H. A. Ironside i en bog med titlen „Lectures on Daniel the Prophet“ (udgivet første gang i 1911) omtalte de mennesker som løfterne i Esajas, kapitel 43, ville blive opfyldt på, og sagde: „De skal være Jehovas vidner og vidne om den eneste sande Guds magt og herlighed, når den frafaldne kristenhed har hengivet sig til den store vildfarelse at tro Antikrists løgn.“

[Ramme på side 153]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Navnet Jehovas Vidner i Østen og på Stillehavsøerne

Bengali: যিহোবার সাক্ষিরা

Bislama: Ol Wetnes blong Jeova

Engelsk: Jehovah’s Witnesses

Fijiansk: Vakadinadina i Jiova

Gujarati: યહોવાહના સાક્ષીઓ

Hindi: यहोवा के साक्षी

Hiri motu: Iehova ena Witness Taudia

Iloko: Dagiti Saksi ni Jehova

Indonesisk: Saksi-Saksi Yehuwa

Japansk: エホバの証人

Kannada: ಯೆಹೋವನ ಸಾಕ್ಷಿಗಳು

Kinesisk: 耶和華見證人

Koreansk: 여호와의 증인

Malayalam: യഹോവയുടെ സാക്ഷികൾ

Marathi: यहोवाचे साक्षीदार

Marshallesisk: Dri Kennan ro an Jeova

Myanmar: ယေဟောဝါသက်သေများ

Nepali: यहोवाका साक्षीहरू

Niueansk: Tau Fakamoli a Iehova

Nyguinea-pidgin: Ol Witnes Bilong Jehova

Palauansk: reSioning er a Jehovah

Pangasinansk: Saray Tasi nen Jehova

Ponapeansk: Sounkadehde kan en Siohwa

Rarotongansk: Au Kite o Iehova

Russisk: Свидетели Иеговы

Salomonø-pidgin: all’gether Jehovah’s Witness

Samoansk, tuvaluansk: Molimau a Ieova

Singalesisk: යෙහෝවාගේ සාක්ෂිකරුවෝ

Tahitisk: Ite no Iehova

Tamil: யெகோவாவின் சாட்சிகள்

Telugu: యెహోవాసాక్షులు

Thai: พยานพระยะโฮวา

Tongansk: Fakamo‛oni ’a Sihova

Trukesisk: Ekkewe Chon Pwarata Jiowa

Urdu:

Vietnamesisk: Nhân-chứng Giê-hô-va

Yapesisk: Pi Mich Rok Jehovah

[Rammer på side 154]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Navnet Jehovas Vidner i Afrika

Afrikaans: Jehovah se Getuies

Amharisk: የይሖዋ ምሥክሮች

Arabisk: ش‍هود ‍ي‍هوه‍

Chichewa: Mboni za Yehova

Cibemba: Inte sha kwa Yehova

Efik: Mme Ntiense Jehovah

Engelsk: Jehovah’s Witnesses

Ewe: Yehowa Ðasefowo

Fransk: Témoins de Jéhovah

Ga: Yehowa Odasefoi

Gun: Kunnudetọ Jehovah tọn lẹ

Hausa: Shaidun Jehovah

Igbo: Ndịàmà Jehova

Kiluba: Ba Tumoni twa Yehova

Kinyarwanda: Abahamya ba Yehova

Kirundi: Ivyabona vya Yehova

Kisi: Seiyaa Jɛhowaa

Kwanyama: Eendombwedi daJehova

Lingala: Batemwe ya Jéhovah

Luganda: Abajulirwa ba Yakuwa

Madagaskisk: Vavolombelon’i Jehovah

Moore: A Zeova Kaset rãmba

Ndonga: Oonzapo dhaJehova

Portugisisk: Testemunhas de Jeová

Sango: A-Témoin ti Jéhovah

Sepedi: Dihlatse tša Jehofa

Sesotho: Lipaki tsa Jehova

Shona: Zvapupu zvaJehovha

Silozi: Lipaki za Jehova

Swahili: Mashahidi wa Yehova

Tigrinya: ናይ የሆዋ መሰኻኽር

Tshiluba: Bantemu ba Yehowa

Tsonga: Timbhoni ta Yehova

Tswana: Basupi ba ga Jehofa

Twi: Yehowa Adansefo

Venda: Ṱhanzi dza Yehova

Xhosa: amaNgqina kaYehova

Yoruba: Ẹlẹ́rìí Jehofa

Zulu: oFakazi BakaJehova

Navnet Jehovas Vidner i Europa og Mellemøsten

Albansk: Dëshmitarët e Jehovait

Arabisk: ش‍هود ‍ي‍هوه‍

Armensk: Եհովայի Վկաներ

Bulgarsk: Свидетелите на Йехова

Dansk: Jehovas Vidner

Engelsk: Jehovah’s Witnesses

Estisk: Jehoova tunnistajad

Finsk: Jehovan todistajat

Fransk: Témoins de Jéhovah

Færøsk: Jehova Vitni

Græsk: Μάρτυρες του Ιεχωβά

Grønlandsk: Jehovap Nalunaajaasui

Hebraisk: עדי־יהוה

Hollandsk: Jehovah’s Getuigen

Islandsk: Vottar Jehóva

Italiensk: Testimoni di Geova

Kroatisk: Jehovini svjedoci

Makedonisk, serbisk: Јеховини сведоци

Maltesisk: Xhieda ta’ Jehovah

Norsk: Jehovas vitner

Polsk: Świadkowie Jehowy

Portugisisk: Testemunhas de Jeová

Rumænsk: Martorii lui Iehova

Russisk: Свидетели Иеговы

Slovakisk: Jehovovi svedkovia

Slovensk: Jehovove priče

Spansk: Testigos de Jehová

Svensk: Jehovas vittnen

Tjekkisk: svĕdkové Jehovovi

Tyrkisk: Yehova’nın Şahitleri

Tysk: Jehovas Zeugen

Ukrainsk: Свідки Єгови

Ungarsk: Jehova Tanúi

[Illustration på side 155]

Bogstaverne JW (uden forklaring) forekom mange steder ved stævnet i 1931. I et spændende foredrag om det nye navn blev det afsløret hvad de stod for

[Illustrationer på side 156]

De var stolte over at fortælle andre at de var Jehovas vidner