Udfrielse ved Jesu Kristi åbenbarelse
„Bliv ved med at fryde jer . . . så I også kan fryde jer og juble ved hans herligheds åbenbarelse.“ — 1 PETER 4:13.
1. Hvordan har Jehova beriget sine tjenere?
JEHOVA har skænket sine vidner mange gaver. Som den store Lærer har han oplyst os med megen kundskab om sin vilje og hensigt. Ved hjælp af sin hellige ånd har han givet os evnen til frimodigt at lade lyset skinne. Den inspirerede apostel Paulus skriver i Første Korintherbrev 1:6, 7: „Vidnesbyrdet om Messias er blevet stadfæstet iblandt jer, så at I ikke mangler nogen gave overhovedet, mens I ivrigt venter på vor Herres Jesu Kristi åbenbarelse.“
2. Hvilke glædelige begivenheder er forbundet med „vor Herres Jesu Kristi åbenbarelse“?
2 „Vor Herres Jesu Kristi åbenbarelse“ — hvad vil det sige? Dette udtryk sigter til den tid da Jesus åbenbares som konge og griber ind for at belønne sine trofaste disciple og for at eksekvere dommen over de ugudelige. Som det fremgår af Første Petersbrev 4:13 vil det være en tid hvor de uangribelige, åndssalvede kristne og deres loyale medarbejdere i ’den store skare’ kan ’fryde sig og juble’, for det markerer afslutningen på Satans tingenes ordning.
3. Hvordan må vi stå fast, sådan som vore brødre i Thessalonika gjorde?
3 Efterhånden som denne tid nærmer sig, vil Satan i sin vrede udsætte os for et stadig større pres. Som en brølende løve søger han at opsluge os. Vi må stå fast! (1 Peter 5:8-10) Da vore brødre i fortidens Thessalonika var nye i sandheden, kom de ud for trængsler som ligner dem mange af Jehovas vidner i dag udsættes for. Derfor er apostelen Paulus’ ord også meget aktuelle for os. Han skrev: „Det er jo kun retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel til gengæld som volder jer trængsel, men jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus.“ (2 Thessaloniker 1:6-8) Ja, der vil komme en lindring!
4. Hvorfor fortjener gejstligheden den dom der vil blive eksekveret over dem ved Jesu åbenbarelse?
4 På Paulus’ tid blev en stor del af trængslerne forårsaget af jødernes religiøse ledere. Tilsvarende er nutidens modstand mod Jehovas fredselskende vidner ofte anstiftet af nogle der hævder at repræsentere Gud, navnlig kristenhedens gejstlige. De foregiver at kende Gud, men de afviser Bibelens Gud, Jehova, der er én, og erstatter ham med en mystisk treenighed. (Markus 12:29) De adlyder ikke den gode nyhed om vor Herre Jesus, men ser hen til menneskers styre efter hjælp, og afviser den gode nyhed om Kristi kommende retfærdsrige. Alle disse religiøse modstandere vil gå til grunde ved „Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen“!
Jesu Kristi „komme“
5. Hvordan bliver Jesu åbenbarelse levende skildret i Mattæus 24:29, 30?
5 I Mattæus 24:29, 30 giver Jesus en levende skildring af denne åbenbarelse. Efter at have beskrevet forskellige dele af tegnet på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, siger han: „Solen [skal] formørkes, og månen skal ikke give sit lys, og stjernerne vil falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter skal rystes.“ På det tidspunkt vil „Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen“. Jordens nationer vil „slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen [Guds messianske konge] komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed“. Når Jesus ’kommer’ på denne måde, på græsk erchoʹmenon, sigter det til at han står frem som Jehovas domsfuldbyrder.
6, 7. Hvordan skal ’hvert øje se ham’, og hvem omfatter dette?
6 Hans ’komme’ beskrives også af apostelen Johannes i Åbenbaringen 1:7, hvor han siger: „Se! Han kommer med skyerne.“ Jesu fjender vil ikke være i stand til at se ham rent bogstaveligt, for „skyerne“ er et symbol på at han kommer usynligt for at eksekvere dom. Hvis mennesker skulle se hans himmelske herlighed med det blotte øje, ville de blive blindet, ligesom Saulus blev da den herliggjorte Jesus viste sig for ham i et stærkt, strålende lys på vejen til Damaskus. — Apostelgerninger 9:3-8; 22:6-11.
7 I Åbenbaringen siges der videre at „hvert øje skal se ham, også de der har gennemboret ham; og alle jordens stammer skal slå sig selv af sorg på grund af ham“. Det vil sige at den ødelæggelse som Jesus bringer over sine modstandere på jorden, vil få dem til at erkende at han er kommet med magt og megen herlighed som Jehovas domsfuldbyrder. Hvorfor omtales modstanderne som „de der har gennemboret ham“? Fordi de har samme uforsonlige holdning til Jehovas tjenere i dag som Jesu forfølgere havde til Jesus. De vil virkelig „slå sig selv af sorg på grund af ham“.
8. Hvordan advarer både Jesus og Paulus om en pludselig ødelæggelse?
8 Hvordan vil Jehovas hævns dag komme? I profetien i Lukas, kapitel 21, beskriver Jesus de katastrofale begivenheder der har tjent som et tegn på hans nærværelse siden 1914. Derefter, i vers 34 og 35, siger han advarende: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade.“ Ja, Jehovas hævns dag kommer pludseligt, i et øjeblik! Apostelen Paulus bekræfter dette i Første Thessalonikerbrev 5:2, 3, hvor han skriver: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem.“ Netop nu taler nationerne om fred og sikkerhed, og de søger at styrke De Forenede Nationer med henblik på at kunne gribe militært ind i urocentre.
9. For hvem er ’lys brudt frem’, og hvorfor?
9 I vers 4 og 5 siger apostelen videre: „Men I, brødre, I er ikke i mørke så dagen skulle overraske jer som den ville overraske tyve, for I er alle lysets sønner og dagens sønner. Vi hører hverken natten eller mørket til.“ Vi glæder os over at være lysets sønner, at kunne bære lyset ud til andre der længes efter virkelig fred og sikkerhed i Guds nye verden. I Salme 97:10, 11 læser vi: „I som elsker Jehova, had det onde. Han vogter sine loyales sjæle; af de ugudeliges hånd vil han udfri dem. Lys er brudt frem for den retfærdige, og fryd for de retskafne af hjertet.“
Begivenhedernes rækkefølge
10. Hvilken advarsel vedrørende regnskabets dag fra Gud bør vi lytte til? (Åbenbaringen 16:15)
10 I hvilken rækkefølge vil begivenhederne indtræffe når den store trængsel bryder løs? Lad os slå op i Åbenbaringen, kapitel 16. Læg mærke til, som beskrevet fra vers 13 til 16, at urene, dæmoniske åndeskabninger samler alle jordens nationer til Har-Magedon, krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. Det understreges igen at regnskabets dag kommer som en tyv, og vi opfordres til at holde os vågne — at bevare den åndelige klædning der viser at vi er værdige til frelse. Tiden er inde til at dømme jordens folk, nationerne og — én til. Hvem er det?
11. Hvordan har kvinden der omtales i Åbenbaringen 17:5 afsløret sig selv?
11 Det er en symbolsk kvinde som har gjort alt for at opnå indflydelse. I Åbenbaringen 17:5 beskrives hun som „en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’“ Men hun er ikke længere en hemmelighed for Jehovas vidner. Hun har tydeligt afsløret sig som den falske religions verdensimperium, hvoraf kristenhedens sekter er de mest fremtrædende. I Jehovas øjne er det afskyeligt at hun blander sig i politik, at hun bliver „beruset af de helliges blod“ ved at forfølge sande kristne, og at hun er ansvarlig for blodet „af alle som er blevet slået ihjel på jorden“, deriblandt de over hundrede millioner mennesker der er blevet dræbt i krige alene her i det 20. århundrede. — Åbenbaringen 17:2, 6; 18:24.
12. Hvorfor er kristenhedens sekter fordømte?
12 Det værste er at kristenhedens sekter har vanæret Guds navn, selv om de hyklerisk hævder at tjene ham. De har undervist i babylonisk og græsk filosofi i stedet for at undervise i Guds rene ord, og de har bidraget til hele nationers moralske forfald ved at tolerere livsformer der lader hånt om Bibelens principper. Begærlige finansfyrster blandt dem fordømmes af ordene i Jakob 5:1, 5: „Hør nu, I rige, græd, hyl over jeres elendigheder som kommer over jer. I har levet i luksus på jorden og er gået ind for sanselig nydelse. I har mæsket jeres hjerter på slagtedagen.“
Ned med Babylon den Store!
13. Hvordan indledes den store trængsel, og hvad er ifølge Åbenbaringen 18:4, 5 bydende nødvendigt?
13 Den store trængsel indledes med eksekveringen af Jehovas dom over Babylon den Store. I Åbenbaringen 17:15-18 gives der en malende beskrivelse af Guds „tanke“ — at få „de ti horn“, magtfulde kræfter i det multinationale FN-vilddyr, til at udslette Babylon den Store. „Og de ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild. For Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke.“ Intet under at en stemme fra himmelen lader en vigtig advarsel lyde i Åbenbaringen 18:4, 5: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ Denne opfordring lyder stadig: Afbryd enhver forbindelse med falsk religion, før det er for sent!
14. Hvem vil sørge over Babylon den Stores ødelæggelse, og hvorfor?
14 Hvordan vil verden reagere på udslettelsen af Babylon den Store? Korrupte politikere — „jordens konger“ — vil stå langt borte og sørge over hende fordi de i århundreder havde fundet gensidig glæde ved deres åndelige utugt. Også begærlige forretningsfolk, „rejsende købmænd . . . som er blevet rige i kraft af hende“, vil græde og sørge over hende. De holder sig også på lang afstand af hende og siger: „Ve, ve — den store by, klædt i fint linned og purpur og skarlagen og rigt smykket med guldornament og kostbar sten og perle, for på én time er så stor en rigdom blevet lagt øde!“ Alle gejstlighedens fornemme dragter og verdens store katedralers pragt vil være borte for evigt! (Åbenbaringen 18:9-17) Men vil alle sørge over Babylon den Store?
15, 16. Hvorfor vil Guds folk glæde sig?
15 Åbenbaringen 18:20, 21 svarer: „Glæd dig over hende, du himmel, og glæd jer, I hellige og I apostle og I profeter, for Gud har retsligt bragt straf over hende for jeres skyld!“ Som en stor møllesten der slynges i havet „vil Babylon, den store by, med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere“.
16 At dette virkelig er en grund til glæde, bekræftes af ordene i Åbenbaringen 19:1-8. Fire gange lyder opfordringen fra himmelen: „Lovsyng Jah!“ De tre første gange lovsynges Jehova fordi han har eksekveret en retfærdig dom over den berygtede skøge, Babylon den Store. Den falske religions verdensimperium findes ikke mere! En stemme fra Guds trone siger: „Pris vor Gud, alle I hans trælle som frygter ham, både små og store.“ Det er et stort privilegium at vi kan få lov at være med i denne lovsang!
Lammets bryllup
17. I hvilke to sammenhænge begynder Jehova at herske som konge ud fra det der siges i Åbenbaringen 11:17 og 19:6?
17 Den fjerde opfordring til at lovsynge Jah bringer et andet tema på bane: „Lovsyng Jah, for Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at herske som konge.“ Men lød en tilsvarende hyldest ikke i Åbenbaringen 11:17? Her står der: „Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, . . . fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge.“ Men sammenhængen viser at Åbenbaringen 11:17 sigter til Jehovas frembringelse af det messianske rige i 1914 for at „vogte alle nationerne med en jernstav“. (Åbenbaringen 12:5) I Åbenbaringen 19:6 drejer sammenhængen sig om Babylon den Stores ødelæggelse. Når den skøgelignende religion er fjernet, vil det hævde Jehovas guddommelighed. Fra da af vil han i al evighed blive tilbedt som den øverste Suveræn og Konge!
18. Hvilken glædelig bekendtgørelse bringes efter at Babylon den Store er blevet fjernet?
18 Derfor kan denne glædelige bekendtgørelse bringes: „Lad os fryde os og juble, og lad os give [Jah] æren, for Lammets bryllup er kommet og hans hustru har gjort sig rede. Ja, det er blevet givet hende at være klædt i skinnende, rent, fint linned, for det fine linned står for de helliges retfærdige handlinger.“ (Åbenbaringen 19:7, 8) Det oplyses ikke præcis hvornår de salvede der endnu er tilbage på jorden, vil blive oprejst til himmelsk liv. Men sammenhængen forsikrer os om at deres deltagelse i Lammets, Kristi Jesu, bryllup vil være en lykkelig begivenhed, ikke mindst fordi de har været øjenvidner til ydmygelsen af den berygtede skøge, Babylon den Store.
Satans verden udslettes
19. Hvilken yderligere udvikling beskrives i Åbenbaringen 19:11-21?
19 Den hvide hest der omtales første gang i Åbenbaringen 6:2, kommer nu til syne igen. I Åbenbaringen 19:11 læser vi: „Han som sad på den [hvide hest] kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed.“ „Kongers Konge og herrers Herre“ rider således ud for at slå nationerne og træde „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“. Det er forgæves at „jordens konger og deres hære“ samler sig for at føre krigen ved Harmagedon. Rytteren på den hvide hest fuldender sin sejr. Der bliver intet tilbage af Satans jordiske organisation. — Åbenbaringen 19:12-21.
20. Hvordan vil det gå Djævelen selv?
20 Hvordan vil det gå Djævelen selv? I Åbenbaringen 20:1-6 beskrives Kristus Jesus som ’en engel der stiger ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd’. Han griber dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, binder ham, kaster ham i afgrunden, og lukker og forsegler den over ham. Nu da Satan er borte og ikke længere kan vildlede nationerne, begynder Lammets og brudens herlige tusindårsrige. Ingen vil mere græde af fortvivlelse! Den adamitiske død er borte! Sorg, skrig og smerte findes ikke længere! „Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.
21. Hvad bør vi være besluttede på mens vi ivrigt venter Jesu Kristi åbenbarelse?
21 Mens vi ivrigt venter på vor Herre Jesu Kristi åbenbarelse, lad os da nidkært forkynde om Guds kærlige løfter om Riget. Vor udfrielse er nær! Lad os gå fremad, stadig fremad, som oplyste børn af den suveræne Herre Jehova!
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad viser at Jesu Kristi åbenbarelse er nært forestående?
◻ Hvordan vil hævnens dag fra Jehova komme?
◻ Hvordan bør ’de som elsker Jehova’ betragte den nuværende verdenssituation?
◻ I hvilken rækkefølge vil begivenhederne indtræffe når den store trængsel begynder?
[Illustrationer på side 23]
Jesus ’kommer på skyerne’, usynligt, for at fælde dom
[Illustration på side 25]
Inden længe vil al falsk religion, Satans onde ordning og Satan selv lide nederlag