STUDIEARTIKEL 52
Hvordan du kan bekæmpe modløshed
“Kast din byrde på Jehova, og han vil holde dig oppe.” – SL. 55:22.
SANG NR. 33 Kast din byrde på Jehova
FORMÅLa
1. Hvad kan modløshed gøre ved os?
HVER eneste dag står vi over for problemer som vi forsøger at håndtere. Men er det ikke rigtigt at det er lettest at klare problemerne hvis vi er ved godt mod? Fordi det er sådan, må vi betragte modløshed som en ubuden gæst der kan bryde ind og stjæle vores selvværd, kampgejst og glæde. I Ordsprogene 24:10 står der: “Hvis du mister modet i svære tider, vil dine kræfter være få.” Ja, modløshed kan dræne os for de kræfter vi skal bruge for at kunne klare livets mange udfordringer.
2. Hvad kan gøre os modløse, og hvad vil vi se på i denne artikel?
2 Der kan være mange årsager til at vi bliver modløse. Måske er det et resultat af negative tanker, svagheder eller dårligt helbred. Det kan også hænge sammen med at vi ikke får en bestemt opgave i tjenesten for Jehova, eller at vi forkynder i et distrikt hvor der ikke ser ud til at være nogen resultater. Her i artiklen vil vi se på nogle ting vi kan gøre for at bekæmpe modløshed.
NÅR VI KÆMPER MED NEGATIVE TANKER OG SVAGHEDER
3. Hvad kan hjælpe os til at have et afbalanceret syn på vores egen ufuldkommenhed?
3 Vi kunne let få et uligevægtigt syn på vores egne mangler og svagheder, vores ufuldkommenhed. Vi kunne tro at vi kommer så meget til kort at Jehova aldrig vil have os med i den nye verden. Men hvordan skal vi se på vores egen ufuldkommenhed? Guds ord minder os om at alle mennesker undtagen Jesus Kristus “har syndet”. (Rom. 3:23) Jehova er ikke en perfektionist der leder med lys og lygte efter vores fejl. Nej, han er en kærlig Far der ønsker at hjælpe os. Han er også tålmodig. Han ser at vi kæmper for ikke at give efter for vores svagheder, og at vi forsøger at komme af med det uligevægtige syn vi kan have på os selv. Og han er parat til at hjælpe os. – Rom. 7:18, 19.
4-5. Hvad hjalp vores to søstre til at overvinde modløshed, og hvordan stemmer det med 1. Johannes 3:19, 20?
4 Vi kan lære af to af vores søstre som hedder Deborah og Maria.b Deborah voksede op i en familie hvor hun blev behandlet hårdt og ukærligt. Hun fik stort set aldrig ros. Derfor fik hun efterhånden et negativt syn på sig selv. Når hun begik en fejl, selv en meget lille en, følte hun sig totalt mislykket. Marias situation mindede om Deborahs. Hun blev behandlet ydmygende af sin familie, og som følge af det kæmpede hun med følelsen af at være helt værdiløs. Da hun kom med i sandheden, følte hun endda at hun ikke var værdig til at bære Guds navn!
5 Men de to søstre holdt ikke op med at tjene Jehova. Hvorfor ikke? En af de vigtigste grunde var at de kastede deres byrde på Jehova ved at bede inderligt til ham. (Sl. 55:22) De forstod lidt efter lidt at vores kærlige Far i himlen ved hvad vi har været ude for, og forstår at det kan give os et negativt syn på os selv. Han ser også alt det gode i vores hjerte, de kvaliteter vi måske ikke engang selv kan få øje på. – Læs 1. Johannes 3:19, 20.
6. Hvordan kunne en der kæmper med en dårlig vane, reagere hvis han fik et tilbagefald?
6 En der kæmper for at komme af med en dårlig vane, kan få tilbagefald og blive meget skuffet over sig selv. At føle dårlig samvittighed når man har gjort noget forkert, er normalt og rigtigt. (2. Kor. 7:10) Men vi må ikke gå til yderligheder ved at fordømme os selv og tænke: ‘Jeg er en stor fiasko. Hvordan skulle Jehova nogensinde kunne tilgive mig?’ Sådan nogle negative tanker er ikke baseret på sandheden, og de kunne få os til at opgive at tjene Jehova. Husk det vi læste i Ordsprogene 24:10 – hvis vi mister modet, mister vi også vores kræfter. Prøv i stedet at få “afgjort sagerne” imellem dig og Jehova ved at henvende dig til ham i bøn og bede ham om at vise barmhjertighed. (Esa. 1:18) Når han ser din oprigtige anger, vil han tilgive dig. Tag også kontakt til de ældste. De vil tålmodigt hjælpe dig så du får det godt igen. – Jak. 5:14, 15.
7. Hvorfor skal vi ikke fordømme os selv hvis det er en kamp for os at gøre det rigtige?
7 Jean-Luc, en ældstebror i Frankrig, siger til venner der kæmper med en svaghed: “En der er retfærdig i Jehovas øjne, er ikke en der aldrig begår fejl, men en der er ked af de fejl han begår, og altid angrer dem.” (Rom. 7:21-25) Du skal altså ikke fordømme dig selv hvis du kæmper med en svaghed. Vi er alle ufuldkomne, og derfor kan vi ikke selv gøre os fortjent til at blive betragtet som retfærdige af Gud. Vi har brug for at Gud viser os ufortjent godhed på grundlag af Jesus’ offer. – Ef. 1:7; 1. Joh. 4:10.
8. Hvem kan vi henvende os til hvis vi føler os modløse?
8 Vi kan hente opmuntring hos vores brødre og søstre, vores åndelige familie. De kan hjælpe os med et lyttende øre og et opmuntrende ord når vi har brug for det. (Ordsp. 12:25; 1. Thess. 5:14) En søster i Nigeria som hedder Joy, har kæmpet med modløshed. Hun siger: “Hvor ville jeg have været henne i dag hvis jeg ikke havde menigheden? Mine brødre og søstres hjælp er et bevis på at Jehova svarer på mine bønner. På grund af dem kan jeg endda være med til at opmuntre andre som er nedtrykte.” Vores brødre og søstre ved selvfølgelig ikke altid hvornår vi trænger til opmuntring. Det betyder at vi nogle gange selv må tage initiativ til at henvende os til en moden bror eller søster og fortælle at vi har brug for hjælp.
NÅR VI KÆMPER MED HELBREDET
9. Hvordan kan ordene i Salme 41:3 og 94:19 opmuntre os?
9 Hent styrke hos Jehova. Når vi har det fysisk dårligt, og især hvis vi er ramt af en kronisk sygdom, kan vi have svært ved at tænke positivt. Jehova helbreder os ikke mirakuløst lige nu, men han trøster os, og han kan give os den styrke vi skal bruge for at kunne holde ud. (Læs Salme 41:3; 94:19). For eksempel kan han motivere vores brødre og søstre til at hjælpe os – det kunne være med indkøb eller ting der skal gøres i hjemmet. Han kan få vores trosfæller til at bede sammen med os. Og han kan få trøstende ord fra Bibelen til at dukke op i vores tanker, for eksempel vers der beskriver vores vidunderlige håb om et liv uden sygdom og smerte i den nye verden. – Rom. 15:4.
10. Hvad hjalp Isang til at bekæmpe modløshed?
10 Isang, der bor i Nigeria, var involveret i en ulykke som gjorde ham lam, og fik at vide af sin læge at han aldrig ville komme til at gå igen. “Jeg var dybt fortvivlet og følte mig fuldstændigt knust,” siger Isang. Men blev han ved med at have det sådan? Nej. Hvad hjalp ham? “Min kone og jeg holdt aldrig op med at bede til Jehova og at studere hans ord,” siger han. “Og vi gjorde en bevidst indsats for at fokusere på de gode ting, ikke mindst vores håb om at komme til at leve i Guds nye verden.”
11. Hvordan fandt Cindy glæde mens hun var alvorligt syg?
11 Cindy, som bor i Mexico, fik konstateret en livstruende sygdom. Hvad hjalp hende til at klare det? Hun besluttede at hun ville forkynde mindst én gang hver dag mens hun var i behandling. Cindy skriver: “Det hjalp mig til at fokusere på andre mennesker og ikke på min operation, mine smerter og hvor dårligt jeg havde det. Jeg gjorde sådan her: Når jeg talte med læger eller sygeplejersker, spurgte jeg til deres familie, og jeg spurgte også hvad der havde fået dem til at vælge sådan et krævende job. Derefter var det lettere at finde ud af hvad jeg kunne sige for at nå ind til deres hjerte. Flere af dem sagde at det var meget sjældent at en patient spurgte til hvordan de havde det. Og mange af dem takkede mig for min personlige interesse. Nogle gav mig endda deres kontaktoplysninger. Så midt i en meget svær periode af mit liv gav Jehova mig en dyb indre glæde som endda overraskede mig selv!” – Ordsp. 15:15.
12-13. Hvordan har nogle der er syge eller har et handicap, været med i forkyndelsen, og hvad har det ført til?
12 De der er syge eller har et handicap, kan føle sig nedslåede fordi de ikke kan gøre så meget i tjenesten. Men det er alligevel lykkedes mange at være med til at forkynde. Laurel, en søster i USA, lå i en jernlunge i 37 år! Hun fik også kræft, gennemgik store operationer og døjede med kroniske hudsygdomme. Men selv disse helt usædvanlige udfordringer gjorde hende ikke tavs. Hun forkyndte for sygeplejersker og andre hjælpere der kom i hendes hjem. Hvad førte det til? I tidens løb hjalp hun mindst 17 til at lære Bibelen at kende!c
13 Richard, en ældste i Frankrig, har et praktisk forslag til dem der er bundet til hjemmet eller er på plejehjem. “Jeg anbefaler dem at lave en lille udstilling af vores litteratur. Det vækker andres nysgerrighed og fører til samtaler. Sådan nogle samtaler er opmuntrende for vores kære brødre og søstre som ikke længere kan gå fra hus til hus.” De der ikke kan forlade deres hjem, kan også være med i tjenesten gennem brevskrivning og telefonforkyndelse.
NÅR VI IKKE FÅR EN BESTEMT TJENESTEOPGAVE
14. Hvordan var kong David et godt eksempel for os?
14 Vores alder, helbred eller andre faktorer kan gøre at vi ikke får en bestemt opgave i vores menighed eller kreds – en opgave vi måske havde ønsket. I den forbindelse kan vi lære af kong David. Da han fik at vide at han ikke ville få lov til at bygge Jehovas tempel – noget han havde ønsket meget højt – gav han sin fulde støtte til den mand Jehova havde udset til opgaven. David gav endda store økonomiske bidrag til projektet. Virkelig en indstilling der er værd at efterligne! – 2. Sam. 7:12, 13; 1. Krøn. 29:1, 3-5.
15. Hvordan overvandt Hugues sin modløshed?
15 En bror i Frankrig ved navn Hugues måtte på grund af dårligt helbred holde op med at tjene som ældste. Han kunne ikke engang klare selv de mest enkle ting i hjemmet. Broren skriver: “I begyndelsen følte jeg mig helt slået ud og fuldstændigt værdiløs. Men efterhånden forstod jeg hvor vigtigt det var at acceptere mine begrænsninger, og jeg fandt glæde ved at tjene Jehova inden for de grænser. Jeg er besluttet på ikke at give op. Ligesom Gideon og hans 300 mand – der alle sammen var trætte – vil jeg blive ved med at kæmpe!” – Dom. 8:4.
16. Hvad kan vi lære af englenes eksempel?
16 Vi kan lære meget af de trofaste engle. Da Jehova ønskede at skaffe sig af med den onde kong Akab, gav han englene lov til at komme med forslag om hvordan man kunne narre Akab. Flere af englene havde nogle idéer, men Jehova udvalgte kun forslaget fra én af englene. (1. Kong. 22:19-22) Blev de andre engle modløse og tænkte: ‘Hvorfor overhovedet forsøge?’ Nej, det tyder intet på. Englene er virkelig ydmyge, og de ønsker at al ære skal gå til Jehova. – Dom. 13:16-18; Åb. 19:10.
17. Hvad skal vi gøre hvis vi føler os triste fordi vi ikke har fået en bestemt opgave?
17 Fokusér på den ære det er at bære Guds navn og forkynde om hans rige. Opgaver kan komme og gå, men det er ikke vores opgaver der gør os dyrebare i Guds øjne. Når vi er ydmyge og beskedne, vil Jehova og vores brødre og søstre elske os. Bed derfor Jehova om hjælp til at være ydmyg og beskeden. Tænk grundigt over beretningerne i Guds ord om personer der havde disse gode egenskaber. Og udnyt alle de muligheder du har for at gøre noget for vennerne i menigheden. – Sl. 138:6; 1. Pet. 5:5.
NÅR DER IKKE UMIDDELBART ER RESULTATER I DISTRIKTET
18-19. Hvordan kan du bevare glæden i et vanskeligt distrikt?
18 Føler du dig en gang imellem nedslået fordi det ikke ser ud til at dit distrikt giver nogen resultater, eller fordi du ikke træffer ret mange hjemme? Hvis du har det sådan, hvad kan du så gøre for at bevare og måske endda øge din glæde? Der gives nogle praktiske forslag i boksen “Hvordan du kan få større glæde i din tjeneste”. Derudover er det vigtigt at du har det rigtige syn på forkyndelsen. Hvad indebærer det?
19 Husk at hovedformålet med at forkynde er at gøre Guds navn og hans rige kendt. Jesus gjorde det klart at kun forholdsvis få ville finde vejen til livet. (Matt. 7:13, 14) Når vi er i forkyndelsen, har vi den ære at samarbejde med Jehova, Jesus og englene. (Matt. 28:19, 20; 1. Kor. 3:9; Åb. 14:6, 7) Jehova sørger for at drage dem der har den rigtige indstilling. (Joh. 6:44) Hvis en i vores distrikt ikke lytter til os denne gang, kan det være at han gør det næste gang.
20. Hvad kan vi udlede af Jeremias 20:8, 9 om det at bekæmpe modløshed?
20 Vi kan lære meget af profeten Jeremias. Han fik tildelt et distrikt der var ekstremt vanskeligt. Han blev “hånet og fornærmet dagen lang”. (Læs Jeremias 20:8, 9). Faktisk blev han så modløs at han på et tidspunkt havde mest lyst til at give op. Men alligevel fortsatte han sin tjeneste. Hvorfor? Fordi “Jehovas ord” var som en brændende ild i ham. Han kunne ikke holde det tilbage! Det vil vi også opleve når vi fylder vores sind og hjerte med Guds ord. Når vi læser i Bibelen hver dag og mediterer over det vi læser, vil vores glæde blive større og større, og det kan føre til bedre resultater i tjenesten. – Jer. 15:16.
21. Hvordan kan vi bekæmpe modløshed, uanset hvad årsagen er?
21 “Modløshed er et meget effektivt våben som Satan bruger,” siger Deborah, som blev citeret tidligere. Men Satan og hans våben kan ikke hamle op med Jehova Gud! Bed derfor inderligt Jehova om hjælp når du føler dig modløs – uanset hvad grunden er. Fortæl din himmelske Far alt om dine bekymringer. Han vil hjælpe dig i din kamp mod negative tanker og svagheder. Han vil holde dig oppe når du er syg. Han vil hjælpe dig til at bevare et afbalanceret syn på tjenesteopgaver. Og han vil hjælpe dig til at se forkyndelsen i et positivt lys. Med Jehovas hjælp kan du bekæmpe din modløshed.
SANG NR. 41 Lyt til min bøn!
a Vi kan alle have perioder hvor vi er mere eller mindre modløse. I denne artikel vil vi komme ind på nogle konkrete ting vi kan gøre når vi føler os nede. Vi vil se at det med Jehovas hjælp kan lykkes for os at overvinde modløshed.
b Nogle af navnene i denne artikel er blevet ændret.
c Beretningen om Laurel Nisbets liv findes i Vågn op! for 22. januar 1993.
d BILLEDBESKRIVELSE: En søster har været modløs i et stykke tid, men så tænker hun over det hun tidligere har gjort i tjenesten, og hun beder til Jehova. Hun er overbevist om at han husker det hun har udrettet, og ser det hun stadig gør.