Unge spørger:

Hvorfor skal jeg adlyde mine forældre?

JOHN og to piger fra hans skole stod foran et stort hul i et hegn som skulle hindre folk i at gå ud på en sekssporet hovedvej. Bilerne susede forbi og pigerne gjorde sig klar til at løbe over kørebanen for at komme hurtigere hjem.

„Kom nu, John!“ pressede pigerne. „Du løber da med os, gør du ikke?“ John begyndte at gå efter dem. „Men så kom jeg i tanker om at min mor og far havde sagt at jeg aldrig måtte løbe over kørebanen, men altid skulle benytte fodgængerbroen.“

Pigerne opdagede at John tøvede, og den ene af dem råbte hånligt: „Din bangebuks!“ Ordene gjorde virkelig ondt. John var ikke spor bange, og han kunne ikke fordrage at skulle tabe ansigt over for to piger.

Spørg engang dig selv: ’Hvis jeg havde været John, hvad ville jeg så have gjort?’ Han ville blive ydmyget over for pigerne, hvis han ikke tog deres udfordring op. Kun det forbud han havde fået af sine forældre — som ikke engang var i nærheden — holdt ham tilbage.

Dine forældre har uden tvivl også givet dig visse retningslinjer som de forventer at du følger. De vedrører måske ikke blot din lektielæsning, din personlige hygiejne, dit valg af underholdning eller hvor sent du må komme hjem om aftenen, men også din opførsel og din moral. Af og til føler unge sig fristet til at ignorere deres forældres påbud. Men . . .

Hvorfor opstiller forældre regler?

„Min søn [eller datter],“ skrev en vís far, „tag vare på mine bud og lev.“ (Ordsprogene 7:1, 2) Ja, de regler eller „bud“ som dine forældre opstiller, bliver givet for at gavne dig: De er et udtryk for at din mor og far virkelig elsker dig og bekymrer sig om dig. Desuden resulterer mangel på faste regler og retningslinjer i utryghed.

En teenager skriver for eksempel: „Mine forældre . . . giver mig lov til alting. Jeg tør vædde på at masser af børn ville ønske at deres forældre også gjorde det. Men faktisk er det ikke spor sjovt. Jeg har det elendigt og plages af dårlig samvittighed. Jeg er bange for at jeg snart vil gøre et eller andet frygteligt, og tanken om det skræmmer mig.“ Denne teenager har god grund til at være bange. I nogle tilfælde har det nemlig fået katastrofale følger at forældre ikke har fastsat de nødvendige retningslinjer for deres børn.

En ung mand kørte for eksempel tre gange galt med sin fars bil. „Det er da tydeligt at Deres søn ikke kan køre bil,“ sagde faderens chef da han hørte om sønnens biluheld. „Hvorfor bliver De ved at låne ham Deres bil?“ Faderen svarede at han ikke ønskede at såre drengens følelser ved at forbyde ham at køre bil. Han gav igen drengen sine bilnøgler — men denne gang for sidste gang.

Tyve minutter efter at drengen var kørt, fik faderen en opringning fra politiet. Man bad ham om at komme og identificere sin søn, som var omkommet. Sønnen var ifølge politiet kørt ind i en telefonpæl med en fart på over 160 kilometer i timen. „Jeg burde have stoppet ham,“ jamrede faderen. „Hvis jeg havde slået i bordet, ville han have været i live i dag.“

Men faste regler beskytter dig ikke kun mod at komme til skade. Ved at forlange at du skal hjælpe til derhjemme og lave dine lektier, prøver dine forældre også at lære dig at arbejde og at være flittig. Er det da vigtigt at lære det? I en undersøgelse fulgte man 456 teenagedrenge og sammenlignede hvordan det gik henholdsvis dem der havde lært at bestille noget allerede i barndommen og dem der ikke havde lært det. Man spurgte blandt andet drengene om de havde pligter derhjemme og om de fulgte godt med i skolen. Omkring 30 år senere blev de fleste af drengene kontaktet igen.

Da man sammenlignede de to grupper viste det sig at der blandt dem der havde været arbejdsomme i de unge år var dobbelt så mange der havde formået at danne venskaber med mange forskellige mennesker. Og der var fem gange så mange af dem der havde et vellønnet arbejde. Omvendt var der ti gange så mange af dem der ikke havde lært at arbejde i deres barndomsår som var psykisk syge, og seks gange så mange af dem der var døde før de var fyldt 47! Det kan altså gavne dig resten af livet hvis du adlyder når dine forældre kræver at du skal læse dine lektier og hjælpe til derhjemme.

Når det er svært at adlyde

I nogle tilfælde kommer du måske af skødesløshed til at gøre noget som dine forældre har forbudt dig. Du må derfor af og til minde dig selv om hvad det er de forlanger af dig. Hvis dine kammerater får lov til mere end du, tænker du måske: „Hvorfor må jeg ikke, når de må?“ Men husk at dine forældre er nødt til at bedømme hvad der er bedst for dig. Hvis dine kammeraters forældre er for eftergivende vil både de og deres børn til sidst høste en masse problemer, for „hvad et menneske end sår, dette skal han også høste“. (Galaterne 6:7, 8) Hvorfor høste problemer, hvis det kan undgås?

Til tider opstiller dine forældre måske nogle regler som du synes er uretfærdige. Så har du måske mest lyst til at være ulydig. Men hvorfor ikke i stedet tale med dine forældre på et velvalgt tidspunkt og fortælle dem hvorfor du synes det er uretfærdigt. Det kunne måske være en god idé hvis du selv kom med et alternativt forslag, der kunne tjene som kompromis. I andre tilfælde er nogle imidlertid ulydige i trods mod deres forældre.

En 17-årig pige følte sig forsømt i følelsesmæssig henseende fordi hendes forældre ikke tog sig af hende, men altid skændtes. I vrede mod sine forældre besluttede hun at overtræde de bibelske principper som de havde fremholdt for hende. Hun begik utugt med en mand som hun mødte i et tog. „Jeg syntes at mine forældre havde fortjent det,“ fortalte hun senere. Men ved at handle i trods blev hun selv den egentlige taber, for hendes samvittighed blev ufølsom. Senere begyndte hun at pjække fra skole, at bruge narkotika og at sælge det.

Den retfærdige Job blev advaret: „Pas på at forbitrelsen ikke lokker dig til [at handle] hånligt . . . Vogt dig, vend dig ikke til ondskab.“ (Job 36:18-21) Når du føler trods mod dine forældre, så stop engang op og overvej følgende: Hvad vil min ulydighed føre med sig? Hvis jeg overtræder nogle af mine forældres forbud for at hævne mig på dem, vil jeg så muligvis komme til at trækkes med følgerne af det resten af livet — lang tid efter at min vrede har lagt sig? I stedet for at handle i trods, er det bedre at slå koldt vand i blodet og lade være at gøre noget overilet.

Endelig er ungdomsårene også en periode hvor mange forsøger at hævde deres uafhængighed. ’I behandler mig som et lille barn. Hvorfor lader I mig ikke selv tage ansvaret for mine lektier, mit værelse og mit udseende, eller selv bestemme hvornår jeg skal komme hjem, hvilke venner jeg vil have, eller hvornår jeg skal gå i seng?’ Mange unge føler at de fuldt ud er i stand til at lave deres egne regler. Men John, som blev omtalt i begyndelsen af artiklen, lærte . . .

Værdien af lydighed

„Jeg er ligeglad med om I kalder mig for en ’bangebuks’,“ svarede John pigerne. „Jeg er nødt til at gøre som min mor har sagt.“ Mens pigerne spænede over vejen, gik John lydigt hen til fodgængerbroen. Da han var kommet op på den, hørte han pludselig nogle dæk hvine. Han kiggede ned mod vejen og så at de to piger var blevet ramt af en bil og kastet op i luften. Den ene landede på den modsatte vejbane, hvor hun blev kørt over endnu en gang og dræbt. Hendes søster fik sit ene ben knust og måtte senere have det amputeret.

Denne rystende oplevelse gjorde det klart for John hvor begrænset hans egen erfaring var. Han havde set mange andre unge, heriblandt de to piger, løbe over kørebanen uden at der var sket noget. Men hans mor huskede tydeligt hvordan en af hendes venner fem år tidligere havde mistet et barn som havde forsøgt at løbe tværs over samme hovedvej. På grund af sin større erfaring kunne hun give sin søn visse påbud som kunne beskytte ham.

Johns mor, Thelma, besøgte senere pigernes mor for at trøste hende. Den sørgende mor fortalte: „Jeg sagde igen og igen til pigerne at de altid skulle gå over fodgængerbroen, men de ville ikke høre. De løb over vejen alligevel. Hvor ville jeg ønske at de havde været lige så lydige som din søn.“ Ja, John reddede uden tvivl livet ved at være lydig.

Selvfølgelig udsætter man sig ikke altid for livsfare ved at være ulydig mod sine forældre. Med lidt dygtighed kan man omgå næsten alle de regler ens forældre stiller op. Men hvis man er ulydig i det små kan man efterhånden tillægge sig et livsmønster som det er svært at bryde ud af. Ens hjerte kan blive forhærdet når man bliver ved at gøre det forkerte. — Prædikeren 8:11.

John var lydig uanset om hans forældre kunne se det eller ej. Han vidste nemlig at Gud kræver lydighed, og han ønskede at behage Gud og bevare en god samvittighed. (Efeserne 6:1) En sådan lydighed må udspringe af hjertet. For som en vís far rådede sit barn: „Måtte dit hjerte holde fast ved mine ord. Tag vare på mine bud og lev.“ — Ordsprogene 4:4.

[Illustration på side 20]

Hvordan bør man betragte sine forældres påbud?