En tryg tilværelse søges
BEGREBET tryghed har ikke den samme betydning for alle mennesker. For nogle er tryghed det at have et job, for andre det at være rig, og for andre igen er tryghed det at leve i et miljø uden kriminalitet. Hvad forbinder du med begrebet tryghed?
Uanset hvad du svarer, har du uden tvivl taget nogle forholdsregler for at gøre dit liv så trygt som du selv ønsker det skal være. Lad os se på hvad europæere gør for at opnå personlig tryghed.
En højere uddannelse
Ifølge Jacques Santer, som er præsident for EU-Kommissionen, er 20 procent af de unge i Den Europæiske Union arbejdsløse. For denne aldersgruppe er spørgsmålet om at få sig et arbejde som kan sikre ens tilværelse, derfor af afgørende betydning. Mange mener at det som giver unge de bedste muligheder, er en højere uddannelse. Det giver, ifølge Londonavisen The Sunday Times, de studerende „en væsentlig fordel når det drejer sig om at finde arbejde“.
Ifølge avisen Nassauische Neue Presse er det i Tyskland sådan at „interessen for at få en uddannelse og blive akademiker er større end nogen sinde“. Dette til trods for at en studerendes leveomkostninger under en universitetsuddannelse i dette land gennemsnitlig udgør 364.000 kr.
Det er rosværdigt når unge tager deres uddannelse alvorligt og ønsker sig et sikkert job. Når man søger arbejde, er det ofte en fordel at være dygtig og velkvalificeret. Men kan man altid være sikker på at få et job blot fordi man har en højere uddannelse? En kvindelig studerende siger: „Lige fra begyndelsen var jeg klar over at mit studium hverken ville give mig et klart defineret arbejdsområde eller nogen garanti for at få arbejde.“ Hendes situation er ikke usædvanlig. For nylig slog arbejdsløsheden blandt akademikere i Tyskland alle rekorder.
Ifølge én avis søger unge i Frankrig til universiteterne fordi en studentereksamen, på grund af den store arbejdsløshed blandt unge, kun har ringe værdi. Mange studerende er imidlertid godt klar over at de efter endt studium „ikke vil være bedre stillet blot fordi de har en universitetsuddannelse“. Avisen The Independent rapporterer at „forfærdende mange unge er ofre for studenterlivets stress“. Det forlyder at universitetslivet, i stedet for at hjælpe studenterne til at leve med tilværelsens usikkerhed, nogle gange fører til problemer som depression, bekymring og manglende selvtillid.
At lære et fag eller få en praktisk oplæring i et håndværk kan ofte i højere grad end en universitetsuddannelse sikre én et fast arbejde.
Er 10.000 ejendele nok?
Mange tror at rigdom er vejen til en tryg tilværelse. Umiddelbart kan det lyde rigtigt eftersom en solid bankkonto er noget man kan falde tilbage på i svære tider. Bibelen siger at „penge er en beskyttelse“. (Prædikeren 7:12) Men fører en forøgelse af ens velstand altid til større personlig sikkerhed?
Ikke nødvendigvis. Tænk på hvor meget velstanden er vokset i de sidste 50 år. Ved slutningen af Anden Verdenskrig ejede en stor del af Tysklands befolkning næsten intet. Ifølge en tysk avis ejer hver tysker i dag gennemsnitlig 10.000 ting. Hvis de økonomiske forudsigelser holder stik, vil kommende generationer eje endnu mere. Men gør denne ophobning af velstand livet mere trygt? Nej. Et rundspørge i Tyskland afslørede at to ud af tre betragter livet som mindre trygt i dag end for 20 eller 30 år siden. Selv en betragtelig forøgelse af velstanden har altså ikke formået at gøre folk mere trygge.
Det er forståeligt at det forholder sig sådan eftersom utryghed, som nævnt i den foregående artikel, er en følelsesmæssig belastning. En sådan belastning kan materiel velstand ikke eliminere helt. Velstand er et værn mod fattigdommens følger og en hjælp i vanskelige tider, men under visse omstændigheder er det lige så stor en byrde at have mange penge som at have få.
Et ligevægtigt syn på materielle besiddelser hjælper os til at huske at velstand, skønt den kan være et gode, ikke er nøglen til en tryg tilværelse. Da Jesus var på jorden, opmuntrede han sine disciple med ordene: „Selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15) En fuldkommen tryg tilværelse kan ikke opnås ved materiel velstand alene.
For de ældre er det ikke så meget deres ejendeles faktiske værdi, men snarere deres affektionsværdi der har betydning. Ældre mennesker bekymrer sig mere om risikoen for at blive ofre for en forbrydelse end om deres materielle velstand.
Pas på!
„Kriminalitet . . . har i de sidste 30 år været et voksende problem i hele verden,“ siger brochuren Practical Ways to Crack Crime (Hvordan man i praksis forebygger kriminalitet), som er udgivet i Storbritannien. Dette til trods for at man fra politiets side gør alt hvad man kan. Hvordan klarer folk sig?
Den personlige sikkerhed begynder i hjemmet. I Schweiz er der for eksempel en arkitekt der har specialiseret sig i at tegne tyverisikrede huse udstyret med sikkerhedslåse, forstærkede døre og tilgitrede vinduer. Ejerne af disse huse tager tilsyneladende det velkendte ordsprog „Mit hjem er min fæstning“ helt bogstaveligt. Ifølge tidsskriftet Focus er husene dyre, men efterspørgselen stor.
For at øge den personlige sikkerhed både indendørs og udendørs har borgerne i nogle samfund etableret nabohjælpsordninger. Indbyggerne i visse forstæder går endnu længere og betaler et vagtselskab for at afpatruljere deres område på aftalte tidspunkter. Mange mener ikke det er tilrådeligt at færdes alene i mindre befærdede byområder om aftenen. Og forældre som er bekymrede for deres børn, tager måske yderligere forholdsregler for at beskytte dem. — Se forslagene i rammen på denne side.
Men ikke alle har råd til et tyverisikret hus. Desuden er det ikke sikkert at nabohjælpsordninger og vagtpatruljer reducerer kriminaliteten i almindelighed. Måske flyttes den blot til ubeskyttede områder. Kriminaliteten udgør derfor stadig en stor trussel mod den personlige sikkerhed. Hvis vores tilværelse skal være tryg, kræves der altså mere end en grundig indsats for at bekæmpe kriminalitet.
Kurér sygdommen — i stedet for at behandle symptomerne
Vi har alle et naturligt ønske om at leve en tryg tilværelse, og vi gør klogt i at tage rimelige forholdsregler for at nå dette mål. Men kriminalitet, arbejdsløshed og hvad der ellers kan gøre tilværelsen utryg, er blot symptomer på en „sygdom“ der har ramt hele menneskeheden. For at kurere „sygdommen“ må man bekæmpe årsagen, ikke blot symptomerne.
Hvad er den dybereliggende årsag til utrygheden i folks tilværelse? Kan vi bekæmpe denne årsag så vi får elimineret al utryghed for evigt? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.
[Ramme på side 6]
Beskyttelse af børn
Flere forældre har, på grund af de mange overfald, kidnapninger og mord blandt børn, fundet det nyttigt at lære deres børn følgende regler:
1. Sig nej — og hold fast ved dit nej — over for alle som prøver at få dig til at gøre noget du mener er forkert.
2. Lad ikke nogen få lov til at berøre dine intime legemsdele medmindre den ene af dine forældre er til stede — som for eksempel hos lægen.
3. Løb, råb op, skrig; eller bed en voksen i nærheden om hjælp hvis der er fare på færde.
4. Fortæl dine forældre hvis der er sket noget — eller hvis du har talt med nogen — som du ikke bryder dig om.
5. Sig nej til at holde noget hemmeligt for dine forældre.
Og til sidst en påmindelse til forældrene: I bør være meget omhyggelige i jeres valg af hvem I vil overlade ansvaret for jeres barn.
[Illustration på side 5]
Hverken uddannelse, rigdom eller en grundig indsats for at bekæmpe kriminalitet kan sikre os en tryg tilværelse