JOHANNESEVANGELIET

Den sidste af de fire beretninger der blev skrevet om Jesu Kristi jordiske liv og tjeneste.

Skribent. Selv om skribentens navn ikke nævnes i bogen, har der altid været så godt som almindelig enighed om at den er skrevet af apostelen Johannes. En lille gruppe i det 2. århundrede rejste den indvending mod bogen at de fandt dens lære uortodoks, uden dog at fremføre nogen beviser for at Johannes ikke var forfatteren. Først efter den moderne bibelkritiks fremkomst er der igen rejst tvivl om at bogen er skrevet af Johannes.

De indre vidnesbyrd om at Zebedæus’ søn Johannes har skrevet bogen, er så mange og forskelligartede at de langt overgår argumenterne for det modsatte. Her skal kun nævnes nogle få eksempler, men den vågne læser kan med disse i tanke let finde mange flere.

(1) Skribentens fortrolighed med jødiske opfattelser tyder på at han var jøde. — Joh 1:21; 6:14; 7:40; 12:34.

(2) Hans grundige kendskab til geografiske forhold viser at han må stamme fra Palæstina. De detaljer han nævner om forskellige steder, viser at han selv har kendt disse steder. Det gælder for eksempel oplysningen om at der lå et Betania „på den anden side af Jordan“ (Joh 1:28) og et andet Betania „nær Jerusalem“ (11:18), at der på det sted hvor Jesus blev pælfæstet, var en have og i haven en ny mindegrav (19:41), at Jesus talte „i skatkammeret da han underviste i templet“ (8:20), og at „det var vinter, og Jesus gik omkring i templet, i Salomons Søjlegang“ (10:22, 23).

(3) De oplysninger denne skribent alene giver, de små detaljer, viser at han var øjenvidne. Han nævner de personer der sagde eller gjorde et eller andet, ved navn (Joh 1:40; 6:5, 7; 12:21; 14:5, 8, 22; 18:10); han angiver præcise tidspunkter (4:6, 52; 6:16; 13:30; 18:28; 19:14; 20:1; 21:4); og hans talangivelser er nøjagtige og saglige, ikke løse eller overdrevne. — 1:35; 2:6; 4:18; 5:5; 6:9, 19; 19:23; 21:8, 11.

(4) Skribenten må have været apostel, for kun en apostel kunne have været øjenvidne til så mange begivenheder i forbindelse med Jesu tjeneste. Hans nære kendskab til Jesu tanker, følelser og bevæggrunde viser også at han hørte til de 12 som ledsagede Jesus under hele hans tjeneste. Han fortæller for eksempel at Jesus stillede Filip et spørgsmål „for at prøve ham, for selv vidste han hvad han ville gøre“. (Joh 6:5, 6) Jesus ’vidste ved sig selv at hans disciple knurrede’. (6:61) Han „vidste alt hvad der ville komme over ham“. (18:4) Han ’stønnede i ånden og oprørtes’. (11:33; jf. 13:21; 2:24; 4:1, 2; 6:15; 7:1.) Skribenten var også kendt med apostlenes tanker og indtryk, hvoraf nogle var forkerte og senere blev korrigeret. — 2:21, 22; 11:13; 12:16; 13:28; 20:9; 21:4.

(5) Desuden kaldes skribenten for „den discipel som Jesus elskede“. (Joh 21:20, 24) Han var åbenbart en af de tre apostle som stod Jesus nærmest, og som var sammen med ham ved visse særlige lejligheder, for eksempel ved forklarelsen på bjerget (Mr 9:2) og i den kvalfulde stund i Getsemane Have. (Mt 26:36, 37) Af disse tre apostle er Jakob udelukket som skribent, for han blev henrettet af Herodes Agrippa I omkring år 44, og intet tyder på at dette evangelium allerede var skrevet på det tidspunkt. Peter er også udelukket, for han nævnes sammen med „den discipel som Jesus elskede“. — Joh 21:20, 21.

Ægthed. Johannesevangeliet blev anerkendt som kanonisk af den første kristne menighed. Det står opført i så godt som alle gamle fortegnelser og anerkendes her som ægte. Ignatius af Antiochias breve (ca. år 110) bærer tydeligt præg af kendskab til Johannesevangeliet, og det samme gør Justinus Martyrs skrifter en generation senere. Det findes i alle de vigtigste håndskrifter til De Kristne Græske Skrifter: Codex Sinaiticus, Vaticanus, Alexandrinus, Ephraemi, Bezae, Washingtonianus I og Koridethi og ligeledes i alle de tidlige oversættelser. Nogle vers fra Johannesevangeliets 18. kapitel forekommer på et papyrusfragment, John Rylands Papyrus 457 (P⁵²) fra første halvdel af det 2. århundrede. Dele af kapitel 10 og 11 findes i Chester Beatty Papyrus I (P⁴⁵) fra første halvdel af det 3. århundrede, og større dele af hele evangeliet findes i Papyrus Bodmer II (P⁶⁶) fra omkring år 200.

Hvor og hvornår det er skrevet. Det er den almindelige opfattelse at Johannes skrev sit evangelium i eller i nærheden af Efesus omkring år 98 efter at være vendt tilbage fra fangenskabet på øen Patmos, knap 100 km derfra. Den romerske kejser Nerva (år 96-98) gav mange af dem der var blevet forvist ved slutningen af hans forgænger Domitians regeringstid, lov til at vende hjem igen, og Johannes kan have været blandt disse. Efesus var en af de menigheder Johannes fik besked på at skrive til da han modtog Åbenbaringen på Patmos.

Johannes var højt oppe i årene, sandsynligvis omkring 90 eller 100 år gammel, da han skrev sit evangelium. Han kendte uden tvivl de tre andre beretninger om Jesu jordiske liv og tjeneste, foruden Apostelgerninger og Paulus’, Peters, Jakobs og Judas’ breve. Han havde oplevet den fulde åbenbaring af den kristne lære, og han havde set hvad det havde medført at den var blevet forkyndt for alle nationer. Han havde også set „lovløshedens menneske“ begynde at vise sig (2Ts 2:3) og havde været vidne til opfyldelsen af mange af Jesu profetier, ikke mindst profetierne om Jerusalems ødelæggelse og enden på den daværende jødiske tingenes ordning.

Formålet med Johannesevangeliet. Under den hellige ånds ledelse udvalgte Johannes med omhu og skønsomhed de begivenheder han ville skildre i sit evangelium, for, som han siger: „Jesus gjorde rigtignok også mange andre tegn i disciplenes påsyn, ting som ikke er skrevet i denne skriftrulle,“ og: „Der er også mange andre ting som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned i alle detaljer kunne hele verden — formoder jeg — ikke rumme de skriftruller der blev skrevet.“ — Joh 20:30; 21:25.

Med dette i tanke angiver Johannes sit formål med at samle den beretning han blev inspireret til at nedskrive, og hvori han kun gentager ganske lidt af hvad der forud var skrevet: „Men dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn.“ — Joh 20:31.

Johannes lagde vægt på at det han skrev, var sandt, og at det virkelig havde fundet sted. (Joh 1:14; 21:24) Som en øjenvidneberetning fra den sidste af Jesu Kristi apostle var hans evangelium en værdifuld tilføjelse til den bibelske kanon.

Stor udbredelse. Johannesevangeliet er den bog i Bibelen der har fået den største udbredelse. Tusinder af eksemplarer af dette evangelium er blevet trykt og udsendt separat, ud over at det også findes i fuldstændige eksemplarer af Bibelen.

Værdi. I overensstemmelse med Åbenbaringen, hvori Jesus Kristus udtaler at han er „Guds skaberværks begyndelse“ (Åb 3:14), gør Johannes opmærksom på at Ordet var hos Gud „i begyndelsen“, og at „alt er blevet til gennem ham“. (Joh 1:1-3) I hele sit evangelium lægger han vægt på det nære forhold mellem Guds enestefødte søn og hans Fader, og han citerer mange af Jesu udtalelser som afspejler dette forhold. Igennem hele bogen mindes vi om dette fader-søn-forhold, at Sønnen hele tiden underlægger sig Faderen og tilbeder ham som sin Gud. (Joh 20:17) Dette fortrolige forhold satte Sønnen i stand til at åbenbare Faderen i en grad som ingen andre kunne gøre det, og på en måde som Guds tjenere i fortiden aldrig havde erfaret. Johannes lægger desuden vægt på Faderens hengivne kærlighed til Sønnen og til dem der bliver Guds sønner ved tro på Sønnen.

Jesus Kristus fremstilles som det middel hvorved Gud velsigner menneskeheden, og som den eneste vej ad hvilken man kan nærme sig Gud. Han åbenbares som den hvorigennem den ufortjente godhed og sandheden er kommet (Joh 1:17), som „Guds lam“ (1:29), ’Guds enestefødte søn’ (3:18), ’brudgommen’ (3:29), „det sande brød fra himmelen“ (6:32), „Guds brød“ (6:33), „livets brød“ (6:35), „det levende brød“ (6:51), „verdens lys“ (8:12), „Menneskesønnen“ (9:35), „døren“ til fårefolden (10:9), „den rigtige hyrde“ (10:11), „opstandelsen og livet“ (11:25), „vejen og sandheden og livet“ (14:6) og „det sande vintræ“ (15:1).

Jesu stilling som konge bliver fremhævet (Joh 1:49; 12:13; 18:33), og ligeledes den myndighed Faderen har givet ham til at dømme (5:27) og til at oprejse døde. (5:28, 29; 11:25) Johannes åbenbarer at Kristus ville sende den hellige ånd som en „hjælper“ der skulle minde disciplene om det han havde sagt, vidne om ham og fungere som lærer. (14:26; 15:26; 16:13-15) Læseren lades dog ikke i tvivl om at det i virkeligheden er Guds ånd, og at ånden udgår fra Gud med hans bemyndigelse. Jesus sagde tydeligt at den hellige ånd ikke kunne komme som en „hjælper“ medmindre han gik til Faderen, som var større end Jesus. (16:7; 14:28) Derefter ville hans disciple gøre endnu større gerninger, for Kristus ville da igen være hos Faderen og ville opfylde de bønner der blev bedt i hans navn, alt sammen for at Faderen kunne blive herliggjort. — 14:12-14.

Johannes fremstiller også Jesus Kristus som genløsningsofferet for alle mennesker. (Joh 3:16; 15:13) Betegnelsen „Menneskesønnen“ leder tanken hen på at han, ved at blive kød, blev menneskets nærmeste slægtning og som sådan den der i Moseloven var forudskildret som genløser og blodhævner. (3Mo 25:25; 4Mo 35:19) Jesus sagde til sine disciple at denne verdens hersker ikke havde noget tag i ham, men at han havde sejret over verden, og at verden som følge af dette skulle dømmes og dens hersker kastes ud. (Joh 12:31; 14:30) Jesu disciple bliver tilskyndet til at sejre over verden ved at bevare deres loyalitet og uangribelighed over for Gud ligesom Jesus gjorde. (Joh 16:33) Dette stemmer med Åbenbaringen som Johannes havde fået, hvori Kristus gentagne gange nævner nødvendigheden af at sejre og lover at de der forbliver i samhørighed med ham, vil blive belønnet rigt sammen med ham i himmelen. — Åb 2:7, 11, 17, 26; 3:5, 12, 21.

Den uægte passage i Johannes 7:53–8:11. Disse 12 vers er tydeligvis en tilføjelse til Johannesevangeliets oprindelige tekst. De findes ikke i Det Sinaitiske Håndskrift eller Det Vatikanske Nr. 1209, men forekommer i Codex Bezae fra det 5. århundrede og senere græske håndskrifter. De fleste gamle oversættelser har dem ikke med. Det er tydeligt at passagen ikke hører med til Johannesevangeliet. I nogle græske håndskrifter er passagen anbragt i slutningen af evangeliet og i andre efter Lukas 21:38, hvilket bekræfter den opfattelse at passagen er uægte og ikke inspireret.

[Ramme på side 1157]

HOVEDPUNKTER I JOHANNESEVANGELIET

Apostelen Johannes’ beretning om Jesu liv. Det gennemgående tema er at Jesus er Messias (Kristus), Guds søn, ved hvem evigt liv er muligt

Skrevet omkring år 98 e.v.t., mere end 30 år efter det sidste af de tre andre evangelier og 65 år efter Jesu død

Ordet bliver kød og identificeres som Guds lam, Guds søn og Messias (Kristus) (1:1-51)

Ordet, som i begyndelsen var hos Gud, bor iblandt mennesker, men forkastes af sine egne landsmænd; de der tager imod ham, får bemyndigelse til at blive Guds børn

Johannes Døber aflægger vidnesbyrd om at Jesus er Guds søn og Guds lam der tager verdens synd bort

Andreas og derefter andre bliver overbevist om at Jesus er Messias (Kristus)

Jesu mirakler og forkyndelse godtgør at han er Messias, Kristus, gennem hvem det er muligt at opnå evigt liv (2:1–6:71)

Jesus gør vand til vin i Kana

Han fortæller Nikodemus at Gud har sendt sin enestefødte søn til verden for at enhver som tror, kan få evigt liv

Han taler med en samaritansk kvinde om det åndelige vand der giver evigt liv, og han siger selv at han er Messias, Kristus

Jesus helbreder mirakuløst; jøderne protesterer da han helbreder på en sabbat, og de vil dræbe ham

Jesus forkynder at de der tror på ham, vil få evigt liv, og han forudsiger at de der er i mindegravene, vil opstå

Jesus bespiser mirakuløst 5000 mænd; da de vil gøre ham til konge, trækker han sig tilbage; da folkemængden følger efter ham, fortæller han at han er det brød der kommer ned fra himmelen, og at de må spise hans kød og drikke hans blod hvis de vil have evigt liv

Modstanden mod Guds søn intensiveres (7:1–12:50)

Jesus forkynder modigt på tempelområdet skønt de øverste præster og farisæerne søger at pågribe ham

Jesus forkynder at han er verdens lys, og at sandheden kan frigøre hans tilhørere, men de prøver at stene ham

Jesus helbreder en blindfødt mand på sabbatten; farisæerne er rasende

Jesus siger at han er den rigtige hyrde, og forklarer at hans får hører hans stemme; jøderne prøver igen at stene ham

Lazarus’ opstandelse fylder de jødiske religiøse ledere med frygt, og de beslutter at både Jesus og Lazarus må dø

Jesus rider ind i Jerusalem og hyldes som konge af folkemængden, men ikke af farisæerne

Ved det sidste påskemåltid vejleder Jesus sine disciple for sidste gang (13:1–17:26)

Han vasker deres fødder for at lære dem ydmyghed, og han giver dem „et nyt bud“: de skal elske hinanden som han har elsket dem

Han siger at han er vejen, sandheden og livet; han lover at sende den hellige ånd til disciplene efter sin bortgang

For at bære frugt må disciplene forblive i samhørighed med Jesus, det sande vintræ; men de vil blive forfulgt

Jesus beder for sine disciple og meddeler sin Fader at han har fuldført den gerning han har fået overdraget, at gøre Guds navn kendt

Jesus arresteres, forkastes af det jødiske folk og pælfæstes (18:1–19:42)

I Getsemane. Jesus arresteres; han føres frem for Annas og Kajfas; derefter for Pilatus

Han siger til Pilatus at hans rige ikke er en del af denne verden

Da Pilatus’ bestræbelser for at give Jesus fri mislykkes, pælfæstes han og dør

Josef fra Arimatæa og Nikodemus tager sig af hans begravelse

Vidnesbyrd om Jesu opstandelse afslutter Johannes’ bevisførelse for at Jesus virkelig er Messias (20:1–21:25)

Jesus bliver set af Maria Magdalene, derefter af de andre disciple, også Thomas

I Galilæa gør han sit sidste mirakel, den mirakuløse fiskefangst, og derefter giver han befalingen: „Giv mine små får føde“