KAPITEL 29
Hvordan kan jeg få tankerne væk fra sex?
„JEG tænker hele tiden på piger — også når der ikke er piger i nærheden,“ siger en ung mand ved navn Michael. „Det er latterligt. Nogle gange kan jeg slet ikke koncentrere mig!“
Bruger du, ligesom Michael, mange af dine vågne timer på at dagdrømme om det modsatte køn? Hvis du gør, kan det føles som om du er i krig med din egen hjerne. Tanker om sex invaderer måske dit sind ligesom fjendtlige soldater. „Sådanne tanker kan besætte dig fuldstændig,“ siger Michael. „De kan få dig til at gå en stor omvej hen til din bil fordi der går en sød pige lidt længere henne, eller få dig til at gå ned langs nogle totalt uvedkommende varehylder i et supermarked for at komme til at se nærmere på en pige.“
Husk dog på at seksuelle følelser ikke i sig selv er forkerte. Gud har jo skabt manden og kvinden så de føler sig stærkt tiltrukket af hinanden, og det er helt på sin plads at tilfredsstille det seksuelle behov inden for ægteskabet. Måske føler du en stærk seksuel trang mens du stadig er ugift. Hvis det er tilfældet, så tro ikke at du er et dårligt menneske, eller at det er umuligt for dig at bevare din moralske renhed. Du kan bevare din renhed hvis du vil! Men hvis det skal lykkes for dig, bliver du nødt til at beherske dine tanker om det modsatte køn. Hvordan kan du gøre det?
Tænk over hvem du omgås. Hvis dine klassekammerater begynder at tale om sex, kunne du føle dig fristet til at være med — bare for ikke at skille dig ud. Men det ville kun gøre det vanskeligere for dig at styre dine tanker. Hvad skal du gøre? Bare rejse dig og gå din vej? Ja, og du behøver ikke at være flov over det! I de fleste tilfælde kan man finde en undskyldning for at gå sin vej uden at virke selvretfærdig eller blive gjort til grin.
Undgå umoralsk underholdning. Selvfølgelig er ikke alle film og cd’er dårlige. Men ikke desto mindre er meget af nutidens underholdning lagt an på at vække upassende seksuelle følelser. Hvad er Bibelens råd? „Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd, idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.“ (2 Korinther 7:1) Undgå enhver form for underholdning der kunne stimulere umoralske seksuelle ønsker.a
Problemet med masturbation
Nogle unge prøver at få afløb for deres seksuelle lidenskaber ved at masturbere. Men det kan føre til alvorlige problemer. Bibelen giver kristne denne tilskyndelse: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ (Kolossenserne 3:5) Masturbation er det stik modsatte af at ’gøre sine lemmer døde med hensyn til seksuel lidenskab’. Det stimulerer og nærer den faktisk!
Masturbation kan gøre dig til træl af dine lidenskaber. (Titus 3:3) Et skridt på vejen til at overvinde denne vane er at betro sig til en. En kristen der i flere år kæmpede med masturbation, siger: „Hvor ville jeg ønske at jeg havde haft mod til at tale med en om det da jeg var ung! Jeg var plaget af skyldfølelse i mange år, og det påvirkede i alvorlig grad mit forhold til andre og, vigtigst af alt, mit forhold til Jehova.“
Hvem skal du tale med? Som regel vil din far eller mor være det mest logiske valg. Eller måske kan en moden kristen i menigheden hjælpe. Du kunne indlede samtalen ved at sige: „Jeg vil gerne tale med dig om et problem der plager mig meget.“
André talte med en kristen ældste, og det er han glad for. „Mens ældstebroderen lyttede til mig, fik han tårer i øjnene,“ siger André. „Da jeg havde talt ud, forsikrede han mig om at Jehova elskede mig. Han sagde at mit problem er meget almindeligt. Han lovede at spørge til hvordan det gik med mig, og at give mig flere oplysninger fra vores bibelske publikationer. At tale med ham styrkede min beslutning om at fortsætte kampen — også hvis jeg igen skulle få tilbagefald.“
Mário valgte at tale med sin far, der viste sig at være meget medfølende og forstående. Han indrømmede endda over for Mário at han selv havde kæmpet med denne vane da han var ung. „Det opmuntrede mig meget at min far var så åben og ærlig,“ siger Mário. „Jeg tænkte at hvis han havde vundet kampen, så kunne jeg også. Min fars måde at tage det på gjorde så stort et indtryk på mig at jeg begyndte at græde.“
Du kan ligesom Mário og André få hjælp til at bekæmpe vanen med at masturbere. Selv hvis du får tilbagefald, skal du ikke give op! Du kan vinde kampen.b
Hvordan du kan styre dine tanker
Apostelen Paulus sagde: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl.“ (1 Korinther 9:27) Måske bliver du også nødt til at være streng over for dig selv når forkerte tanker om det modsatte køn nærmest invaderer dit sind. Hvis du ikke kan slå tankerne ud af hovedet, så prøv at motionere. Bibelen siger: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt.“ (1 Timoteus 4:8) En rask gåtur eller nogle få minutters fysisk træning kan være det der skal til for at du kan afvise de distraherende tanker.
Frem for alt må du ikke overse den hjælp som din himmelske Fader stiller til rådighed for dig. „Når jeg føler en stærk seksuel trang,“ siger en kristen, „gør jeg meget ud af at bede.“ Gud fjerner ikke din interesse for det modsatte køn. Men med hans hjælp vil du opdage at der er mange andre ting at tænke på.
[Fodnoter]
b Se flere oplysninger om masturbation i bind 1, kapitel 25.
NØGLESKRIFTSTED
„Alt . . . hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ — Filipperne 4:8.
TIP
Hvis du er faldet tilbage i vanen med at masturbere, så opgiv ikke kampen! Analysér hvad der førte til tilbagefaldet, og undgå at gentage handlingsmønsteret.
VIDSTE DU DET . . .?
Det du lader dit sind dvæle ved, kan forme din personlighed og påvirke dine handlinger. — Jakob 1:14, 15.
HANDLINGSPLAN!
Når jeg skal have tankerne væk fra det modsatte køn, vil jeg ․․․․․
Hvis en samtale med mine klassekammerater bliver vovet eller sjofel, vil jeg ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Hvorfor skal seksuelle følelser ikke altid betragtes som „fjendtlige“?
● Hvorfor bliver du nødt til at holde seksuelle følelser under kontrol?
● Hvilke former for underholdning kan få dine tanker til at kredse om det modsatte køn?
● Hvorfor er det vigtigt at gå sin vej hvis en samtale bliver vovet eller sjofel?
[Tekstcitat på side 240]
„Det der hjælper mig, er at tænke på noget andet — at få tankerne væk fra det der virker ophidsende på mig. Jeg minder mig selv om at følelserne eller trangen vil forsvinde efter et stykke tid.“ — Scott
[Illustration på side 239]
Ville du lade virus angribe din computer? Hvorfor så give umoralske tanker lov til at komme ind i dit sind?