Efterlign vor upartiske Gud, Jehova

„Der er ikke partiskhed hos Gud.“ — ROMERNE 2:11.

 1, 2. (a) Hvad var Jehovas hensigt med kana’anæerne? (b) Hvad gjorde Jehova, og hvilke spørgsmål rejser det?

I 1473 f.v.t. lå israelitterne lejrede på Moabs sletter. Foran dem, på den anden side af Jordanfloden, ventede der dem en stor udfordring. De lyttede derfor opmærksomt til Moses da han fortalte dem at det var Jehovas hensigt at lade dem besejre de syv mægtige kana’anæiske nationer i det forjættede land. Han forsikrede dem: „Jehova din Gud vil overgive dem til dig, og du skal slå dem.“ Israel måtte hverken slutte pagt med dem eller vise dem nogen skånsel. — 5 Mosebog 1:1; 7:1, 2.

² Alligevel skånede Jehova en familie fra den første by israelitterne angreb. Indbyggerne i fire andre byer oplevede også Guds beskyttelse. Hvorfor? Hvad lærer de bemærkelsesværdige begivenheder i forbindelse med disse kana’anæeres overlevelse os om Jehova? Og hvordan kan vi efterligne ham?

Reaktionerne på Jehovas ry

 3, 4. Hvilken virkning havde meldingerne om israelitternes sejre på nogle i det forjættede land?

³ I de 40 år israelitterne befandt sig i ørkenen før de kom ind i det forjættede land, beskyttede Jehova sit folk og kæmpede for det. Syd for det forjættede land blev israelitterne angrebet af den kana’anæiske konge af Arad, og med Jehovas hjælp fik Israel ham og hans folk nedkæmpet ved Horma. (4 Mosebog 21:1-3) Senere gik Israel uden om Edoms land og drog mod nord til egnen nordøst for Det Døde Hav. Her i dette område, der tidligere var beboet af moabitterne, befandt amoritterne sig nu. Amoritterkongen Sihon nægtede imidlertid at lade Israel drage igennem sit landområde, og det kom derfor til kamp ved Jahaz, øjensynlig nord for Arnons regnflodsdal, hvor Sihon blev dræbt. (4 Mosebog 21:23, 24; 5 Mosebog 2:30-33) I Basan, længere mod nord, herskede kong Og over andre amoritter. Han var en kæmpe, men det var uden betydning for Jehova. Kong Og blev dræbt ved Edrei. (4 Mosebog 21:33-35; 5 Mosebog 3:1-3, 11) Meldingerne om disse sejre samt beretningerne om israelitternes udgang af Ægypten gjorde et stærkt indtryk på nogle af indbyggerne i Kana’an.a

⁴ Da Israel var gået over Jordan og var trængt ind i Kana’an, slog de lejr i Gilgal, ikke langt fra den muromkransede by Jeriko. (Josua 4:9-19) Det den kana’anæiske kvinde Rahab havde hørt om Jehovas gerninger, fik hende til at handle i tro. Da Jehova ødelagde Jeriko, skånede han derfor både hende og dem der befandt sig i hendes hus. — Josua 2:1-13; 6:17, 18; Jakob 2:25.

 5. Hvad fik gibeonitterne til at handle med list?

⁵ Dernæst begav Israel sig fra lavlandet i nærheden af floden op i det centrale højland. På Jehovas anvisning benyttede Josua en bagholdstaktik mod byen Aj. (Josua, kapitel 8) Nyheden om Ajs store nederlag fik mange kana’anæiske konger til at slutte sig sammen for at føre krig. (Josua 9:1, 2) Men indbyggerne i den nærliggende hivvitiske by Gibeon reagerede anderledes. „De [greb] på eget initiativ til at handle med list,“ siges der i Josua 9:4. Ligesom Rahab havde de hørt hvordan Jehova havde udfriet sit folk fra Ægypten, og hvordan han havde hjulpet dem til at besejre Sihon og Og. (Josua 9:6-10) Gibeonitterne indså at det var formålsløst at gøre modstand. En delegation fra Gibeon og tre nærliggende byer — Kefira, Be’erot og Kirjat-Jearim — opsøgte derfor Josua forklædt som rejsende fra et fjernt land. Strategien lykkedes, for Josua sluttede en pagt med dem som gjorde at de bevarede livet. Tre dage senere fandt Josua og israelitterne ud af at de var blevet narret. Men nu havde de sluttet pagt med gibeonitterne og svoret over for dem ved Jehova, og derfor lod de pagten stå ved magt. (Josua 9:16-19) Var det noget Jehova billigede?

 6. Hvad var Jehovas reaktion på at Josua havde sluttet pagt med gibeonitterne?

⁶ Gibeonitterne fik lov til at hugge brænde og bære vand til israelitterne og „til Jehovas alter“ ved tabernaklet. (Josua 9:21-27) Da fem amoritterkonger og deres hære ved en lejlighed truede gibeonitterne, greb Jehova desuden mirakuløst ind, og de haglsten han lod falde, dræbte flere end Josuas tropper slog ihjel. Jehova besvarede endog Josuas bøn om at lade solen og månen stå stille så fjenden kunne tilføjes et knusende nederlag. „Der har ingen dag været som denne, hverken før eller siden,“ skrev Josua, „hvor Jehova hørte efter en mands røst; for Jehova selv kæmpede for Israel.“ — Josua 10:1-14.

 7. Hvilken sandhed som Peter erkendte, kom til udtryk i forbindelse med nogle af kana’anæerne?

⁷ Rahab og hendes familie samt gibeonitterne frygtede Jehova, og det fik dem til at gøre noget aktivt. Det der skete med dem, understreger sandheden i det den kristne apostel Peter senere sagde, nemlig at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. — Apostelgerninger 10:34, 35.

Guds forhold til Abraham og Israel

 8, 9. Hvordan kom Jehovas upartiskhed til udtryk i hans forhold til Abraham og Israels nation?

⁸ Disciplen Jakob omtalte at Gud viste Abraham og hans efterkommere ufortjent godhed. Det var Abrahams tro, ikke hans etniske baggrund, der gjorde ham til „Jehovas ven“. (Jakob 2:23) Abrahams tro og kærlighed til Jehova medførte at hans efterkommere blev velsignet. (2 Krønikebog 20:7) Jehova lovede Abraham: „Så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred.“ Men læg mærke til løftet i næste vers: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ — 1 Mosebog 22:17, 18; Romerne 4:1-8.

⁹ Jehova var altså på ingen måde partisk. I sit forhold til Israel viste han hvad han kan gøre for dem der adlyder ham. Det er samtidig et eksempel på at Jehova viser sine trofaste tjenere loyal kærlighed. Israel var ganske vist Jehovas „særlige ejendom“, men det betød ikke at det kun var dette folk der kunne opnå Guds gunst. (2 Mosebog 19:5; 5 Mosebog 7:6-8) Det er rigtigt at Jehova havde løskøbt Israel fra trældommen i Ægypten og erklæret: „Jer alene kendes jeg ved af alle jordens slægter.“ Men gennem profeten Amos og andre lod Jehova også forstå at folk af „alle nationerne“ kunne komme til at opleve en vidunderlig fremtid. — Amos 3:2; 9:11, 12; Esajas 2:2-4.

Jesus, den upartiske Lærer

10. Hvordan efterlignede Jesus sin Faders upartiskhed?

¹⁰ Jesus, der genspejlede sin Fader til fuldkommenhed, efterlignede Jehovas upartiskhed under sin jordiske tjeneste. (Hebræerne 1:3) Men på dette tidspunkt var han hovedsagelig optaget af at finde „de bortkomne får af Israels hus“. Alligevel undlod han ikke at forkynde for en samaritansk kvinde ved en brønd. (Mattæus 15:24; Johannes 4:7-30) Han udførte også et mirakel på foranledning af en centurion, øjensynlig en ikkejøde. (Lukas 7:1-10) Dette gjorde han samtidig med at han viste kærlighed til Guds folk. Også Jesu disciple forkyndte vidt og bredt. Det kom til at stå klart at kriteriet for at mærke Jehovas velsignelse ikke var hvilken nationalitet man tilhørte, men den indstilling man havde. Ydmyge, retsindige mennesker der hungrede efter sandheden, reagerede positivt på den gode nyhed om Riget. De stolte og hovmodige viste derimod foragt for Jesus og hans budskab. Jesus sagde i en bøn til Gud: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du omhyggeligt har skjult disse ting for vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn. Ja, Fader, for således har det behaget dig at handle.“ (Lukas 10:21) Når vores tro og kærlighed får os til at behandle andre upartisk, ved vi at det er noget Jehova godkender.

11. Hvordan viste den kristne menighed i det første århundrede upartiskhed?

¹¹ I den kristne menighed i det første århundrede var jøder og ikkejøder ligestillede. „Herlighed og ære og fred til enhver som gør hvad der er godt,“ forklarede Paulus, „til jøde først og så til græker. For der er ikke partiskhed hos Gud.“b (Romerne 2:10, 11) Det der afgjorde om nogen ville få gavn af Jehovas ufortjente godhed, var ikke deres etniske baggrund; det var den måde de reagerede på når de lærte om Jehova og om de muligheder som genløsningen ved hans søn, Jesus, indebar. (Johannes 3:16, 36) Paulus skrev: „Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling.“ Paulus benytter derefter et ordspil med udtrykket „jøde“ som betyder „fra Juda“, og Juda betyder „genstand for ros eller lovprisning“. Han tilføjer nemlig: „Han får sin ros, ikke af mennesker, men af Gud.“ (Romerne 2:28, 29) Jehova roser mennesker upartisk. Gør vi også det?

12. Hvilke fremtidsperspektiver skildres i Åbenbaringen 7:9, og hvem har mulighed for at opnå denne fremtid?

¹² Senere fik apostelen Johannes et syn hvori han så de trofaste salvede kristne skildret som en åndelig nation bestående af 144.000 „beseglede af hver stamme af Israels sønner“. Derefter så han „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål [stå] foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder“. (Åbenbaringen 7:4, 9) Der er derfor ingen etnisk gruppe eller sproggruppe der holdes ude af den kristne menighed i dag. Mennesker med enhver baggrund har mulighed for at overleve den kommende „store trængsel“ og for at drikke af „kilder med livets vand“ i den nye verden. — Åbenbaringen 7:14-17.

Positive virkninger

13-15. (a) Hvordan kan vi overvinde de problemer der kan opstå som følge af racemæssige og kulturelle forskelle? (b) Nævn nogle eksempler der viser hvad venlighed kan medføre.

¹³ Jehova har et indgående kendskab til os, ligesom en god far kender sine børn. Når vi lærer andre bedre at kende ved at interessere os for deres kultur og baggrund, vil uoverensstemmelser ofte blegne og blive uden betydning. Etniske skel nedbrydes, og kærlighedens og venskabets bånd styrkes. Det fremmer enheden. (1 Korinther 9:19-23) Det er missionærerne der udfører deres arbejde i fremmede lande, et udmærket eksempel på. De viser personlig interesse for lokalbefolkningen og opdager derfor at de hurtigt føler sig hjemme i den lokale menighed. — Filipperne 2:4.

¹⁴ Man oplever de positive virkninger af en sådan upartiskhed i mange lande. Aklilu, der er fra Etiopien, følte sig ensom i Storbritanniens hovedstad, London. Ensomheden blev ikke mindre af at udlændinge, efter hans mening, ikke blev særlig venligt behandlet, noget der lader til at være et problem i mange europæiske storbyer nu om stunder. Aklilu fik en ganske anderledes oplevelse da han overværede et kristent møde i en af Jehovas Vidners rigssale. De tilstedeværende tog venligt imod ham, og der gik ikke længe før han følte sig hjemme. Han fik hurtigt større kendskab til Skaberen, og hans værdsættelse af det han lærte, fik ham til at fortælle andre den gode nyhed om Riget. En dag da Aklilu gik i forkyndelsen, spurgte den han fulgtes med, hvad der nu var hans mål i livet. Aklilu svarede uden tøven at han håbede en dag at blive tilsluttet en menighed hvor man talte hans eget sprog, amharisk. Da de ældste i den lokale engelsksprogede menighed hørte dette, sørgede de for at tilrettelægge et bibelsk foredrag for offentligheden på Aklilus modersmål. Mange blev inviteret, og i snesevis af udlændinge og lokale mødtes for at støtte det første offentlige møde på amharisk i England. I dag er etiopiere og andre amharisktalende i området samlet i en menighed der oplever stor vækst. Mange er som følge heraf nået til den konklusion at intet hindrer dem i at stille sig på Jehovas side og lade sig døbe med den kristne dåb. — Apostelgerninger 8:26-36.

¹⁵ Der er stor forskel på folks baggrund og personlighed. Det gør dem ikke mere eller mindre værd; det gør dem blot forskellige. Da nogle gæster fra England overværede dåben ved et stævne på Malta, kunne de ikke lade være med at fælde en tåre, mens de lokale Jehovas Vidners glæde kom til udtryk ved en overstrømmende begejstring. Både de maltesiske og engelske brødre gav udtryk for deres følelser, men på hver sin måde, og deres store kærlighed til Jehova gjorde det kristne broderskabs bånd endnu stærkere. — Salme 133:1; Kolossenserne 3:14.

Fordomme overvindes

16-18. Hvilken erfaring viser at fordomme kan overvindes i den kristne menighed?

¹⁶ Efterhånden som vores kærlighed til Gud og vore kristne brødre bliver stærkere, kan vi bedre efterligne Jehova i den måde vi betragter andre på. Det er muligt at få bugt med de fordomme vi måske har næret mod folk af bestemte nationaliteter og racer. Det viser eksemplet med Albert, der gjorde tjeneste i den britiske hær under den anden verdenskrig. Han blev taget til fange af japanerne da Singapore blev indtaget i 1942, og tilbragte derefter cirka tre år med at arbejde på „dødens jernbane“ i nærheden af det der senere blev kendt som broen over floden Kwai. Da han ved krigens slutning blev løsladt, vejede han 32 kilo. Hans kæbe og næse var brækket, og han led af dysenteri, ringorm og malaria. Det gik tusinder af hans medfanger langt værre — mange døde af den behandling de blev udsat for. Som følge af de overgreb Albert havde været vidne til og mærket på sin egen krop, vendte han i 1945 hjem som en bitter mand, der ikke ville have noget med Gud eller religion at gøre.

¹⁷ Alberts kone, Irene, blev et af Jehovas Vidner. For at glæde hende overværede Albert nogle møder i den lokale menighed af Jehovas Vidner. En ung heltidsforkynder der hed Paul, besøgte Albert og tilbød at undervise ham i Bibelen. Det gik hurtigt op for Albert at det Jehova ser på, er menneskers hjerteindstilling. Han indviede sit liv til Jehova og blev døbt.

¹⁸ Paul flyttede senere til London, lærte japansk og blev tilsluttet en japansk menighed. Da han foreslog at tage nogle japanske Jehovas Vidner der var på besøg, med hen til sin tidligere menighed, huskede brødrene her Alberts stærke fordom mod japanere. Efter at Albert var vendt tilbage til England, havde han undgået alle japanere, så brødrene spekulerede på hvordan han ville reagere. Men de havde ikke behøvet at bekymre sig. Albert viste de besøgende gæster ægte broderlig hengivenhed. — 1 Peter 3:8, 9.

’Udvid’

19. Hvilket af apostelen Paulus’ råd kan hjælpe os hvis vi har en tendens til at være partiske?

¹⁹ „At være partisk er ikke godt,“ skrev den vise kong Salomon. (Ordsprogene 28:21) Det er let nok at føle sig nært knyttet til dem vi kender godt. Men dem vi ikke kender så godt, er vi måske tilbøjelige til at vise mindre interesse. En sådan partiskhed passer sig ikke for en tjener for Jehova. Vi bør derfor følge Paulus’ utvetydige råd om at „udvide“ ved at vise alle vore medkristne kærlighed uanset deres baggrund. — 2 Korinther 6:13.

20. På hvilke af livets områder bør vi efterligne vor upartiske Gud, Jehova?

²⁰ Hvad enten vores fremtidshåb er liv i himmelen eller evigt liv på jorden, kan vi ved at være upartiske være forenede som én hjord under én hyrde. (Efeserne 4:4, 5, 16) Når vi bestræber os for at efterligne vor upartiske Gud, Jehova, vil det hjælpe os i vores kristne forkyndelsesarbejde, i familien, i menigheden, ja, på alle livets områder. Hvordan det? Det vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnoter]

Spørgsmål til repetition

• Hvordan viste Jehova upartiskhed over for Rahab og gibeonitterne?

• Hvordan viste Jesus upartiskhed i sin forkyndelse?

• Hvad kan hjælpe os til at overvinde kulturelle og racemæssige fordomme?

[Illustration på side 13]

Israels indtagelse af Kana’an begynder

[Illustration på side 15]

Jesus undlod ikke at forkynde for en samaritansk kvinde

[Illustration på side 16]

Et møde på amharisk i England

[Illustration på side 16]

Alberts kærlighed til Jehova hjalp ham til at overvinde fordom