Uddannelse på Bibelens tid
„I skal lære jeres sønner dem.“ — 5 MOSEBOG 11:19
1. Hvad viser at Jehova er interesseret i at hans tjenere bliver undervist?
JEHOVA er den store Underviser. Han har aldrig ladet sine tjenere i uvidenhed, men har altid været villig til at give dem kundskab. Han lærer dem om sin vilje og sine veje. Gennem årtusinder var hans enestefødte søn ved hans side som Guds „værkmester“ — og lærte hele tiden. (Ordsprogene 8:30) Da Jesus var på jorden sagde han: „Jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Johannes 8:28) Elihu beskrev Gud som en uforlignelig Underviser og spurgte: „Hvor er der en lærer som han?“ (Job 36:22) Profeten Esajas omtalte Jehova som hans folks „store Lærer“ og forudsagde: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ (Esajas 30:20; 54:13) Jehova ønsker afgjort at hans fornuftbegavede skabninger skal være oplyste og modtage god undervisning.
Undervisning i patriarktiden
2, 3. (a) Hvordan så de trofaste patriarker på det at undervise deres børn, og hvad påbød Jehova Abraham? (b) Hvilken storslået hensigt tjente befalingen om at Abrahams afkom skulle undervises?
2 I patriarktiden havde familieoverhovedet blandt andet den forret at undervise sine børn, ja hele husstanden. For Guds tjenere var undervisningen af børn en religiøs pligt. Jehova sagde om sin tjener Abraham: „Jeg har jo stiftet bekendtskab med ham for at han kan give sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holder sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret, for at Jehova kan opfylde på Abraham hvad han har udtalt om ham.“ — 1 Mosebog 18:19.
3 Denne udtalelse af Jehova viser at han tillægger undervisning stor betydning. Han forlangte at Abraham, Isak og Jakob underviste deres husstande i hans retfærdigheds og rets vej, sådan at de følgende generationer også kunne holde sig til den. Gjorde de det, ville Jehova opfylde sine løfter om Abrahams afkom og om at velsigne „alle jordens nationer“. — 1 Mosebog 18:18; 22:17, 18.
Undervisningssystemet i Israel
4, 5. (a) På hvilket punkt adskilte Israels undervisningssystem sig fra andre nationers? (b) Hvilken anden betydningsfuld forskel nævner Encyclopaedia Judaica, og hvad bidrog utvivlsomt til denne forskel?
4 Leksikonet Encyclopaedia Judaica oplyser: „Bibelen er den vigtigste kilde til forståelse af hvordan undervisningen foregik i det gamle Israel.“ Jehova benyttede Moses som Israels første jordiske lærer. (5 Mosebog 1:3, 5; 4:5) Moses videregav det som Jehova sagde til ham, så faktisk var Gud selv Israels vigtigste lærer. (2 Mosebog 24:3) Alene dét adskilte Israels undervisningssystem fra andre nationers.
5 I samme opslagsværk hedder det: „Højere uddannelse eller boglig lærdom var i Mesopotamien og Ægypten formel og begrænset til skriverklassen, hvilket ikke ser ud til at have været tilfældet i Israel. Forskellen skyldtes utvivlsomt det enklere alfabetiske skriftsystem hebræerne benyttede. . . . Man må ikke overse alfabetskriftens betydning i undervisningens historie. Den betød et brud med de traditionelle skriverkulturer i Ægypten, Mesopotamien og det andet årtusinds Kana’an. At kunne læse og skrive var ikke længere udelukkende forbeholdt en klasse af professionelle skrivere og præster der var velbevandrede i de utilgængelige skriftformer: kileskrift og hieroglyfskrift.“
6. Hvilke vidnesbyrd indeholder Bibelen om at israelitterne kunne læse og skrive?
6 Bibelen viser at israelitterne kunne læse og skrive. Før de gik ind i det forjættede land fik de befaling om at skrive Jehovas love på deres dørstolper og porte. (5 Mosebog 6:1, 9; 11:20; 27:1-3) Budet skulle utvivlsomt opfattes billedligt, men det ville have været meningsløst for den jævne israelit medmindre han kunne læse og skrive. Skriftsteder som Josua 18:9 og Dommerbogen 8:14 viser at længe før Israel blev et kongedømme kunne andre end Moses, Josua og de øvrige ledere skrive. — 2 Mosebog 34:27; Josua 24:26.
Undervisningsmetoder
7. (a) Hvem gav ifølge Bibelen de israelitiske børn den grundlæggende undervisning? (b) Hvad oplyser en fransk bibelforsker?
7 I Israel blev børn undervist fra en tidlig alder af både deres fader og deres moder. (5 Mosebog 11:18, 19; Ordsprogene 1:8; 31:26) I den franske ordbog Dictionnaire de la Bible skrev bibelforskeren E. Mangenot: „Så snart barnet kunne tale lærte det nogle få passager fra Loven. Moderen blev ved med at gentage et vers, og når barnet kunne det, fortsatte hun med et andet. Senere fik børnene overladt den skrevne tekst til de vers de allerede kunne udenad. På denne måde stiftede de bekendtskab med læsningens mysterier, og når de blev ældre kunne de fortsætte den religiøse oplæring ved selv at læse og meditere over Herrens lov.“
8. (a) Hvilken grundlæggende undervisningsmetode blev benyttet i Israel, og hvad var kendetegnende for den? (b) Hvad gjorde man for bedre at huske det man lærte?
8 Det lader altså til at udenadslære var en grundlæggende undervisningsmetode. Kundskaben om Jehovas love og om alt hvad han havde gjort for sine tjenere skulle nå ned i elevernes hjerter. (5 Mosebog 6:6, 7) De skulle grunde over det de lærte. (Salme 77:11, 12) Til hjælp for hukommelsen var stoffet undertiden opbygget alfabetisk, som akrostika, idet hvert vers begyndte med et nyt bogstav i alfabetisk orden (for eksempel Ordsprogene 31:10-31); der brugtes bogstavrim (hvor ordene begynder med samme bogstav eller stavelse), eller tal, som man finder det i sidste halvdel af kapitel 30 i Ordsprogenes Bog. Interessant nok mener nogle sagkyndige at Gezerkalenderen, et af de ældste eksempler på gammelhebraisk skrift, har været en skoledrengs huskeøvelse.
Undervisningsplanen
9. (a) Hvad var en vigtig del af de israelitiske børns studieprogram? (b) Hvad siger et bibelleksikon om undervisning i forbindelse med de årlige højtider?
9 Undervisningen i Israel var ikke begrænset til læsning og skrivning. Også historie var et vigtigt fag. Den historiske beretning om de underfulde ting Jehova havde gjort for sit folk hørte til grundlærdommen, og den skulle gives videre fra generation til generation. (5 Mosebog 4:9, 10; Salme 78:1-7) Når man fejrede de årlige højtider havde familieoverhovedet en kærkommen anledning til at undervise sine børn. (2 Mosebog 13:14; 3 Mosebog 23:37-43) I den forbindelse oplyser The International Standard Bible Encyclopedia: „Gennem faderens belæring i hjemmet og hans forklaring af højtidernes betydning lærte de hebraiske børn hvordan Gud havde givet sig til kende for dem i fortiden, hvordan de skulle leve i nutiden og hvilke løfter Gud havde givet angående sit folks fremtid.“
10. Hvilken praktisk oplæring fik henholdsvis drenge og piger?
10 Forældrene underviste også børnene i praktiske færdigheder. Pigerne lærte husholdning. Ordsprogenes Bogs afsluttende kapitel viser at dette indbefattede mange forskelligartede sysler: spinding, vævning, madlavning, handel og husførelse. Drengene lærte almindeligvis deres faders fag, enten landbrug, handel eller et håndværk. Med tiden blev dette mundheld udbredt blandt rabbinerne: „Den der ikke lærer sin søn et nyttigt fag opdrager ham til tyv.“
11. Hvad viser hvilken dybere hensigt undervisningen i Israel havde, og hvad kan børn og unge i dag lære af det?
11 Gennem hele Ordsprogenes Bog fornemmer man tydeligt den åndelige dybde i undervisningsmetoderne i Israel. Den siger at dens formål er at lære de „uerfarne“ noget så ophøjet som visdom, tugt, forstand, indsigt, retsbevidsthed, klogskab, kundskab og evnen til at tænke — alt sammen i „frygt for Jehova“. (Ordsprogene 1:1-7; 2:1-14) Bogen fremhæver hvilke motiver der bør anspore en tjener for Gud i vor tid til at øge sin viden.
Præsterne, levitterne og profeterne
12. Hvem ud over forældrene var med til at undervise israelitterne, og hvad er grundbetydningen af det hebraiske ord der oversættes med „lov“?
12 Forældrene varetog den grundlæggende undervisning, men Jehova sørgede desuden for at præsterne, de ikkepræstelige levitter og profeterne underviste hans folk. I sin afsluttende velsignelse over Levis stamme udtalte Moses: „Lad dem lære Jakob dine lovbud og Israel din lov.“ (5 Mosebog 33:8, 10) Betegnende nok er det hebraiske ord for „lov“ (tōrahʹ) afledt af et rodord der i udsagnsform betyder „at vise“, „at belære“, „at undervise“. Leksikonet Encyclopaedia Judaica siger: „Ordet [torah] betyder derfor ’belæring’, ’lære’ eller ’undervisning’.“
13. Hvorfor var Israels lov anderledes end andre landes retssystemer?
13 Også dette adskilte Israel fra andre nationer der har eksisteret, både dengang og nu. Vore dages stater har lovsamlinger som den brede befolkning kun kender sporadisk. Når folk kommer på kant med loven er de nødt til at betale specialuddannede advokater høje salærer for at føre deres forsvar. I Israel var Loven derimod det middel hvormed Gud oplyste sit folk om hvordan de skulle tilbede ham og leve i overensstemmelse med hans vilje. Til forskel fra andre lovkomplekser pålagde den folk at elske Gud og deres næste. (3 Mosebog 19:18; 5 Mosebog 6:5) Loven var langtfra en upersonlig regelsamling. Den indeholdt ’lære, belæring og undervisning’ i en livsform som man skulle tilegne sig.
14. Nævn en grund til at Jehova forkastede det levitiske præsteskab. (Malakias 2:7, 8)
14 Mens præsterne og levitterne var trofaste, røgtede de deres ansvar for at undervise folket. Men det var mere regelen end undtagelsen at præsterne forsømte denne pligt. At folket manglede undervisning i Guds lov skulle få alvorlige følger for både præsterne og folket. I det ottende århundrede f.v.t. profeterede Jehova: „Mit folk skal bringes til tavshed, fordi det er uden kundskab. Fordi du har afvist kundskab, vil jeg også afvise dig, så du ikke skal tjene som præst for mig; og da du glemmer din Guds lov, vil jeg også glemme dine sønner.“ — Hoseas 4:6.
15. (a) Hvem foruden præsterne oprejste Jehova som lærere i Israel, og hvad har en bibelforsker skrevet om deres rolle som lærere? (b) Hvordan gik det med tiden Israel og Juda fordi de afviste kundskaben om Jehova og hans veje?
15 Jehova oprejste ikke blot præsterne, men også profeterne som undervisere. Vi læser: „Jehova blev ved med at advare Israel og Juda ved alle sine profeter og hver seer idet han sagde: ’Vend om fra jeres onde veje og hold mine bud, mine forskrifter, i overensstemmelse med hele den lov som jeg gav jeres forfædre påbud om og som jeg sendte til jer ved mine tjenere profeterne.’“ (2 Kongebog 17:13) Om profeternes rolle som undervisere har den franske bibelforsker Roland de Vaux skrevet: „Også profeterne havde det hverv at belære folket; dette var mindst lige så vigtig en opgave for dem som det at forudsige fremtiden. Og deres profetiske inspiration gav deres forkyndelse Guds ords autoritet. Det står fast at profeterne i kongetiden var folkets religions- og morallærere, og dertil de bedste lærere, om ikke altid de mest agtede.“ Israelitterne svigtede Jehovas veje fordi præsterne og levitterne forsømte at undervise dem, og fordi man ikke gav agt på Jehovas profeter. Samaria faldt for assyrerne i 740 f.v.t., og Jerusalem og dets tempel blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t.
Uddannelse under og efter fangenskabet
16, 17. (a) Hvilken undervisning blev Daniel og hans tre venner tvunget til at modtage? (b) Hvad styrkede dem til at gennemgå denne babyloniske uddannelse uden at blive troløse mod Jehova?
16 Cirka ti år før Jerusalems ødelæggelse blev kong Jojakin og et antal fyrster og fornemme folk ført til Babylon af kong Nebukadnezar. (2 Kongebog 24:15) Blandt dem var Daniel og tre andre unge af fornem slægt. (Daniel 1:3, 6) Nebukadnezar befalede at disse fire i tre år skulle modtage særundervisning i „kaldæernes skrift og tungemål“. Desuden fik de „en daglig forsyning af kongens fine mad og den vin han drak af“. (Daniel 1:4, 5) Dette kunne være farligt af flere grunde. Sandsynligvis bestod skolegangen ikke blot i et treårigt sprogkursus. Nogle mener at benævnelsen ’kaldæerne’ i denne passage ikke blot sigter til „babylonierne som folk, men den lærde klasse“. (The Soncino Books of the Bible) C. F. Keil siger i sin kommentar til Daniels Bog: „Daniel og hans fæller skulle uddannes i de kaldæiske præsters og lærdes visdom, en uddannelse der foregik på Babylons skoler.“ Og hvis de spiste af kongens mad risikerede de at overtræde Moselovens kostforskrifter. Hvordan klarede de unge mænd det problem?
17 Som talsmand for de fire unge jøder gjorde Daniel det lige fra første færd klart at de ikke ville spise eller drikke noget deres samvittighed forbød dem at indtage. (Daniel 1:8, 11-13) Jehova velsignede deres standhaftighed og formildede den ansvarlige babyloniske hofmand. (Daniel 1:9, 14-16) Og som de følgende episoder i de fire unge hebræeres tilværelse ud over al tvivl beviste, underminerede deres tvungne treårs studium af Babylons kultur ikke deres stærke trofasthed mod Jehova og den rene tilbedelse af ham. (Daniels Bog, kapitel 3 og 6) Jehova gav dem styrke til uskadt at gennemgå denne treårige tvungne fordybelse i Babylons højere lærdom. „Disse fire børn gav den sande Gud lærdom og indsigt i al slags skrift og visdom; og Daniel forstod sig på alle slags syner og drømme. Og hver gang kongen rådspurgte dem i en sag som krævede visdom og forstand, fandt han dem ti gange bedre end alle de magere og besværgere der var i hele hans rige.“ — Daniel 1:17, 20.
18. Hvilket undervisningsprogram blev gennemført i Juda efter fangenskabet i Babylon?
18 Efter fangenskabet i Babylon gennemførte præsten Ezra en omfattende undervisning. Han „havde i sit hjerte taget en fast beslutning om at rådspørge Jehovas lov og handle efter den og undervise i forordninger og lovbud i Israel“. (Ezra 7:10) De trofaste levitter hjalp ham og „forklarede loven for folket“. (Nehemias 8:7) Ezra var bibelkyndig og „skriftlærd“; på hans tid blev de skriftlærde en fremtrædende klasse. — Ezra 7:6.
Rabbinernes skoler
19. Hvilken lærerklike var fremstået i Israel da Jesus kom til jorden, og af hvilke væsentlige grunde tog han og hans disciple ikke en højere uddannelse?
19 Da Jesus trådte frem på jorden var de skriftlærde blevet en ophøjet lærerklike der foretrak overleveringerne frem for Guds ords sande lære. De yndede tiltaleformen „rabbi“, en ærestitel med betydningen „min store“ eller „min fortræffelige“. (Mattæus 23:6, 7, fodnote i studieudgaven af New World Translation) I De Kristne Græske Skrifter nævnes de skriftlærde ofte i forbindelse med farisæerne, hvoraf nogle selv var lovlærere. (Apostelgerninger 5:34) Jesus anklagede begge grupper for at gøre Guds ord ugyldigt på grund af deres overlevering og for at ’føre menneskebud som lære’. (Mattæus 15:1, 6, 9) Det kan ikke undre at hverken Jesus eller de fleste af hans disciple var uddannede på rabbinernes skoler. — Johannes 7:14, 15; Apostelgerninger 4:13; 22:3.
20. Hvad har denne gennemgang af uddannelse på Bibelens tid vist os, og hvoraf fremgår det at Jehovas tjenere har brug for undervisning?
20 Denne gennemgang af uddannelse på Bibelens tid har vist at Jehova er sit folks store Lærer. Med Moses som redskab skabte han et effektivt undervisningssystem i Israel. Men længe efter udviklede der sig et system af højere jødisk lærdom hvis indhold stred imod Guds ord. Jesus havde ikke gået på sådanne jødiske skoler, men var alligevel en uforlignelig lærer. (Mattæus 7:28, 29; Johannes 13:13) Han pålagde også sine disciple at undervise andre, lige til afslutningen på tingenes ordning. (Mattæus 28:19, 20) Det krævede at de var dygtige lærere, og derfor behøvede de selv undervisning. Hvordan bør sande kristne i dag se på uddannelse? Det vil vi behandle i den følgende artikel.
Prøv din hukommelse
◻ Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova er interesseret i at hans tjenere bliver undervist?
◻ I hvilke henseender adskilte Israels undervisningssystem sig fra de andre nationers?
◻ Hvad blev de israelitiske børn undervist i?
◻ Hvilke undervisningsmetoder benyttede man i Israel?
◻ Hvorfor gik Jesus og hans disciple ikke på jødernes højere læreanstalter?
[Illustration på side 14]
Den tvungne undervisning i Babylon svækkede ikke Daniels og hans venners trofasthed mod Jehova