Hvad siger Bibelen?
Kan man tilgive og glemme?
„Jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd.“ — Jeremias 31:34.
DISSE ord, nedskrevet af profeten Jeremias, viser noget bemærkelsesværdigt i forbindelse med Jehovas barmhjertighed, nemlig at når Jehova tilgiver, så glemmer han. (Esajas 43:25) Desuden siger Bibelen: „Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ (Kolossenserne 3:13) Som kristne bør vi derfor efterligne Jehovas villighed til at tilgive.
Men hermed opstår der nogle væsentlige spørgsmål. Kan Jehova ikke længere huske vore synder når han har tilgivet dem? Og når vi tilgiver, skal vi så glemme i den forstand at vi ikke længere kan huske hvad sagen drejede sig om? Er det kun hvis vi glemmer på den måde at vi virkelig har tilgivet?
Hvordan Jehova tilgiver
At tilgive indebærer at man holder op med at nære vrede. Jehovas tilgivelse er fuldstændig.a Salmisten David skrev: „[Jehova] vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse. Så langt som solopgang er fra solnedgang, så langt har han fjernet vore overtrædelser fra os. Som en fader viser barmhjertighed mod sine sønner, har Jehova vist barmhjertighed mod dem der frygter ham.“ — Salme 103:9, 12, 13.
At Guds tilgivelse er fuldstændig fremgår også af Apostelgerninger 3:19: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud.“ Udtrykket ’at få slettet ud’ kommer af et græsk verbum (exaleiʹfō) der betyder „at tørre af, at viske ud“. (Se Åbenbaringen 7:17; 21:4.) Ordbogen The New International Dictionary of New Testament Theology siger: „Det billede der her, og måske også andre steder, tegnes ved hjælp af dette verbum, er højst sandsynligt det at udglatte overfladen på en voksskrivetavle så den kan bruges igen ([jævnfør] ’at viske tavlen ren’).“ Når vi angrer vore synder, giver Jehova os så at sige et rent generalieblad. Vil det sige at han ikke længere husker vore synder? Lad os betragte et eksempel fra Bibelen.
Da kong David begik ægteskabsbrud med Batseba og senere prøvede at dække over synden ved at forårsage hendes mands død, sendte Jehova profeten Natan til David for at retlede ham. (2 Samuel 11:1-17; 12:1-12) Hvad blev resultatet? David angrede oprigtigt, og Jehova tilgav ham. (2 Samuel 12:13; Salme 32:1-5) Men glemte Jehova Davids synder? Nej. Bibelskribenterne Gad og Natan nedskrev kort før Davids død hele hændelsen i Anden Samuelsbog (fuldført cirka år 1040 f.v.t.).
Beretningen, og dermed erindringen, om Davids synder, såvel som beretningen om hans anger og Jehovas tilgivelse, findes stadig og er til gavn for bibellæsere den dag i dag. (Romerne 15:4; 1 Korinther 10:11) „Jehovas ord [som det findes i Bibelen] forbliver til evig tid“, og derfor vil beretningen om Davids synder aldrig blive glemt. — 1 Peter 1:25.
Men hvordan kan det så siges at Jehova visker tavlen ren når vi oprigtigt angrer vore synder? Hvordan skal vi forstå Jehovas ord: „Jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd“? — Jeremias 31:34.
Hvordan Jehova glemmer
Det hebraiske verbum der er gengivet med ’at huske’ (zakharʹ) betyder ikke blot det at kunne huske eller genkalde sig tidligere hændelser. Ifølge Theological Wordbook of the Old Testament kan det også betyde „at nævne, gøre kendt, opregne, kundgøre, påkalde, minde om, anklage, bekende“. Theological Dictionary of the Old Testament tilføjer: „Faktisk bruges [zakharʹ] ofte om en handling eller forekommer i forbindelse med verber der udtrykker en handling.“ Når Jehova siger om sit egensindige folk at „[han vil] huske deres misgerning“, betyder det derfor at han vil gribe ind (eller skride til handling) over for dem på grund af deres manglende sindsændring. (Jeremias 14:10) Men når Jehova siger at han „ikke mere [vil] huske deres synd“, er det en forsikring om at han ikke vil bringe vore synder på bane igen for at anklage, fordømme eller straffe os, når først han har tilgivet os.
Gennem sin profet Ezekiel forklarer Jehova i hvilken forstand han tilgiver og glemmer: „I det tilfælde at en ugudelig vender om fra alle de synder som han har begået og holder alle mine forskrifter og øver ret og retfærdighed, skal han visselig leve. Han skal ikke dø. Ingen af de overtrædelser som han har begået, vil blive husket til ugunst for ham. Ved den retfærdighed som han har øvet, skal han leve.“ (Ezekiel 18:21, 22; 33:14-16) Ja, når Jehova tilgiver en angrende synder, visker han tavlen ren og glemmer, i den forstand at han ikke fremover vil gribe ind over for overtræderen på grund af de synder han tidligere har begået. — Romerne 4:7, 8.
Som ufuldkomne mennesker kan vi aldrig ligesom Jehova tilgive i fuldkommen forstand. Jehovas tanker og veje er uendelig meget højere end vore. (Esajas 55:8, 9) I hvor høj grad kan det da med rimelighed forventes at vi tilgiver og glemmer når andre synder imod os?
Hvordan vi kan tilgive og glemme
I Efeserbrevet 4:32 tilskyndes vi til ’frit at tilgive hinanden’. Ifølge leksikografen W. E. Vine betyder det græske ord der gengives med ’frit at tilgive’ (chariʹzomai) „at skænke en sin gunst betingelsesløst“. Når der bliver begået mindre forseelser imod os har vi måske ikke svært ved at tilgive. Når vi husker at vi selv er ufuldkomne, kan vi lettere bære over med andres fejl og mangler. (Kolossenserne 3:13) Når vi tilgiver, holder vi op med at nære vrede, og vort forhold til den der har forset sig, lider sikkert ikke varig skade. Og med tiden glemmer vi højst sandsynligt sådanne mindre forseelser.
Men hvordan skal vi forholde os hvis nogen i alvorlig grad synder imod os og sårer os dybt? For at kunne tilgive i ekstreme tilfælde, hvis man for eksempel har været udsat for incest, voldtægt eller mordforsøg, må man tage flere faktorer i betragtning. Dette gælder især hvis den skyldige ikke erkender sin synd, ikke angrer og ikke undskylder.b (Ordsprogene 28:13) Jehova tilgiver ikke forhærdede syndere som undlader at ændre sind. (Hebræerne 6:4-6; 10:26) Hvis vi føler os dybt sårede, kan vi måske aldrig helt få det skete ud af sindet. Men vi kan finde trøst i forsikringen om at ’det tidligere’ i den kommende nye verden ’ikke vil blive husket, og at det ikke vil opkomme i hjertet’. (Esajas 65:17; Åbenbaringen 21:4) Uanset hvad vi kan huske til den tid, vil det ikke forårsage den dybe smerte som vi måske må leve med i dag.
I andre tilfælde kan vi måske først tilgive når vi har taget skridt til at få tingene bragt ud af verden og eventuelt har fået talt ud med den der har forsyndet sig imod os. (Efeserne 4:26) På den måde kan vi få ryddet eventuelle misforståelser af vejen, og der kan gives passende undskyldninger og vises tilgivelse. Men kan man glemme det? Vi kan måske aldrig slå det der er sket, fuldstændig ud af hovedet, men vi kan glemme i den forstand at vi ikke bærer nag til overtræderen eller ved en senere lejlighed bringer sagen op igen. Vi vil hverken sladre om det eller prøve helt og holdent at undgå den der har forsyndet sig imod os. Det kan imidlertid tage nogen tid inden vi har fået genoprettet det gode forhold, og måske får vi ikke det samme nære venskab som vi havde før.
Forestil dig for eksempel at du har betroet et meget personligt problem til en nær ven. Senere finder du så ud af at han har fortalt andre om det, hvilket er pinligt for dig eller sårer dig. Du henvender dig nu til vedkommende for at få talt tingene igennem, og han er meget ked af det, undskylder og beder om tilgivelse. På grund af hans oprigtige undskyldning vil du gerne tilgive ham. Men kan du uden videre glemme hvad der er sket? Sandsynligvis ikke. Uden tvivl vil du fremover være mere forsigtig med at betro dig til ham. Ikke desto mindre tilgiver du ham, og du ripper ikke op i sagen. Du nærer hverken vrede imod ham eller sladrer om det til andre. Måske har du ikke så nært et forhold til ham som før, men du elsker ham stadig som din kristne broder. — Jævnfør Ordsprogene 20:19.
Men hvad nu hvis overtræderen ikke indrømmer sin fejl og ikke undskylder, trods dine bestræbelser for at få sagen bragt ud af verden? Kan du tilgive i den forstand at du holder op med at nære vrede? (Her må man huske at det at tilgive andre ikke er det samme som at se gennem fingre med eller bagatellisere det der er sket.) Vrede er en tung byrde at bære på, og den kan opsluge vore tanker og tage vor fred. Hvis vi venter på en undskyldning som aldrig kommer, bliver vi måske kun mere og mere frustrerede. I virkeligheden giver vi på den måde overtræderen lov til at beherske vore følelser. Vi må derfor tilgive, eller holde op med at nære vrede, ikke kun for overtræderens skyld, men også for vor egen, så vi kan komme videre.
Det er ikke altid nemt at tilgive andre. Men hvis der vises oprigtig anger, kan vi prøve at efterligne Jehovas villighed til at tilgive. Når han tilgiver angrende overtrædere, holder han op med at nære vrede. Han visker tavlen ren og glemmer, i den forstand at han ikke i fremtiden vil lægge dem overtrædelsen til last. Vi kan også arbejde på at lade vreden fare når den der har forsyndet sig ændrer sind. Der kan dog være tilfælde hvor vi slet ikke er forpligtede til at tilgive. Hvis man har været offer for en ekstremt uretfærdig eller grusom behandling, bør man ikke tvinges til at tilgive en overtræder der ikke angrer. (Jævnfør Salme 139:21, 22.) Men i de fleste tilfælde kan vi tilgive i den forstand at vi holder op med at nære vrede, og vi kan glemme i den forstand at vi ikke senere vil bruge det skete imod den der har forsyndet sig imod os.
[Fodnoter]
a Se artiklen „Hvad siger Bibelen? Er Guds tilgivelse fuldstændig?“ i Vågn op! for 8. december 1993, side 18, 19.
b I Hjælp til forståelse af Bibelen siges der på side 1287: „Kristne skal . . . ikke tilgive dem der synder med overlæg uden at ændre sind. Sådanne mennesker gør sig til fjender af Gud.“ — Udgivet af Vagttårnets Selskab.
[Illustration på side 9]
Josef og hans brødre