„En tid til at elske og en tid til at hade“

„GUD er kærlighed.“ I nogle lande er det almindeligt at lade disse ord indramme og hænge dem op på væggen i sit hjem. Det er et smukt udtryk der beskriver at Gud er den personificerede kærlighed.

Der er imidlertid mange som ikke ved at disse ord stammer fra Bibelen. Det var apostelen Johannes der skrev: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Johannes skrev også om Guds kærlighed til de mennesker der kan blive genløst: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

I betragtning af dette vil nogle måske tro at Gud altid er parat til at se gennem fingre med det forkerte vi gør. Den måde mange lever på, viser at de tror at Gud aldrig vil kræve dem til regnskab, uanset hvordan de opfører sig. Men er det rigtigt? Elsker Gud alle, både de gode og de onde? Er der noget som helst Gud hader?

Guds kærlighed og Guds had

Den vise kong Salomon erklærede: „Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen . . . en tid til at elske og en tid til at hade.“ (Prædikeren 3:1, 8) Selvom Gud er kærlig og venlig, er der også tider hvor han nærer had.

Lad os først se på hvad ordet „had“ betyder når det bruges i Bibelen. Et opslagsværk siger: „Dette ord har i Bibelen flere betydningsnuancer. Det kan betegne en stærk og varig følelse af uvilje eller fjendskab, ofte forbundet med ondsindethed. Et had af den art kan blive en fortærende lidenskab der får en til at søge at skade den man hader.“ Det er den betydning de fleste kender, og i hele verden ser vi resultaterne af denne form for had. Men i det samme opslagsværk hedder det videre: „’Had’ kan også være en stærk følelse af modvilje som dog ikke bevirker at man søger at skade genstanden for hadet.“

Det er denne anden betydning vi behandler her. Det er en stærk afsky, en intens modvilje — men ikke ondsindethed eller et ønske om at skade en anden. Kan Gud nære denne form for had? Læg mærke til det der står i Ordsprogene 6:16-19: „Der er seks ting Jehova hader, ja, syv der er hans sjæl en vederstyggelighed: stolte øjne, løgnetunge, hænder som udgyder uskyldigt blod, et hjerte der finder på onde anslag, fødder som løber hurtigt efter ondt, et falsk vidne som udspyr løgn, og den der sår splid mellem brødre.“

Vi ser altså at der er visse handlinger Gud hader. Men han hader ikke nødvendigvis den person der begår handlingerne. Han tager formildende omstændigheder i betragtning, for eksempel menneskelig svaghed, miljø, opvækst og uvidenhed. (1 Mosebog 8:21; Romerne 5:12) Ordsprogenes Bog forklarer det ved hjælp af en sammenligning: „Jehova retleder den han elsker, som en fader den søn han holder af.“ (Ordsprogene 3:12) Ja, forældre kan hade det forkerte et ulydigt barn gør, men de elsker alligevel deres barn og gør hvad de kan for at få det på ret kurs ved at irettesætte det. Sådan gør Jehova også når der er håb om at redde et menneske der synder.

Når det er på sin plads at hade

Men hvordan forholder det sig hvis én lærer Guds vilje at kende, men afviser at følge den? Så vil han ikke vinde Jehovas kærlighed men få hans mishag. Hvis han med vilje gør det Gud hader, pådrager han sig Guds had. Bibelen siger for eksempel: „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ (Salme 11:5) For en der ikke angrer, er der ingen tilgivelse. Det siger apostelen Paulus ligeud i sit brev til hebræerne: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“ (Hebræerne 10:26, 27) Hvorfor reagerer kærlighedens Gud på denne måde?

Hvis et menneske med vilje fortsætter med at øve en alvorlig synd, kan det onde blive så indgroet i personen at det bliver en del af ham selv. Han kan være helt fordærvet, uforbederlig, umulig at hjælpe. Bibelen sammenligner sådan et menneske med en leopard, der ikke kan fjerne sine pletter. (Jeremias 13:23) Når personen er nået helt derud hvor han ikke længere kan angre, begår han det som Bibelen kalder „en evig synd“, og den er der ingen tilgivelse for. — Markus 3:29.

Sådan var det med Adam og Eva og med Judas Iskariot. Adam og Eva blev skabt fuldkomne; Guds bud til dem var klart og tydeligt, og de forstod det begge. Derfor var deres synd tydeligvis forsætlig, og der var ingen undskyldning for den. I det Gud sagde til dem bagefter, var der ikke nogen opfordring til at angre. (1 Mosebog 3:16-24) Judas var ganske vist ufuldkommen, men han havde været på nærmeste hold af Guds egen søn, og alligevel blev han en forræder. Jesus selv kaldte ham for „undergangens søn“. (Johannes 17:12) Bibelen viser også at Djævelen er en hårdnakket synder, der kun kan se frem til at blive udslettet. (1 Johannes 3:8; Åbenbaringen 12:12) Alle disse har pådraget sig Guds had.

Men det er opmuntrende at vide at ikke alle der har syndet, er fortabte. Jehovas tålmodighed er stor, og han finder ikke behag i at straffe nogen som har syndet fordi de ikke vidste bedre. (Ezekiel 33:11) Han opfordrer dem til at ændre sind så de kan blive tilgivet. Vi læser: „Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:7.

Et ligevægtigt syn på kærlighed og had

Da sande kristne gerne vil efterligne Gud, er det klart at de må forstå hvornår det er „tid til at elske“, og hvornår det er „tid til at hade“. Følelserne kan løbe af med én så man bliver uligevægtig i sit syn på kærlighed og barmhjertighed. Disciplen Judas skrev noget der kan hjælpe os til at bevare balancen mellem det at vise barmhjertighed og det at hade synden: „Der er [nogle] som I fortsat må vise barmhjertighed — med frygt, idet I hader endog underklædningen som er blevet plettet af kødet.“ (Judas 22, 23) Vi skal altså hade det der er forkert — men ikke den der gør det forkerte.

Kristne har fået befaling til at elske deres fjender og gøre godt mod dem. „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer,“ sagde Jesus. (Mattæus 5:44) Det er grunden til at Jehovas Vidner bliver ved med at forkynde Bibelens gode nyhed for deres medmennesker selvom mange ikke tager imod budskabet. (Mattæus 24:14) I harmoni med den kundskab de har fra Bibelen, betragter de hver person som en der har mulighed for at modtage Jehovas kærlighed og barmhjertighed. Når deres forsøg på at hjælpe andre ikke bliver værdsat, eller de bliver afvist eller ligefrem forfulgt, følger de apostelen Paulus’ vejledning: „Bliv ved med at velsigne dem som forfølger; velsign og forband ikke. . . . Gengæld ikke nogen ondt med ondt.“ (Romerne 12:14, 17) De husker at det er Jehova der afgør hvem der fortjener hans kærlighed, og hvem der fortjener hans had. Han er den endelige dommer når det drejer sig om liv og død. — Hebræerne 10:30.

Ja, „Gud er kærlighed“. Derfor bør vi hver især værdsætte hans kærlighed, bestræbe os for at finde ud af hvad der er hans vilje, og så leve efter det. De lokale Jehovas Vidner vil med glæde vise dig ud fra din egen bibel hvad der er Guds vilje, og hvordan du kan følge det i dit liv. Så vil du undgå Guds had og modtage hans kærlighed.

[Tekstcitat på side 23]

„Der er seks ting Jehova hader, ja, syv der er hans sjæl en vederstyggelighed: stolte øjne, løgnetunge, hænder som udgyder uskyldigt blod, et hjerte der finder på onde anslag, fødder som løber hurtigt efter ondt, et falsk vidne som udspyr løgn, og den der sår splid mellem brødre.“ — ORDSPROGENE 6:16-19

[Tekstcitat på side 24]

„Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom.“ — HEBRÆERNE 10:26, 27

[Tekstcitat på side 25]

„Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham . . . Han vil tilgive i rigt mål.“ — ESAJAS 55:7

[Illustration på side 24]

Kærlige forældre irettesætter deres børn for at hjælpe dem

[Illustration på side 25]

Mange indsatte i fængsler har nydt godt af Guds kærlighed og barmhjertighed