Nogle astronomer, som for eksempel Harvard-universitetets Robert Kirshner, mener at det er vigtigt at man får forståelse af resterne af supernovaer som Krabbetågen, fordi det kan medvirke til at man vil kunne måle afstanden til andre galakser, noget der i øjeblikket er genstand for intens forskning. Som vi har set har uenigheden om hvor langt der er til andre galakser resulteret i en livlig debat om hvorvidt big bang-modellen kan bruges til at forklare universets skabelse.

Hvordan ved de hvor langt der er?

Når astronomer fortæller os at Andromeda-galaksen befinder sig to millioner lysår borte, er der i virkeligheden blot tale om et kvalificeret gæt. Man har ikke fundet en nøjagtig metode til at måle sådanne svimlende afstande. Afstandene til de nærmeste stjerner, de der befinder sig inden for en afstand af omkring 200 lysår, kan måles direkte ved hjælp af parallaksemåling, der indbefatter brugen af simpel trigonometri. Men denne metode kan kun bruges i forbindelse med stjerner der er så tæt på Jorden at de synes at bevæge sig ganske lidt efterhånden som Jorden kredser om Solen. De fleste stjerner, samt alle galakser, befinder sig meget længere borte. Det er her gætterierne begynder. Selv afstanden til stjerner der så at sige befinder sig i vores baggård, som den berømte røde superkæmpe Betelgeuze i Orion, må man gætte sig til. Man anslår at den befinder sig mellem 300 og 1000 lysår borte. Det bør derfor ikke overraske os at der er uenighed blandt astronomer når det gælder afstandene til galakserne, der er en million gange større.