Religionens fremtid i lyset af dens fortid

13. del: Fra år 476 og frem — Af mørket kom noget „helligt“

„Synder begået i mørket ses i himmelen som flammer.“ — Kinesisk ordsprog

I APRIL 1988 glædede kirken i Sovjetunionen sig over at høre generalsekretær Mikhail Gorbatjov sige offentligt at man ville rette de fejl staten havde begået i forholdet til kirken og dens medlemmer.

Et brud af en anden art syntes også at være ved at heles da pave Johannes Paul II sendte hilsener til den „tusind år gamle søsterkirke som et udtryk for et inderligt håb om at opnå den fuldkomne enhed som Kristus ønskede og som er grundlæggende for kirkens natur“. Men hvordan gik det til at der kom en kurre på tråden mellem ’søsterkirkerne’?

Manglende enhed

Efter at Konstantin den Store i begyndelsen af det fjerde århundrede var blevet Romerrigets kejser, gjorde han den græske by Byzans ved Bosporusstrædet til dets hovedstad i stedet for Rom, og omdøbte den til Konstantinopel. (I dag kender vi den som Istanbul i Tyrkiet.) Formålet med dette var at forene et rige der var truet af splittelse. Allerede i sidste halvdel af det andet århundrede „var tegningen til et delt rige skitseret, om end kun svagt,“ bemærker The New Encyclopædia Britannica.

Kristendommen havde spredt sig hurtigere og lettere gennem rigets østlige del end gennem den vestlige, og Konstantin mente derfor at en universel (katolsk) religion ville virke forenende. Men ligesom Romerriget i bund og grund var splittet, sådan forholdt det sig også med religionen. Den østlige kirke var mere konservativ end den der havde sæde i Rom, og den modsatte sig de teologiske nyskabelser der kom fra Rom. „Helt op til det tolvte århundrede var der mange politiske og teologiske tvistigheder mellem de to kirker,“ fortæller The Collins Atlas of World History.

En af disse teologiske tvistigheder drejede sig om Den Nikænske Trosbekendelse, der fremmede udviklingen af den ubibelske treenighedslære. Denne trosbekendelse, som udvikledes ved de tre første økumeniske konciler kirken holdt (i Nikæa i 325, i Konstantinopel i 381 og i Efesus i 431), omtalte „Helligånden, . . . som udgår fra Faderen“. Ved et kirkemøde i det sjette århundrede ændrede den vestlige kirke imidlertid ordlyden til „som udgår fra Faderen og fra Sønnen“. Spørgsmålet om filioque (latin for „og sønnen“) var, og er stadig, et stridens æble mellem disse „kristne“ søsterkirker.

Bruddet blev dybere da Det Vestromerske Rige faldt i 476, hvilket markerede begyndelsen til den såkaldte mørke middelalder. Hvad kristendom angår var middelalderen i sandhed præget af intellektuelt mørke og uvidenhed. Kristendommens evangeliske lys var, for en tid, blevet fortrængt af kristenhedens mørke.

Religiøst mørke fremmer ikke enheden. „De forskellige dele af den kristne verden søgte konstant efter en enhed som man aldrig fandt,“ siger en tidligere kannik i Canterbury ved navn Herbert Waddams. „Der er ikke tale om en fuld enhed der senere blev brudt,“ fortsætter han, og tilføjer at „den tanke at kristenheden engang var én stor, forenet kirke er hjernespind“.

Et „barn“ kommer til verden

Det „barn“ der kom til verden juledag år 800 blev kaldt ’helligt’ da det voksede til. Det var et genrejst vestligt rige som kom til verden efter at pave Leo III havde brudt med den østlige kirke og kronet Karl den Store, frankernes konge, til kejser. Efter en kort afbrydelse blev Det Vestromerske Rige i 962 genoplivet, og senere kendt under den mere prætentiøse titel: Det Hellige Romerske Rige.

Faktisk var det misvisende at kalde det romersk. Størsteparten af dets territorium — nutidens Tyskland, Østrig, den vestlige del af Tjekkoslovakiet, Schweiz, den østlige del af Frankrig, og Nederlandene — lå uden for Italien. Da riget domineredes af tyske lande og regenter, blev dets officielle navn senere ændret til Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation.

Riget blandede religion og politik. Collier’s Encyclopedia forklarer at tanken var „at der skulle være ét politisk overhoved i verden som skulle samarbejde med den universelle Kirke, hver med sit virkefelt og sin myndighed fra Gud“. Men grænserne var ikke altid lige klare, og dét skabte strid. Kirken og Staten sloges om herredømmet over Europa, især mellem midten af det 11. og midten af det 13. århundrede. Nogle mener at religionens indblanding i politik var uselvisk og berettiget, men som forfatteren Herbert Waddams vedgår: „Der er ikke megen tvivl om at pavernes magtbegær spillede en betydningsfuld rolle for udviklingen.“

I de sidste 150 år af dette riges eksistens degenereredes det til et løst forbund af nationer under en kejsers vaklende herredømme. I denne fase af dets historie ramte den franske forfatter Voltaires ord plet: „I hvilken Henseende er det helligt? I hvilken Henseende er det et Rige? I hvilken Henseende er det romersk?“ I 1806 afgik ’det hellige barn’ ved døden, gråt af alderdom og uden mindste antydning af hellighed. I 1871 blev det genoplivet i skikkelse af det tyske Andet Rige, men faldt i 1918, mindre end 50 år senere. Og i 1933 indledte Adolf Hitlers Tredje Rige sin strækmarch gennem Europa, blot for at lide en forsmædelig død i 1945 i Berlins ruiner.

Germansk indflydelse i vest

Det tyske opslagsværk Meyers Illustrierte Weltgeschichte nævner at „de tre piller hvorpå Europas middelalder hviler . . . er arven efter antikken i dens senromerske udgave, kristendommen og endelig de traditioner de germanske folk overtog efter deres forfædre.“ Den tyske forfatter Emil Nack er enig heri: „De gamle germanske årsfester blev ofte videreført i form af kristne højtider, eftersom kirken, efter pave Gregor den Stores råd, ’kristnede’ mangen en hedensk højtid.“

Helligholdelsen af disse højtider var ikke et udtryk for en dyb religiøsitet hos de germanske folk. Den nu afdøde Andreas Heusler, der var ekspert i germansk religion, beskrev den som en religion der „af forbud kun havde få og af vanskelige krav ingen, heller ikke tro på mytologien. Man blev betragtet som from hvis man bragte sine ofre, betalte sin tempelskat, ikke vanærede helligdommen og ikke skrev spottevers om guderne.“ Han slutter: „Det kunne næppe kaldes religiøs nidkærhed. . . . Germanerens idealisme lå ikke i hans religion.“

Fortidens germanske folk troede på guder, men de mente at der faktisk fandtes en endnu højere magt, en der havde skabt guderne. Det var „skæbnens magt,“ forklarer forfatteren Emil Nack, en magt der „ikke lod sig påvirke af ofre eller bønner“. Skæbnen blev dog ikke betragtet som rent vilkårlig, eftersom den virkede i overensstemmelse med naturlovene. Menneskene blev derfor betragtet som „frie, ikke ofre“.

Den germanske religion havde rod i naturen. Når man ofrede til guderne foregik det ofte udendørs, i lunde og skove. En germansk myte taler om et kosmisk træ kaldet Yggdrasil, hvor guderne daglig holdt rådslagning. The Encyclopedia of Religion beskriver det på denne måde: „[Det nåede] til himmelen, og dets grene bredte sig ud over hele verden. . . . Træets symbolik . . . afspejler sig i andre traditioner. I det gamle Babylonien voksede der for eksempel et kosmisk træ, Kiskanu, på et helligt sted. . . . I fortidens Indien symboliseredes universet ved et omvendt træ. . . . [Men] der kan ikke påvises noget jødekristent element i begrebet Yggdrasil.“

I betragtning af dette er det ikke overraskende at indbyggerne i lande der er stærkt påvirkede af germansk religion, ofte er fatalistiske, ikke særlig religiøse, og tilbøjelige til at sige: ’Naturen er min gud.’ Det er også forståeligt at mange af de hedenske skikke den germanske religion indførte i kristenheden er naturorienterede. Juleskikkene, med lys, mistelten og juletræer, er blot eksempler.

Udviklingen i øst

Den østlige kirke var altid på kant med den vestlige og havde heller ikke fred med sig selv, som ikonoklasmen, „billedstormen“, viser. Ikoner, der adskiller sig fra tredimensionelle billeder som de statuer der er almindelige i den vestlige kirke, er religiøse malerier, somme tider med relieffer, der som regel forestiller Kristus, Maria eller en „helgen“. De blev så populære i øst at de, ifølge John S. Strong fra Bates College, efterhånden „blev betragtet som direkte spejlbilleder eller aftryk af den de forestillede, [og] . . . derfor mentes at være fyldt med hellig og muligvis mirakuløs kraft“. Ikke desto mindre forbød den byzantinske kejser Leo III i begyndelsen af det ottende århundrede brugen af dem. Striden blev ikke endeligt bilagt før i 843, da brugen af ikoner blev tilladt i den østlige kirke.

Et andet eksempel på splittelse i østkirken kommer fra Egypten. Nogle egyptiske katolikker talte koptisk og andre talte græsk, og de to sproggrupper blev uenige om Kristi natur. Skønt de byzantinske myndigheder nægtede at indrømme det, var det dette der førte til dannelsen af to adskilte kirker. Og hele tiden prøvede begge grupper at få lempet en af sine biskopper ind i stillingen som patriark af Alexandria.

Den østlige kirke er delt den dag i dag. Nogle kirker med østlig ritus, de unerede kirker, anerkender for eksempel den romerske paves jurisdiktion. Det gør de græsk-ortodokse kirker og de såkaldt mindre, østlige kirker derimod ikke.

Som flammer

Længe før Det Hellige Romerske Rige (der hverken var helligt, romersk eller et rige) faldt, „havde de kristne i øst fået indpodet et dybt had til andre kristne,“ siger den anglikanske gejstlige Herbert Waddams. Ja, om så den synd at „kristne“ hader andre „kristne“ blev begået i mørke, ville den ikke kunne skjules i himmelen, men blive set så klart som flammer.

At kristenhedens hus var splittet kunne heller ikke skjules på jorden. En fremtrædende araber fra det syvende århundrede som „vidste en hel del om kristenheden fra sine rejser og fra mennesker der stod ham nær“, tog for eksempel afstand fra „de stridigheder han bemærkede blandt de kristne,“ fortæller Herbert Waddams. Denne mand søgte en bedre vej end den den splittede kristenhed kunne tilbyde. Fandt han den? Nu i 1989 følger hele 17 procent af verdens befolkning hans vej. Hvem denne mand var og hvordan han så på det at „underkaste sig Guds vilje“ vil du få at vide i det næste nummer af bladet.

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ved Romerrigets fald i år 476 blev kristenheden delt under seks konkurrerende biskopper — i henholdsvis Rom, Konstantinopel, Antiochia, Alexandria, Jerusalem, og Salamis (på Cypern).

Rom

Konstantinopel

Antiochia

Salamis

Jerusalem

Alexandria

[Illustration på side 23]

En ikon (et religiøst billede) af Jesus og Maria

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.