Unge spørger
Hvordan kan jeg modstå fristelser?
◼ Karen har ikke været til festen i mere end ti minutter før hun ser to drenge komme bærende på nogle store poser. Det er ikke svært at regne ud hvad der er i poserne. Hun har tidligere hørt de to drenge sige at der ville være „masser af sprut“ til festen. Det har hun selvfølgelig ikke nævnt for sine forældre. Hun overbeviste sig selv om at drengene nok bare havde sagt det i sjov. Det var jo også meningen at der skulle være nogle voksne i huset — et eller andet sted.
Pludselig hører Karen en velkendt stemme bag sig sige: „Hvorfor står du bare der, din dødbider?“ Karen vender sig om og ser at hendes veninde Jessica står med to øl der lige er lukket op. Jessica holder den ene øl helt op mod Karens ansigt og siger: „Kom nu! Du er da med på lidt sjov, ikke!“
Karen vil helst afslå, men presset til at sige ja er meget stærkere end forventet, for Jessica er hendes veninde, og Karen har ikke lyst til at være en ’dødbider’. Desuden er Jessica jo en af de pæne piger. Så hvis hun kan drikke, kan det vist ikke være så galt. ’Det er bare øl,’ siger Karen til sig selv. ’Det er jo ikke som hvis jeg tog stoffer eller havde sex.’
SOM ung kan du blive udsat for mange slags fristelser, og ofte har de at gøre med det modsatte køn. „Pigerne i skolen er meget pågående,“ siger den 17-årige Ramon.a „De kan godt lide at røre ved én og se hvor langt man vil lade dem gå. De er ligeglade med om man siger nej!“ Deanne, som også er 17, har oplevet noget lignende. Hun siger: „En dreng kom engang hen og lagde armen om mig. Jeg slog ham hårdt på armen og sagde ’Hvad bilder du dig ind? Jeg kender dig ikke engang!’“
Måske er du også udsat for fristelser og føler det som om presset aldrig hører op. Som en ung kristen sagde: „Fristelserne er som én der konstant banker på ens dør, selvom man har sat et ’forstyr ikke’-skilt på døren.“ Hører du lidt for ofte en sådan banken på din dør? Hvad kunne du for eksempel føle dig fristet til?
□ At ryge
□ At drikke
□ At tage stoffer
□ At se på pornografi
□ At have sex
□ Andet ․․․․․
Hvis du har sat kryds ved en eller flere af ovennævnte ting, skal du ikke mene at det så betyder at du ikke egner dig til at være en kristen. Du kan lære at få styr på forkerte ønsker og modstå fristelser. Hvordan? Det kan være godt at tænke over hvad der ligger til grund for at vi fristes. Her følger tre ting.
1. Ufuldkommenhed. Alle ufuldkomne mennesker har tendens til at gøre det forkerte. Selv apostelen Paulus — en moden kristen — sagde ligeud: „Når jeg gerne vil gøre det rette, ligger det onde mig nær.“ (Romerne 7:21) Ja, endog det mest hæderlige menneske vil fra tid til anden føle „kødets begær og øjnenes begær“. (1 Johannes 2:16) Men hvis man bliver ved med at dvæle ved det der kunne friste en, vil det gøre det vanskeligere at stå imod, for Bibelen siger: „Når . . . begæret har undfanget, føder det synd.“ — Jakob 1:15.
2. Påvirkning udefra. Der er fristelser overalt. „Både i skolen og på arbejdet taler folk hele tiden om sex,“ siger Trudy. „I fjernsynet og i film ser det altid så glamourøst og spændende ud. Det er sjældent man ser de ubehagelige følger!“ Trudy ved af erfaring hvor stærk en sådan påvirkning kan være. Hun siger: „Da jeg var 16, troede jeg at jeg havde fundet den store kærlighed. Min mor havde en alvorlig snak med mig og sagde at hvis jeg blev ved med det jeg var i gang med, ville jeg ende med at blive gravid. Jeg var chokeret over at hun kunne finde på at sige sådan noget, men to måneder senere var jeg gravid.“
3. „De ønsker der hører ungdommen til.“ (2 Timoteus 2:22) De ønsker der her er tale om, kan indbefatte ethvert ønske som er typisk for unge mennesker. Det kan for eksempel være ønsket om at blive accepteret af sine jævnaldrende eller længselen efter at blive betragtet som et selvstændigt individ. Disse ønsker er ikke i sig selv forkerte, men hvis man ikke behersker dem, kan de gøre det sværere for en at modstå fristelser. For eksempel kan et stærkt ønske om at blive betragtet som et selvstændigt individ, let få en til at bryde med de sunde værdinormer man har lært hjemmefra. Det skete for Steve da han var 17. Han fortæller: „Jeg gjorde oprør mod mine forældre og begyndte at gøre alt det de havde lært mig at jeg ikke måtte — og det endda kort tid efter at jeg var blevet døbt.“
Ja, det er stærke kræfter som spiller ind. Men trods det kan du modstå fristelser. Hvordan?
◼ Prøv først at gøre dig klart hvad du har sværest ved at sige nej til. (Det kan være at du allerede har gjort det ovenfor).
◼ Spørg derefter dig selv: ’Hvornår er det mest sandsynligt at jeg føler mig fristet?’ Sæt kryds ved en af følgende muligheder:
□ Når jeg er i skole
□ Når jeg er på arbejde
□ Når jeg er alene
□ Andet
Når du ved hvornår der er størst chance for at fristelsen opstår, kan det muligvis hjælpe dig til helt at undgå den. Lad os gå tilbage til den tænkte situation i indledningen til denne artikel. Hvilken advarsel havde Karen i forvejen fået om at der ville blive problemer ved festen? Hvordan kunne hun helt have undgået at blive fristet?
◼ Nu da du har (1) fundet ud af hvad der kunne friste dig, og (2) indset hvornår der er størst sandsynlighed for at fristelsen opstår, er du klar til handling. Det vigtigste for dig er at finde ud af hvordan du enten kan minimere risikoen for at blive fristet eller helt kan undgå det. Skriv herunder hvad du kunne gøre:
․․․․․
․․․․․
(Eksempler: Hvis du efter skoletid regelmæssigt støder på skolekammerater der vil have dig til at ryge sammen med dem, kan du måske tage hjem ad en anden vej for at undgå at støde på dem. Hvis du ofte uopfordret får pornografi fra internettet, kan du måske overveje at få installeret et filter der blokerer for den pågældende afsender og alle tilsvarende afsendere eller websteder. Når du bruger en søgemaskine, kan du også prøve at anvende mere præcise søgeord).
Du kan selvfølgelig ikke undgå alle fristelser. Før eller siden vil du sikkert komme til at stå over for en særlig stor fristelse — måske når du mindst venter det. Hvad kan hjælpe dig?
Vær forberedt. Da Jesus blev „fristet af Satan“, afslog han lige med det samme. (Markus 1:13) Hvorfor? Fordi han i forvejen vidste hvad han mente om det han blev fristet med. Tænk over det. Jesus var ikke en robot. Han kunne have givet efter for fristelsen. Men han var på forhånd fast besluttet på at adlyde sin Fader i alt. (Johannes 8:28, 29) Jesus mente det virkelig da han sagde: „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ — Johannes 6:38.
På nedenstående linjer kan du skrive to grunde til at modstå den fristelse du oftest kommer ud for, og to måder du kan gøre det på.
1. ․․․․․
2. ․․․․․
Husk at du gør dig selv til slave af forkerte ønsker hvis du giver efter for fristelsen. (Titus 3:3) Tillad ikke dig selv at blive styret af dine lyster. Vær moden nok til at beherske forkerte ønsker frem for at lade dem beherske dig. — Kolossenserne 3:5.
[Fodnote]
a Navnene i denne artikel er blevet ændret.
NOGET AT TÆNKE OVER
◼ Kan fuldkomne skabninger blive fristet? — 1 Mosebog 6:1-3; Johannes 8:44.
◼ Hvilken indvirkning kan det have på andre når du er trofast og modstår fristelser? — Ordsprogene 27:11; 1 Timoteus 4:12.
[Ramme på side 27]
PRØV DETTE EKSPERIMENT
Tag et kompas og placer det sådan at nålen peger mod nord. Læg en magnet ved siden af kompasset. Hvad sker der nu? Nålen viser ikke længere den rigtige retning, men peger i stedet hen mod magneten.
Din samvittighed er ligesom dette kompas. Hvis den er oplært rigtigt, vil den pege mod ’nord’ og hjælpe dig til at træffe fornuftige beslutninger. Men dårlige venner kan ligesom en magnet trække dig i en forkert retning og fordreje din moralske dømmekraft. Så hvad er belæringen? Gør hvad du kan for at undgå mennesker og situationer der kan bringe din dømmekraft ud af kurs. — Ordsprogene 13:20.
[Ramme på side 27]
FORSLAG
Tænk på forhånd over hvordan du kan svare nogle der prøver at friste dig til at gøre noget forkert. Bare rolig, du behøver ikke at virke selvretfærdig. Ofte er det nok at afslå tilbuddet på en enkel og ligefrem måde. Hvis for eksempel en skolekammerat tilbyder dig en cigaret, kan du sige noget i retning af: „Du skal ikke spilde den på mig; jeg ryger ikke.“
[Illustration på side 28]
Når du giver efter for fristelse, bliver du slave af dine egne forkerte ønsker