Helgener

Definition: Ifølge romersk-katolsk tro er en helgen en person som er død og nu er sammen med Kristus i himmelen, idet vedkommende har vundet kirkens anerkendelse ved særlig hellighed og fromhed. Den tridentinske trosbekendelse siger at helgenerne kan påkaldes som fortalere hos Gud og at både helgenrelikvier og helgenbilleder skal æres. Andre kirkesamfund påkalder også helgener. Bibelen taler meget om „helgener“ (eng. „saints“, KJ, RS, Dy, JB) eller „hellige“ (DA, R-L, NV). Den omtaler Kristi 144.000 salvede disciple som „hellige“ eller, ifølge nogle bibeloversættelser, „helgener“.

Lærer Bibelen at en person må have opnået himmelsk herlighed før vedkommende anerkendes som hellig eller en helgen?

Det er rigtigt at Bibelen taler om hellige („helgener“) i himmelen. Jehova omtales som „den Hellige [græsk: haʹgion]“. (1 Pet. 1:15, 16; se Tredje Mosebog 11:45.) Jesus Kristus blev kaldt „Guds Hellige [haʹgios]“ mens han var på jorden, og kaldes „den Hellige [haʹgios]“ efter at være blevet oprejst til himmelsk liv. (Mark. 1:24; Åb. 3:7, R-L) Englene er også ’hellige’. (Apg. 10:22, R-L) Det samme græske ord anvendes i grundteksten om et betydeligt antal personer på jorden.

Apg. 9:32, 36-41, R-L: „Petrus gjorde en Rundrejse til dem alle og kom da ogsaa til de hellige [hagiʹous], som boede i Lydda. I Joppe levede der en kvindelig Discipel, som hed Tabita; . . . hun blev syg og døde. . . . Petrus sendte dem alle ud, knælede ned og bad. Saa vendte han sig til Liget og sagde: ’Tabita, staa op!’ Hun aabnede Øjnene, og da hun saa’ Petrus, satte hun sig op. Han rakte hende Haanden og rejste hende op. Saa kaldte han paa de hellige og Enkerne og viste dem hende levende.“ (De hellige som nævnes her, befandt sig på jorden, ikke i himmelen; det var heller ikke blot Peter der blev betragtet som hellig.)

2 Kor. 1:1; 13:12, 13, R-L: „Paulus, ifølge Guds Vilje Jesu Kristi Apostel, og Broderen Timoteus til Guds Menighed i Korint og til alle de hellige [hagiʹois] i hele Akaja.“ „Hils hinanden med det hellige Kys. Alle de hellige [haʹgioi] hilser jer.“ (Alle disse første kristne som var blevet renset med Kristi blod og sat til side til tjeneste for Gud som fremtidige medarvinger med Kristus, blev altså kaldt hellige. De blev ikke først anerkendt som hellige efter deres død.)

Er der nogen bibelsk begrundelse for at bede til „helgener“ så disse kan gå i forbøn hos Gud?

Jesus Kristus sagde: „Saaledes skal I derfor bede: Vor Fader, som er i Himlene, . . .“ Vore bønner skal altså henvendes til Faderen. Jesus sagde også: „Jeg er Vejen, Sandheden og Livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig. Naar I beder om noget i mit Navn, vil jeg gøre det.“ (Matt. 6:9; Joh. 14:6, 14, R-L) Hermed udelukkede Jesus at nogen andre end han kunne gå i forbøn hos Gud. Apostelen Paulus tilføjede om Kristus: „Kristus Jesus, som døde, ja, som opstod igen, og som sidder ved Guds højre Haand, gaar i Forbøn for dem!“ „Derfor kan han ogsaa for evigt frelse dem, som gennem ham nærmer sig Gud, idet han altid lever for at gaa i Forbøn for os.“ (Rom. 8:34; Hebr. 7:25, R-L) Hvis vi ønsker at vore bønner skal høres af Gud, vil det da ikke være klogt at nærme sig Gud på den måde som hans ord anviser? (Se også siderne 243, 244, under emnet „Maria“.)

Hebr. 4:14-16, R-L: „Da vi altsaa har en stor Ypperstepræst, som er naaet ind i Himlene, Jesus, Guds Søn, saa lad os holde fast ved Bekendelsen. For vi har ikke en Ypperstepræst, som ikke kan have Medfølelse med vore Svagheder, men en, som i eet og alt er blevet prøvet i Lighed med os, naar undtages Synden. Lad os derfor med Tillid træde frem for Naadens Trone, for at vi maa opnaa Barmhjertighed og finde Naade til Hjælp, naar vi har den behov.“ (Anmodninger til Gud gennem Kristus vil, forudsat de drejer sig om de rette ting, blive hørt og forstået, og de der fremfører dem, vil blive behandlet barmhjertigt. Hvis vi værdsætter denne foranstaltning, vil vi da søge andres forbønner?)

Ef. 6:18, 19, R-L: „Vaag saaledes i udholdende Bøn for alle hellige. Bed ogsaa for mig om, at det [rette] Ord maa blive givet mig, naar jeg aabner min Mund, saa at jeg med Frimodighed maa forkynde Glædesbudskabets Hemmelighed.“ (Kursiveret af os) (Her opfordres man til at bede for de hellige, og ikke til dem eller gennem dem. Det katolske leksikon New Catholic Encyclopedia, 1967, bd. XI, s. 670, oplyser: „I N[y] T[estamente] er alle bønner, private såvel som offentlige liturgiske bønner, i regelen rettet til Gud, Faderen, gennem Kristus.“)

Rom. 15:30, R-L: „Mine Brødre, jeg beder jer derfor ved vor Herre Jesus Kristus og ved den Hellig Aands Kærlighed om at hjælpe mig med jeres Forbønner til Gud.“ (Apostelen Paulus, som selv var hellig, bad altså sine medkristne, som også var hellige, om at bede for ham. Men læg mærke til at Paulus ikke henvendte sine bønner til disse andre hellige, og deres bønner for ham skulle heller ikke erstatte det fortrolige forhold som han selv havde til Faderen i sin bøn. Se også Efeserbrevet 3:11, 12, 14.)

Hvordan bør man se på at helgenrelikvier og helgenbilleder æres?

New Catholic Encyclopedia har følgende indrømmelse: „Det er således forgæves at søge berettigelse for relikviedyrkelsen i Det gamle Testamente; der ofres heller ikke megen opmærksomhed på relikvier i Det nye Testamente. . . . [’Kirkefaderen’] Origenes synes at have betragtet den som en hedensk ærbødighed for materielle genstande.“ — 1967, bd. XII, s. 234, 235.

Det er værd at bemærke at Gud begravede Moses, og intet menneske fandt nogen sinde ud af hvor hans grav var. (5 Mos. 34:5, 6) I Judas’ brev, vers 9, siges der endvidere at ærkeengelen Mikael havde en uoverensstemmelse med Djævelen om Moses’ lig, og man kunne spørge hvorfor? Det oplyses tydeligt nok at Gud skaffede det af vejen på en sådan måde at mennesker ikke vidste hvor de kunne finde det. Var det mon Guds modstander Djævelens hensigt at lede mennesker til Moses’ lig, så det kunne fremlægges til beskuelse og måske gjort til genstand for særlig ære?

Angående helgenbilleder, se emnet „Billeder“.

Hvorfor fremstilles katolske „helgener“ med glorier?

New Catholic Encyclopedia oplyser: „Den mest almindelige attribut som alle helgener udstyres med, er nimbussen (egtl. „sky“), en stråleglans der i en krans omgiver helgenernes hoved. Dens oprindelse går tilbage til førkristen tid, og der findes eksempler på dens anvendelse i hellenistisk kunst med hedenske motiver; som det fremgår af mosaikker og mønter blev glorien brugt til halvguder og guder som Neptun, Jupiter, Bacchus, og især Apollon (solguden).“ — 1967, bd. XII, s. 963.

The New Encyclopaedia Britannica siger: „I hellenistisk og romersk kunst fremstilles solguden Helios og de romerske kejsere ofte med en krans af stråler omkring hovedet. På grund af dens hedenske oprindelse undgik man at bruge denne i tidlig kristen kunst, men de kristne kejsere lod sig portrættere med en enkel, cirkelrund nimbus. Fra midten af det 4. århundrede blev Kristus også fremstillet med denne kejserlige attribut . . . det var først i det 6. århundrede at glorien blev almindeligt anvendt til Jomfru Maria og andre helgener.“ — 1976, Micropaedia, bd. IV, s. 864.

Er det rigtigt at blande kristendom med hedensk symbolik?

„Hvad har Lys tilfælles med Mørke? Hvilken Overensstemmelse er der mellem Kristus og Belial [Satan]? Eller hvad Fællesskab har den troende med den vantro? Hvordan kan Guds Tempel forene sig med Afguderne? I er jo dog den levende Guds Tempel, som Gud siger: . . . Træd derfor ud af deres Kreds og skil jer fra dem, siger Herren, og rør ikke de urene Ting. Saa vil jeg tage imod jer og være jeres Fader; I skal være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige.“ — 2 Kor. 6:14-18, R-L.

Kan alle medlemmer af et religiøst samfund være „hellige“ og således fri for synd?

Det er rigtigt at alle som hørte til den kristne menighed i det første århundrede var „hellige“. (1 Kor. 14:33, 34; 2 Kor. 1:1, R-L) Det siges om dem at de havde modtaget „Syndsforladelse“ og var blevet „helligede“ af Gud. (Apg. 26:18; 1 Kor. 1:2, R-L) Dog gjorde de ikke krav på at være fri for al synd. De var født som efterkommere af synderen Adam. Denne arv bevirkede ofte at det var en kamp for dem at gøre det rette, sådan som apostelen Paulus ydmygt indrømmede. (Rom. 7:21-25) Og apostelen Johannes sagde direkte: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen Synd’, saa bedrager vi os selv, og Sandheden er ikke i os.“ (1 Joh. 1:8, R-L) At være „hellig“ i den forstand dette ord bruges om Kristi sande disciple, betyder altså ikke at de er fri for al synd mens de er i kødet.

Med hensyn til om alle sande kristne i dag er „hellige“ og har himmelsk liv i udsigt, se siderne 166-170.

Hvis nogen siger . . .

’Tror du på at der findes helgener?’

Hertil kunne man svare: ’Hvem tænker du på?’ Hvis vedkommende nævner Maria og/eller apostlene kunne man fortsætte: (1) ’Ja, de nævnes i Bibelen, og jeg tror på det der står dér. Men jeg interesserer mig især for hvad de gør i dag og hvordan det berører os. Er du ikke også interesseret i det? . . . Der siges noget meget interessant om dem her i Bibelen. Jeg vil gerne vise hvad det er jeg tænker på. (Åb. 5:9, 10)’ [Hvis der rejses spørgsmål om ordlyden, kan følgende oplysninger bruges: Til forskel fra den danske autoriserede oversættelse, der siger „på jorden“, siger NV „over jorden“. Samme gengivelse har J. L. V. Hansens katolske oversættelse (efter Vulgata) og Erikke Rosenørn-Lehns oversættelse (også efter Vulgata). Se side 170, under emnet „Himmel“, angående en begrundelse for gengivelsen af det græske.] (2) ’Hvordan vil livet her på jorden under en sådan regering blive? (Åb. 21:2-4)’

Eller man kunne sige (hvis man selv har været katolik): ’Jeg har selv i mange år deltaget i helgenfester og bedt til helgener. Men så læste jeg noget i Bibelen der fik mig til at tænke over hvad det var jeg gjorde. Lad mig vise dig hvad det var. (Se siderne 145, 146.)’