• Hvordan er universet blevet til? — Et omstridt spørgsmål
    Findes der en Skaber som interesserer sig for os?

    • b I 1995 bemærkede nogle astronomer at den fjerneste stjerne man nogen sinde har observeret (SN 1995K), opførte sig temmelig besynderligt da den eksploderede i sin galakse. Ligesom supernovaer i nærliggende galakser blev denne stjerne meget klar og blegnede derefter langsomt, men over en længere periode end man tidligere havde iagttaget. Tidsskriftet New Scientist indtegnede forskningsresultaterne på et diagram og forklarede: „Formen af lyskurven . . . er strakt i tid med nøjagtig den længde man kunne forvente hvis galaksen var på vej bort fra os med næsten halvdelen af lysets hastighed.“ Hvad var konklusionen? Man betragtede det som „det bedste vidnesbyrd til dato om at universet virkelig udvider sig“.

  • Hvordan er universet blevet til? — Et omstridt spørgsmål
    Findes der en Skaber som interesserer sig for os?

    • Vidnesbyrd om en begyndelse

      Alle de enkelte stjerner vi kan se, befinder sig i Mælkevejen. Frem til 1920’erne troede man at den var den eneste galakse der fandtes. Men observationer med større teleskoper har siden vist at det ikke er tilfældet. Universet rummer mindst 50.000.000.000 galakser. Altså ikke 50 milliarder stjerner — men mindst 50 milliarder galakser, der hver især har milliarder af stjerner som vores Sol. Og dog var det ikke den kolossale mængde galakser der vendte op og ned på videnskabsmændenes opfattelser i 1920’erne, men dét at de alle er i bevægelse.

      Astronomerne opdagede noget bemærkelsesværdigt: Når lys fra en galakse blev ledet gennem et prisme, viste det sig at lysbølgerne var „strakt“. Denne såkaldte rødforskydning tydede på at lyset var udsendt af et legeme der med stor hastighed var på vej bort fra os. Jo længere væk galaksen befandt sig, jo hurtigere syntes den at bevæge sig bort fra Jorden. Det tyder på at universet udvider sig!b

      Man behøver hverken at være professionel astronom eller amatørastronom for at forstå at et ekspanderende univers fortæller en hel del om vores fortid — og måske også om vores fremtid. Noget må have sat processen i gang — en kraft der har været stærkere end hele universets umådelige gravitationskraft. Der er god grund til at spørge: ’Hvor kan denne vældige kraft komme fra?’

      De fleste forskere mener at universet oprindelig var et uhyre lille punkt af uendelig tæthed (en singularitet), men vi kan ikke komme uden om dette fundamentale spørgsmål: „Hvis universet på et tidspunkt i fortiden tilnærmelsesvis var en singularitet, uendelig lille og af uendelig tæthed, må vi spørge hvad der fandtes før, og hvad der var uden for universet. . . . Vi må tage stilling til spørgsmålet om en begyndelse.“ — Sir Bernard Lovell.

      Dette faktum forudsætter mere end blot tilstedeværelsen af en umådelig energikilde. Der var også behov for forudseenhed og intelligens eftersom den hastighed hvormed universet udvider sig, synes meget fint afpasset. „Hvis universet havde udvidet sig en billiontedel hurtigere, ville alt stof i universet være spredt nu,“ oplyser Lovell. „Og hvis det var foregået en billiontedel langsommere, ville gravitationskræfterne have fået universet til at kollapse inden for sådan cirka den første milliard år af dets eksistens. Heller ikke i det tilfælde ville der have eksisteret stjerner eller liv i dag.“