Hvad vi må gøre for at blive frelst
HVORFOR har vi behov for at blive frelst? Fordi vi alle lider under syndens følger: ufuldkommenhed, smerte, sygdom, sorg og død. Apostelen Paulus forklarede at dette skyldes at vores forfader, Adam, gjorde oprør mod Guds lov. Han skrev: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Hvorfor medførte Adams synd at døden trængte igennem til alle mennesker? Jo, sådan måtte det nødvendigvis gå.
Da Adam syndede blev han dømt til døden i overensstemmelse med Guds lov. Dette var både retfærdigt og nødvendigt. Det var retfærdigt fordi livet ikke er en ret, men en gave fra Gud. Ved forsætligt at synde mistede Adam ethvert krav på at beholde denne gave. (Romerne 6:23) Og det var nødvendigt at Adam blev dømt til døden fordi intet ufuldkomment kan få lov til at blive ved med at eksistere og forurene universet. Da Adam syndede begyndte han derfor at dø; og eftersom han ikke længere var fuldkommen og syndfri, kunne han ikke videregive disse egenskaber til sine børn, men kun ufuldkommenhed og synd. — Romerne 8:18-21.
Vi må dog huske at det ene og alene skyldes Guds ufortjente godhed at vi i det hele taget kan leve — om end vor tilmålte tid er kort. (Job 14:1) Gud var ikke forpligtet til at lade Adam og Eva sætte børn i verden før de døde. Men han tillod dem at gøre det for at det kunne bevises at der ville være ufuldkomne mennesker som ville støtte hans suverænitet ved at forblive tro mod ham. Gud tillod det desuden fordi han vidste at han til sidst ville genløse, eller frelse, oprigtige efterkommere af disse to rebeller, Adam og Eva. Hvordan?
En frelsesforanstaltning
Jehova Gud kunne ikke bare omstøde sin retfærdige dom. Han kan ikke se gennem fingre med Adams synd og alle de synder menneskeheden har begået siden da. Hvis Gud lod hånt om sine retfærdige love ville det undergrave respekten for hele hans retssystem og tilliden til det. Forestil dig hvilket ramaskrig der ville lyde hvis en jordisk dommer egenrådigt besluttede at lade en forbryder slippe for straf. Imidlertid kan en barmhjertig dommer med rette lade en der er villig dertil, betale en bøde på den skyldiges vegne. Det er på en måde det Gud har gjort for os.
Jehova har ladet sin egen søn, Jesus Kristus, give sit fuldkomne menneskeliv i bytte for det fuldkomne liv Adam forspildte. Jesus bar villigt straffen for vore synder, nemlig døden. (Esajas 53:4, 5; Johannes 10:17, 18) Bibelen siger at ’Menneskesønnen kom for at give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange’. (Mattæus 20:28; 1 Timoteus 2:6) Ingen andre kunne have gjort dette. Jesus er det eneste menneske der er blevet født uden synd og som er forblevet fuldkomment og syndfrit lige til sin død. (Hebræerne 7:26; 1 Peter 2:22) Ved at forblive trofast til døden kunne han betale for vore synder.
Dog er Gud, den højeste Dommer, ikke forpligtet til at befri alle for straf. Han betragter Jesu opofrede fuldkomne menneskeliv som en betaling for det vi skylder på grund af vore synder — men ikke når der er tale om forhærdede personer som synder med vilje og vidende. Bibelen tilbyder ikke en slags generel amnesti eller universel frelse, men viser at man må opfylde nogle krav for at blive befriet for arvesyndens følger.
Krav der må opfyldes
Hvad kræves der for at man kan blive frelst? Det vigtigste krav er det apostelen Paulus nævnte for den filippiske arrestforvarer: „Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst.“ (Apostelgerninger 16:31) For at blive frelst må vi af hjertet anerkende værdien af Jesu udgydte blod. Og hvad vil det betyde for os at vi bliver frelst? Det forklarede Jesus med ordene: „Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå til grunde.“ (Johannes 10:28) For de flestes vedkommende vil frelsen betyde evigt liv i et genoprettet paradis på jorden. (Salme 37:10, 11; Åbenbaringen 21:3, 4) Men for en „lille hjord“ vil den betyde at de skal herske sammen med Jesus i hans himmelske rige. — Lukas 12:32; Åbenbaringen 5:9, 10; 20:4.
Nogle mener at det er nok at tro på Jesus. „Der er kun ét man behøver at gøre for at komme i himmelen,“ siger et religiøst skrift. „Og det er at tage imod Jesus Kristus som sin personlige frelser, overgive sig til Ham som Herre og Mester, og åbent bekende Ham som sådan for verden.“ Mange tror således at en pludselig, følelsesbetonet omvendelse kan garantere én det evige liv. Men hvis man kun fokuserer på ét vigtigt krav for at blive frelst og ser bort fra de øvrige, svarer det til at man hæfter sig ved én hovedbetingelse i en kontrakt, men ignorerer de andre.
Dette fremgår klart af følgende kommentarer fra nogle som engang troede at man kunne blive frelst hvis blot man bekendte at man troede på Jesus. Bernice siger: „Jeg voksede op i brødremenigheden, men der var noget jeg undrede mig over: Hvis evigt liv kun afhang af Jesus, hvordan kunne han så sige: ’Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus’?“ — Johannes 17:3.
I ni år gik Norman rundt i den overbevisning at han var frelst. Men så indså han at der krævedes mere end blot en følelsesbetonet bekendelse af at Jesus Kristus er frelseren. „Jeg forstod ud fra Bibelen at det ikke er nok blot at bekende for Gud at vi er syndere og har frelse behov,“ siger han. „Vi må også gøre gerninger der stemmer med sindsændringen.“ — Mattæus 3:8; Apostelgerninger 3:19.
Ja, hvis vi skal frelses er det afgørende at vi tror på Jesus, men det er ikke nok. Jesus talte om nogle som bekendte at de troede på ham og som endog gjorde „kraftige gerninger“ i hans navn. Men alligevel ville han ikke kendes ved dem. Hvorfor ikke? Fordi de ’øvede lovløshed’ og ikke gjorde hans Faders vilje. (Mattæus 7:15-23) Disciplen Jakob skriver: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere, ellers fører I jer selv bag lyset.“ Han siger også: „Du tror der er én Gud, ikke sandt? Det gør du vel i. Dog, dæmonerne tror også — og gyser. . . . Troen [er] død uden gerninger.“ — Jakob 1:22; 2:19, 26.
Nogle hævder imidlertid at de der virkelig er frelst, også gør alt det Gud kræver. Men hvad viser de faktiske forhold? Denis, som ’tog imod Jesus’ i en ung alder, udtaler: „De ’frelste’ som jeg har kendt følte intet større behov for at undersøge Bibelen, for de troede at de allerede var sikret frelsen.“ Ja, hykleriet og den ukristne adfærd hos mange af de såkaldte „frelste“ har bragt selve frelsestanken i miskredit.
Alligevel henholder mange sig til at Bibelen siger: „Den der tror på Sønnen har evigt liv.“ (Johannes 3:36) De hævder at når man én gang har taget imod Herren Jesus Kristus som sin personlige frelser, kan man aldrig mere blive fortabt. „Én gang frelst, altid frelst“ er deres motto. Men er det virkelig det Bibelen siger? For at få svar på spørgsmålet må vi tage alt det Bibelen har at sige om emnet i betragtning. Hvis vi kun læser bestemte passager i Guds ord kan vi let ’føre os selv bag lyset’.
„Én gang frelst, altid frelst“?
Læg engang mærke til disciplen Judas’ inspirerede advarsel. Han skrev: „I elskede, skønt jeg gjorde enhver bestræbelse for at skrive til jer om vor fælles frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive til jer for at tilskynde jer til at kæmpe en hård kamp for den tro som én gang er blevet overgivet de hellige.“ (Judas 3) Hvorfor skrev Judas dette? Fordi han vidste at de enkelte kristne kunne miste ’deres fælles frelse’. Han skrev endvidere at han ønskede at minde dem om at „Jehova, skønt han reddede et folk [israelitterne] ud af Ægyptens land, senere udryddede dem som ikke troede“. — Judas 5.
Judas’ advarsel ville være meningsløs hvis det ikke var fordi de kristne stod over for en fare der lignede den israelitterne befandt sig i. Judas satte ikke spørgsmålstegn ved værdien af Jesu Kristi offer. Dette offer har frelst os fra den adamitiske synd, og Jesus vil beskytte dem der tror på ham. Ingen kan rive dem ud af hans hånd. Men vi kan miste hans beskyttelse. Hvordan? Ved at handle på samme måde som mange af de israelitter der blev udfriet fra Ægypten. Vi kan med overlæg vælge at være ulydige mod Gud. — 5 Mosebog 30:19, 20.
Forestil dig at du blev reddet ud af en brændende bygning. Du ville ånde lettet op når du var kommet velbeholden ud af flammehavet og redderen sagde: „Du er i sikkerhed nu.“ Ja, du ville være frelst fra den visse død. Men hvad nu hvis du pludselig fik et tåbeligt indfald og fór ind i bygningen igen? Så ville du atter være i overhængende livsfare.
Kristne befinder sig i en frelst tilstand. De kan se frem til at leve evigt fordi de er godkendte i Guds øjne. Som gruppe betragtet er de sikre på at blive frelst fra den adamitiske synd og dens følger. Men som enkeltpersoner kan de kun blive frelst og opnå evigt liv hvis de bliver ved med at leve op til alle Guds krav. Dette understregede Jesus ved at sammenligne sig selv med et vintræ og sine disciple med vintræets grene. Han sagde: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager [Gud] væk . . . Hvis nogen ikke forbliver i samhørighed med mig, kastes han ud som en gren og visner; og man samler disse grene og kaster dem i ilden og de brændes.“ (Johannes 15:2, 6; Hebræerne 6:4-6) De der mister troen på Jesus vil også gå glip af det evige liv.
’Det er den der har holdt ud der bliver frelst’
Ja, vi må tage forskellige skridt for at blive frelst. Blandt andet må vi erhverve os nøjagtig kundskab om Guds hensigter og hans frelsesforanstaltning. Vi må tro på frelsens hovedformidler, Jesus Kristus, og gøre Guds vilje resten af vort liv. (Johannes 3:16; Titus 2:14) Hvis vi gør det vil vi blive frelst, forudsat at vi bliver ved med det lige til afslutningen af vort nuværende liv eller på denne tingenes ordning. For „det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst“. — Mattæus 24:13.
Arrestforvareren i Filippi og andre i hans husstand reagerede positivt på det frelsesbudskab Paulus og Silas forkyndte. Der siges: „Alle, han selv og de som hørte ham til, blev uden tøven døbt.“ (Apostelgerninger 16:33) Hvis vi gør det samme, vil vi opnå et nært og velsignelsesrigt forhold til Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, og vil kunne være sikre på at få gavn af Guds frelsesforanstaltning. Den filippiske arrestforvarer „glædede sig usigeligt sammen med hele sin husstand nu da han havde fået tro på Gud“. (Apostelgerninger 16:34) Vi vil også kunne ’glæde os usigeligt’ hvis vi gør Guds vilje.
[Illustration på side 7]
Hvad ville der ske hvis du løb ind i en brændende bygning efter at være blevet reddet ud?