Stemmer bogen overens med videnskaben?

Religionen har ikke altid betragtet videnskaben som sin ven. Tidligere har teologer endda modarbejdet videnskaben når de mente at dens opdagelser var til skade for deres fortolkning af Bibelen. Men er videnskaben egentlig Bibelens fjende?

HVIS bibelskribenterne havde fremholdt de videnskabelige opfattelser der var fremherskende på deres tid, ville de have skrevet en bog fuld af grelle videnskabelige unøjagtigheder. Men bibelskribenterne gjorde sig ikke til talsmænd for sådanne uvidenskabelige opfattelser — tværtimod. Ikke alene skrev de flere ting der er videnskabeligt korrekte, men de skrev også noget der var i direkte modstrid med udbredte opfattelser i datiden.

Jordens form

Mennesker har i årtusinder spekuleret på hvordan Jordens form er. Før i tiden havde man den forestilling at den var flad. Babylonierne troede for eksempel at universet var en kasse eller et kammer hvor Jorden var gulvet. Vedapræsterne i Indien mente at Jorden var flad, og at det kun var den ene side der var beboet. En primitiv stamme i Asien forestillede sig Jorden som en stor serveringsbakke.

Allerede i det 6. århundrede f.v.t. fremsatte den græske filosof Pythagoras dog den teori at eftersom Solen og Månen var runde, måtte Jorden også være rund. Senere erklærede Aristoteles (4. århundrede f.v.t.) sig enig heri og forklarede at en måneformørkelse beviser at Jorden er rund eftersom Jordens skygge på Månen er bueformet.

Men forestillingen om at Jorden var flad (og kun beboet på den ene side), forsvandt ikke fuldstændig. Den logiske konsekvens af at Jorden var rund, var begrebet antipoder.a Men ikke alle ville acceptere dette. Lactantius, en kristen apologet fra det 4. århundrede e.v.t., gjorde nar af tanken. Han ræsonnerede som så: „Findes der nogen så tåbelig at han tror at der findes mennesker hvis fødder er oven over deres hoveder? . . . at træer og planter vokser nedad? at regn, sne og hagl falder opad?“²

Flere teologer fandt det antipodiske begreb problematisk. Ifølge visse teorier kunne mennesker der levede på den modsatte side af Jorden, ikke have nogen forbindelse med de folkeslag man kendte til, enten fordi havet var for stort til at krydse, eller fordi der befandt sig en uigennemtrængelig tropisk zone ved ækvator. Hvor kunne sådanne mennesker så være kommet fra? Det gjorde nogle teologer så forvirrede at de foretrak at tro at der ikke kunne findes mennesker på den modsatte side af Jorden, eller, som Lactantius indvendte, at Jorden i det hele taget ikke kunne være rund.

Men forestillingen om at Jorden var rund, vandt hævd og blev til sidst almindeligt accepteret. Det er imidlertid først her i det 20. århundredes rumalder at det er blevet muligt for mennesker at rejse tilstrækkelig langt ud i rummet til at de ved selvsyn har kunnet konstatere at jorden er kugleformet.b

Hvad siger Bibelen i denne forbindelse? I det 8. århundrede f.v.t., da man havde den fremherskende opfattelse at Jorden var flad — flere hundrede år før græske filosoffer fremsatte teorier om at Jorden sandsynligvis var kugleformet, og tusinder af år før mennesker fra rummet så at Jorden var rund — sagde den hebraiske profet Esajas kort og godt: „Det er Ham der bor over jordens kreds.“ (Esajas 40:22) Det hebraiske ord chugh, der her er oversat med „kreds“, kan også gengives med „sfære“ eller „kugle“.³ Andre bibeloversættelser taler i dette skriftsted om „Jordens Bold“ (Lindberg) og „den runde jord“. — Moffatt.c

Bibelskribenten Esajas fremholdt altså ikke de almindeligt udbredte myter om Jorden. Han nedskrev derimod et faktum der ikke kunne kuldkastes af videnskabelige opdagelser.

Hvad holder Jorden oppe?

I fortiden var der også andre spørgsmål om kosmos der forvirrede folk: Hvad hviler Jorden på? Hvad holder Solen, Månen og stjernerne oppe? Man kendte intet til tyngdeloven, som Isaac Newton formulerede og beskrev i 1687. Folk vidste intet om at himmellegemerne faktisk hænger i det tomme rum. Datidens forklaringer gik derfor ud på at der måtte være noget håndgribeligt der holdt Jorden og de andre himmellegemer oppe.

En af teorierne, der måske er udtænkt af folk der boede på en ø, gik for eksempel ud på at Jorden var omgivet af vand, og at den flød i dette vand. Hinduerne forestillede sig at Jorden havde adskillige fundamenter anbragt oven på hinanden. Den hvilede på fire elefanter der stod på en enorm skildpadde som igen stod på en kolossal slange, og den sammenrullede slange flød på universets vande. Empedokles, en græsk filosof fra det 5. århundrede f.v.t., troede at Jorden hvilede på en hvirvelvind, og at det var denne hvirvelvind der fik himmellegemerne til at bevæge sig.

Aristoteles fremholdt en af de opfattelser der fik størst udbredelse. Han havde en teori om at Jorden var en kugle, men mente ikke at den kunne hænge i det tomme rum. I sin afhandling Universets Bygning imødegår Aristoteles den opfattelse at Jorden hviler på vand, med ordene: „Heller ikke Vandet har jo den Natur at kunne holde sig svævende i Luften, men maa have noget at hvile paa.“⁴ Hvad ’hviler’ Jorden da på? Aristoteles mente at Solen, Månen og stjernerne var fastgjort på overfladen af faste gennemsigtige kugler. Den ene kugle lå inden i den anden, og Jorden lå ubevægelig i midten. Når kuglerne drejede rundt inde i hinanden, bevægede de objekter der sad på dem — Solen, Månen og planeterne — sig hen over himmelen.

Aristoteles’ forklaring forekom logisk. Hvordan kunne himmellegemerne holde sig oppe hvis ikke de var fastgjort til et eller andet? Den agtede Aristoteles’ teori blev anerkendt som faktum i cirka 2000 år. Ifølge The New Encyclopædia Britannica opnåede hans lære i det 16. og 17. århundrede „status af religiøst dogme“ i kirkens øjne.⁵

Da teleskopet blev opfundet, begyndte astronomerne at betvivle Aristoteles’ teori. Man forstod dog først den rette sammenhæng da sir Isaac Newton forklarede at planeterne hænger i det tomme rum og holdes i kredsløb af en usynlig kraft, nemlig tyngdekraften. Teorien forekom imidlertid mange utrolig, og nogle af Newtons kolleger fandt det vanskeligt at tro at rummet kunne være et stort intet hvor der i det store og hele ikke fandtes stof.d⁶

Hvad siger Bibelen herom? For næsten 3500 år siden sagde Bibelen klart og tydeligt at Jorden hænger „på intet“. (Job 26:7) Det hebraiske ord der her er gengivet med „intet“ (belīmahʹ), betyder ordret „uden noget“.⁷ Bibeloversættelsen Contemporary English Version bruger udtrykket „i det tomme rum“.

At Jorden var en planet der hang i „det tomme rum“, var på ingen måde den forestilling flertallet havde på daværende tidspunkt. Men langt forud for sin tid nedfældede bibelskribenten en udtalelse der er videnskabeligt korrekt.

Stemmer Bibelen overens med lægevidenskaben?

Den moderne lægevidenskab har lært os meget om hvordan sygdomme spredes og forebygges. De medicinske fremskridt i det 19. århundrede førte til at man tog antiseptiske forholdsregler i lægegerningen, hvilket vil sige at man ved hjælp af god hygiejne gjorde mere for at hindre infektioner. Det medførte opsigtsvækkende resultater. Der skete et drastisk fald i antallet af infektioner og for tidlige dødsfald.

I fortiden havde lægerne imidlertid ikke fuld forståelse af hvordan sygdomme spredes, og de forstod heller ikke vigtigheden af at have en høj hygiejne for at hindre sygdomme. Det er derfor ikke så mærkeligt at meget af datidens lægepraksis efter vore dages målestok forekommer barbarisk.

Et af de ældste lægeskrifter der findes, er Papyrus Ebers, en samling ægyptiske lægeråd fra omkring år 1550 f.v.t. Denne skriftrulle indeholder 700 lægeråd mod forskellige sygdomme „fra krokodillebid til smerter i tåneglene“.⁸ Vi læser i The International Standard Bible Encyclopaedia: „Vi [ved] at disse lægers medicinske viden var rent empirisk, helt uvidenskabelig og for størstedelen byggede på magi.“⁹ De fleste lægemidler var blot virkningsløse, men nogle var ekstremt farlige. For eksempel anbefalede man at behandle et sår ved at smøre det med en substans der indeholdt menneskeekskrementer.¹⁰

Denne tekst med ægyptiske lægeråd blev skrevet omtrent samtidig med de første bøger i Bibelen, deriblandt Moseloven. Moses blev født i 1593 f.v.t. og voksede op i Ægypten. (2 Mosebog 2:1-10) Som medlem af Faraos husstand blev han „oplært i al ægypternes visdom“. (Apostelgerninger 7:22) Han var derfor kendt med Ægyptens ’læger’. (1 Mosebog 50:1-3) Fik deres virkningsløse eller farlige lægepraksis indflydelse på hans skrifter?

Nej. Moseloven indeholdt tværtimod nogle hygiejneregler som var langt forud for deres tid. For eksempel krævede en lov vedrørende militærlejre at man gravede sine ekskrementer ned uden for lejren. (5 Mosebog 23:13) Der var her tale om særdeles moderne forholdsregler. De bevirkede at vandet ikke blev forurenet, og hindrede at man blev smittet med dysenteri og andre diarrésygdomme, der selv i dag årligt koster millioner af mennesker livet i lande hvor de sanitære forhold er meget dårlige.

Moseloven indeholdt også andre hygiejneregler der beskyttede israelitterne mod smitsomme sygdomme. Den der havde, eller som man mistænkte for at have en smitsom sygdom, blev sat i karantæne. (3 Mosebog 13:1-5) Klæder eller kar der kom i kontakt med et selvdødt dyr (der måske var død af sygdom), skulle vaskes før de atter blev brugt, eller helt destrueres. (3 Mosebog 11:27, 28, 32, 33) Den der rørte ved et lig, blev betragtet som uren og måtte gennemgå en renselsesprocedure der indebar at man badede sig og vaskede sine klæder. Vedkommende var uren i en periode på syv dage, og i denne periode måtte han undgå fysisk kontakt med andre. — 4 Mosebog 19:1-13.

Disse sanitære forholdsregler afspejler en visdom som lægerne i de omboende nationer ikke sad inde med på daværende tidspunkt. Tusinder af år før lægevidenskaben fik kendskab til hvordan sygdomme spredes, angav Bibelen nogle fornuftige forholdsregler som beskyttede mod sygdomme. Det er derfor ikke overraskende at Moses kunne sige at israelitterne på hans tid normalt blev 70 til 80 år gamle.e — Salme 90:10.

Måske erkender du at Bibelens udsagn på disse områder er videnskabeligt nøjagtige. Men Bibelen omtaler også noget som man ikke kan føre videnskabeligt bevis for. Betyder det nødvendigvis at Bibelen ikke stemmer overens med videnskaben?

Kan man tro på noget der ikke lader sig bevise?

Et udsagn der ikke kan bevises, er ikke nødvendigvis usandt. Videnskabelige beviser er begrænset af menneskets evne til at finde tilstrækkeligt med vidnesbyrd eller tyde materialet korrekt. Nogle sandheder lader sig slet ikke bevise fordi bevismaterialet er dunkelt, ikke er blevet bevaret eller ikke er fundet. Det kan også skyldes at man ikke har tilstrækkelig videnskabelig formåen og ekspertise til at nå frem til en utvetydig konklusion. Kunne dette være tilfældet hvad angår udtalelser i Bibelen hvor man ikke har uafhængige, fysiske beviser?

Når Bibelen for eksempel taler om at der findes en usynlig verden af åndeskabninger, kan det ikke rent videnskabeligt bevises — eller modbevises. Det samme gælder de mirakler der omtales i Bibelen. Det er heller ikke alle der finder de geologiske vidnesbyrd om en verdensomspændende vandflod på Noas tid tilstrækkelige. (1 Mosebog, kapitel 7) Må vi da slutte at det ikke er sket? Historiske begivenheder kan sløres af tidens tand. Er det da ikke også muligt at årtusinders geologisk aktivitet har udvisket mange af vidnesbyrdene om Vandfloden?

Det må indrømmes at Bibelen indeholder passager der hverken kan bevises eller modbevises ved hjælp af tilgængelige fysiske vidnesbyrd. Men bør det overraske os? Bibelen er ikke en videnskabelig lærebog. Men den taler alligevel sandt. Vi har set at der findes stærke vidnesbyrd om at dens skribenter var retskafne og ærlige mænd. Når de omtaler videnskabelige forhold, er de nøjagtige og helt upåvirkede af gamle „videnskabelige“ teorier der blot har vist sig at være myter. Videnskaben er derfor ikke Bibelens fjende. Der er al mulig grund til at vurdere Bibelens udtalelser med et åbent sind.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 21]

Et udsagn der ikke kan bevises, er ikke nødvendigvis usandt

[Illustration på side 18]

Tusinder af år før mennesker kunne betragte Jorden fra rummet og se at den var en kugle, talte Bibelen om „jordens kreds“

[Illustrationer på side 20]

Sir Isaac Newton forklarede at det er tyngdekraften der fastholder planeterne i deres baner