Jehova udfrier den der lider
„Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“ — SALME 34:19.
1, 2. Hvad er en trofast kristen kommet ud for, og hvorfor kan det samme ske for os?
EN KVINDE ved navn Keikoa har været et af Jehovas Vidner i over 20 år. I en periode var hun pioner, eller heltidsforkynder, og var meget glad for det. Men for nogen tid siden begyndte hun at føle sig modløs og ensom. „Jeg orkede kun at græde,“ fortæller hun. For at modvirke de negative tankebaner begyndte hun at bruge mere tid på sit personlige studium. „Men jeg kunne stadig ikke tænke positivt,“ siger hun. „Jeg kom så langt ud at jeg helst ville dø.“
2 Har du også følt dig fortvivlet selvom vi som Jehovas Vidner har meget at glæde os over? Vi véd at gudhengivenhed „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Timoteus 4:8) Og vi befinder os i et åndeligt paradis. Men betyder det at vi ikke kan blive ramt af sorger? Nej. Som Bibelen siger: „Mange ulykker rammer den retfærdige.“ (Salme 34:19) Det er ikke overraskende eftersom „hele verden ligger i den ondes [Satan Djævelens] magt“. (1 Johannes 5:19) At det er sandt, mærker vi alle i større eller mindre grad. — Efeserne 6:12.
Virkningerne af lidelser
3. Nævn nogle bibelske eksempler på at Guds tjenere blev overvældet af dyb fortvivlelse.
3 Langtrukne prøvelser kan berøve os livsmodet. (Ordsprogene 15:15) Tænk blot på den retskafne Job. Under en grusom prøvelse sagde han: „Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro.“ (Job 14:1) Job havde mistet glæden og troede endda en overgang at Jehova havde vendt ham ryggen. (Job 29:1-5) Job var ikke den eneste af Guds fortidige tjenere der følte sig forpint. Bibelen beretter at Hanna var „bitter i sjælen“ over at hun var barnløs. (1 Samuel 1:9-11) Plaget af problemer i familien sagde Rebekka: „Jeg er kommet til at føle lede ved mit liv.“ (1 Mosebog 27:46) Ved tanken om sine fejltrin sagde David: „Dagen lang har jeg gået bedrøvet omkring.“ (Salme 38:6) Disse få eksempler viser tydeligt at gudfrygtige mænd og kvinder i førkristen tid oplevede perioder med dyb fortvivlelse.
4. Hvorfor er det ikke overraskende at der findes „modfaldne sjæle“ blandt de kristne i dag?
4 Hvordan så med de kristne? Paulus fandt det nødvendigt at opfordre thessalonikerne til at ’trøste de modfaldne sjæle’. (1 Thessaloniker 5:14) Et opslagsværk siger at det græske ord der er gengivet med „modfaldne sjæle“, kan betegne nogle der er „midlertidigt tynget af tilværelsens pres“. Paulus’ ord viser at nogle salvede i menigheden i Thessalonika var mismodige. Det samme er nogle kristne i dag. Af hvilke grunde? Lad os se på tre almindelige årsager.
Vores ufuldkommenhed kan bedrøve os
5, 6. Hvilken trøst kan vi hente i Romerbrevet 7:22-25?
5 I modsætning til dem der er blevet så fordærvede at de „har mistet al moralsk sans“, føler de kristne smerte over deres ufuldkommenhed. (Efeserne 4:19) Måske har de det ligesom Paulus, der skrev: „Jeg glæder mig jo over Guds lov, ifølge det menneske jeg er i det indre, men i mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ Så udbrød han: „Jeg elendige menneske!“ — Romerne 7:22-24.
6 Har du også haft det sådan? Det er ikke forkert at være smerteligt bevidst om sine ufuldkommenheder, for det kan indskærpe os alvoren af synd og styrke vores beslutning om at afsky det onde. Men det vil ikke sige at vi altid skal gå rundt og føle os elendige over de fejl vi har begået. Efter det smertelige udbrud tilføjede Paulus: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ (Romerne 7:25) Ja, Paulus havde den tillid at Jesu udgydte blod kunne genløse ham fra den nedarvede synd. — Romerne 5:18.
7. Hvad kan man gøre hvis man er nedtrykt over sine syndige tilbøjeligheder?
7 Føler du dig tynget af din syndighed? Så kan du hente trøst i følgende ord af apostelen Johannes: „Hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig. Og han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:1, 2) Hvis dine syndige tilbøjeligheder gør dig nedtrykt, så mind til stadighed dig selv om at det var syndere, ikke fuldkomne mennesker, Jesus døde for. Og som bekendt har „alle . . . syndet og mangler Guds herlighed“. — Romerne 3:23.
8, 9. Hvorfor bør vi modstå enhver tilbøjelighed til at fordømme os selv?
8 Har du engang begået en alvorlig overtrædelse? Så har du uden tvivl lagt sagen frem for Jehova i bøn, måske mange gange. Du har modtaget åndelig hjælp fra de ældste. (Jakob 5:14, 15) Måske viste du ægte sindsændring og forblev derfor i menigheden. Eller du forlod Guds organisation for en tid, men ændrede senere sind og fik igen en god samvittighed. I begge situationer kunne overtrædelsen nage dig. Husk i så fald at Jehova „i rigt mål“ tilgiver dem der angrer oprigtigt. (Esajas 55:7) Desuden ønsker han ikke at du skal føle dig uigenkaldeligt fordømt. Det ville kun fremme Satans hensigt. (2 Korinther 2:7, 10, 11) Djævelen vil blive udslettet fordi han fortjener det, og han vil gerne have dig til at tro at du fortjener samme dom. (Åbenbaringen 20:10) Giv ikke Satan lov til at ødelægge din tro. (Efeserne 6:11) Nej, „stå ham imod“ hvad dette angår, ligesom du gør i andre sammenhænge. — 1 Peter 5:9.
9 I Åbenbaringen 12:10 bliver Satan kaldt „vore brødres anklager“. Ja, „dag og nat“ anklager han de salvede kristne over for Gud. Når du tænker over dette vers, forstår du sikkert at Satan, den falske anklager, ville fryde sig hvis du anklagede og fordømte dig selv — i modstrid med Jehovas indstilling til dig. (1 Johannes 3:19-22) Hvorfor blive ved med at martre dig selv på grund af dine fejltrin så du får lyst til at give op? Lad ikke Satan ødelægge dit forhold til Gud ved at få dig til at glemme at Jehova er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“. — 2 Mosebog 34:6.
Vores begrænsninger kan gøre os modløse
10. Hvordan kan begrænsninger gøre os modløse?
10 Nogle kristne mister modet fordi de ikke kan tjene Gud i det omfang de gerne ville. Gælder det også dig? Er din andel i forkyndelsen blevet mindsket på grund af sygdom, alderdom eller andre omstændigheder? Sandt nok bliver vi kristne opmuntret til at købe os tid til at tjene Gud. (Efeserne 5:15, 16) Men hvad nu hvis du virkelig ikke kan gøre mere i tjenesten og derfor er modfalden?
11. Hvordan kan vi få gavn af Paulus’ råd i Galaterbrevet 6:4?
11 Bibelen tilskynder os til ’ikke at blive sløve, men efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne’. (Hebræerne 6:12) Det kan vi kun hvis vi analyserer deres gode eksempel og søger at efterligne deres tro. Men det vil ikke gavne os hvis vi selvkritisk sammenligner os med andre og mener at vi ikke kan være tilfredse med det vi udretter. Vi bør derimod følge Paulus’ råd: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ — Galaterne 6:4.
12. Hvorfor kan vi ’rose os’ af den tjeneste vi yder Jehova?
12 Kristne har god grund til at ’rose sig’ — også når de har alvorlige helbredsproblemer. I Bibelen finder vi denne garanti: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ (Hebræerne 6:10) Har omstændigheder som du ikke er herre over, gjort det svært for dig at være lige så aktiv som du før har været? Måske kan du så med Jehovas hjælp gøre mere ud af andre metoder til at forkynde, for eksempel pr. telefon eller brev. Du kan være sikker på at Jehova vil velsigne dig for dit engagement og den kærlighed du viser ham og dine medmennesker. — Mattæus 22:36-40.
„Kritiske tider“ kan nedbryde os
13, 14. (a) På hvilke måder kan disse „kritiske tider“ påføre os lidelser? (b) Hvad viser tydeligt at der i dag mangler „naturlig hengivenhed“?
13 Vi ser frem til livet i Guds retfærdige nye verden, men lige nu lever vi i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Vi finder trøst i bevidstheden om at de foruroligende begivenheder viser at udfrielsen er nær, men forholdene omkring os berører os alligevel. Det kan være at du er arbejdsløs. Det er måske svært at finde et job, og efterhånden som månederne går, kunne den tanke melde sig at Jehova ikke ser dine vanskeligheder eller hører dine bønner. Eller måske er du blevet offer for diskrimination eller andre former for uretfærdighed. Blot et blik på avisens overskrifter kan vække de samme følelser hos os som hos den retfærdige Lot, der var „stærkt plaget“ („nedbrudt“, Young’s Literal Translation of the Holy Bible) af den skamløse adfærd hos dem der omgav ham. — 2 Peter 2:7.
14 Det kan ikke benægtes at Bibelen havde ret da den forudsagde at mange her i de sidste dage ville være blottet for „naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:3) I mange familier er der en sørgelig mangel på hengivenhed. Faktisk „ser det ud til at der er større risiko for at blive slået ihjel, blive fysisk eller psykisk mishandlet eller seksuelt misbrugt af familiemedlemmer end af alle andre,“ siger bogen Family Violence. „Det sted hvor man burde kunne føle sig elsket og tryg, er for nogle voksnes og børns vedkommende det farligste sted af alle.“ Et traumatisk familieliv kan fremkalde angstanfald og fortvivlelse. Hvad kan du gøre hvis det gælder dig?
15. Hvordan overgår Jehovas kærlighed ethvert menneskes kærlighed?
15 David sang i en salme: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ (Salme 27:10) Det er trøstende at vide at Jehovas kærlighed overgår jordiske forældres kærlighed! Hvor smertefuldt det end måtte være hvis du er blevet afvist, mishandlet eller forladt af dine forældre, så svækker det ikke Jehovas omsorg for dig. (Romerne 8:38, 39) Husk at Gud drager dem han elsker. (Johannes 3:16; 6:44) Uanset hvordan du er blevet behandlet af dine medmennesker, elsker din himmelske Fader dig!
Hvad du selv kan gøre for at afhjælpe nedtrykthed
16, 17. Hvad kan man gøre for at bevare sin åndelige styrke når man er nedtrykt?
16 Du kan selv gøre noget for at modvirke nedtrykthed. Vær for eksempel så aktiv som muligt i den kristne gerning, og følg en rimelig plan. Grund over Guds ord, især når du synes at alt ser sort ud. En salmist sang: „Når jeg sagde: ’Min fod må vakle,’ var det din loyale hengivenhed, Jehova, der holdt mig oppe. Når der var mange foruroligende tanker i mit indre, var det al din trøst der kærtegnede min sjæl.“ (Salme 94:18, 19) Regelmæssig bibellæsning vil fylde dit sind med trøstende ord og tanker der kan holde dig oppe.
17 Det er også overordentlig vigtigt at bede. Selv hvis du ikke kan sætte ord på alle dine følelser, er Jehova klar over hvad du forsøger at få sagt. (Romerne 8:26, 27) Vi kan stole på salmistens forsikrende ord: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ — Salme 55:22.
18. Hvad kan man gøre for at modvirke nedtrykthed?
18 Hos nogle er det depression der er årsag til fortvivlelsen.b Hvis det gælder dig, så forsøg at rette opmærksomheden mod Guds nye verden og den tid da „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Hvis du gennem nogen tid er tynget af triste tanker, har du måske behov for professionel hjælp. (Mattæus 9:12) Det er også vigtigt at du tager hensyn til dit fysiske helbred. Måske kan du have gavn af sund kost og rimelig motion. Sørg for at få nok søvn. Sid ikke længe oppe for at se fjernsyn, og hold dig fra fritidsaktiviteter og underholdning der udmatter dig fysisk og mentalt. Vær frem for alt optaget af at tjene Gud! Ganske vist er tiden endnu ikke kommet da Gud vil ’tørre hver tåre af dine øjne’, men han vil styrke dig til at holde ud. — Åbenbaringen 21:4; 1 Korinther 10:13.
„Under Guds vældige hånd“
19. Hvad lover Jehova dem der lider?
19 Bibelen viser at den retfærdige kan blive ramt af mange ulykker, men den lover at „Jehova udfrier ham af dem alle“. (Salme 34:19) Hvordan gør Gud det? Da Paulus igen og igen bad om at han måtte blive befriet for sin „torn i kødet“, svarede Jehova ham: „Min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ (2 Korinther 12:7-9) Hvad lovede Jehova Paulus, og hvad lover han dig? Ikke mirakler, men kraft så du aldrig vakler.
20. Hvad kan vi ifølge Første Petersbrev 5:6, 7 være sikre på mens vi udholder trængsler?
20 Apostelen Peter skrev: „Ydmyg jer . . . under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ (1 Peter 5:6, 7) Ja, Jehova tager sig af os, og derfor vil han aldrig svigte os. Han vil holde os oppe under de prøvelser vi kommer ud for. Husk at trofaste kristne befinder sig „under Guds vældige hånd“. Jehova giver os styrke til at holde ud i tjenesten for ham. Hvis vi er trofaste mod ham, kan intet skade os uopretteligt i åndelig henseende. Lad os derfor altid være loyale mod Gud så vi til sin tid kan leve evigt i den nye verden som han lover. Så vil vi også opleve den dag da han for altid udfrier den der lider!
[Fodnoter]
a Navnet er ændret.
b Symptomerne på depression er at patienten ikke kun er mismodig, men konstant er stærkt nedtrykt. Yderligere oplysninger findes i Vagttårnet for 15. oktober 1988, side 25-29; 15. november 1988, side 21-24; og 1. september 1996, side 30-31.
Husker du?
• Hvorfor bliver også Jehovas tjenere ramt af sorger?
• Nævn nogle typiske årsager til at nogle af Guds tjenere er nedtrykte.
• Hvordan hjælper Jehova os så vi kan udholde vores bekymringer?
• Hvad vil det sige at vi befinder os „under Guds vældige hånd“?
[Illustrationer på side 25]
Trods trængsler har Jehovas folk grund til at fryde sig
[Illustration på side 28]
Telefonforkyndelse er en af mulighederne for at give Jehova det bedste du har