Spørgsmål fra læserne
Gud sagde advarende til Kain at ’synden lurede ved indgangen og dens attrå stod til ham’, et udtryk der synes at lede tanken hen på et rovdyr som venter på sit bytte. (1 Mosebog 4:7) Hvorfor udtrykkes det på denne måde hvis dyrene før Vandfloden udelukkende levede af planteføde?
I Mosebøgerne findes der flere vers hvis ordlyd tilsyneladende hentyder til forhold som ikke passer i den historiske sammenhæng.
For eksempel indeholder beretningen i Første Mosebog 2:10-14 geografiske detaljer vedrørende Edens have. Moses omtaler en af floderne som „den der går øst om Assyrien“. Landet Assyrien er imidlertid opkaldt efter Assur, en søn af Sem — og denne blev først født efter Vandfloden. (1 Mosebog 10:8-11, 22; Ezekiel 27:23; Mika 5:6) I den nøjagtige og inspirerede beretning benytter Moses åbenbart navnet „Assyrien“ for at betegne et område som folk på hans tid kendte til.
Lad os betragte et andet eksempel fra de første kapitler i Første Mosebog: Da Adam og Eva havde syndet og var blevet drevet ud af Edens have, sørgede Jehova for at de ikke kunne vende tilbage. Hvordan? I Første Mosebog 3:24 står der: „Således drev han mennesket ud og anbragte keruberne og det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger, øst for Edens have til at vogte vejen til livets træ.“ Læg mærke til omtalen af „det flammende sværdblad“. Betyder det at Gud opfandt sværdet?
Vi har ingen grund til at tro at vor kærlige Skaber var den første der fremstillede et eksemplar af det vi i dag kalder et sværd. Adam og Eva så noget der var som en flamme rotere foran englene. Hvad var det egentlig? Da Moses skrev sin første bog var sværdet et velkendt redskab som blev benyttet i krig. (1 Mosebog 31:26; 34:26; 48:22; 2 Mosebog 5:21; 17:13) Vi forstår derfor at når Moses omtalte „det flammende sværdblad“ hjalp det i nogen grad datidens læsere til at forestille sig hvad det var der spærrede indgangen til Eden. Den viden man havde på Moses’ tid bidrog til at anskueliggøre sådanne forhold. Desuden må det ordvalg Moses benyttede sig af, have været tilstrækkelig nøjagtigt eftersom Jehova har ladet det indgå i Bibelen. — 2 Timoteus 3:16.
Men hvordan forholder det sig med Første Mosebog 4:7? Gud sagde advarende til Kain: „Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted? Men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?“ (1 Mosebog 4:7) Som sagt synes ordvalget at bygge på tanken om et glubsk rovdyr der sidder på spring, parat til at fange sit bytte.
Bibelen viser ikke desto mindre at Adam og Eva havde fred med alle dyr. Nogle af dyrene trivedes sikkert fortræffeligt i menneskets nærhed og havde måske endda fordel af det. Andre dyr var „vilde“, i den forstand at de på grund af deres natur opsøgte levesteder der lå fjernt fra mennesker. (1 Mosebog 1:25, 30; 2:19) Bibelen antyder ingen steder at nogle af dyrene spiste andre dyr eller mennesker. Oprindelig var det Guds udtrykkelige vilje at både dyr og mennesker skulle leve af planteføde. (1 Mosebog 1:29, 30; 7:14-16) Dette blev først ændret efter Vandfloden, som det fremgår af Første Mosebog 9:2-5.
Hvordan skal vi da forstå Guds advarsel til Kain som vi læser i Første Mosebog 4:7? Der er ingen tvivl om at tanken om et rovdyr der krummer sig sammen, parat til at springe på byttet, uden videre blev forstået på Moses’ tid, ligesom vi gør det i dag. Moses kunne derfor også i denne passage have benyttet en udtryksform der var forståelig for læsere som levede efter Vandfloden. På den anden side kunne Kain, selv om han aldrig havde set et rovdyr, have fattet meningen, nemlig at der var tale om en advarsel hvori det syndige begær i ham blev sammenlignet med et glubsk rovdyr.
Det væsentlige i denne passage som vi i første række bør hæfte os ved er: Den venlighed Gud viste Kain ved at advare ham, værdien af ydmygt at tage imod råd, hvor let skinsyge kan føre en i fordærv, og hvor alvorligt vi bør tage på andre guddommelige advarsler som Jehova har ladet nedskrive til os i Bibelen. — 2 Mosebog 18:20; Prædikeren 12:12; Ezekiel 3:17-21; 1 Korinther 10:11; Hebræerne 12:11; Jakob 1:14, 15; Judas 7, 11.