Skal vi frygte Kristi komme?
HVORDAN forestiller du dig Jesu Kristi komme? Forbinder du det med dommedag, ødelæggelse og en dag hvor mennesker skal straffes? Eller forventer du at hans komme vil fjerne alle vores problemer? Er der grund til at frygte Kristi komme? Eller er det noget vi skal se frem til?
Angående Kristi komme siger Bibelen: „Se! Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, . . . og alle jordens stammer skal slå sig selv af sorg på grund af ham.“ (Åbenbaringen 1:7) Dette ’komme’ hentyder til et tidspunkt i fremtiden hvor Jesus vil stå frem for at belønne de retfærdige og straffe de onde.
Apostelen Johannes frygtede ikke Kristi komme, men så frem til det. Da Johannes havde modtaget åbenbaringen om dette og om hvad det ville betyde for jorden, bad han inderligt: „Kom, Herre Jesus.“ (Åbenbaringen 22:20) Men hvorfor vil „alle jordens stammer . . . slå sig selv af sorg på grund af ham“? På hvilken måde skal „hvert øje“ se ham? Hvad vil Kristi komme udvirke? Hvordan kan troen på Kristi komme gavne os allerede nu? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.